Tiden går

Tiden flyver, årene går og alle de floskler.

Pludselig “vågner” man op og ser sig forbløffet omkring. Er det virkelig muligt at 13 år er strøget så hurtigt afsted? Jeg bliver så forundret og rørt, når jeg bliver bremset i hverdagslivet og får mulighed for at dykke ned i tanker om; tid, liv og kærlighed.

Jeg har skrevet om det uendeligt mange gange. Det dér hverdagsliv med travlhed og gøremål – at det ind i mellem sluger fokus. Sådan er det nok for os alle? Jeg tænker ikke altid store tanker, når logistik, planlægning og havregrød tager over. Så jeg bliver ramt, når jeg bliver overvundet på den der måde, hvor jeg bliver væltet omkuld af nostalgiske følelser .

Sådan har jeg det i øjeblikket med min store pige. Hun har haft det vildeste efterår. Startet ny skole, fået nye venner og er blomstret op på den der helt vidunderlige måde. 13 år – der sker altså et eller andet med det teenageliv. Selvstændigheden tager over, de løsriver sig og man skal til at være sammen på en ny, mere voksent måde.

Hvor blev tiden af? Hvor blev den lille pige af, der i børnehaven kun ville iklæde sig lyserøde kjoler? Nu har hun stort set kun træningstøj på og tænker mest i mølleflik og at kunne stemme op.

Nu står vi så her. Marie skal døbes 2. juledag og have familien samlet. I april skal vi holde stor fest – og helt automatisk sker det, at jeg ser tilbage på barndomslivet, vores oplevelser, tøsens udvikling og alt det dejlige vi har haft sammen indtil nu.

Jeg husker hendes fødsel, da vi stod der med vores to liter mælk-tunge datter i armene og pludselig indså, hvor sårbare vi med ét blev. Vi blev underlagt uro, bekymring og lange nætter med ingen søvn. Vi blev underlagt en kærlighed, der bliver ved, så længe vi lever. En kærlighed så uendelig rig.

Tiden går altså bare så stærkt.

150109-jacobsen1255 (1).jpg

2 thoughts on “Tiden går

  1. Det er fantastisk. Min søn er 8½ måned gammel og selv nu taler vi om dengang da han var lille. Nok mest fordi han er en temperamentsfuld herre, som har sin fars stædighed, ild i røven og en stemme der kan give enhver tinnitus. Dengang da han var og lå stille! Elsker ham jo! Ak, om 13 år!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *