Gaven i Lorten

Det er 6 uger siden, at jeg blev erklæret rask og jeg er så småt begyndt at kigge ud af mit lille hus igen. Hvis I forestiller jer en gammel skildpadde, som ikke har mod på at stikke hoved, arme og ben udenfor sit skjold og bevæge sig afsted – fordi det enten er skide koldt udenfor eller at skjoldet bare er så allerhelvedes tungt, så er det mig du ser.
Det er kommet meget bag på mig. Jeg skulle egentlig springe ud af fjerene (pludselig blev skildpadden til en høne – beklager metafor skiftet) og være ovenud lykkelig. Det har ydermere hængt over mig – samvittigheden over ikke at være glad, når jeg nu har al mulig grund til at være glad.

Det har været en befrielse for mig, at have forståelsen omkring mig. Alle siger, at det er en helt normal reaktion. Jeg er normal!? Det er altså langt fra sådan det føles. Jeg har følt mig langt fra normal.

Og det var faktisk dét, jeg ønskede allermest. Det normale. Jeg skulle tilbage til hverdagen, frikadellerne, snotnæser og bleskift – og være nærværende uden bekymringer uanset hvad jeg havde fingrene i.

Det er nu 6 uger siden og jeg har stukket næsen frem igen. Jeg er næsten klar igen. Eller jeg bliver i hvertfald aldrig den samme. Udover at jeg vil være oplevelsen rigere, så vil jeg selvfølgelig også leve med tankerne om, at jeg ikke er udødelig.

Så ja – det sidste halve år har været noget lort – den sidste måned har i særdeleshed været lort med lort på.
Men jeg synes dog også, at jeg har modtaget en gave. Og som en veninde sagde midt i en talestrøm; “Ja så er det ligesom at finde gaven i lorten”. 

Dertil giver jeg hende ret. Det metafor er ganske sigende. Jeg er blevet ret så kritisk. Jeg er i hvertfald blevet mig selv mere bevidst. Det er så tydeligt for mig, at jeg er begyndt at sortere ting fra i mit liv. Issues der ikke gør mig glad. I kender godt det, at man alt for nemt kommer til at fokusere på de ting der ikke fungerer i hverdagen, på de mennesker der gør en ked af det, på de momenter der irriterer en, på vejret der er dårligt?
Jeg synes pludselig, at hverdagsfnidderet (- du kender sikkert dine egne surmulerier? Madlavning, vasketøj, nullermænd, sure sokker, en træls kollega, en doven kæreste, nævn selv flere) ikke længere får lov til at fylde. Måske er jeg blevet opmærksom på, at man ikke skal tage tingene forgivet? Måske er  tankerne skiftet ud? Jeg kan ikke sige det præcist.

Jeg er i hvertfald blevet mere bevidst om, at de skridt jeg tager hver dag er mod det, der betyder noget for mig og giver mig mening.
Hver dag der går giver mig mere mod på resten af livet. Det lyder som en kæmpe floskel – men jer der står lidt uforstående overfor mine tanker her – så medgiver jeg, at det her nok har været den største udfordring og udvikling jeg har og er igennem.

Billedet er fra i sommers. Og egentlig bare et af mine yndlingsbilleder. 

15 thoughts on “Gaven i Lorten

  1. Du er simpelthen en af de sejeste kvinder jeg “kender”. En veninde sagde engang til mig: “Man skal ikke hænge med hovedet, når man står i lort til halsen”, men damn, hvor er det bare meget nemmere at sige end at gøre. Men glemmer man har holde hovedet højt, så er det da virkelig skønt, hvis man finder “en gave i lorten”. Tak fordi du deler – og for at minde os om at kigge mod det der giver værdi.

    • hej Rikke – SEJ .. tak -.. som jeg snakkede med en veninde forleden dag, så er sej nok det sidste jeg føler mig.. men jeg skal nok blive det igen.. !! Og ja din veninde har ret.. men det kræver noget af en, hvis man vil bryde alt det svære.. Knus C

  2. Kære Christina, det slår mig, da jeg læser din beretning, at du jo har stået på kanten af livet og der må være et pænt stykke ind til midten igen. Hvis midten er det normale, så er det vel ikke underligt, at du lige nu føler dig på vej….. at tingene tager tid, før det hele føles normalt igen. Nogle ting har du oplevet på vej ud til kanten, og nu kan du ændre på tingene på tilbagevejen, og kun tage de ting med der virkelig har værdi og bygge videre på dem. Samtidig kan jeg godt forstå det tager lang tid for sindet, at følge med til de store udsving, du har været igennem. Synes du er super sej, og ønsker dig held og lykke på vejen ind til “midten” igen. kh Helle

    • Kære Helle – igen tak. Jeg har nok stået der, hvor jeg har fået lov til at se mig selv i øjnene – også på den grimme måde.. Men som dagene går, så kan jeg godt se at tingene bliver tydeligere for mig.. og det er sundt!!!

  3. Jeg tror at det der før var det normale bliver aldrig det normale igen efter den tur du har været igennem. Du er forandre og dine omgivelser ligeså og nu skal du så til at finde din nye normal. Og du har ret med de små øv-ting, som vi alle brokker os over, de har ikke den store betydning og det kunne vi alle lære af. Held og lykke;0)

  4. Hvis du ikke har læst bogen “Det skal mærkes at vi lever” med Benny Andersen og Johannes Møllehave, så gør det. Jeg har slev været igennem en meget voldsom og intensiv periode med døden alt for tæt på livet. Tusind tanker skal bearbejdes og det er ikke let.
    Jeg tænkte, mens jeg læste bogen, at det de to ældre herre har på hjerte på en måde er ting, som jeg godt ved, men bare ikke har forsået dybt nok. Der er ligesom lag i det her med at forstå livet og forstå, at man skal følge de værdier, man kan bruge til noget i sit liv. For inden man kom ud for “det grimme”, så syntes man vel også, at man søgte de ting.
    Nu gør man det bare med en helt anden bagage og forståelse.
    Nej, hvor jeg elskede at læse den bog. Den gav mig rigtig mange tanker, som jeg kunne bruge til noget. Og jeg tænker stadig meget over den. Jeg har egentlig overvejet at lave et indlæg om den, jeg har bare ikke fået det sådan rigtig på plads indeni til at gøre det endnu.
    Rigtig god weekend – og efterårsferie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *