Tanker om relationer + lidt feriestemning


Vi har lige været på ferie til Tenerife. Det har været en skøn tur med sol, varme, glade unger og ren afslapning. En uge væk fra den kolde/kedelige tid herhjemme – har givet et skønt boost – ikke mindst energimæssigt, men også til vores fregner. 

Det er flere år siden, at vi har været langvejs hjemmefra – og er der noget, der giver ekstra, så er det altså at komme ned til varmen. Vi er tilbage med lidt freshness i årerne – klar til kampen med “tilsyneladende” syge børn, forkølelse og endnu en storm. 
Mens jeg sidder her og kigger alle vores feriebilleder igennem slår det mig, hvor meget jeg reelt har brugt af energi på den ferie. For faktisk har jeg forsøgt at gøre en indsats i forhold til mit bånd til Alfred. Jer, som har fulgt lidt med på bloggen, har sikkert læst et af de indlæg, hvor jeg ytrer bekymring omkring vores symbiose, der pludselig blev afbrudt af sygdom. De efterveer – som måske egentlig mere smerter mig end drengen, kører til tider for meget rundt i hovedet på mig. Jeg har tit tænkt på, at jeg har svigtet ham – og hvordan jeg mon kan gøre det godt igen. 
Jeg har på ferien flere gange måtte bide mig i kinden for ikke at få tårer i øjnene. Selvom min insats omkring Alfred er intensiv, så er det stort set kun far, der dur, når han har brug for det ekstra, f.eks. når han er træt, sur, har ondt eller bare og bare…  Det er ikke sådan, at jeg ikke må komme til – men hans personlighed gør ind i mellem afvisningen svært at takle, da han ofte viser det med råb, vrede eller stærkt modspil. Det føles som sprit i såret, der ikke får ro til at hele.
Når jeg så kigger billeder igennem og ser billeder, som de viste her – så tænker jeg flygtigt, at jeg nok egentlig bare må erkende, at ting tager tid – og at Alfred måske bare er enormt “farsyg”. Jeg bliver snart nød til at slippe de tanker om “at genskabe det tabte” – da vi jo begge er blevet det ældre – og fordi en spædbarns-symbiose selvfølgelig ikke kan formes igen. 
Vi har jo vores stunder – altså de gode. Måske er det bare dét, jeg skal lære at fokusere på – i stedet for at blive ved med at mindes en tid, der ikke kan samles op igen. Man kan sige meget – men graviditeten og efterfølgende tid med et lille spædbarn – det er ikke til at sætte sig ind i, hvor tætte båndene, der opstår, er – med mindre man har prøvet det. 
Jeg er så meget klar over, at jeg gentager mig selv her. Jeg er blot blevet overrumplet af indestænkte følelser om en lille dreng i mit liv. Mon ikke jeg lærer at slippe dem engang. 

14 thoughts on “Tanker om relationer + lidt feriestemning

  1. Uhh jeg forstår dig så godt. Her er det Ø. det går ud over, og med begge unger, det er ALTID kun mor som dur. Og han bliver frygtelig ked af det.
    Og lidt ord fra kloge-åge-Camsen: Jeg tror at det er vigtigt, at du husker, at du IKKE svigtede ham, men kæmpede for at han kunne beholde dig. At du gjorde det, som var nødvendigt. For dig. For Jer.

    • I hear what you say woman – og forstår det.. jeg gjorde det nødvendige. Jeg ved godt, at det er navlepilleri – men ikke desto mindre er det stadig voldsomt svært.. Jeg har set det før, at der bliver valgt groft til og fra – ikke destomindre er det ikke til at forstå alligevel. Kram

  2. Jeg forstår din frustration, men du ved ikke om du var valgt fra alligevel, jeg har et barnebarn, hvor det kun var mor der duede, pludselig var det så kun far der duede, nu er han 9 og nu er det normaliseret.

  3. Skønne feriebilleder … Kære Christina 😉 kærligheden lyser ud af de billeder – nyd dine skønne unger og lad vær med at kigge i bakspejlet. Du er der idag og det er den største gave du kan give dem ! Mange kærlige hilsener Mette

  4. Vi har to drenge, og den ene er klart mere til far end mor, og tror også at jo mere jeg kæmper for også at være på banen, jo “værre”. Fokuser på det gode, og nyd det i har sammen :-) God jul :-)

  5. Jeg læser normalt stille med, men får sådan en lyst til at kommentere på denne. De tanker du har omkring du og alfred slår en sprød streng an i mig, fordi jeg har en lignende oplevelse med vores datter på 6. Jeg synes du er i så fin kontakt med dine følelser samtidig med at du er i stand til at leve dig ind i hvad der er hans behov og at muligheden for at genskabe en tidlig symbiose ikke er nu. Til gengæld er jeg sikker på at du vil blive belønnet for at “se” ham og “ville ham”. Sådan er det jo med børn. Nu er du der med nærværet, så skal det nok komme. Så bliver udfordringen bare det, der kører rundt i een selv og dårlig samvittighed som kan give een forkerte ideer og puste til sorte tanker, som ikke nødvendigvis har så meget på sig som man føler…

    PS. det er altså ikke fordi jeg vil være anonym med vilje, men har ingen blog selv og kan ikke huske mine googlemail oplsyninger ;o)

    Vi har en dreng på 9 med svær adhd og fordi jeg er børnepsykolog har jeg altid set det som min rolle at være hans fortaler og forkæmper i skolen, i fritidssammenhænge, den der hepper så han ikke får nederlags følelser og den der hjælper med venskaberne og arrangerer gode ting, når kammeraterne af og til trækker sig. Min akilleshæl handler om hans dejlige, kompetente lillesøster på 6 som kan så meget selv. Og indimellem oversætter vores opmærksomhed på hendes storebror med spørgsmålet “hvorfor elsker du mest min storebror” ? Som hun jo altså stiller os. Hun er ambivalent ift. at få trøst fra os når hun er ked af det. Vil gerne, men føler måske at hun selv må trøste sig og kalder – afviser – kalder – afviser. Det er en kniv der drejes rundt i hjertekulen, men samtidig må man vande det, der skal gro og jeg står på lur lige ved døren når jeg bliver afvist, så hun kan se mig. Og ved at jeg ser hende… Jeg prøver at lytte til andre der fortæller hvor skøn en pige hun er – i god trivsel, og øve mig i at tænke at det er absolut det vigtigste. og så skraverer jeg kalenderen med “bage brune kager og fodre nabohesten med solveig”. Så jeg ikke glemmer det for bare storebror… som råber så højt og er så nem at få øje på..

    Jeg sender alle gode tilknytningsvinde til dig og Alfred. Alle dine forsøg bliver registreret af ham. Også selvom han viser vrede. Glæd dig over at han er tryg nok ved din kærlighed til at turde afvise dig med fuld trompetfanfare. Det prøver jeg selv..

  6. Hvis du vil have tips til konkrete samspilslege der fremmer en tæt tilknytningsrelation kan du prøve at google “theraplay”. Eller skrive her at du vil have dem af mig ;o) Jeg arbejder til daglig med børn som er utrygt tilknyttede/ med tilknytningsforstyrrelse og selvom du og alfred på ingen måde er ramt af tilknytningsproblematikker i den ende, kan metoderne fint bruges til at skabe en tættere relation. Jeg prøver dem også med min datter, når jeg husker det… Om ikke andet kan man fortælle den den dårlige samvittighed at man gør alt hvad man kan…

    (og så må jeg korrigere at jeg ikke fodrer nabohesten med solveig – dog ikke ;o) men i stedet tager hende med derhen og fodrer dyret med gulerødder. Den får ikke min datter!)

    • hi hi hi – betryggende anonyme! 😉 Nu er jeg ikke psykolog eller lign. men får lyst til at byde ind med følgende i forhold til Christinas skriv; – kan man måske komme til at prøve for meget? Jeg synes tit, at jeg oplever, at små børn faktisk viger fra de voksne, som prøver konstant og “hænger” på dem – og faktisk kommer til dem, der bare er allermest “naturlige” overfor dem…og dem som faktisk giver dem en smule “modspil”, da det så tilsyneladende bliver lidt interessant. Er helt klar over, at det måske ikke helt kan sammenlignes med Christinas mor/søn relation…. men alligevel…. kan børn ikke “få nok” som vi voksne jo også gør, hvis mennesker prøver at “klistre” sig til os? (dermed på ingen måde sagt, at det er det, du gør, Christina ;-)) Jeg ved ikke… blot et input…

    • Det er jo det, der kan ske hvis man kommer til at tro for meget på triste tanker om at man forsømmer sine børn – hvor tankerne har fået lov at vokse og ikke helt passer med virkeligheden længere. Hvor barnet måske egentlig trives fint og det meste er i ens eget hovede, så kan man komme til at prøve for hårdt (been there ;o) ) Men så har vi jo heldigvis børnene til at sige fra –
      jeg tror på at det er godt at give børn en masse “invitationer”, når bare man også forstår at læse dem og trække i land, hvis de viser at det gider de ikke, alt det man har gang i ;o)
      Skulle ikke have nævnt at jeg var børnepsykolog. Så bliver folk så forsigtige ;o) Det her handler jo om at være forældre og her er vi vel alle “eksperter” :oD

    • :-) Jeg skal heller ikke kloge i forhold til det at være forældre… – derfor jeg skriver så forsigtigt – vil på ingen måde lyde bedrevidende, da slet ikke, når jeg skriver om noget, jeg i bund og grund ikke ved noget om :-) Dette er blot i forhold til, hvad jeg selv har oplevet med andres børn… Don’t worry – børnepsykologer skræmmer mig ikke men du ved jo om nogen, hvad du snakker om – fuld respekt for det!

  7. Kære Christina. Måske er det også sorgen over du blev syg, og skulle bruge mange kræfter på at blive rask, og ikke fik gjort alt det for din søn som du følte for og havde drømt om. Og nu kan det ikke gøres om. Det er ikke sikkert du føler det på samme måde, men det er hvad jeg tænker ud fra hvad jeg selv oplevede da jeg blev syg. Min yngste datter var 14 år, da jeg blev syg i en lang periode og til sidst pensioneret i en alder af 49 år. Det tog hårdt på mig, og jeg havde ikke samme overskud til at være der for hende, som jeg selv syntes jeg burde. Det sidder stadig i mig, som en smerte, og nu kan det ikke gøres om. Heldigvis kan man give sine børn så meget igen, når man selv er rask nok til det, og så med tiden finde en måde at tilgive sig selv….og finde en ny vej. Kan med min fornuft se, at min datter har lært noget andet om livet, end hvis det ikke var sket, og er kommet godt videre. Men mit hjerte ville så gerne have gjort det på den måde jeg selv syntes var den rette. Dejligt I har været på ferie, og sikke skønne billeder. Rigtig god jul. Kh Helle

  8. Ved godt det kan være svært, men det kommer og går. Det gør det med vores børn. Så er det kun mor, og senere er det kun far :-) Vi har dem kun til lån, så måske er det bare en øvelse for os i at give slip.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *