Blide novemberdage

IMG_4029 IMG_4031 IMG_4043 IMG_4026 IMG_4044 IMG_4052 IMG_4062 IMG_4071

 

Det er slet ikke til at forstå, at vi så småt er ved at tage hul på vinteren. Temperaturene er stadig høje og efteråret kan ikke helt finde ud af, om det hellere vil lege forår. Striktrøjer og overgangsjakker er stadig overvejende elementer på vores stumtjener i gangen. Jeg kan slet ikke forlige mig med, at vi snart skal hente julepynten ned fra loftet og starte traditionen op – som i den grad fordrer et sneklædt landskab og is på fjorden.

Vi var i skoven i lørdags og fik indtaget solen, varmen og de mange smukke farver. En god cykeltur derned og et par timers knitrende blade under støvlerne. Jeg har altid været betaget af efteråret og nyder i den grad den falmende skov, duftene og at vende retur med røde vindblæste kinder. Ida har det lidt på samme måde, tror jeg. Hun har et øje for skovens detaljer og finder elementer frem, blade, fjer og agern, der skal studeres og kommenteres på. Alfred derimod! Han nåede at stikke det ene ben + sneakers i åen, slæbte rundt på store grene, legede superhelt hen over diverse væltede træer, hvilket kulminerede i et blackout i barnestolen på vej hjem igen. Ungerne fik hver sit ud af turen – og alligevel med samme entusiasme og begejstring.

Jeg stortrives sådan en weekend! Hverdagen har haft det med at tage over og æde de fleste stunder af ro. Jeg øver mig virkelig i at smide alt fra mig og bare leve i nuet uden stræben efter af få løst opgaver og planlægge ‘i morgen’. Det er en befriende og frydefuld fornemmelse, når man kan glemme alt om næste uges fototur, logistik og savn og bare være tilstede her og nu. (Mere om det, når jeg får skrevet et indlæg om min rejse til Tanzania).

4 thoughts on “Blide novemberdage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *