Indre vejrskifte

IMG_2544

Jeg higer efter varmen. Sommeren, der gør mig så godt. Efterårets piskesnert, en dunkel hæmsko, sniger sig ind på mig og strammer grebet om mig og fører overvældende kuldegys, vindpust og mørke med sig. Jeg er forvirret og tænker konstant i metaforer udelukkende pga. manglende verbal kyndighed. Vejrskiftet, vi står midt i, bliver klar symbolik over uroen og danner billeder, så jeg forstår meningen af virvaret. Sådan nogenlunde.

Jeg savner sommeren. Solen, der gennemvarmer min krop og fylder den med lyse, klare følelser. Fornemmelsen af sand mellem mine tæer, den beroligende lyd af havets klukken og forventningens glæde over at tage det første skridt ud i det svalende vand. Badeturene, hvor jeg forsigtigt træder ud i vandet og lister mig langsomt frem for at undgå at skære fødderne på de skarpe muslinger, der er skyllet ind til kysten. Jeg kan stadig mærke følelsen af, at skulle vende mig til vandets temperatur. Jeg kan ligesom fornemme, hvordan jeg en kort stund køles ned uden at have taget det næste skridt ud, så vandet når mine knæ. Der pirres til forventningens glæde – jeg ved jo af salig erfaring, hvilken fryd det er, at lade mig glide ud i det kolde vand.  Det tager pusten fra én for en kort stund og ender ud i at være ret så forfriskende.

Jeg elsker sommeren, de prikkende solstråler, duften af kornet på marken, biernes summen. Der sker noget i folk, når sommeren ruller ind over landet. Ligesom blomsternes cyklus fra det første spir til de udspringer i al deres glans, forlader vinterens mørke os og vi vågner alle op, sprudler og uden tøven hopper ud i en slags lykkerus. Varmen fyrer op under en hengemt sensitivitet, hvor sanserne pludselig fanger alle de mange indtryk og lysner op efter en mørk tid. Det er en kontrastfyldt årstid – en årstid jeg i den grad forsøger at hive i land inden den forsvinder helt mellem hænderne på mig.

Det må ikke blive efterår – jeg er ikke klar til at slippe fuglenes tidlige morgensang, duften af kornet på marken og lyden af føllenes små, kluntede spjæt hen over engen. Det kunne nemt have været mig i fuld firspring på en vild blomstereng mellem halvanden meter høje lilla lupiner.

Der sker for megen ‘higen efter sommer’ i mig. En forvirrende tid, nu hvor efteråret så småt leger løvfald og gerne vil trække mig med ind i skovens våde skovbund. Efteråret har tidligere været en af mine yndlingsårstider. Hvor forsvandt begæret efter smukke farver, vindbidte kinder, opmærksomheden pejlet de dalende blade og mørkets hulebyggeri?

Jeg bliver bevæget, forvirret og ser vejrskiftet fra oven. Ligesom fuglene, der bevidst trækker mod varmere himmelstrøg. Jeg er ikke klar til at favne efteråret. Lige nu erkender jeg blot, at fornemmelsen for skønheden i efterårets farvepalette ikke er til stede.

 

One thought on “Indre vejrskifte

  1. Du sætter nøjagtige ord på de følelser jeg også har ift. vejret i disse dage. For mit vedkommende tror jeg, at den manglende glæde over efteråret skyldes, at vejret har sprunget sensommeren over. Elsker både midsommer og efterår, men elsker sensommeren mest. Den der måde, det i sensommeren kan være både varmt og køligt på samme tid…det elsker jeg. Og jeg håber at september viser sig fra netop den side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *