Møgbeskidt eftertackling

Der er nogle mennesker, der forstår at sparke benene godt og grundigt væk under en. Nogen formår at gøre det i den forstand, at de får ramt det særlige sted, hvor det gør rigtig nas – og hvor man pludselig står blottet totalt for følelser.  Jeg mødte to helt særlige mennesker i sidste weekend, der med hver deres baggrund gjorde et uhyrlig stærkt indtryk på mig – på den gode måde.

Jeg er, uden egentlig at være klar over processen, havnet i en periode i mit liv, hvor jeg har en enormt udbrydertrang. Der skal rydes op i erfaringer, der skal muges i hengemte følelser og åbnes op for de mentale vinduer, så jeg kan luftet godt og grundigt ud.

Der hersker ingen usikkerhed om, at bearbejdelsen af de forrige års cancersygdom er årsagen til de markante ændringer. Jeg må have lavet en møgbeskidt eftertakling på ‘Kong Cancer’ – for jeg kan fornemme, at han er helt nede at i sølet og ligger og ømmer sig. ‘Han’ har sgu fortjent det!
Hvis man overhovedet kan skabe metaforer mellem fodbold og cancersygdomme? Totalt aparte sidestykker. Der er dog i alle fald ingen tvivl om, at ‘han’ ikke får en ny plads på mit fodboldhold i fremtiden – for en værdig medspiller har ‘han’ aldrig været.

Her i weekenden gik det for alvor op for mig, hvor vigtigt det er, for ens ‘fodboldkarriere’, at være havnet på det rigtige hold lige fra starten – da man som team jo vokser, udvikler sig og bliver dygtigere og stærkere sammen. De fortrolige snakke – fyldt med glæde, savn, angst og rigtig meget kærlighed – fik mig pludselig til at tænke tilbage på overvejelser, jeg havde gjort mig for et par år tilbage om cancer, sårbarhed og parallelle hverdagsliv
Der er ingen tvivl om, at det ideelle ved en ‘holdsport’ er samspillet. Især når teamet fungerer, er i topform og fyldt med kampgejst. Jeg har bare så svært ved at tro, at der er vej til podiet, hvis banen er glat, bolden er flad eller koordineringen mellem højre og venstre fod er ikkeeksisterende – så man ikke aner, i hvilken retning, man skal spille bolden hen.

I overført betydning, er der nogen, der kan fornemme, hvor svært det reelt  kan være for to mennesker at komme igennem et cancerforløb sammen? Den ene prøver at passe på den anden. Den anden skåner den første for svære tanker om angst, sygdom, fremtid. Mens hverdagen lige så stille fortsætter – og pludselig bliver de parallelle hverdagsliv en realitet, og det går op for en, hvilket mudderbad man står godt og grundigt begravet i. Jeg kan sagtens forstå, at der er par, der ikke klarer kampen sammen – det handler måske i bund og grund om grundformen? At det er nødvendigt at den er i orden fra starten?

Jeg har udviklet mig – jeg har ændret mig og står i øjeblikket på en regnvejrsvåd græsplæne. Jeg er en elendig medspiller – jeg er selvisk i et par udtrådte fodboldstøvler. Jeg dribler og dribler og vil ikke aflevere bolden – jeg tror rent faktisk, at jeg skal bevise en masse for mig selv? Om ikke andet den udbryder-egoist-trang, der er over mig fylder mig med mod og glade følelser. Et kapitel i mit liv ved at blive afrundet – en passage, der skal have sin tid. Sin plads.

Før jeg bliver en værdig holdkammerat igen.

19 thoughts on “Møgbeskidt eftertackling

  1. Jeg tror du har ret. I det med grundformen, og de parallelle hverdagsliv.

    Jeg husker selv den frygtelige glasmur, der opstod mellem mig og min mand, da vi mistede vores søn. Det tror jeg ikke vi var kommet igennem, hvis ikke vi havde haft en fælles plan og en ubrydelig kontrakt lang tid i forvejen.

    Held og lykke med den mentale oprydning – jeg håber det giver luft og plads til både dig og de vigtige ting i livet (i dit liv, forstås)

    • Det er mega vigtigt, at grundformen er i orden – hvis man skal være rustet til at klare livets møg-udfordringer. Det må fandme også have været hårdt, dét I var igennem!

  2. Jeg ønsker dig held og lykke med top-forms-træning. Disse perioder er jo en del af livet. Og jeg håber din træner/medspiller er med på at give dig den plads og tid, som træningen ta’r! Og jeg hepper på dig for at smide Kong Cancer af holdet… Ud med ham! Og god træning!

  3. Hvor er det godt skrevet og jeg ønsker dig god træning og bryd du bare ud for fanden… Det er helt ok at være selvisk engang imellem. Det skal til for at styrke både sig selv om sin omgangskreds.

  4. Wow der satte du lige ord på hvordan jeg også tænker nogle gange – efter jeg har været nyresyg i flere, som endte i transplantation. Men siger ikke alt hvad man føler og tænker til andre – det er så svært at fortælle hvad man går igennem af tanker og følelser ig bekymringer! Pludselig går hverdagen igang igen og jeg har så travlt med at komme videre og væk ig bevise hvad jeg kan og gøre hvad jeg vil – alt det jeg ikke kunne da jeg var syg! På et tidspunkt kommer der nok ro på det hele i en selv – når jeg begynder at tro på at alt er ok og det vil det blive ved med i mange år;-)

    • Det er mega svært at sætte ord på. Jeg har jo selv haft mega svært ved at sætte direkte ord på forholdene – og pakker dem ind i metaforer og floskler. Men det gør godt at få luft og blive opmærksom på, hvad der sker i kroppen, for sådan en sygdom sætter sine spor.. jeg har i hvert fald ændret mig.

  5. Har været der på sin vis. Jeg nåede bare ikke helt at fatte alvoren indne knuden var væk og jeg kunne slå koldt vand i blodet. Men min mand nåede at opleve angsten og jeg fik også glimt af den. Det er da noget man lige skal fordøje og så vide at man ikke er den samme efter det, sclerose disgnose og akut psykose for den sags skyld. Men det er for mig sådan at what doesn’t kill you…. og det er en god ting. Det tager bare tid og det åbenhed og accept af hinandens udgangspunkt og oplevelse af sammen situation, som jo sjældent er helt identisk. Du har besteget et bjerg og føler dig ovenpå og kan klare alting nu…sådan kan det vel godt føles og måske er fornemmelsen en helt anden for dem omkring der ikke havde det i kroppen og kunne kæmpe på helt samme måde som dig. Det virker som en naturlig del du skal igennem og godt du fik sparket ham Hr. Cancer lige i løgene…det er sådan han skal have det ; ) Knus Rikke

    • Jeg ved jo godt, at du har været meget igennem Rikke. Så du ved da om nogen, hvad der sker inden i. Der er bjerge, der skal bestiges, rigtigt – man skal bare gerne kunne gøre det sammen med sin livspartner – så man kan støtte sig til hinanden hele vejen til toppen.

  6. Det er altid en fornøjelse at læse dine ærlige og personlige indlæg Christina, og jeg har sagt det før; jeg beundrer virkelig dit mod og kampgejst. Du er bestemt noget helt særligt, både i og uden for banen, så kridt du skoene og fortsat bare – jeg er sikker på at dit hold er et vinderhold!

    • Tak søde Anita – jeg er ikke så bange for at være personlig, især ikke når tingene bliver pakket lidt pænt ind. Lad os mødes i marts! Det vil jeg nemlig rigtig gerne. Kram

  7. Jeg har fulgt dig i omkring tre år, og der har både været op og nedturer. Men det der altid har glædet mig har været Henrik og dig sammen og naturligvis ungerne. Jeg blev meget ked af det på det tidspunkt, du blev syg, og du var tit i mine tanker. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at du/I klarer den. Du er enestående, og selv om det har været ubeskriveligt hårdt, så tror jeg på at du og I har lært meget. Som du ved, har min familie selv været der, og derfor ved jeg hvordan livet ser ud på begge sider!
    kys til dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *