En bedre udgave af mig selv

Jeg har det sidste halve år gået rundt med uorden i mine tanker. Jeg har været skrubforvirret rent ud sagt. Et par år med alt for meget mellem ørerne – cancer, cancer vs. små børn, nyt job med en travl hverdag og en ny måde at definere mig selv på. En masse faktorer, der nok har medvirket til, at jeg nu står og skuler olmt på mig selv uden egentlig at kunne genkende, det jeg ser.
Det har været en kæmpe rutsjetur – og jeg nok inderst inde ikke har kunnet følge med. Der er ingen tvivl om, at jeg skal have samlet sammen på alle de ting, jeg har været ved at tabe undervejs på denne vanvittige livsrejse.

Siden jeg blev ramt af den forbandede kræfthammer har jeg trukket mig ud af mange følelsesmæssige sammenhænge: måske for at skåne andre for min angst, måske for at passe på ikke at åbne for en sluse, jeg ikke turde eller havde kræfter til at se i øjnene? Dét, at mærke sig selv, hvor det er allermest sårbart, er så altoverskyggende angstprovokerende og kræver (for mig) en god portion gå-på-mod.

Jeg er taget på en lang rejse.
Floskel!?
Måske.

Bogstavelig talt har jeg pakket tasken, sagt farvel til min familie og sidder nu i Kastrup Lufthavn med et boardingpas til et fly mod Tanzania. Jeg skal besøge min far – min grundpille, der tilsyneladende har valgt at udstationere sig selv for to år i det smukke Afrika.
Det er dog primært en rejse mod ro og alenetid, så jeg forhåbentlig snart kan mig selv i et lidt andet perspektiv. Jeg er klar til at hive ‘den lille pige’ op af tasken igen. Hun trænger til at blive støvet af, give slip og have tid til at vokse sig stor og stærk igen.

Ud over at gå på opdagelse på Savannen, at stå for foden af Kilimanjaro, mærke luften og fornemme den befriende og tiltagende styrke i vejrtrækningen, håber jeg også på at kunne genfinde taknemmeligheden og tilfredsheden igen, så jeg kan vende retur med kameraet fyldt med smukke billeder, mindebanken proppet til randen med dyrebare oplevelser og et altoverskyggende savn til min nattehimmels klareste stjerner.

Jeg skal have præciseret mine passioner igen og finde det rette fokus. Det kræver at jeg slipper af med alt det svære, så jeg kan se lysere på tilværelsen. Måske er jeg heldig, at genfinde den bedre udgave af mig selv? Mit mål er at komme godt på vej.

8 thoughts on “En bedre udgave af mig selv

  1. Flot beskrevet! Det er et stærkt billede du tegner og jeg blev meget rørt!!
    Håber alt det bedste for dig og at du må finde dig selv!
    /Lil

  2. Ha´en fantastisk tur og må du finde dit nye og eget stærke jeg dernede i varmen, forhåbentligt giver det dig en mulighed for at se det hele udefra og vælge til og fra uden at være påvirket af hverdagen.
    Håber at du kommer hjem med fornyet energi og gåpåmod.
    Knus Tina

  3. Jeg fik våde øjne af at læse dit indlæg, hvorfor er svært at forklare, men det handler om kræft, og genkendelsen fra mig selv.

    Jeg håber at rejsen giver ro, perspektiv og selvgenkendelse.

    Hilsen Ane

  4. Kære Christina.. Jeg føler at jeg kan genkende din rejse. Min var lidt anderledes, da det var min datter der var syg, men jeg kan genkende den der følelse du beskriver. Ingenting gav mening og jeg følte ingenting. Jeg blev ufrivilligt proppet ned i et dybt og sort hul og turen derfra syntes uendelig. På trods af at omverdenen på bedste vis forsøgte at forstå de følelser der fyldte mig, så var der ikke nogen der helt forstod. Jeg kender heller ikke din sorg og din rejse, men jeg håber at din rejse bliver god – både den til Afrika, men specielt den anden som er langt vigtigere.
    Kh Sofie

  5. Kære Christina … du er modig bemærkeligsværdig og jeg håber du tager en masse hjertefulde oplevelser med hjem fra langbortistan til dine allernærmeste … At denne rejse har givet dig ro overblik energi og varme og mest af alt at du finder dig selv og dit mod og din styrke og din glæde :) kh Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *