Syrlig og træt

Jeg er ved at være klar til job igen. Nej! Det er egentlig forkert at indlede med den sætning. Faktisk handler det ikke om glæden ved mit arbejde. Nærmere sagt drejer det sig om – jeg er klar til at ungerne kommer tilbage i institutionen igen.
Jeg har været alene med de to små hele sidste uge og i fredags kulminerede deres energi og jeg sidder her søndag eftermiddag; flad og totalt træt.
Hvor blev ferien egentlig af? Kunne jeg ikke få den udvidet med 7 dage mere og en billet + rejsetaske pakket med badetøj, snorkel og maske. Bare lige 7 dage mere på en øde strand på Sicilien, hvor jeg alene kan gemme mig i scener fra “Le grand bleu”?

Jeg er simpelthed ikke ladet ordentligt op endnu!

Jeg skal fortælle dig hvorfor, det er nemlig helt simpelt; Ungerne har leget Tom & Jerry dagligt – og jeg har følt mig som den store, vrede matrone, der konstant skulle i mellem dem!
Vores trummerum har været således:
Vi står op om morgenen efter at Henrik er taget på job. Det starter som regel hyggeligt, men der går ganske kort tid før de hænger i totterne på hinanden. Sådan fortsætter det hele dagen, medmindre de bliver storstimuleret hele tiden. Jeg har ofte stået med følelsen af at være fyldt godt op allerede inden middagstid.

Gud hvor jeg egentlig hader den følelse! At stå der med en fornemmelse af, at ungerne er pisseirriterende og kropumulige. Efterdønningerne af de tanker er f.eks. følelser som “ikke tilstrækkelig/ rummelig mor eller god nok mor”. Mon vi alle er igennem dem til tider? Jeg hader i hvert fald, når de stikker næsen for langt frem.

I torsdags var en af dagene, hvor jeg følte at mine mor-grænser blev overtrådt x 1000. Dagen startede ud med, at Ida og Alfred konstant skulle diskutere. Kan I forestille jer en pige på fire og en dreng på to stå og argumentere frem og tilbage over en legetøjspingvin? Tror I det er en særlig rationel ordveksling? I don´t think so.
Når de står og råber af hinanden over så latterlige ting, (jeg ved godt, at ungerne er brandalvorlige i stunden) – så kan jeg langsomt mærke min puls stige og min alder dale. Jeg bliver med et Christina 5 år. Lige det år mere belærende, dog ligeså dum at høre på. Efter 4 intense dage kan jeg ikke bare ryste på hovedet og grine af dem. Hvor voksent er dét lige?

Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor de ikke bare udnytter, at de rent faktisk kan lege sammen og hygge sig?
Det hele handler mere om kampe og om, hvem der vinder.
Jeg håber seriøst, at de på et tidspunkt finder en super fed sportsgren, de kan smide den energi efter – de er nemlig konkurrencemennesker begge to og går direkte efter guldet.

Når jeg så får skilt dem ad – og min krop efter en stund er ved at være i normal funktion igen; sveden tørret af panden og pulsen nede – så starter hurlumhejet igen – denne gang i form af “opbakning til ulykker”.
Alfred laver så meget ballade; tømmer bogreolen, tegner med spirttusch på Ipaden, roder på Maries værelse, hælder vand på gulvet, hopper i badebasinet uden opsyn, piller bleen af og tisser uhæmmet über alles og meget mere.
Til ren morskab for Ida! Hun elsker hans ballade og falder hulkende om af grin hver gang, han er på spil.
Jeg kan så stå der med en løftet pegefinger overfor Ida og belære hende om, at hun IKKE må grine af ham, når han laver ulykker. Derefter kan jeg så snakke alvorligt med en dreng på to – som ikke fatter en skid. Hans øjne lyser af frækhed og hvis ikke jeg har en arm omkring ham, så stikker han bare af og finder på noget nyt.

Hvor fedt det egentlig må være at få al den opbakning til narrestreger, som Ida reelt giver ham i denne tid?
Hvor fedt det ville være for os voksne, at de for h….. bare forstår og hører efter, hvad vi siger.

Er det dét vi kalder opdragelse? At mødres og fædres grænser skal overskrides konstant? At vi skal rette ind, justere og belære? Mon det bliver lettere med årene? En ting er sikkert, det er nogle udfordrende og aldrende år vi voksne er igennem.

Ferien er slut nu – ungerne og jeg skal i gang med hverdagen nu. Gad vide om jeg ikke alligevel kommer til at savne deres små stemmer og latter? Der er nu noget med ferietiderne – de er ikke til at slippe igen, selvom at man sidder tilbage syrlig og træt efter tre ugers hårdt arbejde.

17 thoughts on “Syrlig og træt

  1. Årh søde kvinde.. nej, du skriver jo, ligesom jeg.. Om det som jeg vil væde med, at ALLE forældre, i større eller mindre grad, tænker, mærker og føler. Træthed.. For som et af mine egne blogindlæg jeg skrev den anden dag, “så er arbejde sku den rene ferie”.. Ved siden af… (det at være med børnene 24/7.. Bestemt ikke fordi vi ikke nyder deres selvskab, men det er sgu da bare PISSE hårdt.. Og ISÆR, hvis man er alene om den/dem… Fordi, som du selv beskriver, når man min. har to børn, så opstår der bare de her konflikter, som virkelige får en til at træne sin 123456789-10 heeeelt ned i maven.. Og ja, lige pludselig og til sidst, slipper tålmodigheden op… Jeg er så småt begyndt selv at mærke min tålmodoghed slippe op, og jeg har endda kun haft een uge med dem indtil videre… :-) Så jo, jeg er med på et fly syd på :-)

    • Netop Pernille – det er så pisse hårdt. De dage, hvor man kæmper alene med dem føles grænserne så nemt overskredet selvom at man lover sig selv og ungerne, at IDAG vil jeg være tålmodig.. der går så ganske kort tid.. desværre.

  2. Genkender det godt, mine drenge er nu 9 og 11 og selv om det måske ikke er en plastik pingvin de skændes om, så så skændes de stadig, konkurrere og elsker når de kan få hinanden i udfører, jovel det er blevet bedre, men der stadig dag, hvor man tager mange dybe indåndinger.

    • Jeg trøster mig bare med Gitte, at de også bliver klogere med tiden.. Alfred fatter jo minus i øjeblikket – så når han forstår lidt mere, så går det vel lidt nemmere.

  3. Åhh jeg kan genkende følelsen helt ind til benet.
    Det der hjalp herhjemme var at låne en legekammerat som så nærmest blev en slags bølgebryder. Så kørte det lidt mere gnidningsfrit.
    Måske Ida har en godt ven som ville kunne komme med hjem til jer ?
    Bare et bud herfra.
    Mvh Kirsten

  4. Hvor er det skønt, at du højt siger det, vi andre tænker. Ferien er også slut her nu, og jeg glæææææææder mig til at komme på arbejde i morgen og “slappe” af. Jeg får sikkert skide travlt, men hvad gør det – jeg er børnefri. Hele 7 timer børnefri – og hvor ser jeg frem til det……

  5. Ej, hvor jeg kender det. Asta er 13 måneder, og vil gå rundt hele tiden, problemet er dog at hun endnu ikke går selv endnu, så det er med en støtte i hånden, Malthe er 4 år og vil også gerne underholdes hele tiden. Og så er det altså svært at være begge steder, og specielt når de har forskellige underholdningsbehov. Jeg bliver også nogle gange hende på 5 år, som skaber mig ligesom ungerne.
    Hvor er det fedt at du sætter ord på det vi andre tænker :o)
    Herhjemme skal ungerne tilbage i institution i morgen, og jeg skal atter i gang med jobsøgning. Og jeg glæder mig vildt meget til den ro der bliver.

  6. Det var et dejligt ærligt indlæg. Jeg er lige startet på arbejde efter barsel som den første i min mødregruppe, og jeg nyder det også selvom jeg skynder mig hjem hver dag :-)

  7. Eeeeej hvor jeg bare ELSKER dig Christina!!!! Du skriver NØJAGTIG mine tanker….som i helt og aldeles spot on (har vi levet i parallel verdener de sidste 3 uger???? :-) Så jeg grine-græder nærmest ved at læse dit indlæg og de tanker du har nedfældet.

    Jeg sagde faktisk netop denne formiddag til vores nabo “Er jeg en lorte-mor hvis jeg siger at jeg godt kunne bruge 7 dages ferie uden børn???” Jeg har været PÅ i 3 uger non-stop. Ikke en eeeeeeneste dag har drengene været passet eller været på tur uden os. FUCK jeg er træt. Sårn helt ind i sjælen…det er fandme hårdt at holde ferie med 2 drenge på 2½ og 5 år.

    For jeg siger dig – de slås. Som små voksne mænd, hvis testosteron allerede flyder i stride strømme! Vi snakker med knyttede næver, paraderne oppe og kløerne fremme – små, stolte og modige hane kyllinger er de. Desværre også verbalt – især den store. Han kan ALLE unoderne, alle de forbudte bandeord. Og med en lillebror som er den rene copy-cat af alt der er forbudt (til storebrorens store moro, jeg genkender fuldstændigt det med at være belærende om IKKE at grine når lillebror laver ballade!!)så har der jo ikke været et roligt øjeblik i 3 uger.

    Så jeg er helt glad og fjollet i min sjæl nu, for det er så beroligende og betryggende at læse at jeg ikke er ene om at være i “mine-unger-er-krop-umulige-så-jeg-føler-mig-som-en-sur-skod-mor” situationen:-)

    Det største virtuelle kram til dig Christina, du har lige reddet min aften :-)
    Kh. Malene

  8. TAK for at nogen tør ytre sig!!! Jeg kan genkende vær en linie du skriver!!! Vores yngste er 2 1/2 år og har også det der bestemte glimt i øjet!! Alt hvad man siger flyver lige forbi et par meget lukket øre, alt imens næste gerning udtænkes. Jeg har gemmen smurt drengene ind i håndsprit, for at få tuschstreger af. Gulvet har også været smurt ind i den fedeste (dyreste) fodcreme han kunne finde. Spejlet på badeværelset har lignet et snelandskab af tandpasta flere gange…. Ja jeg kunne blive ved!!
    Men kunne også ønske en uges ferie uden børn :-)
    Hilsen Louise Siri

  9. ork ja – den følelse kender jeg godt.. Her er det så bare en 1-årig og en 3-årig. Det kan være.. hmm… hektisk;) Så det er egentlig helt rart at møde ind på arbejde i dag, holde kaffepause og rent faktisk drikke kaffe som – wow! – ikke er blevet kold :) Arbejde – det nye ferie 😛 og jojo, man elsker sine unger og al det der pladder, men engang imellem, så… ja, så er man sgu bare træt 😉

  10. Tusinde tak for jeres søde kommentarer.. jeg er ikke bleg for at ytre mig, når jeg synes tingene er svære. Det er så rart at få lettet trykket, når hovedet er ved at eksplodere af overophedning. Jeg ved jo, at jeg ikke er alene om de tanker :-)

  11. Hvis det er nogen trøst så er det vist normalen i alle familier… Dem der siger andet må være unormale (og dem får jeg også sommetider lyst til at brække mig udover…)

    De øver sig de små (snot)unger (:

  12. Super godt indlæg! Denne sommerferie er den første jeg har nydt, efter at jeg blev mor. Og jeg har dog kun én, en dreng(med ADHD), som fylder 11 år i næste uge. Så det bliver nemmere med årene 😉 Jeg følger din blog og jeg syntes at du er eminent til at skrive om det der er svært. Tak for det!

  13. Kære Christina.
    Det lyder som en hård afslutning på ferien!
    Jeg håber, den forgangne uge har været mere overkommelig, og at børnene har levet deres negative energi ud andetsteds.
    Positive tanker og energi til dig fra mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *