Så blev det jul

Er du ved at komme i julestemning? Har du fået tegnet og trykt juleglansbilledet af sne, kanekørsel, flettede julehjerter og en familie i harmoni, der har tid til at bage klejner og koge gløggen op helt fra bunden?

Hos os er kalenderlyset nu brændt ned til dag 10 – vi (jeg) er allerede lang bagud med de høje forventninger til julen, og jeg kan se, at det er umådeligt svært at få indfriet dem alle sammen. Hvorfor al den fisen rundt?

December måned er for mig en af de hyggeligste perioder. Vi pynter op, tjekker julesokker, kigger efter drillenisser, ser julekalender og spiser risengrød så vi er sikret grødlede et halv år efter.  Vi nyder at være samlet og plejer at være helt nede i gear med fokus på god stemning og ren hygge.

I år er bare noget helt andet. Vi har travlt med logistikken, hverdagen, syge børn, fuldtidsarbejde og har svært ved at fylde “glade jul, dejlige jul” ind i de frie tidslommer. Så sidder man dér og forventer, at julefreden kommer rullende af sig selv, bare fordi der hænger appelsiner med nelliker i vinduet og bliver hængt julelys i gaderne.

Her i weekenden skulle vi ud og vælge juletræ. Sådan et af slagsen man selv peger ud og fælder. Alt emmer af nostalgi og nærvær, når man går rundt dér i flyverdragt med uldsokker godt oppe om læggen, huen nede om ørene og røde, vejrbidte kinder. Hvor bliver julefreden- og stemningen lige af, når sønnike går i split af raseri i en mudderpøl alene af den grund, at det udvalgte juletræ havde en lyserød mærkat i stedet for en blå? Hvor bliver jubelnisse-fryden af, når man (jeg) slæber afsted med en møgbeskidt unge under armen og prøver at bevare fatningen, mens man synger “højt fra træets grønne top” med den mellemste unge?

Den stemning kommer altså ikke af sig selv! Jeg har været nød til at justere gevaldigt på min forestilling om julen 2015, for at kunne komme ned i den tilstand, hvor vi kan nå det hele og samtidigt være tilstede og afslappet som familie. Julegaveræset i midtbyen er skiftet ud med nethandel, huset bliver pyntet løbende hele december og konfekt og julebag bliver den nemme løsning. Så hellere prioritere efter par æbleskiver for meget, lidt børneglögg og en god kop kaffe mens vasketøj og nullermænd skubbes længere ind i krogene.

Julen skal være et idyllisk scenarie, hvor vi kommer hinanden ved og har masser af ro. Med vores travle hverdag bliver det i år en nedgraderet en af slagsen, hvor omdrejningspunktet er hyggen sammen med børnene og ingen dårlig samvittighed. Julen kræver faktisk ikke de store armbevægelser når bare man får opstillet sig nogle realistiske mål for, hvad man kan efterleve, så det gamle romantiske glansbillede bevarer sit glimmer og poetiske udtryk.

IMG_4509 IMG_4513 IMG_4514 IMG_4527 IMG_4581

2 thoughts on “Så blev det jul

    • Det er jo netop dét Anne – det handler om at få sat forventningerne ned. Stod det til mig, skulle vi nå en masse julehistorier, hjemmebag, klip og stjerner og samtidigt havde tid til alt det andet..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *