under regnen

Vinden kaster støvregn mod mit ansigt. Jeg gyser og gemmer mig under regnjakkens hætte. Vejen er øde og stille, kun gadelygternes genskær i den våde asfalt, giver bevægelse og liv til omgivelserne.

Husene står mørke og forladte bag tilbage. Jeg mærker, hvordan stilheden skaber en behagelig ro. En vildfaren regndråbe løber fra kinden ned af halsen. Jeg trækker skuldrene til mig og lukker jakken ekstra til om ansigtet. Jeg går forbi et hus og stopper op. Jeg står lidt og stjæler mig et glimt af familiestunden bag ruden. Det varme lys fra stearinlyset i vinduet kaster varme ud til mig på gaden. Duften af dejlig mad ramme min næse og blander sig med røgen fra nabohusets ild i brændeovnen. Jeg kan se, at parret ved bordet taler med hinanden med tydelig indlevelse og interesse. Planlægger de mon sommerferie?

Jeg tager mig selv i at være gået helt i stå. Lige dér med blikket vendt mod et øjebliksbillede, som ikke er min at deltage i. Der sidder de over aftensmadden helt uvidende om, at jeg stjæler mig til et glimt af deres intimsfære, og så sker det – tankemylderet:

Sikke en tosomhed – sikke meget de har at dele. Griner de af børnenes finurligheder eller af dagdrivende drømme?

Ja, det ser rart ud.. og her står du smilende og lurer. Alene og funderende.

Våde prikker på kinder og næse. Hurra for regnen. Havde det været i løbeskoene med musik i ørerne, havde jeg aldrig givet mig tid til at stoppe op og mærke stunden lige her og lige nu. Hvis ikke vinden havde suset så mærkbart, at jeg kunne vedkende overfor mig selv; “Sikke en livskontrast at stå i”.

Når det går godt, skal der ikke meget til, før vi tager en hel del ting for givet og lidt glemmer at sætte pris på det, vi har omkring os.
Måske er det endda nogle gange sundt at nul-stille livet, og kigge lidt på det “fra den anden side af hækken”?
Opbrud og smerte kan i grunden være ganske godt. Det er her, vi lærer  at se på os selv med nye øjne og får formentlig vores taknemmeligheds konturer til at træde tydeligere frem.
Jeg skutter mig i regnen, mens jeg stopper hænderne dybt ned i mine lommer. Månen sejer bag om en sky og mørket omslutter mig. Der er intet så oplivende som støvregn på kinderne. Jeg løfter oplivende mine skuldre og anderkender, at det bliver ekstra godt at komme ind i varmen. Jeg træder over dørtrinnet. Jeg er hjemme.

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

Cardigan i patent

Der er noget enormt lækkert over patentstrik. Den vamsede ribstrik er bare så pæn. Derfor er jeg, trods det noget langsommelige arbejde, ovenud glad for, at Ida synes om sin nye cardigan. Den har taget mig tre måneder at strikke. En proces, der har været afbrudt af diverse hjemmelavede julegaver. Egentlig startede det ud som et projekt, hvor jeg lige skulle tømme garnkurven for 4-5 nøgler garn. Hvad jeg ikke vidste var, at patent jo sluger allerhelvedes meget garn. Det er blevet til pænt mange nøgler.

Cardiganen er strikket ud fra Anna modellen fra “Warm knit for cool kids” af Susie Haumann. Jeg har strikket den i garn fra Isager. 1 tråd Highland wool turkis og 1 tråd Alpaca 1 fv. 46. Jeg har strikket den ca 15-20 cm længere end opskriften foreskrev, da jeg syntes, at Ida havde brug for en lang cardigan.

Jeg er så vild med kvaliteten og designet, at jeg ville ønske, at jeg havde tålmod til at strikke en udgave til mig selv.  Jeg er startet på den, den ligger og venter. Lige nu er det dog en Sandness model, der trækker.

Vil du følge med i mine strikkeprojekter, kan du se mere på Instagram eller Ravelry.

Rigtig god weekend

IMG_6306 IMG_6307 IMG_6309 IMG_6304

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

Uskrevne kalenderblade

Kære Dagbog

Endnu et år er gået, og vi har taget hul på et nyt med alt, hvad hverdagen tilbyder. Jeg kan simpelthen ikke fatte, at vi netop har sat endnu en Mayland med udfyldte sider om planlægning, ferie, fødselsdage og oplevelser på hylden . Hvor blev 2015 af? Jeg kniber mig selv i kinden og prøver at forstå,  at jeg kan krydse endnu et år af uden helt at kunne erindre dagene til fulde. Lovede jeg ikke mig selv, at sætte tempoet lidt ned?

Mine unger er blevet et helt år ældre! Jeg kan tydeligt se det.  Alfred bliver længere, modigere og tryggere. Ida er et stort barn, der pludselig kan læse, skrive og tage beslutninger på både hende og vores vegne. Marie, der nu er mere voksen og uafhængig end tidligere.  Vi skal holde konfirmation i maj! Kan man tillade sig at sige, at man savner tiden med putteri i sofaen, godnatlæsning og at holde i hånd, når vi går tur? Nu hvor jeg reelt nyder, at kunne være sammen med hende på en mere voksen måde?

Kan vi ikke lige stoppe tiden lidt – eller måske drosle lidt ned på det der hverdagsræs.

Jeg har haft en del rejsedage her i januar og har haft tid til eftertanke. Det er meget normalt at have dette “review” af året der gik. Årsskiftet henter minder frem om dét der har været og som jeg i virkeligheden slet ikke er klar til at sige farvel til. Jeg bliver altid ramt af vemod. Det er de store følelser, der tager over. Jeg kan sidde på en cafe i storbyen med min smarte kaffe og blive grådlabil og overstrømmet af lykke, når jeg f.eks sortere billeder til et indlæg som dette. Stærke følelser om den overvældende bunke kærlighed jeg bare så gerne vil fordele i overflod på de uskrevne kalenderblade, vi lige har taget hul på.
IMG_6216 IMG_6210 IMG_6203 IMG_6219 IMG_6187 (1) IMG_6231

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

Tiden går

Tiden flyver, årene går og alle de floskler.

Pludselig “vågner” man op og ser sig forbløffet omkring. Er det virkelig muligt at 13 år er strøget så hurtigt afsted? Jeg bliver så forundret og rørt, når jeg bliver bremset i hverdagslivet og får mulighed for at dykke ned i tanker om; tid, liv og kærlighed.

Jeg har skrevet om det uendeligt mange gange. Det dér hverdagsliv med travlhed og gøremål – at det ind i mellem sluger fokus. Sådan er det nok for os alle? Jeg tænker ikke altid store tanker, når logistik, planlægning og havregrød tager over. Så jeg bliver ramt, når jeg bliver overvundet på den der måde, hvor jeg bliver væltet omkuld af nostalgiske følelser .

Sådan har jeg det i øjeblikket med min store pige. Hun har haft det vildeste efterår. Startet ny skole, fået nye venner og er blomstret op på den der helt vidunderlige måde. 13 år – der sker altså et eller andet med det teenageliv. Selvstændigheden tager over, de løsriver sig og man skal til at være sammen på en ny, mere voksent måde.

Hvor blev tiden af? Hvor blev den lille pige af, der i børnehaven kun ville iklæde sig lyserøde kjoler? Nu har hun stort set kun træningstøj på og tænker mest i mølleflik og at kunne stemme op.

Nu står vi så her. Marie skal døbes 2. juledag og have familien samlet. I april skal vi holde stor fest – og helt automatisk sker det, at jeg ser tilbage på barndomslivet, vores oplevelser, tøsens udvikling og alt det dejlige vi har haft sammen indtil nu.

Jeg husker hendes fødsel, da vi stod der med vores to liter mælk-tunge datter i armene og pludselig indså, hvor sårbare vi med ét blev. Vi blev underlagt uro, bekymring og lange nætter med ingen søvn. Vi blev underlagt en kærlighed, der bliver ved, så længe vi lever. En kærlighed så uendelig rig.

Tiden går altså bare så stærkt.

150109-jacobsen1255 (1).jpg

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

Et glimt af efterår

Der er noget dragende over efteråret. Vinden mod kinderne, duftene fra den våde skov, bladende der daler og alle de smukke farveskift naturen går igennem. I forrige weekend var jeg ude at gå en tur og blev bjergtaget af dets mange nuancer.

Det er så sjældent at jeg kommer afsted med mit kamera. Oftes er det i ferierne eller når vi skal noget helt særligt. Det er oftest når man har det ekstra tid og går rundt med det nysgerrige øje, at det små glimt af magi opstår.
IMG_6030 IMG_5985 IMG_5987 IMG_6035

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

Strikket med kærlighed

Der er ingen tvivl om, at man lægger en stor portion fantastisk energi og kærlighed i sit strikketøj. Om det så er til ens børn, sig selv eller en anden, man har særligt nær, så er forberedelserne, processen og resultatet altid en tilfredsstillelse. Sådan har jeg det i hvert fald. Det er altid målet med mine ting; at jeg undervejs har det sjovt og sidst sidder med et design, jeg kan glæde mine nærmeste med. Laver jeg fejl eller bliver træt af arbejdet undervejs, trævler jeg op eller lægger det til side.

Så når jeg sidder med bogen “Strikket med kærlighed” af Vibe Ulrik Søndergaard, er jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad der henvises til.

Jeg er i gang med sweateren Matilda – en model med masser af struktur og mønstre. Arbejdet skrider langsomt fremad – og jeg er vildt begejstret for udfordringen. Modellen er ikke svær at strikke, nu hvor jeg har fået mønstergrupperne, sildeben og bellismønster, ind under huden.

IMG_5891 IMG_5893IMG_5905

Bogen har jeg kigget længe efter. Modellerne generelt er ultra fine med så mange gennemførte detaljer, at det er mig komplet umuligt at vælge en favorit. Selv Ida har svært ved at vælge. Hun har peget mindst 4 modeller ud, hun gerne vil have mig til at strikke.

Så jeg sender min varmeste anbefaling videre til jer derude, der gerne vil lidt mere en bare ret og vrang. (Selvom at det jo selvfølgelig også er de masker, der bruges i struktur og snoninger. Du ved, hvad jeg mener ikke?!).

Jeg har købt bogen i min lokale Super Brugsen – da den var på bud til 180 kr. Den vejledende udsalgspris er dog 300,-. Men for f… det er jo ingenting for SÅ LÆKKER en bog som denne. Jeg har ved et hurtigt kig på google fundet den forholdsvist billigt her.

 

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

Halløj med dig – er det sådan du ser ud?

Vi har holdt tre ugers tiltrængt pause fra en travl hverdag. Vi har i udpræget grad nydt den sammenhængende tid med vores unger. Det der med at komme helt ned i gear og få afstand til logistik, pressede dage med for lidt tid, har været overvældende rart. Ferien er slut nu og det synes som om, at vi alle har fået ladet op og er klar til at komme i gang med nye klasser, børnehaven og jobs igen.

Selvom at vi ‘bare’ har været hjemme og i sommerhus er der alligevel sket så mange ting. Jeg husker især den første uge som den tid, hvor jeg så nye sider hos børnene. Halløj fister! Hvad er der lige sket med dig? Jeg kan næsten ikke kende dig mere. Man fiser rundt med logistik, job og opgaver, der skal løses i hverdagen. Tiden til fordybelse med børnene kan til tider være ret begrænset, så da vi fik smidt uret, slukket for indkommende mails og diverse telefonen blev der pludselig plads til bare at være til. Og så blev der virkelig trådt til i speedometer-pedalerne på udviklingscyklen.

Alfred har på tre uger rykket sig sprogligt og har lært så meget om meget, hvilket har givet ham den ro og balance, han i foråret virkelig havde brug for. Ida, den følsomme lille pige har suget til sig det første år i skolen og har brugt ferietiden på fordybelse i kreative sysler, skriverier og historiefortælling. Marie den velafbalancerede pige har måtte vi undvære en uge, da hun var med til Gymnaestrada i Finland. Pludselig stor, selvstændig og umådelig modig.

Når vi lander i sådan en tid, hvor vi virkelig bare nyder hinanden, kan vi godt fundere lidt over, hvorfor vi ikke bruger meget mere tid på familielivet? Tiden flyver afsted og ungerne bliver så store – ret så hurtigt. Og det går pludselig op for mig, at det er her i de rolige perioder, at vi for alvor kommer tæt på hinanden. I hverdagene sluger tiden overskydende tid og måske går vi rent faktisk glip af lidt af ungernes liv? Jeg har ikke svaret på det, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at det virkelig handler om at nyde hinanden og bruge alt overskydende tid fornuftigt.

Børnene er i rivende udvikling konstant og jeg føler ind i mellem, at jeg går glip af deres hastige skridt og at jeg så pludselig i en sommerferie på tre uger ser, hvor enorme mængder af nye sider de rummer.

IMG_5751

IMG_5756

IMG_5778

IMG_5786

IMG_5780

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

Giv dit smil videre – eller noget!?

IMG_5568Jeg sidder her og kigger billeder igennem fra den sidste tid og jeg bliver ved med at vende tilbage til dette ‘glimt’ af Ida, der blev taget til Klovneløbet i Højby sidste weekend.

På en eller anden måde synes jeg, at det passer meget godt ind efter sådan et skammeligt valgresultat.

Christ.

Jeg undrer mig virkelig over, hvor den næse kom fra. Det kom fuldstændigt bag på mig, at der er så mange DF-stemmer. Hvor kommer de fra? Bor de på samme vej som mig? Jeg må jo kende nogen af dem?

Jeg forstår mig ikke på det Danmark, vi skal til at forholde os til. Jeg er for første gang efter et valg helt vildt ærgerlig. Og ked af det! Det er slet ikke mig, det der!

Pip!

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

Glade børn – når hjertet flyder over at bekymring

IMG_5501

Nettet flyder over af skønne billeder af harmoniske familier, speltboller og jeg tilstræber da også selv til kun at vise den side af hverdagslivet, der oser af overskud, balance og creme del la creme ala myntepesto. Så at fortælle om rod, nullermænd, manglende sexlyst og børn, der har det svært, er mere eller mindre tabubelagt.

Som forældre gør vi altid det bedste, vi kan for vores børn. Det kan vi vist alle blive enige om. Vi ønsker at give vores børn den perfekte opdragelse med al den lykke, trivsel, glæde og kærlighed det kan få stoppet ned over hovedet. Med tre børn og hver deres personligheder, er opdragelse og trivsel dog ikke altid så enkel at gå til. Aldersspringet kan være en faktor, og selvfølgelig er måden man går til dem på med variation. Men når man står med lange arme og en overophedet hjerne, der ikke kan finde løsninger og svar, bliver man pludselig usikker. Gør man det egentlig godt nok?

Informationsstrømmen om børneopdragelse er ikke andet end et klik væk og man bliver totalt forvirret over det utal af bøger, man kan finde om det sunde familieliv. Vi kan bare ikke læse os til forløsning af den usikkerhed, der trykker os lige nu, selvom at jeg på en eller andet facon godt kan føle mig lidt som en garvet mor efter 12 år i rollen.

Vores lille Alfahan har det i perioder rigtig svært. Jeg har længe tænk, at han har brug for noget ganske særligt, hvilket også bliver tydeligere som tiden går. Jeg har af flere omgange overvejet, gad vide om han er et af de der sensitive børn (det er jo så nemt at sætte sådan en markør på børnene i dag). Her i aften sad jeg så og skrev  på et lille skriv til børnehaven, så vi hver især kan hjælpe den lille mand på vej, så han ikke bliver så overvældet i situationer – en lang historie, der kræver meget mere plads, end mit hjerte tillader lige nu. Ikke desto mindre flyder mit hjerte over. Måske du kan huske, at jeg skrev indlægget om den svære tid? Mon al den sygdom med kræft, det bratte brud mellem Alfred og mig har påvirket ham mere, end vi lige går og regner med? Jeg ved godt, at det er noget dumt at gå og slå sig selv i hovedet over sådan en situation, man ikke kan gøre for, at man havner i. Ikke desto mindre vil jeg være så ked af, at det kan have været årsagen og at han i det første år ikke fik den tryghed, som han oprigtigt havde brug for.

Man ønsker sine børn det aller bedste – når udgangspunktet bliver destrueret af noget udefra (eller indefra for mit vedkommende), ja så kan man godt blive lidt ked af det. Sådan en lortesygdom påvirker tilsyneladende familien mere end man lige regner med.

Mere af Rappedikke? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.