Endelig mandag

Mens Alfred ligger og sover sødt i sin seng, bliver jeg igen blød om hjertet.
Med det i mente slipper jeg lige lidt trælse tanker løs. Bær over med mig og døm mig ikke for hårdt.

Jeg har nemlig haft en helt speciel rolle som politimand i weekenden. Jeg hader simpelthen den leg! Tilsyneladende elsker ungerne den, men de vælger altid at være røvere og banditter. Det synes jeg er snyd! Men jeg træder pligtskyldigt og lynhurtigt ind i karakteren og spiller til UG – lige til en plads teaterskolen. Bare hør her:

“STOP Alfred”
“NEJ Alfred”
“Ikke skrige Alfred”
“Ida – skub ham nu væk INDEN han bider”
“ALFRED du må ikke bide!”
“Ida du bliver nød til at sige fra inden du bliver ked af det”
“HOLD NU OP FOR POKKER – ALFRED”
“DU må IKKE RIVE Ida, hun bliver KED af det – for helvede!!”
“NU er det altså SLUT!”

Alt i mens pomfritten bare står og griner.
Jeg hader den leg. Skulle vi ikke finde på en anden?

Jeg glæder mig helt vildt til at holde weekend med min familie. Vores hverdag går som regel op i logistik og at få alles aftaler til at glide glat – det er ikke altid helt nemt og giver ingen rum til spontanitet. Dagene stryger afsted, så weekenderne betyder alverden for os.
Det er her vi skal hygge os med hinanden, snakke, pjatte, have en rar tid og lege sjove lege.

Det er sgu bare ikke simpelt altid.

Alfred er inde i en meget spændende periode! Udviklingen går stærkt – sprogligt er han super godt med, han fører samtaler med os om ting, vi ikke havde forestillet os, at han kunne hitte rundt i.
Noget andet han også er ret god til er at være konstant på nakken af Ida. I øjeblikket har Ida  rifter i ansigtet m.m, fordi spalfen river hende rundt. Den lille lort af en to-årig knægt har taget styringen og volder hende konstant.
Ida bliver afbrudt, når hun leger, slapper af foran fjernsynet eller når blot hun går forbi ham. Og vi prøver så vidt muligt at undgå de konflikter – Ida er simpelthen for sød til ikke at give ham igen. Det ender altid i en trøstesituation – efter at Alfred har fået at vide, at han ikke MÅ! Igen-igen. Det ender som regel med at vi råber højt, er latterlige og står tilbage med en følelse af, at han selvfølgelig ikke fatter en skid. Vi må bare holde ved.

Nu er det mandag – jeg sidder ved bordet og er drænet for energi. Egentlig burde jeg være ladet op og klar til en ny uge. Jeg føler mig i stedet mere som en 10 år ældre, udbrændt, dårlig mor. Hvem stjal egentlig vores hygge? Har I taget den?

Mest af alt synes jeg, at det er så ufed en følelse at sidde med. Dét at være lettet over, at jeg i dag har haft syv timers ro i mit hoved – syv timer uden konflikter. Hvor skønt er det,  at kunne hører sig selv sukke højlydt, hver gang et af børnene råber op? Ikke fedt, skulle jeg hilse at sige. Men måske du allerede kender det?
Vi fiser rundt, fodrer ungerne af, giver dem tøj på, skifter bleer og tøj flere gange dagligt, løber efter dem, når de (Alfred) stikker af ud på vejen. Vi får et chok, når Ida vælger at kravle nøgen op i det 15 meter høje grantræ, fodre dem af igen, binder snørebånd og byder på is. Konstant er vi serviceorganer – og det gør vi glædeligt! Men for f….. hvor det piner mig, at vi uafbrudt også skal være sure? Efter flere = mange situationer som troubleshooter, så ender ens = mit humør altså i et minus.

Sidst på dagen er jeg efterhånden så ubeskriveligt flad, at jeg ikke har overskud til at trække mig op igen. Når jeg når dertil, så er det mig, der bliver barnlig, kammer over og lader frustrationerne gå ud over Henrik, som med det vuns i stedet for en dejlig hustru får en halv-grumpy gammel ged gående – brægende irritabelt over diller-daller, uden egentlig at have noget at være sur over. Hvor blev jeg pludselig af? Nå nej – jeg er her jo stadig – desværre bare ikke til at holde ud.
Jeg ser mig selv oppefra med rynker mellem brynene, en mund, der vender nedad og en krop konstant i beredskab.

Afslappende, hyggelig weekend? Jo tak – momentvis har den været fantastisk. Men nu hvor klokken nærmer sig de 21, tror jeg hellere, at jeg må komme i seng. Jeg har en masse energi, jeg skal indhente. Ikke mindst skal jeg have sendt geden til en trimning og på sommergræs. Den lugter fælt og er sgu ikke til at være i nærheden af.

Godt det endelig er mandag – det tror jeg, vi alle har haft godt af – siger jeg og undskylder for min opførsel.

19 thoughts on “Endelig mandag

  1. Ham Alfred – han lyder ret meget som min datter for tiden…
    Måske skulle vi sætte dem til at tryne hinanden og se hvad der så sker ;0)

    Nahh, det er sikkert ikke en god ide – Vil bare sige nikker genkendende, og føler med dig – for er vist på cirka samme sted lige nu ;0)

  2. Kan kun sige, at dit indlæg kom netop som jeg havde brug for at få afvide, at det ikke kun er hjemme hos os weekendernes hygge går op i “hold nu op, vær’ nu søde ved hinanden, lyt til hvad hinanden siger, nej, skidt-møg-og-kanel”. Øv hvor jeg også hader at høre mig selv sukke højlydt, når det lyder “mooooaaar”! Engang imellem bliver man bare træt af ikke at nå og tænke to sammenhængende tanker og ikke mindst træt af, at weekenderne ikke bliver som man går og håber på.

  3. Øv at du har haft en streng weekend. Men tak fordi du deler og lader en vide at man ikke er alene om engang imellem at blive fladmast af at være mor og konfliktløser, og at det ikke er alle andres weekender der altid er så skide hyggelige som man ønskede de var. Heldigvis findes de, de gode weekender. Jeg håber du får en i slutningen af denne uge!

  4. TAK! For din hudløse ærlighed ;o) Og tak, fordi du skriver det jeg tænker. I det seneste lange stykke tid har jeg afskyede weekender, fordi de drukner i skæld-ud og konfliktløsning mellem ungerne.
    Det er så hårdt!! Kram til dig – og mes gerne sammen med mig deterenfasedeterenfasedeterenfase…. ;o)

  5. Du er jo bare en rigtig god mor for dine børn, Alfred har jo en alder, hvor han skal lære, og det er det du hjælper ham med. Det er træls at være dig, men du kommer til at høste frugten senere, og hvor er det dejligt, at du bliver blød om hjertet, når du ser ham sove. Han er da en lækker lille dreng, lige til at kysse.
    I har da nogle dejlige børn.
    Dejligt er det også, at du siger fra overfor ham, selv om i har haft en streng “fortid”.
    Kh Lykke

  6. Det kunne være vores weekend. Det kunne være vores Alfred. Det kunne være mig. Man bliver bare så træt og ked. Og jeg tænker at lige om lidt så skal vi sammen holde 3 ugers sommerferie. Jeg håber på det bedste og glæder mig over at han da når at vokse en måned mere inden.
    Tak fordi du deler så man ikke føler sig som den eneste i hele verden der kan have det sådan som du beskriver!

  7. Åh jo, vi kender det :( herhjemme er det så bare dem begge der på skift tryner den anden groft – synes nogen dage at det eneste jeg har sagt er NEJ, LAD NU VÆR, SIG NU FRA osv osv…

    Så tak for din ærlighed så jeg nu ved at jeg ikke er den enestemor der er politimand dagen lang i perioder og ud fra nogle af de andres svar så er vi mange der har det sådan 😉 Vi gør det alle så godt vi kan, selvom det til tider kan føles ekstremt surt og sindssygt hårdt at skulle være efter dem hele tiden. Du er en god mor 😉

    Smil og opmuntrende klap på skulderen til en træt mor fra en anden træt mor 😉

  8. Åh Christina, hvor jeg kender dine ord og tanker lige nu.. Sigurd er totalt i samme båd som Alfred. Både med de sjove sproglige finesser og iagttagelser. Og.. frækheden og grænsesøgningen på godt og ondt. Det er det hårdeste år vi er gået ind i tror jeg. Frem til 3 års alderen skal der bare udfordres og verden skal indevendes, og det inden de virkelig forstå et nej, et “må ikke” og et “se nu bliver vi kede af det”. Empatien er først ved at blive tillært… Ja det er satme hårdt til tider. Kram fra den ligestillede “mor-Ulla”

  9. Åhh GUD hvor jeg kender den følelse (og jeg har “kun” Mejse)… Og hvor er det bare befriende at du tør smadre de dersens her-går-de-skide-godt-og-vi-er-som-altid-ovenpååååååhhhhh glansbillede, så mange kæmper for at opretholde.. Og hey; måske det fungerer for dem, men jeg kan også bedst lide at sige tingene som de er – for derefter at kunne finde ud af man bestemt ikke står alene, at man ikke er FUCKED UP, anderledes eller helt mærkelig… Og det er hér lettelsen melder sit indtog (for mig), og selvtilliden vinder tilbage stille og roligt – så man kan rumme sig selv igen.. Og SÅ kommer overskuddet mirakuløst lige i røven på dét… Jeg er LIGE overrasket hver gang det sker… Når man gemmer på sine egne bebrejdelser, anskuelser og kritik kan man VIRKELIG gøre sig til et grumt ulmende monster, der nærmest ikke fortjener denne familie og de mange GODE ting, der følger med… Men det er ALDRIG sådan det forholder sig.. Vi gør vores allerbedste – giver vores aller-ypperste, og nogle dage ER der bare ikke noget at give af.. Og det er okaaaaay! Vi er okay, ungerne er okay og i morgen starter en ny dag – en ny begyndelse (ungerne bebrejder nemlig ikke som vi selv gør)…

    Jeg har læst et sted; at når man “skælder ud”, sætter grænser osv er det en livslektie du forærer dine børn – et tegn på kærlighed; endda en “gave”… At den så nogle gange bliver leveret knapt så upædagogisk og halvtskingert må man så trække på skuldrene over – og herefter suge læringen til sig.. Men jeg kan bedre rumme alt den irettesættelse/konflikter osv ved at sige – lige nu viser jeg min datter at jeg elsker hende og ikke er ligeglad… Lige nu prøver hun mig af for min kærlighed..

    Denne sætning er GOD: “Alt hvad der ikke er kærlighed – er et RÅB om kærlighed..”

    (Nå, det blev ski ret langhåret og spirituelt til tider..) Essensen af det hele;
    godt gået + du er ikke alene + du er en god Mor + du elsker dine børn ved at irettesætte.. Og lige i denne weekend elskede du dem lidt mere end vanligt ;0)

    Mange klem

  10. Åh Gud hvor er det rart at læse sådan et indlæg. Ja undskyld:-) men her er det på samme måde og der er for det meste også kun en. Hun er så strid for tiden…. Det trækker tænder ud må man sige. Men jeg prøver at overbevise mig selv om der kommer en bedre periode inden det slår over i pre teenager. Ja så har ja da kun 7-8 år tilbage:-)

  11. Åh hvor jeg husker det, at have børn i den alder. Og så alligevel, hver alder har sin charme og faser man skal igennem. Da vores mindste var i den alder havde vi også en masse konflikter og irettesættelser, samtidig med at han var et følsomt barn der var bange for alle lyde, store ting og fremmede mennesker. Han hylede og græd og det meste af tiden smed han med alting mens han skreg af grin… provokerende møgunge ikke? Vi opdagede at vi sagde nej hele tiden, men sammen med vuggestuen fik vi det vendt. Vi satte os for at vi ikke ville/skulle sige nej ret meget men derimod vise ham alternativer og anvise “den rigtige måde” at gøre tingene på. Altså hvad han gerne måtte i stedet for. Og når vi skulle få ham til at gøre noget såsom at rydde op eller sætte sig op på stolen osv, sagde vi: ” Jeg vil ha at du gør sådan og sådan” Den bruger vi stadigvæk… fordi det virker! Ikke noget med at sige det på en negativ måde “du skal” eller spørge når det ikke er til diskussion ” vil du gøre det”
    Hold nu op det holdt hårdt i lang lang tid, og vi var frustrerede og trætte og udmattede. Vi var utrolig meget “på gulvet” for at anvise og vise hvad han måtte i stedet for. Oveni det var han jo bange for alting. Når vi rullede græsslåmaskinen ud af garagen begyndte han at græde helt hysterisk eller når børnehaven havde vinduespudser rystede han over hele kroppen. Engang måtte en pædagog sætte sig med ham under et tæppe for at få han til at falde til ro og tænke på noget andet. Det tog 20 min fortalte hun… Vildt at tænke på nu hvor han er skolemoden, skøn, frygtløs og tillidsfuld.
    Anyway, jeg ville bare lige dele min historie og min erfaring for hvad der kan virke. Det er ikke sikkert det er løsningen for dig, og som pædagog ved jeg jo at du kender alt til det i forvejen. Nogle gange er det bare rart at blive mindet om tingene.
    Det er i hvert fald ikke min mening at lyde belærende eller som en der har perfekte børn der aldrig gør noget forkert… Laaaangt fra tilfældet! B er lige nu speedsnakker og i stedet for nej siger jeg nu ti stille i et væk hele dagen… Nyt problem ;o)

  12. Åhh Christina… Af hjertet tak for din hudløse ærlighed….. Du sktiver simpelthen så godt!

    Hader også de weekender…. Især de weekender hvor Henrik så pgså lige proklamerer at han gerne vil arbejde både lørdag OG søndag… Jeg kunne vride halsen om på ham!

    Her går således…Nanna 4 år, kan egentlig godt passe sig selv, se fjernsyn eller andet nusseri, men råber nærmest panisk angst på mig, hvis hun ikke lige kan se eller høre mig.

    Freja knap 2 år, tyranisserer sin søster, men viger som regel ikke en meter fra min side…. Heller ikke når jeg skal på lokum, og gør hun , går hun rundt og råber ‘ buarr, buarr, buarr.

    Johan 7 mdr. Kræver mig lige pludseligt når han bliver sulten…. Hans behov må jo nogle gange vente lidt under stor frustration fra knægtens side… Han må finde sig i meget tumleri fra søstrenes side!

    Mine heller i weekenderne er når de små sover til middag…. Og glæder mog nogle gange vanvittigt til de skal i seng om aftenen! Må man godt det, altså glæde sig til de sover igen?

    Det værste af det hele. Er når man kan genkende sin egen mor i sine reaktioner overfor børnene….

    Men det kan da kun blive bedre, kan det ikke!

    Jeg holder i hvertfald med dig!

  13. Har lige læst dit indlæg højt for manden – så nu ved han da at vi ikke er ene om det, tak!

    Herhjemme har kæmper vi også vores kampe mens drengene tager deres som Ninjaer! De kan lege så godt sammen lige indtil den ene får nok, så bedst som vi tror kaffen kan nydes varm må vi flyve op og være klar. Kan tage mig selv i at flyve op af stolen hvis jeg hører et utilfreds barn på arbejde, bare for lige at sikre mig at det ikke kammer over!!

    I aftes var vi alene hjemme og endte med at lukke terassedøren for ikke at skulle forholde os til naboers grædende børn.

    Men ikke det bliver bedre med tiden, jeg VED det bliver bedre, for det SKAL det ;o).

    Rigtig god 7 timers ro i dag. Kh. Pia

  14. Kære Christina.
    Hold ud – det betaler sig! Jeg er lige fire år foran dig og har kæmpet de samme kampe om og om igen, men det har båret frugt. Der er stadig konflikter mellem børnene, men på et helt andet niveau og med fare for at lyde selvfed, så er det vores (husbonden og jeg) fortjeneste fordi vi ikke gav op. (P.S. Herlufsholm har været på tale :-))

    Hilsen Kirsten

  15. Uh jeg kender din dejlige hudløst ærlige beretning så godt… Jeg har en præ-teenage-dreng og en præ-skolepige, så om ungerne er store eller små, tæt i alder eller langt fra hinanden, gør ingen forskel. Min datter elsker sin storebror over alt på jorden og elsker når han gider lege med hende. Men når han ikke gør, gør hun alt for at få hans opmærksomhed. Han bliver ekstra pirlig når han har nået sin grænse for computertid og mugger over det, selvom han har haft den grænse i flere år nu…

    Heldigvis har den kære Lola Jensen sat ord på (det har hun nok gjort for lang tid siden, men jeg har først bidt mærke i det nu), hvad vi har arbejdet med de sidste 6-12 måneder: ADSPRED OG ANVIS. Jeg har haft utallige dage, hvor jeg er gået træt i seng med følelse af at være den dårligste mor i verden, pga den konstante politimandsrolle. Men efter at vi er begyndt på at adsprede og anvise (og jeg skal hilse at sige, at det er benhårdt arbejde at ændre sin adfærd/dårlige vaner/roller – kald det hvad du vil), så går tingene altså bare meget nemmere…

    Jeg er ikke frelst eller har ikke knækket koden eller noget… Vi har stadig den slags kampe hver evig eneste dag. Jeg frygter alenedage med ungerne, fordi der ikke er mange åndehuller i kampen. Frygtede tiden, da min mand skulle være væk fra os i hele 3 hele dage for et par måneder siden… Men efter ubevidst at have brugt adspred og anvis-metoden, gik jeg faktisk i seng hver aften med fred i hovedet og overskud! Jeg holder på, at børn har godt af regler og faste rammer, men spm er jo hvordan man håndtere dem… Gid jeg havde brugt det mere, da min datter var lille, og netop som du siger, ikke forstod hvorfor hun blev skældt ud og fik nej hele tiden… Just a thought…

    Og igen, tak for din skønne ærlighed. Nej alt er ikke fryd og gammel, glansbilled, perfekt, og i så åh pædagogisk rigtigt. Dejligt at nogle tør sætte ord på! Men husk: Hvis vi mennesker ikke oplever modgang, udvikler vi os heller ikke :-) Hav en rigtig god dag!

    Mvh Maj-Britt

  16. Årh Christina! Dit indlæg rammer lige i hjertet på mig – for sådan har jeg det også tit… “Kan det for helvede ikke bare blive mandag igen!!!” har passeret min tankerække ofte i weekenderne. Og det er bare så ufedt. Man starter ud med de bedste intentioner; “i dag vil jeg IKKE skælde ud. Lige meget hvad de finder på, så vil jeg IKKE skælde ud!” Og så starter showet ellers….Og man er bare så led og ked og trist for egentlig vil man bare have det hygsomt med sine unger.
    Hos os er det meget i perioder. Bakketoppe og bølgedale…. Vores ældste har en del udfordringer at tumle med og reagerer voldsomt i visse situationer. Det kræver ekstra energi at tackle det. Det har jeg ikke altid. Min mand arbejder om natten hver 2. weekend, hvilket gør at jeg hver 2. weekend er alene med drengene det meste af tiden. Hold kæft, hvor det trækker tænder ud! Men der er også hyggelige stunder – de kommer oftest når jeg lader parader, intentioner og forhåbninger falde til jorden og bare goes-with-the-flow. Det letter som regel stemningen. Jeg sender dig et stort varmt kram – fra én mor til en anden mor (i samme båd:-)

    Malene

    PS. Min svigermor gav mig et råd forleden – hun havde 3 små VILDE drenge derhjemme da min mand var barn og en dag da de var helt uregerlige og overhovedet ikke hørte efter ville hun afprøve chok metoden for at se om det kunne få deres opmærksomhed. Så hun tog resolut en tomat og kylede hen på køkkenvinduet så den blattede helt ud og langsomt gled ned af ruden. Så blev der RO!! :-) :-) :-)

  17. Jeg kender det så godt, det du beskriver. Jeg er også så lorte-træt af at høre på mig selv skælde og smælde! Faktisk havde jeg netop tænkt, at skrive et lignende indlæg på min blog, for at se om der mon var andre der føler sig som en ligeså dårlig mor som mig. Det er der, kan jeg se. Det er dejligt at vide. Tak for din ærlighed, der får os andre ud af busken :o)

    Kh Louise.

  18. Elsker når ting ikke bliver pakket ind i tyl og cellofan..

    Hej, jeg er mor til tvillingedrenge på 3,5 år og de tester/udfordre mig/driver mig til vanvid/slås/spytter(på mig)/river/bander/slår/kaster med ting. Og jeg er ved at gå ud af mit gode skind.

    Det kunne være introen på et møde for USM (UdkørteSmåbørnsMødre).

    Idag var jeg en fed gris og en lort. Jeg er blevet slået på og spyttet på og skreget (læs:brølet på) ind i hovedet ad flere omgange.

    Og nu er der kun 7½ time til børnehaven åbner.

    Tak for at du er så ærlig… :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *