Det markante aftryk

Jeg er blæst tilbage efter weekendens Alt om Håndarbejde messe i Rødovre. Jeg er ikke frisk endnu – og langt fra mig selv efter alle de mange indtryk. 
Søndag aften, hvor messen var lukket ned og bilen pakket og klar til turen hjem til Fyn, tænkte jeg udelukkende på, hvor lang en tur jeg reelt skulle ud på – og om det overhovedet var klogt at køre alene hjem – træt og tung af oplevelser (og efter en aften i selskab med fantastiske kollegaer og lidt for meget rødvin). 

Jeg er sikkert hjemme! Rent faktisk tror jeg, at førerne fra de overhalende biler på motorvejen har fået sig et godt grin. Jeg er nemlig ganske overbevist om, at jeg har siddet lalleglad, storsmilende med Tina Dickow toner skraldrende ud mellem mine læber – en overdrevet karikatur på et veltilfreds menneske.
Ud over at den messeweekend, arbejdsmæssigt, var en spændende og interessant udfordring, så har weekenden på Blogosfæren også været enormt rig på oplevelser. Oplevelser, der har sat markante og blivende aftryk i mig. 
Jeg har mødt utrolig mange spændende og søde mennesker, både besøgende messedeltagere, veninder og en masse kreabloggere, selvfølgelig. Jeg ville ønske, at jeg havde mod på at nævne jer alle og linke videre til jer, der var forbi – men jeg er seriøst bange for, at jeg glemmer halvdelen af jer. 
De inviterede bloggere på standen, Puk, Camilla, Anne, Christina, Louise/Anne og Karen, havde jeg ikke alle mødt før – kun fulgt som fast læser i mange år. At få sat ansigt på dem og opleve dem IRL var ganske værdifuldt. Jeg emmer af glæde her flere dage efter – for jeg ved, at oplevelsen og timerne med pigerne foruden masser af latter, vidensdeling og spændende snakke også vil bære nye venskaber med sig – som ikke allerede var etableret i forvejen.
Tak til alle jer, der kom forbi for at hilse på os og til alle jer, der havde lyst til at deltage i vores workshops. Jeg summer videre med de bedste messe-oplevelser og vil glædes over alle de sidegevinster, det førte med sig, takket være jeres besøg.
Gad vide om jer besøgende havde en brøkdel af samme fornemmelser?
Jeg havde selvfølgelig fyldt bilen med kreative sager – især til ungerne. Sara fra Butik Flittig fik totalt overrumplet mig med alt sit fantastiske dims – noget af det ses på billederne her af Ida. 
Jeg kom også hjem med alt for meget garn. Tante Grøn pigerne nåede jeg jo forbi MANGE gange – jeg har altid følt mig velkommen og afholdt i deres selskab – så at have deres butik med på messen var jo som at være hjemme trods nye landemærker. 
Louise og Annes (G)uld forelskede jeg mig hovedkulds i –  og har allerede fundet det perfekte strikkeprojekt frem til det lækre, plantefarvede garn. Hvornår åbner I egentlig jeres butik? Vi er mange, der venter i spænding!

One thought on “Det markante aftryk

  1. Det er sådan nogle oplevelser der sidder længe.
    Jeg kom aldrig forbi, havde ganske simpelt ikke tid. Og det selvom jeg bor i Rødovre.
    (og ikke kan lade være med at undre mig over manglen på reklame for arrangementet i lokalområdet… )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *