Sammenhængende søvn søges

Vi har taget en beslutning herhjemme. En svær en af slagsen.
Som nogen af jer faste læsere nok kan huske, så har jeg altid beklaget mig over vores natteroderi med ungerne. Især Ida har jeg skrevet en del om. Men Alfred har jeg ikke øffes så meget over, alene af den grund, at vi jo var inde i vanen med afbrudt og få timers søvn. Alfreds natteroderi har været det samme rod som Ida´s, desværre har det bare strukket sig over et år ekstra.
Så når vi lægger årene sammen, så har vi ikke sovet igennem en enste nat i fire år. Det bliver vi seriøst nød til at ændre på nu. Ingen mennesker klarer sig uden ordentligt søvn – man bliver drænet for energi, lunten bliver kort og ens hjerne fungere nulogniks. Vi er konstant trætte og i underskud.

Lige nu sidder jeg inde på gulvet på Alfreds værelse. Det er 3. dag, han bliver puttet i sin egen seng. Han ligger og kigger på mig – jeg fornemmer, at han skal holde øje med, om jeg bliver hos ham.
Alfred har lige siden fødslen ligget i ske med mig. Lige indtil jeg blev syg, hvor han fra den ene dag til den anden blev en “fugleunge udenfor reden”. Han har altid ligget inde i vores seng. Han har aldrig været god til at sove alene – og vi har heller ikke taget kampen med ham, da vi ikke følte, at det var rigtigt at gøre. Han var lidt en pjevs, vi måtte passe ekstra på.

Alfred er efterhånden ved at være en robust lille fyr. Og nu har vi taget en beslutning om, at det er på tide, at Henrik og jeg får erobret sengen tilbage. Der er ingen tvivl om, at det bliver en lang og sej kamp, men hvis vi får hjulpet Alfred trygt på vej, så skal det nok lykkedes. Det fungerer ikke alene som Mor og Far – mand og kone er også at foretrække, hvis I forstår sådan en lille en.

Vi hører tit, at “Vores børn har altid sovet igennem” – “Det er nok jeres egen skyld” osv. Det er bare ikke noget, vi kan lave om på eller ville have ændret på, hvis vi havde haft muligheden. Vi har haft nogle børn, der har haft brug for den ekstra tryghed, og det er så først nu, vi føler det er rigtigt at løsrive os.

Alfred ligger og snorker nu. Jeg ved, at han vågner igen inden kl. 24. og vil ind i vores seng. Men at få lov til at kunne ligge i ske med Henrik i et par timer er det hele værd. Jeg kan ikke mindes, hvornår vi sidst har haft mulighed for at holde om hinanden uden også at være viklet ind i fire små arme.

Hvad har I andre gjort? Har vi været for “vattede”? Skulle vi have skåret igennem for længst? Hvad gør I, der står i samme situation som os? Lader dem græde sig i søvn? Nogen eksperter skriver bøger om, at det ikke skader, at lade dem græde sig i søvn (sålænge det ikke er panik,panik) – andre skriver, at det er et overgreb/svigt. Vi gør, hvad vi føler er rigtigt – og det er ikke med gråd. Måske sidder jeg her endnu og seks år?

38 thoughts on “Sammenhængende søvn søges

  1. Ja, det er sindsygt hårdt! Vi kørte “godnat og sov godt” som er en bog jeg godt kan anbefalde. Den er hård, men ikke hårdere end at barnet hele tiden ved at man er der, da man med intervaller stikker hoved ned, giver sut, ager over håret og siger godnat (og sov godt) :-))) det er super hårdt – især når man skal køre den kl 3 om natten når de vågner, men det har taget en uge hos os, og så var den hjemme – rimeligt godt givet ud;-)

    • Vi er nået dertil, hvor vi bliver nød til at gøre noget andet. Vi sover i klumper og helt af helvede til. Måske jeg skal reservere bogen på biblioteket? Bare for at se, hvordan man gør? Det handler nok mest om, at vi forældre skal være mere standhaftige..! En uge – det kan vi godt klare!

  2. Uhhh.. Vi har også været der. Vores Alberte kunne heller ikke sove alene, de første 2 1/2 år.. Og har ellers også altid haft svært ved det.. Men jeg fandt ud af, at hun havde svært ved at sove selv og falde i søvn, fordi hun kunne mærke en vis uro indeni mig. Derfor har vi snakket utrolig meget med hende, og også med vores den mindste, som er lidt over et år, at vi gerne vil have de sover på eget værelse. Fordi mor og far har brug for at sove alene. Og en laaaaaang smøre om alt muligt.. Det har funket… Men ved præcis hvordan du har det. En ambivelent følelse. Man vil gerne ha de sover selv, fordi man savner tosomheden, samtidig med, at man måske også savner de små arme omkring en. Og det mærker de jo. Samtidig med at det kræver meget af en, at “afvænne” barnet, og dermed skal der også bruges ekstra energi, til at gå igang med sådan et projekt. Håber du/I finder frem til en løsning, derpasser til jer alle. Kærligst Pernille

  3. Åh, det er SÅ svært… Vi har heldigvis ikke de store problemer med natteroderi- kun indimellem.
    Hans (vores største) har aldrig kunne sove i vores seng – så ville han hellere sin egen. Som spæd sov han hos mig, men kom i egen seng i eget værelse relativt tidligt. Nu sover han kun i vores seng, hvis enten Niels eller jeg er ude om natten – og så er det bare hyggeligt.
    Bodil (vores mindste) er lidt mere vågen om natten end Hans har været. Vi har perioder, hvor hun også vågner rigtig mange gange, men så vælger en af os og lægge en madras ved siden af hende seng og på den måde bliver hun i sin seng. Så kan man give hende tryghed i den periode på hendes eget værelse. Men madrassen kommer væk hver morgen og kommer kun frem om natten, hvis problemet opstår. Hun må jo ikke blive forvent ;0)
    Jeg har altid syntes det med grædende børn er forfærdeligt. Jeg er en tudemarie, så oftest tuder jeg næsten mere ude foran døren, end barnet gør inde i sengen… Oftest synes jeg dog godt man kan høre på deres gråd om det er hysteri eller reel “ked af det”. Er det “ked af det” så er jeg ved deres side med det samme. Hysteri kan jeg godt “overhøre” lidt tid…
    Jeg tror det er vigtigt at i ikke vender Alfred til at i skal være på hans værelse indtil han sover. Det er bedst at gå inden han sover (lyder helt som dem i bøgerne, for det er ikke nemt). Jeg plejer at forberede Bodil ved at sige – jeg sidder lidt hos dig, og så går mor ud igen. Selvfølgelig bliver hun sur når jeg går, men det varer kun få min, så bliver der ro…
    Tror det bliver svært, men det er vigtigt at du kan følge med i hjertet. Gør det for ondt på dig, så er det ikke rigtigt. Så må det bare tage lidt længere tid. Men jeg giver dig ret i, at dobbeltsengen er til voksne der ligger i ske – ALENE ;0)
    Held og lykke
    Kh Eline

  4. Pyh, jeg tror ikke i har været for vattede. Der er bare nogle børn som har svært ved at sove. Det siger jeg af erfaring. Mine er snart elleve og vi har stadig i perioder et værre natteroderi. Dog sover de ikke mere i vores seng ( pånær når der er mareridt inde i billedet, hvilket jeg for tiden synes der er en del af). I lange perioder er jeg oppe hver nat for at trøste og berolige. Det er hårdt. Mine børn er for tidligt fødte så jeg tror det har noget at skulle sige. Deres tryghedsbehov er kæmpe stort. Jeg har lige købt en turtle light lampe, som skulle kunne hjælpe børn til lettere at falde i søvn. Det er godt nok for små børn, men jeg prøver alligevel. Måske det også hjælper mine. Held og lykke med jeres projekt. Det lyder som om I gør det godt :-)

  5. Vi sover alle mand i samme rum. Så er det sovesofaen i stue, der bliver brugt til ægteskabelig omgang (eller til at sove på hvis der er for mange børn i sengen). Begge børn har en seng i soveværelset, men må gerne falde i søvn i vores seng, så rykker vi dem bare over i egen seng, når de sover.

    Vi bor i en toer, så derfor giver det sig selv med fælles soveværelse, men det ville nok ikke være anderledes, hvis vi havde mere plads.

    *fruf

  6. Det var et dejligt åbent og ærligt indlæg. Hatten af for det.

    Jeg tænker at børn er forskellige og man skal lytte til dem i det omfang det giver mening. Vi er kun 7 måneder inde i det med børn og natteroderi, men lige ved at overveje det med at flytte drengen ud af soveværelset. Jeg kan mærke at det er ved at være tid, men kan ikke bære at skulle flytte ham ind på kontoret/pulterkammeret, det skal jo være et hyggeligt sted for ham, synes jeg.

    Held og lykke med hvad i beslutter jer at forsøge, er sikker på at det nok skal virke.

    KH GItte

  7. Tilslutter mig sofies første indlæg. Måske har i været for vattet og måske skulle det for længst været sket en ændring men det kan i jo ikke gøre noget ved nu. Vi har selv kørt en kold tyrker med Trine som lille som Sofie beskriver. Det tog 2 uger og sov derefter som en engel. For 14 dage siden tog vi samme tur med Gustav. Det er hårdt men gir pote i sidste ende.

  8. Jeg tror i har gjort det rigtige, det er nu i har brug for, at der skal ske en ændring. Så kan man gøre det, for barnet mærker uden ord, om i mener det i siger, og rigtig fint, at du er der inde.
    Vore børn blev puttet i egen seng, hvor de vågnede op, var uvæsentlig. Og de holdt da op. med at komme.
    Jeg har sovet hos min far til jeg var ca. 7år ( det vil sige, jeg startede i min egen seng, og ud på natten kravlede jeg ind til ham, og han var gartner og havde knoklet i mindst 12 timer)jeg blev aldrig afvist. Dette har ligget til grund for vores børn, og det er også det de praktiserer overfor deres.

  9. Mine børn har ligget i vores seng. Det var til den ældste blev 8 og den yngste blev 2.
    Vi fik en sovesofa og rykkede ind i stuen så børnene kunne få et værelse hver.
    Så da børnene (3 stks) ville sove i vores seng fik de at vide at der ikke var plads i den nye seng.Det accepterede de og derefter fik vi vores nattesøvn tilbage.
    Hvad børnene ikke vidste var at den nye seng havde nøjagtig samme liggemål som den forrige 😉
    Skal lige sige at jeg selv og min lillebror sov i mors og fars seng til vi var ret gamle. Til sidst dog på en madras på gulvet.
    Vi er jo flokdyr.

  10. jeg kommer til at tænke på hvordan andre landes mennesker forholder sig til det at sove sammen med deres børn ,når jeg læser dit indlæg … jeg læste engang en artikel og at især eskimoer og indianer undret sig over, hvorfor vi “hvide” sov så langt væk fra vores børn !!!! jeg tænker, at vi som voksne synes det er dejligt at sove sammen mand og kone, det er trygt, varmt og vi er ikke alene …. men vi mener så at vores små børn skal sove alene !!!… de har så meget brug for at få trykhed … derfor tog jeg valget for 26 år siden at jeg ville sove sammen med mine børn, så længe de havde brug for mig ,ikke nødvendigvis i min seng, men i samme rum ,de kunne komme til mig og jeg kunne trøst dem, hvis de vågnet uden at forlade min seng … jeg har 5 børn, så det er blevet til mange nætter, hvor jeg ikke har fået min søvn men jeg har trygge børn og nej de ligger ikke i min seng mere, kun måske ham den sidst på 8 år der sommetider få lov … jo jeg har en mand og han vidst fra start, at sådan var mit valg ang. sove med børn … men jeg håber da for jer at I snart får jeres søvn uanset hvordan i vælger at gøre :)

    • Hej Helle – ja det er mærkeligt med vores kultur. Her der går vi stærkt ud fra, at man sover bedst alene. Det er dog slet ikke sand hos børnene – og det har jeg altid taget udgangspunkt i – at de havde brug for den nære kontakt også om natten. Det var mærkeligt for mig at lægge dem i krybben på hospitalet og hjemme .. de lå helt tæt.. altid..

  11. Åh. Vi prøvede også “Godnat og sov godt”, selvom det GODTNOK holdt hårdt. Senere har vi haft perioder med utryghed og vi putter derfor med den lille til han sover. Det har hjulpet rigtig meget med en drømmefanger til den lille (!) og når han/ de en sjælden gang kommer i løbet af natten har vi lagt en madras på gulvet, som de sover videre på.

    Spørg ikke hvorfor drømmefangeren virker? Tal med Alfred om at den gør og lad ham selv vælge én nede i forretningen. De koster ingenting og er tilmed flotte.

    • Hej Anette – hvad er en drømmefanger? Sådan noget indianer halløj? Ind i mellem skal man ikke lade sig begrænse af sådanne alternative sager… tror på det til en vis grænse.. Hvor køber man sådan en egentlig?

  12. Hej Christina. Nu hører du lettelsens suk.. Hvor er det dejligt at høre andre i totalt samme situation som en selv. Min kæreste var ellers kommet frem til at vi må være meget “unormale” med et barn som ikke synes særlig godt om søvn og slet ikke uden mor eller far.. Ja Sigurd sover også hos os.. Har ad flere gange prøvet hans seng, men pga flere ting aldrig rigtigt lykkedes . Og vi er også ved at gå ud af vores gode skind efter bare en nats gennemSøvn… Han har dog sovet hos farmor og farfar i sin egen lille seng dog lige ved siden af dem, så han kan godt… Ja altså bare en hilsen om at være i samme båd, og så læser jeg ellers med :-) og skriver hvis det lykkedes her hos os… Lad os se hvad der sker med vores små trygheds drengebørn :-). Kram Ulla

    • Kære Ulla – armen hvad sker der? Lad os nu snart mødes! Det er da helt åndsvagt at det aldrig er blevet til noget :-) Jep vi har to meget trygheds søgende børn.. :-) Knus C

  13. Jeg ville aldrig bruge “Godnat og sov godt” direkte, når man kommer op på de største intervaller er det 15 minutter man skal lade sit barn græde mens man lader som ingenting, det er aaaaaalt for lang tid i min optik! Jeg vil ikke lære mine børn at bare fordi det er nat går jeg ikke ind hos dem når de kalder på mig. De skal vide jeg er der. ALTID! Jeg ville maks lade der gå 2-3 minutter før jeg gik ind!!
    Vi brugte “Sov igennem uden gråd” og den vil jeg varmt anbefale! For det gælder jo om at få børnene til at lære at falde i søvn selv, ikke fordi de opgiver at kalde på mor og far (for de kommer jo alligevel ikke og så må jeg klare mig selv), men fordi de ved at de godt kan falde i søvn selv, med en vished om at de er trygge.

    Nu ved jeg ikke om jeg misforstod dit indlæg, men hvis du sidder inde hos Alfred til han sover helt, hvad mon så der sker når han vågner i nat og finder ud af at du ikke er der? Han kalder på dig, og er måske endda længere tid om at falde i søvn, fordi han ved at han må holde øje med dig, for ellers går du måske igen. Derfor mener jeg at det er vigtigt at de lærer at de sagtens kan falde i søvn selv, og at de trygt kan gøre det for HVIS der sker noget, så ved de at du er der. Ligesom om dagen.
    Alternativt har Helene Netsundhedsplejersken også udgivet en bog, som vist også minimerer gråden kraftigt, mht indsovning.

    • Når Alfred er faldet i søvn inde hos os, så har det også været når vi sad med ham. Så det er ikke sådan til at smutte fra ham. Når han har vendet sig til at sove i sin egen seng prøver vi så småt at trække os. Det er sgu ikke nemt.. For som du kan læse i kommentarerne her, så er der så MANGE “rigtige” måder at gøre det på og man famler sig ind i mellem frem i blinde.

      Alfred stod selv ud af sin seng i aftes og kom ned og hentede os. Jeg tror det er vigtigt at han lærer, at vi ikke er langt væk fra ham. Jeg kan heller ikke selv lade ham græde. Det ligger imod min natur – jeg er aldrig selv blevet “taget om” og det er vigtigt, at mine børn ved, at jeg ALTID er der. Måske det også er derfor jeg altid har haft dem nær som helt små..

      Jeg synes til gengæld at det er rigtig fedt med alle de forskellige kommentarer – for jeg tror også på, at børn er forskellige og har brug for særlige måde at få tingene “Ind” på.
      Jeg har selv læst bogen Sov igennem uden gråd. Jeg tror, at jeg må finde den frem igen. For et par år siden fungerede den ikke for os. Men nu er børnene blevet ældre og mere parate tror jeg.

    • Børn ER nemlig forskellige og det er vi forældre også! Og heldigvis for det, det ville da være møg kedeligt hvis Gud havde skabt os alle ens!
      Jeg tror at børn lynhurtigt kan aflæse om vi har fundet ro med det vi siger de skal gøre, og jeg synes det lyder som om at du ikke vil have det godt med at de græder sig i søvn, og derfor vil det efter min mening være en dårlig løsning for jer. Ligesom det ville havde været for os herhjemme.
      Jeg tror du vil finde mange råd som du kan bruge med dit hjerte i behold i “Sov igennem uden gråd”.
      Hav en rigtig skøn søndag :) og held og lykke med nattesøvnen!

  14. Jeg har også en lille dreng (3½) der elsker at sove ved sine forældre. Han bliver puttet i egen seng, på samme værelse som sin storesøster ved 19 tiden og så kommer han listene om natten og putter ved os.
    Han har fra sin fødsel sovet tæt ved mig fordi det var nemmest med amningen.
    Min datter på 6½ har været på samme måde. Hun kan godt sove i sin egen seng hele natten, men opdager hun at lillebror er væk så kommer hun også listene.
    Som Helle siger er vi jo også et flokdyr, og jeg overvejer til tider at få en ekstra seng ind så vi kan have en familieseng istedet for. Det ægteskablige kan jo foregå andre steder 😉

  15. Vi måtte også bruge de “hårde” metoder for at få Rasmus til at sove i eget værelse. Vi sad eller lå ved siden af hans seng når han skulle sove. Jannik fik sig tit en ekstra lur 😉
    Men det hjalp. Vi skulle bare være der indtil han faldt i søvn og så sov han som regel igennem.
    Der er stadig aftener, hvor han gerne vil have mig til at sidde ved ham indtil han er faldet i søvn (han bliver 8 næste gang) og det gør jeg gerne. Men vi skal være stille og han skal lukke øjnene og slappe af – jeg sidder som regel og tjekker Instagram i mens 😉 Og der går sjældent mere end 5 min så sover han. Alternativet er at han er vågen rigtig længe.
    Jeg er absolut modstander af at børn skal græde sig i søvn! De har brug for tryghed og det kan vi godt give dem, uden at de ligger i vores seng.
    Ulla (Lullaby & La la) har selv lavet nogle drømmefangere – prøv at søge på hendes blog :-)

  16. Kære Christina
    Hjemme hos os er der ingen regler. Og vi har nok også været for ustrukturerede og relaxed vedr. putning og soveritualer. Børnene har fået lov at gøre, hvad der passer dem den dag og tidspunkt det passer dem. Ea kom også ind til os næsten hver nat, men siden hun har smidt luren i børnehaven, ser vi hende ikke før hun står op. Hun bliver puttet i sin egen seng på værelset. Det har også været lidt en tidsrøver at få hende til at falde i søvn selv men jeg tog det i etaper. Først gik jeg og ryddede op mens hun fald i søvn, sang lidt men jeg puslede rundt, så hun kunne høre mig. Senere udvidede vi konceptet til at jeg kunne gå ned i stuen efter bog, sang og lidt snak. Det har taget sin tid men alt arbejdet værd. Ea sover bedre, mere roligt og hun vågner efterhånden sjældent om natten. Ellers kunne i alternativt ligge en madras til Alfred i jeres soveværelse og så tage den i etaper derfra. Jeg tror også på, at man skal imødekomme det tryghedsbehov, som barnet udviser. Selvfølgelig ikke på bekostning af egen søvn og voksenliv, men det er så få år, at børnene har behov for én. Men mit bedste råd er at tage det i etaper, som vi har gjort med Ea. Babysteps. Og jeg er sikker på, at det går meget hurtigere end du tror 😉 Kh Nina

  17. Når jeg læser alle kommentarerne her er det der skinner mest igennem at der er en masse forskellige måder at “løse” dette på og at der ikke er en rigtig måde at gøre det på. Det vigtigste er at mærke efter hvad man selv har det bedst med og så følge det der føles mest rigtigt for en selv, for børnene kan sagtens mærke om man tror på/mener det man siger.
    Her har børnene faldet i søvn i deres egen seng fra de var lige omkring et år, men er kommet ind til os hvis de er vågnet i løbet af natten.
    Hvis de havde svært ved at sove da de var mindre sad vi lidt hos dem og gik ud inden de sov. Hvis de så græd gik vi ind igen, trøstede dem sagde godnat igen og gik ud. Sådan blev vi ved til de sov, så de hele tiden vidste vi kom hvis de græd. De græd højst et par minutter inden vi kom, for jeg/ vi mener ikke at børn skal græde sig i søvn

  18. Husker natteroderiet tydeligt, det sluttede først da vores yngste var 9 år, da valgte de alle 3 at sove i samme værelse sammen med hunden, så blev der ro. Indtil da var de blevet puttet i deres egne senge uden problemer, men kom så ind til os om natten. Jeg havde meget svært ved at sove med alle de ben og arme, gik så ind i en af børnenes senge, når de var faldet i søvn i vores. Senere på natten kom der så et barn ind til mig i en af børnenes senge og sådan kunne det fortsætte med at jeg flyttede seng flere gang hver nat. Håber ikke det skal tage lige så mange år for jer at få ro. Men jeg har også undret mig over det med at det er så vigtigt at børn skal sove for sig selv, jeg elsker jo at sove ved siden af min mand. Vores børn har også haft fælles værelse tidligere ( men da kom de alligevel ind til os ) men på et tidspunkt ville de gerne have deres egne værelset og ville også gerne puttes derinde.

  19. Åh hvor jeg kender det alt for godt. Vores den yngste er knap et år og har også været ekstremt tryghedssøgende (og kolikbarn) og hun er barn nummer 2 så vi har givet lidt for lang line. Vi har prøvet alle mulige kombinationer ift. putning, men vi er endt med godnat og sov godt metoden. Hun bliver puttet i egen seng, vi siger godnat og går mens hun er vågen. Nogle aftener græder hun 30 sek og sover derefter, andre aftener græder hun en time. uanset har vi holdt fast og går derind med faste minutintervaller. Vi sover nemlig fortsat ikke sammen – den ene i børneværelset sammen med vores ældste datter og den anden på sofaen. Ja så Augusta har soveværelset for sig selv – det er sørgeligt, men sandt :o) Held og lykke til jer :o)

  20. Det er VILDT hårdt når man ikke får sin søvn! Ikke noget at sige til at det bliver brugt som torturmetode!!!
    Man gør vel som man har det bedst med.
    Da Max var lille købte vi “Godnat og sov godt” Det tog 3 dage så sov han igennem, og når vi gik fra ham græd han kun få min. ellers var det mest snakken fra hans side. Da vores Rose var 6 mdr. gentog jeg succesen, hvilket resulterede i at hun fik en god nattesøvn UDEN brok eller gråd, og endvidere tog hun 2 længere lure i løbet af dagen mens jeg kunne slappe og være frisk til leg når hun vågnede.
    Mange har meninger om den bog og dens metoder.
    Vi havde ikke holdt til meget gråd, så havde vi stoppet. Jeg ser ingenting galt i at gå fra et barn der græder kort, det er da meget naturligt. Men nu gik det jo også smertefrit for os, og det virkede faktisk som om rutinen passede dem begge to.
    Vi oplevede tilgengæld at hvis vi var i lokalet så distraherede vi dem!
    Håber inderligt for jer at i får noget nattero!!!

  21. -Det skal lige tilføjes at de fra de har været nyfødte har sovet helt tæt på os enten i vugge eller egen seng, så vågnede de midt om natten var vi lige ved siden af dem.

  22. Vi har haft nøjagtigt det samme problem, og med tre børn var det også bare en hård tid. Vi var dog benhårde mht. at kun en af os stod op, som regel mig, da jeg vågnede let og alligevel ikke kunne falde i søvn igen, mens min mand ikke altid hørte dem. Og der er jo ingen grund til at to sover dårligt, hvis man kan nøjes med at den ene gør det! Løsningen for mig endte med at blive, at der simpelthen kom en ekstra seng op inde i soveværelset, samme højde som vores og placeret tæt ved siden af. Der kan de komme ind, hvis de vågner om natten. Det har givet den tryghed, de havde brug for. Nu er den yngste 12 år, og sengen har ikke været brugt det sidste år, vil jeg tro, så nu skal den ud igen.
    Jeg er enig i de synspunkter, der er kommet her i svarene, at børnene jo bare ønsker den samme tryghed, som vi selv nyder sammen med vores partner.
    Jeg har også oplevet, at det hjælper på at sove hele natten i egen seng, hvis ungerne deler seng. Det har vores så gjort i weekenden, desværre kan der jo gå lang tid, før de falder i søvn pga. snak, så i hverdagene går det bare ikke.
    Jeg tror, det vigtigste er at gøre det, man selv tror på og virkelig kan stå inde for, for det er umuligt at gennemføre ting, man dybest set ikke har lyst til, bare fordi andre har ment det var det rette.
    Held og lykke med projektet! Og hvis det kan være til nogen trøst, så kommer de til at sove igennem i deres egen seng på et tidspunkt!

  23. Det er så svært at være adskildt fra sit barn, men også svært at undvære sin nattesøvnen. Vores søn har sovet på eget værelse fra han var 6 mdr vi havde en lænestol stående ved siden af sengen, så jeg sad godt, hvis han skulle ammes eller have trøst om aftenen/natten. Vi havde babyalarm ved ham og kunne altid nå ind til ham, inden han blev alt for ked af det.
    Vi sad ved ham, til han faldt i søvn, det tog som ofte 10-15 min.
    Senere da han blev ældre, kom han altid ind til os om morgenen. Børn er meget forskellige, vores søn har været let, men det har også krævet et stort arbejde for os. Senere i hans barndom, har han ikke haft problemer med at sove ude, på lejrture osv, han vidste at vi henter ham, hvis han blev ked af det :-))) Vis barnet tryghed og at i er der, det skal nok komme.
    Held og lykke med det.

  24. Vores 4-årige sover stadig imellem os. Han bliver puttet i sin egen seng, men han græder/skriger stadig hver nat og da vi er trætte forældre til tre børn, så bliver det den nemme løsning, hvor vi tager ham ind i sengen, når han græder. Nogle gange gør dette, at han kun græder denne ene gang og vi kan sove igennem resten af natten, andre nætter sover vi to timer ad gangen.
    De to store på otte og seks kommer også nogle nætter eller morgener listende ind til os i vores seng.
    Jeg sover fint med børn i sengen. Jeg føler, at mine børn har et behov for den tryghed de åbenbart føler ved at sove hos os. Derfor får de lov. Vi ville selvfølgelig også elske at have dobbeltsengen for os selv HELE natten, men dette kommer nok med tiden. Jeg tror ikke, de sover der, når de skal konfirmeres.
    Jeg tror på, at man skal gøre det, ens mavefornemmelse siger én. Ingen børn eller familier er ens. Det vigtigste er, at man får det til at fungere.
    Held og lykke med søvnen.

  25. Begge vores (på 3 og 4½) sover i soveværelset sammen med os – men i egen seng (de står på hver sin side af vores med kun ca 10 cm plads imellem) De har eget værelse begge 2, men det bliver kun brugt som legeværelse – sådan har det nu været i et år, inden da sov de på eget værelse og sov aldrig igennem – hvor længe de skal blive i samme rum som os ved jeg ikke, men et er sikkert, vi har aldrig sovet så godt som det sidste år, ungerne er trygge og kan høre os, og mor og far kan ligge i ske uden et barn i midten, og det med at falde i søvn om aftenen går nemt, de ligger måske og snakker i 5-10 min så er der ro 😉 så tror vi fortsætter sådan et godt stykke tid endnu – det føles rigtigt for os alle 4 (det var faktisk manden der foreslog den løsning, da han fornemmede at både mor og børn var slidte, det var som regel mig der stod op om natten) nu er vi alle veludhvilede om morgenen og der er overskud til dagen også :)
    Så som flere af de andre skriver – følg mavefornemmelsen og find ud af hvad der virker for jer – tror ikke det der føles rigtigt for den ene, nødvendigvis også er det for andre – håber I finder ud af det og får en god nattesøvn snart igen 😉

    Smil fra Karina

  26. Jeg synes, at I har gjort det rigtige for jer og det er det vigtigste.
    Vi sov ikke igennem i 11 år – og overlevede. 3 børn som ikke sov igennem før de hver især var 4 år.
    Vi overlevede som ægtepar. Vi havde 29 års bryllupsdag i søndags. Børnene er voksne.
    Jeg synes, at det vigtigste er, at børn får den tryghed, de har behov for – det skal andre ikke blande sig i.
    Vi havde senge til børnene i soveværelset, så de først kom over i vores seng, når de vågnede.
    Jeg håber, at I finder den helt rigtige løsning for jer. Held og lykke.

  27. Vi har virkelig kæmpet en kamp med det soveri. Midterbarnet har aldrig været god til at sove, og vi har virkelig prøvet mange ting. Men endelig, da han var knap 6 år gammel, fandt vi løsningen for os. Han mangler åbenbart tryghed om natten, så nu sover han sammen med sin far, og det virker. Vi sover alle sammen! Jeg måtte så hive lillesøsters seng tilbage i soveværelset, og det ærgede mig lidt, for der står min symaskinepark, og jeg kunne endelig sidde og nørkle igen om aftenen, men nattesøvnen er trods alt vigtigere. Da den yngste blev født, prøvede vi med en køjeseng inde hos storesøster, for så var der jo en anden i rummet, men det hjalp ikke. Han kaldte stadig mange gange hver nat. Og selv nu ligger han og kalder i søvne, hvis far ikke er gået i seng endnu. Så vi prøver at give ham al den nærhed han har brug for, og så må vi se, hvad der sker, når vi flytter i efteråret og børnene endelig får hvert deres værelse. Den ældste er ikke et problem, hun nyder at have fred til at sove, den yngste har allerede inviteret mig til at sove på hendes værelse, sammen med hende i hendes juniorseng!, og mon ikke der skal være en ekstra madras på det tredje værelse? Jeg synes, det lyder som om I er på rette vej. Men gør hvad der er rigtigt for jer. Det kan børnene jo også mærke. PS. næste problem bliver mig, som nu er vant til at have dobbeltsengen helt for mig selv de fleste nætter – tænk den dag jeg skal dele med min mand igen?!?! 😉

  28. Åhh det pokkers søvn. Jeg har en stor pige på knap 3 år der bestemt ikke er fan af søvn. Har altid været et uro til at falde i søvn og vågne meget om natten. Men efter vi har været afsted med hende til zoneterapi har det virkelig vendt. Måske det var en mulighed. Håber i får knækket koden. Hilsen Louise

  29. I har gjort det helt rigtige for Jeres lille familie og sådan skal det være. Vi har også haft børn i soveværelset, jeg har bare holdt hårdt på at de ikke skulle være i sengen, men har ligget lige op ad min madras på deres egen madras. Selv i dag med den yngste på 11 år, sover hun stadig i soveværelset på sin egen madras af og til. Super hyggeligt og jeg vil ikke undværer det.

  30. Alle barn er ulike, det er hvertfall sikkert og visst og jeg mener hver enkelt må finne ut hva som er best for ens egen familie.

    Vi har en frøken som akkurat har fyllt 3 og hun sover nå som regel natten gjennom. Det startet for et halvt år siden, inntil da lå hun sammen med oss, men hun sa selv en dag at hun ville sove i egen seng og siden har hun gjort det.
    Min erfaring med det meste er at om jeg snakker med henne og forteller noe ala “Jeg liker godt at du sover sammen med oss, og jeg forstår du har behov for det, men nå trenger jeg og pappa å få sove alene i sengen vår. Vi vil alltid være der for deg, men vi trenger å sove gjennom natten vi og.”

    Når jeg sluttet å amme henne så sa jeg det på fredag: “Når mandagen kommer så vil vi avslutte helt med pupp.”, og fortalte henne på søndag at dagen etter var det slutt, og resultatet var at det ble slutt på amming uten en tåre! Hun var dog 2 år når vi avsluttet, men det var for meg mye bedre enn det å bruke gråt og tårer når hun var 10 måneder (som vi og prøvde).

    Jeg brukte samme teknikken i den tiden det var gråt og avlevering i barnehagen tok over 1 (!) time!

    Men jeg lar henne aldri, aldri ligge og gråte alene, klage er greit, men ikke gråt, jeg aksepterer hennes følelser men setter samtidig egne grenser for hva jeg selv synes er ok.

    Jeg vet ikke om noe av dette virker fornuftig, eller om du får noe ut av det, men jeg synes det er viktigst å finne ut hva som er mest riktig for en selv og at det ikke finnes noen fasit :)

    Lykke til!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *