Tryghed

Kender I det, at man ind i mellem kan tvivle på, om man tager de rigtige beslutninger for sine børn? 
Den sidste tid har jeg været en smule skeptisk i forhold til, om det var klogt at lade vores lille dreng starte i vuggestue – i stedet for at blive i de rolige og trygge rammer hos sin dagplejemor. Jeg har tænkt, om det var for groft et skift for ham? Om det var klogt? Når vi nu kunne se, hvor svært det reelt var for ham?
På grund af jobskifte og nye arbejdstider, blev vores trummerum herhjemme vendt op og ned. Det det blev pludselig svært at nå og hente Alfred indenfor dagplejens åbningstider. Vi skrev ham op i børneinstutionen, hvor Ida går i børnehave og var ret heldige, at der allerede var en plads til ham 1 . marts. Vores logistikproblemer blev løst.
Det gav god mening det hele. Alfred og Ida kunne have hinanden sidst på eftermiddagen, når de nu var nogle af de sidste, der blev hentet. 
Jeg har altid haft det sådan, at mine unger ikke skulle være blandt de sidste i institutionen – og allerhelst hentes inden kl. 15. 
I ved – pædagogen og hendes unger?! 
Jeg blev klogere.
Jeg er godt klar over, at det er fåtallet af forældre, der kan hentes i tide. Altså forældre der i hverdagen har rum til at hente tidligt, bage knækbrød og lave klar suppe for bunden. 
Men jeg havde en forblindelse om, at sådan kunne det godt være med et 30 timers job. Pludselig skulle jeg forholde mig til 37 timer og tanker om, hvordan mine unger nu skulle klare dagene. 
Henrik og jeg har fuldtidsarbejde og lange dage. Ungerne er dog alligevel ret godt stillet. De har hinanden og rundt regnet er det sjældent, at de er afsted til senere end kl. 16. Altså – hvad er egentlig problemet? 
Alligevel – for at komme til essencen af mit indhold – så har det været en svær start for Alfred. På grund af fravær med skoldkopper og påskeferie,  har hans start i vuggestuen været sporadisk og indkøringen er stort set først afsluttet nu.
Alfred har været ked af det, utryg og spurgt efter Ida, når hun var på sin egen stue. Han har haft brug for at finde trygheden ved alt det usikre. 
Hans reaktion – især puttestunder har været svære og fyldt med gråd – vi tolker det som en reaktion på alt det uvante og det han ikke kan finde sig selv i (endnu). Jep – det er pædagogen der skriver!
Nu er vi midt i april og først i går kunne jeg løsne knuden i min mave. Vi kunne sige farvel uden tårer. Alfred er på rette vej og har nogle dejlige dage i vuggestuen. Vi er glade.
Men hold op hvor har det været en barsk omgang. Jeg har været mindst ligeså ked af det som Alfred. Ked af, at opstarten har været så svær for ham. Det lille følsomme menneske har virkelig slugt nogle kameler med det skift. 
Jeg er sikker på, at I godt kan genkende de følelser, der opstår, når man pludselig indser, at man muligvis har taget en forkert (men nødvendig) beslutning. Den fornemmelse af, at vælge skævt for ens eget hjælpeløse barn. Det har været hæsligt!  
Alfred er glad og har herlige dage i vuggestuen. Han sover trygt i vores seng. Hans reaktion gjorde det umuligt at putte ham i egen seng. Det eneste sted han fandt ro, var i ske med mor eller far. Alt andet var ligegyldigt – alt på nær trygheden!  
Når det er tryghed, man har brug for – så kan man også have den!
Billederne: Alfred smager rødbede for første gang. Snuser til den, får rød næse. Smager på den og erkender, at det ikke lige er ham.

11 thoughts on “Tryghed

  1. Åh, det forælderskab er sgu svært nogle gange, og især når der skal træffes svære beslutninger. Men det lyder jo til at lykkedes selvom det har været hårdt. Og så er det jo godt man kan kompensere med at sove i smørhul. :)

    Og for the record. Vi henter altså også omkring klokken 16, så sådan er vores hverdag altså også. :)

  2. Sikke et indlæg fuld af kærlighed. Den der slags, som man kun ser hos en forælder.
    Vores skole blev sidste år til en friskole, og jeg har stadig enormt mange tanker om, hvad der vil ske, hvis friskolen ikke klarer den. For v hører ikke til skoledistriktet, og Karoline ville skulle på en helt anden skole. Det kan give mig mavepine og søvnløse nætter, selvom hun først skal i skole i 2014!
    Men dejligt, at Alfred er blevet glad for vuggestuen.

  3. Åh, det er så svært med de institutioner, altså. Og det ER svært at få tids-enderne til at mødes, når man begge har fuldtidsjob. Lyder dog til, at I klarer det ret godt, det der med at hente tidligt.

    Det er en barsk omgang at starte i ny institution. Vi har lige været igennem det x 2 – først i januar, hvor begge reptiler blev kørt ind i den samme (integrerede) institution. Derefter i marts, hvor Varanen blev kørt ind i ny vuggestue, fordi knuden i min mave aldrig løsnede op mht. vuggestuedelen i den integrerede institution. Sidstnævnte indkøring er gået godt, men jeg har alligevel haft en knude i maven ved tanken om, at jeg nu igen skulle sende min lille dreng ud i en stor institutionsverden. Men han har taget imod den med åbne arme og kun en hurtig omgang tårer omkring afleveringen, og min mavefornemmelse er nu helt igennem god. Og de er sejere, end man lige tror, de små. Og hvor er det dejligt, at Alfred er glad for vuggestuen nu.

  4. Ja, du kan tro jeg kender det. Har jo selv tre børn, som er voksne nu, og vi har prøvet vores del med institutioner og skoler og børn der var kede af det. Efter vi nu er nået i mål, sidder jeg tilbage med den erfaring, at man skal handle, hvis børnene er kede af det over en længere periode, og der ikke sker fremskridt. Vi har selv været nødt til det ad flere omgange, og hver gang sad man tilbage og tænkte meget over, hvorfor vi ikke havde gjort noget anderledes, så det var gået nemmere. Godt at Alfred nu er glad og tilfreds og finder tryghed hos mor og far. Så er han klar til næste dag. Og så er det også på tide selv at slippe det, og synes at man gjorde sit bedste. For det er jeg sikker på, du gør dig umage med hver eneste dag. Kh Helle

  5. Åh jeg kender det alt for godt. Og det vil bare altid være en lille stemme inden i, der fortæller at vi burde gøre det anderledes. Men det kan bare ikke nytte noget for det bliver surt for alle. Vi har også to fuldtidsarbejde. Jeg pendler 2×50 minutter i bil og må ofte rejse. Min mand arbejder heldigvis 10 min fra vores hjem, men arbejder også 37 timer+ det løse. Vores børn er i institution fra 8-16 generelt. Vi deler dagen op, så min mand tager morgener, hvor jeg bare styrter ud af døren kl. 06:30 og så jeg tager eftermiddagen, hvor min mand først kommer hjem til spisetid. Træls men nødvendigt. Men vi tager toppen af ved at min mor kan hjælpe med at hente en gang om ugen og jeg arbejder hjemme en dag om ugen. Så hjælper det lidt.

    Men jeg har faktisk lige fundet en barnepige, der kan hjælpe os lidt, når det brænder på. Hun er 17 år og bor lige nede af vejen. Jeg har faktisk passet hende og hendes storesøster, da jeg læste. I dag skal hun med hen og hente Ea i den børnehave, hun selv har gået i. Jeg har selv haft mange barnepiger og har selv været barnepige gennem det meste af min skoletid, så jeg kan se flere fordele ved at have en barnepige. For det første kan hun hjælpe, når man ikke lige synes, man vil spørge familien én gang til og for det andet, er det en super relation børnene kan få til pigen. Hun leger med dem i deres eget hjem, og giver dem oplevelser, som forældre og bedsteforældre ikke kan. Jeg har i hvert fald mange gode minder både som barnepige men også om mine barnepiger. Så vi har store forventninger til vores barnepige ;). Det kunne være en mulighed for jer, hvis I nogle gange synes, at de skal have lidt kortere dage.

    Men hvor er det dejligt, at Alfred nu trives. Det er altid en svær overgang at starte på noget nyt og man ved, at de små må bide en masse ting i sig. Det er svært som forældre at acceptere. Jeg synes, at det har været svært at lade Ea starte i børnehave. Det er nemlig et helt nyt sted med udelukkende børn og voksne, som hun ikke kender. Vi er nemlig ikke så heldige, at vi har fået en integreret – det er ret svært i vores distrikt, da der er langt flere vuggestuer end børnehaver (i århus by, hvor de fleste flytter ud i forstæderne, når børnene bliver et par år). Så Ea og Uma går i hver deres institution og hvor Uma startede i Eas gamle vuggestue, hvor alt var kendt, skulle Ea et helt andet sted hen, snøft. Det har været en svær start med 2×4 dages sygdom og påskeferie, men denne uge er det gået helt perfekt, så nu er der faldet en sten fra mit hjerte ;).

    Jeg håber, at du finder fred med det hele og husker at tænke på, at I er bedre forældre, når I også har et rigt og udfordrende arbejdsliv (du kan godt høre, at jeg selv har været det. Synes absolut det er nemmere sagt end gjort, men jeg prøver at tænke på det hver dag :)). Kærligst Nina

    • Hej søde Nina
      Vi har faktisk selv overvejet en barnepige – netop for at give os alle en smule rum til at nå det hele. Men af en eller anden årsag, så er det bare vildt svært at komme i gang med. Henrik er lidt typen, der godt kan klare sig selv uden hjælp. Altså så hellere løbe stærkere end at be om hjælp. Sådan var det også, da jeg var syg med cancer – der bad han heller ikke om hjælp til mad, børn og sådan.. Det kan være lidt svært at ændre på :-)

      Men du har fuldstændig ret i, at den glæde vi har i vores arbejde, tager vi med hjem til ungerne, så det er i og for sig vigtigst.. Børnene mangler ikke noget…
      Knus C

  6. Det må være så svært, at skulle aflevere og køre fra et ulykkeligt barn. Men dejligt at han nu har fundet sig til rette i vuggestuen. Det må da også have hjulpet ham lidt at Ida er det samme sted. Man gør som forældre det man mener er bedst for sine børn så hverdagen hænger bedst muligt sammen!
    I mit tidligere job (fys. på klinik) havde jeg 2 dage om ugen hvor jeg først havde fri kl.18:00, og Henrik kunne ikke køre fra sit job kl. 15:30 for at hente i dagpleje…. Vi måtte derfor have barnepige til at hente Nanna i dagplejen, gå hjem med hende og give hende aftensmad! Det var en ordentlig kamel at sluge især for mig, men måtte jo også erkende, at vores dagligdag skulle hænge sammen så vi alle var glade.

    Nu tager Henrik, Nanna med i børnehaven hver morgen, og jeg henter når det passer med de 2 små, som jeg p.t går hjemme med, om eftermiddagen! Vi har besluttet, og fordi det er muligt, at jeg går hjemme, indtil Freja skal starte i børnehave om 11/2 år! Det er jeg også spændt hvordan kommer til at gå, fordi hun jo så ikke har været i pasningsordning før! Vi håber hun kan komme det samme sted hen som Nanna, for det kender hun og hun har set alle de voksne. Der også være et overlap på 3/4 år, hvilket jeg tror på, er behjælpeligt!

  7. Dejligt han har fundet sig til rette nu. Vores dreng har lange dage.. vi har også 2xfuldtidsjob, lang transporttid og vi når med nød og næppe, at hente inden børnehaven lukker kl. 16.45! han er nr. chok, altså den sidste, som regel. Til gengæld møder han senere en mange af de andre. Det ligger nogenlunde så langt fra min egen barndom som det kan, hvor min mor var hjemme med os. Det fungerer lige præcis og jeg har ikke (ihvertfald ikke altid;) dårlig samvittighed for han er glad for, at være der – MEN jeg synes de to timer vi er sammen i hverdagen er alt for lidt og når mit vikariat slutter til marts, håber jeg kan lade sig gøre, at finde et job med lidt færre timer.

  8. Hvor er det fedt, at I responderer på sådan et indlæg. Den logistik der foregår i børnefamilier er bare så skide svær at få til at gå op. At se og høre jeres problematikker giver egentlig mig et super godt indtryk af, at vi ikke er alene om tankerne om; at slå til. Men samtidigt giver det mig også et godt indblik i, at ungerne jo selvfølgelig overlever – selvom at vores generation af mødre ikke går hjemme.. Tak skal I have..

    Kærligst fra C

  9. For et fint innlegg, Christina! Jeg sitter igjen og tenker at Alfred er en veldig heldig gutt, som har foreldre som tar valg som kan være vanskelige, men som er til det beste på sikt. Og ikke minst fordi du er så bevisst hans reaksjoner, og tar ham på alvor! :) Jeg er sikker på at han og Ida vil ha fordeler med å være på samme sted, særlig etterhvert som han blir tryggere og mer selvstendig. :)
    Håper hverdagene er fine og gode, for store og små! :)

    Og forresten: Tusen takk for at du formidlet kontakt mellom meg og Maja… Det har fått blogglysten min til å blomstre igjen, og det er så deilig!!

    Klem fra Guro

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *