I rivende udvikling

IMG_2938 IMG_2943 IMG_2949Jeg sad søndag morgen og nød solens stråler – der for en gang skyld fik lov til at bryde igennem det grå skydække. Alfred sad nede på gulvet og kiggede Ramasjang mysteriet på Ipaden – helt fordybet og umulig at komme i kontakt med. Sådan en stund, hvor alt emmer af idyl, bølger tankerne ind i mellem afsted, så  især moder-følelsernes floder fylder over sine bredder.

Det slog mig pludselig, at det jo ikke kun er Ida, der skal starte på et nyt kapitel i sit liv. Ida har 3 dage tilbage i børnehaven, hvorefter Forårs SFO kalder. En ny epoke – en ny udvikling sættes i gang, og hendes alder taget i betragtning, så har det været dét, der har fyldt ret meget den sidste tid.

Alfred har “ligget hengemt” i de altoverskyggende tanker om skolelivet – og ret uventet i søndags fik jeg lige en sensibel reminder om, at han også er i foranderlig proces, og at han faktisk har temmelig travlt! Måske det egenlig er meget godt, at han sådan er i rivende udvikling – for rent faktisk skal han starte i børnehaven samme dag, som Ida skal starte i skole.

Hvor fanden blev tiden af? Fra at være en småbørnsfamilie – træder vi nu et skridt nærmere, hvor vores børn er ’store’, selvhjulpne og har deres helt egne holdninger. Det overrasker mig bare gang på gang, hvor hurtigt tiden går.

Den lille Alfahan er stædig og er ind i mellem ikke til at hugge eller stikke i. Når først han har sagt A, kan man ikke springe til B, før han er klar. Det kan godt være lidt en udfordring ind i mellem! Siden sommer har han for eksempel være god til at sidde på potte. Han har kunnet styre processen selv og tisset på kommando  – men han har slet slet ikke været interesseret i at smide bleen, selv om at vi syntes, at det var hensigtsmæssigt for os alle. Det er jo slet ikke til at forstå, vel? 

På vores sommerferie i oktober tog vi bleen af ham. Han havde ingen uheld – men til gengæld gik hans mave helt i stå. Ok, pomfritten var jo nok alligevel ikke klar. Så da vi kom hjem igen, var vi overbeviste om, at det nok ikke var nu, vi skulle træne potte. Overraskende nok stod Alfred op en morgen for tre ugers tid siden og sagde – bestemt!, at han ikke ville have ble på. Hvad gør man så? Man giver ham i hvert fald ikke en ble på, vel? Kunne de hjælpe ham godt nok i vuggestuen? Var han reelt klar?

Alfred har ikke haft ble på siden! Han har selvfølgelig ble på, når han sover. Men han har simpelthen taget røven på os! 2 år og 9 mdr – og blefri. Nu er det så nærmere os, der ikke længere kan følge med.

Det er nu os, der halser efter og pisker rundt i total stres, når han nærmer sig badeværelset. Han bestemmer jo gerne selv – og synes det er mega spændende, når han får lov til at tømme potten selv. Det er ikke altid liiiige hensigtsmæssigt – og ofte kommer vi i karambolage med diverse efterladenskaber, fordi han er ivrig.

Ikke destomindre – det går så stærkt. Alt sammen. Om det er vores hverdag med job, fritidsinteresser og pligter, der sluger ‘nuet’, ved jeg ikke. Jeg ved blot, at det er godt lige at stoppe op og fornemme, hvor vi alle er henne. De to krudtugler har ret så travlt – og jeg vil helst ikke gå glip af noget af det. Så selvom at man sluger kameler, når Alfred tisser ved siden af, eller når Ida pludselig viser en selvstændig, verbal egenrådig modstand, så får det altså også mit hjerte til at springe et slag over.

Hverdag, hverdag.. velkommen hjem igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *