Søndag morgen

Her kommer der altså et halv-søvnigt indlæg om familielivet – feel free til at springe over, hvis du keder dig.
Alfred og jeg har været umådelig tidligt oppe i dag. Måske ikke tidligere end nogen af alle jer andre småbørnsmødre derude, men jeg har så svært ved at slæbe mig ud af sengen kl 5.20 en søndag morgen, når jeg ved, at der venter en uge i København med temmelig lange arbejdsdage. 
Egentlig kan jeg ikke sove så længe om morgenen, men hvis vi da bare kunne have puttet i sengen til kl. 8? 
Når jeg så endelig er stået op, er det jo faktisk ret hyggeligt med den morgenstund. Så jeg skal ikke beklage mig.
Jeg tænker ufatteligt meget over familiesituationen i øjeblikket. Jeg ved ikke, hvorfor det optager mig, sådan som det gør. Jeg står sådan lidt observerende ved siden af vores lille “kasse” og undrer mig over, at vi står her i vores liv med tre unger, job og bolig – og en hverdag er kører derudad. Vi er færdige med at bygge rede. 
Reden er der – nu skal vi bare have det rart og se ungerne vokse op. Det er pludselig et helt nyt sted vi står på “livets vej”.  Og den ændring er markant. Jeg ved ikke, om I kan følge mig? 
Jeg ved egentlig heller ikke, hvad jeg vil sige med det – det er blot så finurligt pludselig at se vores familie ændre sig fra baby-mode til en med selvstændige individer. Jeg synes især, at jeg kan se det på Alfred. Han vokser stærkt fysisk men også mentalt med egne meninger, interesser og et totalt drenget sind. Det er jo helt nyt for os med rene “lyserøde” piger.
Lige nu sidder Alfred og suger Nephew´s “Hjertestarter i sig. Han elsker den sang og spørger til den flere gange om dagen. Når vi hører Mads Langer forlanger han at vi skal “høre Elefanten, Mor”. Sådan pludselig interesseret i musik og ikke Bamse og Kylling.

Måske handler det hele om, at vi rent faktisk er ved at finde mere tid og overskud frem i vores hverdag. Det er så mærkbar en forskel på før og dér hvor vi står nu. 
Det er helt åndsvagt, hvor hårde de første år af – og nu med tre børn i rygsækken undrer jeg mig over, hvor tiden dog blev af?
Denne weekend har budt på et par stunder med alenetid. Alfred mangler tynde sommerbukser, så jeg har fået lavet tre på baggy tights til ham i blød jersey. De har den mest fantastiske pasform – et model, der er udsprunget af Stof 2000´s Chris-mønster.  Jeg har syet de bukser i uendelige variationer og tegnet om  på mønstret flere gange, for at få den pasform, jeg synes fungere bedst. 
Som nogen af jer har set på Instagram, så har jeg været sådan lidt vævende hvad angår drenge og striber. Men jeg har konkluderet, at det er topsmart!

4 thoughts on “Søndag morgen

  1. Jo Christina, du kan tro jeg kender til de stunder, hvor man stopper op og kigger sig omkring, og ikke helt forstår, hvor tiden blev af. Tænker om nu fik det hele med, og undrer sig over, hvor stærkt det hele gik. De kommer mange gange i ens liv, og i starten undrede jeg mig meget over dem og kunne blive helt sentimental over der. Nu har jeg vænnet mig lidt til dem, og står lige nu i sådan en stund, og tænker at det er underligt, at vi ikke bor i vores hus mere. Er den tid også allerede forbi ?
    Èn ting er at ens familie vokser til, men man skal også forholde sig til at man selv ændrer sig. I fyrrene syntes jeg stadig, man kunne dække over det med lidt smart tøj og lidt styling, men nu…i halvtredserne, kan jeg fange mig i et spejl og virkelig undres over, at det er mig ;O))))) Heldigvis finder man samtidig ro, og glæder sig meget over de gode stunder og har ikke så travlt med små børn mere, så man får mere tid og tid til at fundere over tingene. Ønsker dig en fortsat dejlig søndag inden ugens travlhed fylder dine tanker. Kh Helle ;O)

  2. Striber og drenge er da top smart! 😉 Tror da selv jeg skal kaste mig ud i det… Har også Chrismønstret, som har undergå en del ændringer… Nu har jeg en dreng på to et halvt og kan kun give dig ret i at tiden bare går og pludselig opdager man, at han ikke er en baby længere!! 😉

  3. Jeg tror vi befinder os lidt på samme side her Christina…. vores mindste mand; Victor er 2½ år nu. Han er simpelthen SÅ meget sin egen – har en vilje af stål, er fysisk robust, er fræk som ind i helvede, kærlig og sjov og pudsig og siger alverdens skægge ting. Kopierer ALT hvad storebror Oscar gør og GÅR aldrig af vejen for en lille nævekamp de 2 imellem.
    Og det er jo en fantastisk udvikling at være vidne til. Men også sådan lidt “HOVSA- der strøg 2½ år afsted” og jeg synes slet ikke at jeg har været “rigtigt” med i den tids proces. Det er som om man pludselig vågner op og ser HELE barnets udvikling samlet fra den ene dag til den næste og undrer sig over hvor den tid blev af.
    For mig betyder det i hvertfald at jeg VIRKELIG øver mig i at være i nuet. Jeg prøver. Det er lidt svært, når man som mig er planlægger, strukturet og tænker langt frem i tiden. Men jeg øver mig og det går faktisk rigtig godt. Jeg VIL sku ha det hele med. De unger er store før jeg får set mig om – Oscar er 5 år nu og synes allerede det er meget federe at hænge ud med gutterne fra børneren (som også bor på vores vej). Så det lyder allerede “MOAAAAR…JEG SMUTTER LIGE NED TIL CHRISTIAN!!!” Og væk var han…
    Det er jo også enormt fedt, fordi man i de her år, hvor de har været helt små, har glædet sig til og set frem til den tid, hvor de bliver mere selvhjulpne og selvstændige. Og nu er den tid så småt begyndt.
    Og.så.stod.man.der.med.bukserne.nede.om.hælene.og.tænkte.HVAD.SKETE.DER….?????
    :-) Smil fra Malene
    (Og undskyld den lange kommentar – men indlægget læner sig så meget op af tanker jeg selv tumler med for tiden..)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *