Er der mon andre end mig, der ind i mellem stopper op og tænker ‘Fuck, var det lige dét?’ Altså det her udfordrende hverdagsliv med grænsesøgende børn, natteroderi, overstimuleret servicegener og uendelig dårlig samvittighed?

Vi har tre børn på vidt forskellige, charmerende udviklingsniveauer. Hver med deres særlige personlighed. Vi har alle et godt helbred og tag over hovedet. Overvejende har vi det jo egentlig meget godt. Intet kan ryste vores zen-tilstand herhjemme – alle elementer om en lykkelig børnefamilie er tilstede; havregrød på væggene, snot i baner skjult i kraven på skjorten, slagsmål og løse hårtotter, hovedløse barbiedukker og pokemonfigurer i revnen i dobbeltsengen (ja, altså ikke min,vel!) og et forældrepar, der drukner deres kærlighed i bleskift, natteroderi, nullermænd, sygdomme og andre praktiske gøremål. Hverdagen! Kender du den?

At mindstebarnet så ovenikøbet er hoppet ind i selvstændighedsfasen og styres af et enormt behov for at være i centrum, klynger lige nu hr. og fru. Frikadelle op af væggen. Ingen tvivl om, englebarnet stadig er derinde! Han får bare pænt modspil af en lille djævel, der helt uden varsel vender det hvide ud af øjnene af raseri, så man helt kommer i tvivl, om han nogensinde vil vende tilbage til normaltilstanden igen. Når man mindst venter det, sniger de små horn sig frem og vender op og ned på lov og orden i det lille hjem. Alt er til forhandling, alt er en krigskamp mellem to fjentlige parter. Vi hører hinanden i tålmod sige ting som ‘nej, Alfred, du må ikke slå Ida med sværdet’. ‘Nej, Alfred, det er ikke godt, at du løber din vej fra os’. ‘Nej, Alfred! Du skal ikke tørre næse i mine bukser’.

Det er ikke uden skam, jeg indrømmer, at den forældrerolle ind i mellem trækker tænder ud. Hvordan kan jeg egentlig få mig selv til at råbe sådan op om, hvor hamrende frustrerende og svært det egentlig er at være mor og godt forbillede for mine unger, når det lyser ud af mig, hvor opgivende og magtesløs jeg ind i mellem også er? Det forældreliv er fyldt med modpoler! Jeg bevæger mig med ugers interval mellem det varme syd og det kolde nord – mellem den enorme kærlighed, den overvældende ømhed og følelserne af at ville gå gennem ild og vand for mine børn til de plagsomme og trættende tanker, hvor alle grænser er overskredet, ungerne er hæslige og ens vej til overlevelse er at sige ja til alt for meget for dernæst at eksplodere i et rungende ‘for HELVEDE altså’.

Med de følelser kan man ikke få andet en mega dårlig samvittighed og en enormt grim smag i munden. I hvilken automat har de stakkels unger trukket deres hæslige mor henne? Udfordringer, opdragelse, alt for mange vågne timer.

Foråret er på vej og vi er ved at omstille os til flere lyse timer både i og udenfor familielivet. Jeg ser rigtig meget frem til mere energi og overskud. Send derfor masser af D-vitamin, levertran og boostet energidepot tværs over Fyn. Jeg står klar langs motorvejen med fiskenet og klistret fluepapir og fanger revl og krat til mig, der kan hæve niveauet for positive tanker og gøre mig i stand til at yde det lille ekstra herhjemme. Nu har jeg været i den forældrerolle i snart 13 år – og jeg ved, at det her (selvfølgelig) bare er (endnu) en forbipasserende  periode, vi skal igennem.

En trist omgang hverdag med kartofler og brun sovs.