Selvstændighed?

Trodsalder? Eller en vaskægte hustyran? ‘Kært’ barn har mange navne! Og det er lige præcist her vi står nu med Alfred. I har måske været der? Ellers kan I godt glæde jer!? Det er nu tredie gang jeg står der, og det er ikke blevet mindre udfordrende. Om jeg er vokset med opgaven? Tja – måske jeg skulle afholde mig fra at udtale mig om lige netop det!?

Når man totalt udmajet af træthed står og kigger på det sovende barn, ja så er dagens strabadser forsvundet som dug fra solen. Eller nej! For når man står på badeværelset med tandbørsten i kæften og kigger sig selv i spejlet, er det ikke svært at se på mascaren under øjnene, rynkerne i panden, furerne om munden og det matte blik, at det har været en dag med masser af vanskelige dog inciterende opgaver.

Alfred har temperement. Han har en vilje, ingen kan hamle op med.  Vi diskuterer, skændes, kæmper og viser  muskler. Hold op det er enerverende at tage time-lange slagsmål med skrig og skrål, når det handler om issues som; forkert farve på skeen, ukorrekt valg af morgenmad, shorts i stedet for lange bukser,  maden forkert anrettet på tallerknen, Ida der stirrer, blusen der kradser eller at man (som andre børn) ind i mellem får et nej.

GOSH – jeg mindes ikke, at det har været så stor en udfordring med pigerne. Det er en kæmpe udfordring at skulle holde hovedet koldt – især når tærsklen efterhånden er i minus, når alt har været til diskussion og ens grænser er blevet overtrådt 40 gange på en dag. Det er flot at kunne være to skridt foran, ikke-skældende ud, overbærende, altomfavnende og gribende voksen, der ‘bærer’ barnet gennem sit raserianfald. Jeg prøver virkelig! Men må indrømme, at jeg ind i mellem selv ender i størrelse 26 i sko, løse smækbukser med lego i lommerne  -og åben, bævrende, højtråbende flække i ansigtet. Ikke et hak bedre end lille Alfred.

Mor til tre? Ja, jeg har vist ikke helt lært det endnu.

IMG_2517IMG_2515

3 thoughts on “Selvstændighed?

  1. Hej derude andet sted i Odense… Hvor jeg dog kender det.. Livet med en dreng på 3,5 år. Sigurd er total ud over scenekanten og gang i den med stort temperament, egen vilje, kampånd og en nysgerrighed der også rækker ind til nabogrunden i børnehaven.. Knus Ulla

    • Kæreste Ulla – hvor er det lang tid siden!!
      Dejligt at høre lidt fra dig. Det er en mega hård tid med de små drenge – egentlig er det jo nogle fede egenskaber de rummer – og gerne skal blive ved med at rumme. Men hold op det trækker tænder ud. Når min grænse er nået og jeg står træt i modvind, ja så er jeg lige så latterlig som lille Alfie på 3 år… OMG!!

  2. De er skrækkelige i den alder. Rædselsfulde. (Og nej, ingen som har haft en tre-årig behøver en længere smøre om hvor vidunderlige de også er i den alder. Det ved vi godt.) Jeg læste en gang en artikel skrevet af en børnepsykolog om de her små monstre. Det handlede om forældrenes reaktioner. Noget med nogle farver. Jeg husker ikke hvilke. Pointen var den at forældre gerne må blive vrede. At konstant overskuds-mor med pokerfjæs og rummelighed ikke nødvendigvis var godt for lille den terrorist. Overskrider ungen grænser må man gerne vise frustration og følelser. Mor bliver også ked af det. Og gal. Der ER grænser for acceptabel adfærd OG grænser for mors overskud. Og de skal lære dem at kende. Men hold nu kæft hvor er det trættende!

    Godt kæmpet. Trætte hep fra alverdens småbørnsforældre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *