Forbudte følelser

 

Er der mon andre end mig, der ind i mellem stopper op og tænker ‘Fuck, var det lige dét?’ Altså det her udfordrende hverdagsliv med grænsesøgende børn, natteroderi, overstimuleret servicegener og uendelig dårlig samvittighed?

Vi har tre børn på vidt forskellige, charmerende udviklingsniveauer. Hver med deres særlige personlighed. Vi har alle et godt helbred og tag over hovedet. Overvejende har vi det jo egentlig meget godt. Intet kan ryste vores zen-tilstand herhjemme – alle elementer om en lykkelig børnefamilie er tilstede; havregrød på væggene, snot i baner skjult i kraven på skjorten, slagsmål og løse hårtotter, hovedløse barbiedukker og pokemonfigurer i revnen i dobbeltsengen (ja, altså ikke min,vel!) og et forældrepar, der drukner deres kærlighed i bleskift, natteroderi, nullermænd, sygdomme og andre praktiske gøremål. Hverdagen! Kender du den?

At mindstebarnet så ovenikøbet er hoppet ind i selvstændighedsfasen og styres af et enormt behov for at være i centrum, klynger lige nu hr. og fru. Frikadelle op af væggen. Ingen tvivl om, englebarnet stadig er derinde! Han får bare pænt modspil af en lille djævel, der helt uden varsel vender det hvide ud af øjnene af raseri, så man helt kommer i tvivl, om han nogensinde vil vende tilbage til normaltilstanden igen. Når man mindst venter det, sniger de små horn sig frem og vender op og ned på lov og orden i det lille hjem. Alt er til forhandling, alt er en krigskamp mellem to fjentlige parter. Vi hører hinanden i tålmod sige ting som ‘nej, Alfred, du må ikke slå Ida med sværdet’. ‘Nej, Alfred, det er ikke godt, at du løber din vej fra os’. ‘Nej, Alfred! Du skal ikke tørre næse i mine bukser’.

Det er ikke uden skam, jeg indrømmer, at den forældrerolle ind i mellem trækker tænder ud. Hvordan kan jeg egentlig få mig selv til at råbe sådan op om, hvor hamrende frustrerende og svært det egentlig er at være mor og godt forbillede for mine unger, når det lyser ud af mig, hvor opgivende og magtesløs jeg ind i mellem også er? Det forældreliv er fyldt med modpoler! Jeg bevæger mig med ugers interval mellem det varme syd og det kolde nord – mellem den enorme kærlighed, den overvældende ømhed og følelserne af at ville gå gennem ild og vand for mine børn til de plagsomme og trættende tanker, hvor alle grænser er overskredet, ungerne er hæslige og ens vej til overlevelse er at sige ja til alt for meget for dernæst at eksplodere i et rungende ‘for HELVEDE altså’.

Med de følelser kan man ikke få andet en mega dårlig samvittighed og en enormt grim smag i munden. I hvilken automat har de stakkels unger trukket deres hæslige mor henne? Udfordringer, opdragelse, alt for mange vågne timer.

Foråret er på vej og vi er ved at omstille os til flere lyse timer både i og udenfor familielivet. Jeg ser rigtig meget frem til mere energi og overskud. Send derfor masser af D-vitamin, levertran og boostet energidepot tværs over Fyn. Jeg står klar langs motorvejen med fiskenet og klistret fluepapir og fanger revl og krat til mig, der kan hæve niveauet for positive tanker og gøre mig i stand til at yde det lille ekstra herhjemme. Nu har jeg været i den forældrerolle i snart 13 år – og jeg ved, at det her (selvfølgelig) bare er (endnu) en forbipasserende  periode, vi skal igennem.

En trist omgang hverdag med kartofler og brun sovs.

IMG_4873 IMG_4875 IMG_4889

14 thoughts on “Forbudte følelser

  1. I går skreg min toårige uafbrudt i et kvarter fordi faren kom til at slukke lyset (på trods af hun fik tilbuddet, at hun sagde nej, at vi spurgte om hun var sikker, at hun sagde nej igen). På en og samme tid var jeg kærlige Mor som havde så ondt af mit lille bitte, trætte, frustrerede barn som slet ikke kunne rumme de svære følelser, og fuldstændig urimeligt urummelige Mor som bare havde lyst til at skrige “Hold nu kæft for helvede og SOV!!”

    Man bliver skør at at blive nogens mor.

    • Lige præcist! det er så hamrende frustrerende! Et eller andet sted er står man bagved og smågriner over hysteriet – samtidigt med at man har så ondt i maven over alle de frustrationer, der hober sig op i det lille barn.. Og når selv grænsen for rummelighed der midt i mellem.. Pyha… Altså! Jeg er slet ikke alene.. Grimme følelser alligevel, ikke?

  2. Drop mor-skammen, den ødelægger alt. Vi er mennesker med alt hvad det indebærer af følelser også blive skide træt når ens unger er umulius og overskuddet ikke lige er der, til at være over cool spelt mor. Mine børn er store nu og de har nu klaret sig ret godt igennem på trods af en mor der har råbt sig blå i hovedet til tider. Jeg har sagt til dem, at jeg godt ved, at jeg absolut ikke er perfekt, men har altid forsøgt at gøre det så jeg kunne i en hver situation. Og ja, når jeg var træt, så kunne jeg godt råbe: hoooold såååå kæææææft…. Absolut ikke hvad der står i alle lærerbøgerne, jeg har muligvis traumatiseret dem for altid, men altså…
    det virkede…

  3. Jeg er sikker på, rigtig mange forældre har de ‘forbudte følelser’! Jeg kender dem i hvert fald ganske udemærket… Jeg synes, det er vigtigt at give plads til de mindre pæne følelser i sig selv, for de er ganske enkelt en del af livet. Det er så sjældent, nogle sætter ord på uden, at det bliver pakket ind i ironi og det er befriende at læse dit ærlige indlæg. Kærligheden til de små og store poder bliver jo ikke mindre af de blandede følelser, der en gang i mellem tager plads i én.

  4. Hej Christina
    Kære du, tak fordi du skriver det som vi andre også oplever og føler.
    Du er helt normal, det kan jeg trøste dig med, ellers er vi alle kukkeliuk.
    Jeg ved nøjagtig hvad du mener.
    Knus herfra!

  5. Argh! Hvor jeg kender situationen… mandag synes jeg nærmest kun jeg hørte mig selv råbe af børnene fra de blev hentet fra skole og børner til de lå i deres senge – hader de dage hvor intet hænger sammen, man er træt og udkørt og børnene læser det med det samme og skal liiige prøve om de kan overskride et par grænser eller tre… for tænk nu hvis mor sagde ja! Jeg er alene med banditterne hver mandag til onsdag aften da manden arbejder i Jylland og ind imellem kan de dage virkelig være hårde, særligt mandag hvor vi ofte er fyldte efter en skøn og begivenhedsrig weekend og tanken om far der er væk i tre dage er ulidelig. Så kan jeg godt sidde mandag aften og bande det hele væk og have kæmpe dårlig samvittighed over at have været den sure minus overskud mor, men samtidig ender jeg ud i stolthed over at jeg faktisk kom igennem og jeg ved de næste 2 dage ofte er bedre :)

    Den yngste bliver 5 i næste måned og hun kæmper for tiden der kamp imellem at ville være den store pige og stadig at være den lille, så den med humørskift fra engel til djævel er også mere end velkendt herhjemme, for med en storebror på kun 6 et halvt så kæmper han også stadig den kamp til tider. Ikke altid sjovt at være blevet skoledreng med krav til selvstændigheden, lektier (i 0. Klasse? Hvad sker der også lige for det) og så være sensitiv oveni.

    Hører tit mig selv gentage igen og igen for mig selv “det er en periode” “det er en perioede” ” det er BARE en periode” :)

  6. Lige i dette øjeblik, sidder jeg og nyder at jeg har TO timer helt for mig selv, inden Rasmus kommer hjem fra skole. Jeg elsker ham, men jeg er stresset og han snakker HELE TIDEN!
    I går blev jeg simpelthen nød til at sige til ham at han skulle holde mund, for jeg kunne ikke rumme mere. Åh det skuffede ansigtsudtryk :-( Jeg forklarede selvfølgelig at det ikke var fordi jeg ikke ville høre hvad han havde at fortælle, men så blev han bare bekymret for mig i stedet!

  7. Hej Christina

    Må give Gaia ret – tak fordi du skriver det som vi andre også oplever og føler!
    Jeg ved nøjagtig hvad du mener, vi er igennem det samme med min tre årige for tiden. Hvor føles det bare som en uendelig lang kamp. “Med de følelser kan man ikke få andet en mega dårlig samvittighed og en enormt grim smag i munden.” Puha sådan har jeg haft det det meste af dagen efter en rigtig dum start i morges. Åh hvor er det hårdt og hvor er det synd for børnene at de skal “kæmpe med alle de følelser de har”.

    Knus fra en som kæmper de samme kampe!

  8. Jeg kæmper i disse dage med hvilke konsekvenser, det har for vores børn, at jeg er syg og dårlig samvittighed over, at jeg ikke altid magter dem. Det er rart nok lige at blive mindet om, at heller ikke raske mødre altid er så overskudsagtige, som de gerne ville være. Tak.

  9. Jeg elsker din ærlighed. Du tør netop skrive, hvad er helt normale tanker for en børnefamilie. Tak for det! :-)

  10. Kære Christina,
    Endnu engang rammer du så meget plet med dine tanker om et hverdagsliv med børn i forskellige aldre, med forskellige behov og forskellige personligheder.
    Vores hverdag minder om jeres med en dreng på snart 11, pige på 9 og så mindstemanden på 3 snart 4. Vi har en som elsker at drille sine søskende, hende den søde og pligtopfyldende og ham den lille som kan være både familiens lille klovn, men også ham der skriger, er sur og urimelig og ikke kan tales til fornuft og ja, jeg råber og stamper i gulvet og lige meget hjælper det.
    Så vil bare sige at ja, jeg tror at mange har det som Jer og jeg tror, at det er sådan i moderne familier. Selvfølgelig er nogle dage bedre end andre. Udfordringen hos os er tit, at det er den mindste som sætter en dagsorden og jeg synes ikke altid jeg formår at ’se’ og favne de store som de fortjener fordi de kan så meget selv.
    Mem tak for en altid spændende blog. Har læst med siden 2011 og aldrig kommenteret før:)
    Kh Zara

  11. Tak for dit indlæg. Som mor til 3 skønne og helt vidunderlige men også tiltider noget anstrengende unger, så ramte du med dit indlæg hoved på sømmet angående hvilke modpoler det at være forælder kan være. Herhjemme kan bølgerne også gå højt men jeg tænker at det er okay, så mine børn også oplever mig som et mennesker med følelser og ikke kun en “mekanisk” mor der altid gør og siger det rigtige. For mig er det vigtigt, når der har været nogle sammenstød at vi bagefter kan tale om det og jeg er heller ikke bleg for at sige undskyld. Vi taler endvidere også om, at når man bor sammen som en familie kan man ikke undgå at blive irreteret på hinanden og at det skal der være plads til – både hos børn og voksne. Dette fjerner dog ikke på min dårlige samvittighed, men det kan nogen gange sætte tingene i perspektiv, så jeg ikke går og slår mig selv i hovedet.

    Mange hilsner og god påske
    Anette

  12. Det er netop skriv som dette og også oplevelser fra her og der, der gør, at jeg seriøst overvejer, om jeg virkelig vil have de børn, som alle siger, at man selvfølgelig SKAL have! Jeg magter ikke, at børn skal fylde ALT så længe – ser SÅ mange, der totalt mister sig selv og ikke ANER, hvad de selv vil og har brug for i livet…. – selvfølgelig pga. kærligheden til deres børn, det ved jeg godt og den vægter jo højere end alt andet….hmmm….. – er det virkelig en pris, der er værd at betale? Jeg er seriøst i tvivl…. Kender godt jer mødres svar men ville også gerne høre fra IKKE mødres side…det er bare sjældent, de tør stille sig frem…. desværre!

    • Hej Helle
      Beklager at jeg først får set din kommentar nu – tiden flyver og jeg har ikke lige været forbi bloggen en stund. MEN – hvor er det fedt, at du giver dit besyv med. Jeg kender en del, som vælger børn fra alene af den grund, at de er bange for at miste sig selv, at ungerne tager al tid og at dét at have børn konstant er en opgave. Det er mega hårdt at have børn. Mange gange synes jeg, at det er tys-tys at sige det højt! Lortebleer, natteroderi og snotforkølede børn er en del af familielivet og det ER bare op af bakke til tider. jeg vil bare aldrig bytte det ud til fordel for et liv uden børn. Jeg respekterer at andre vælger fra – tro mig, jeg savner da ind i mellem det frie liv. Jeg forstår din tvivl. Jeg var ikke selv i tvivl, da jeg valgte at droppe pillerne i sin tid. Jeg er ikke i tvivl nu – selvom at jeg åbner munden og råber røv. Respekt til dig Helle, at du ike følger normerne! Kram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *