under regnen

Vinden kaster støvregn mod mit ansigt. Jeg gyser og gemmer mig under regnjakkens hætte. Vejen er øde og stille, kun gadelygternes genskær i den våde asfalt, giver bevægelse og liv til omgivelserne.

Husene står mørke og forladte bag tilbage. Jeg mærker, hvordan stilheden skaber en behagelig ro. En vildfaren regndråbe løber fra kinden ned af halsen. Jeg trækker skuldrene til mig og lukker jakken ekstra til om ansigtet. Jeg går forbi et hus og stopper op. Jeg står lidt og stjæler mig et glimt af familiestunden bag ruden. Det varme lys fra stearinlyset i vinduet kaster varme ud til mig på gaden. Duften af dejlig mad ramme min næse og blander sig med røgen fra nabohusets ild i brændeovnen. Jeg kan se, at parret ved bordet taler med hinanden med tydelig indlevelse og interesse. Planlægger de mon sommerferie?

Jeg tager mig selv i at være gået helt i stå. Lige dér med blikket vendt mod et øjebliksbillede, som ikke er min at deltage i. Der sidder de over aftensmadden helt uvidende om, at jeg stjæler mig til et glimt af deres intimsfære, og så sker det – tankemylderet:

Sikke en tosomhed – sikke meget de har at dele. Griner de af børnenes finurligheder eller af dagdrivende drømme?

Ja, det ser rart ud.. og her står du smilende og lurer. Alene og funderende.

Våde prikker på kinder og næse. Hurra for regnen. Havde det været i løbeskoene med musik i ørerne, havde jeg aldrig givet mig tid til at stoppe op og mærke stunden lige her og lige nu. Hvis ikke vinden havde suset så mærkbart, at jeg kunne vedkende overfor mig selv; “Sikke en livskontrast at stå i”.

Når det går godt, skal der ikke meget til, før vi tager en hel del ting for givet og lidt glemmer at sætte pris på det, vi har omkring os.
Måske er det endda nogle gange sundt at nul-stille livet, og kigge lidt på det “fra den anden side af hækken”?
Opbrud og smerte kan i grunden være ganske godt. Det er her, vi lærer  at se på os selv med nye øjne og får formentlig vores taknemmeligheds konturer til at træde tydeligere frem.
Jeg skutter mig i regnen, mens jeg stopper hænderne dybt ned i mine lommer. Månen sejer bag om en sky og mørket omslutter mig. Der er intet så oplivende som støvregn på kinderne. Jeg løfter oplivende mine skuldre og anderkender, at det bliver ekstra godt at komme ind i varmen. Jeg træder over dørtrinnet. Jeg er hjemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *