på vej tilbage til det normale

Det var simpelthen den bedste besked du har sendt mig i dag. Jeg har ikke haft mascara på siden. Det er en nyhed vi er mange, der har ønsket for jer længe. Endelig er den kræftsygdom vinget af. Det må være en lettelse. Er du ikke ovenud glad?       sms fra bedsteveninden 

Ærlig talt? Jo – selvfølgelig er jeg lettet og glad! Jeg skulle være et skarn, hvis jeg tænkte andet. Sammen med lettelsen og glæden vågnede jeg dog op dagen efter og var møg ked af det.
Det har taget mig knap en uge nu, hvor jeg har været så umådelig træt og trist. Jeg har dunket mig selv i hovedet utallige gange og råbt indvendigt – “nu skal du sgu da være glad, slippe det lort og komme videre ind i hverdagen igen. Nyd at du kan koncentrere dig om noget andet!?” Jeg står sådan lidt tilbage og betragter mig selv som et håbløst tilfælde. Nå – trives jeg så bare bedst i kummerlighed?

Eller er det helt normalt at gå ned med flaget?

Selvfølgelig hænger det sammen med, at mit stofskifte var lavt. Jeg var trappet ud af min medicin, så jeg kunne optage min behandling på bedste vis- og var fysisk nede at skrabe bunden, så nu hvor min krop er på vej op at stå igen, så kan jeg også mærke, at jeg psykisk er på vej. Men heldigvis får jeg også at vide, at min reaktion er helt normal! Og forventet. Der er en forventning til, også fra en selv, om at føle glæde og lettelse. I stedet var jeg bare helt flad. Al den ængstelse der har fulgt mig i lang tid, har tæret utrolig meget på mine kræfter. Den portion energi skal jeg hente ind igen. Og give mig tid til at få depotet fyldt op.

Pludselig skal jeg genfinde mig selv i en ny situation. Jeg skal tilbage det normale, hvor mine “bekymringer” er morgenhåret, ungernes græspletter på knæene og roderiet i krogene. Det er så uvant lige nu.

Vi tog i sommerhuset i weekenden og var først retur mandag eftermiddag. Det var en befrielse at komme lidt væk hjemmefra. Jeg fik mærket vesterhavsvinden mod mine kinder, nydt ungerne, vi fik det sidste halve år lidt på afstand. Jeg tror, at jeg fandt en savnet bid af mig selv derovre.

Som dagene går kan jeg fornemme at det slipper lige så langsomt. Jeg er glad nu. Stadig umådelig træt, men jeg har fundet glæden og modet frem igen. Jeg kan lidt måle det på lysten til at finde mit kamera frem igen og tage billeder, lysten til at sy, lysten til at være social. Det spirer igen.

Jeg er en anden. Jeg er på vej tilbage til det normale – men jeg vil nok aldrig blive den gamle Christina igen. Jeg har lært meget om mig selv den sidste tid. Lært om mine grænser, mine drømme og håb og om, hvad omdrejningspunktet for resten af livet skal være.

Tak for alle jeres tanker i sidste indlæg. Jeg har været så rørt over, at der reelt har været så mange, der har været med på sidelinien. Det har ramt mig, det skal I vide. Jeg har fået nogle mails fra læsere i min indbakke, som jeg ikke har fået svaret på – men tankerne og taknemmeligheden har været der hele vejen. Der har været skulderklap fra mennesker omkring, som jeg reelt ikke kender. Mange tusinde tak skal I alle have.

25 thoughts on “på vej tilbage til det normale

  1. den bedste nyhed længe! og ja, giv dig selv og din krop lige lidt tid til at finde sig selv og den rytme “I” er kommet ud af – livet er der og venter <3

  2. Fantastisk at høre, har været med dig hele vejen… på sidelinjen, og krydset hver en fiber i min krop for at du skulle komme igennem det, og blive rask.

    TILLYKKE til dig, er så glad på dine vegne.

  3. Det er overhovedet ikke underligt, at du skal finde fodfæste igen. Og det er fuldstændig normalt, at du “går ned med flaget” og du må give dig selv tid og rum til at komme dig ovenpå alle de kameler du har slugt gennem de sidste mange måneder. Det ville være underligt, hvis der ikke kom en reaktion. Det er først nu hele din krop og sjæl har “tid” og rum til at rekreere – så lad være med at slå dig selv oven i hovedet over, at du ikke er så glad som du mener du bør være. Det kommer Christina. Det tager bare tid og det skal det.

    Kærligst Katrine

  4. Sidder her med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg har først i dag læst dit sidste indlæg – og dammit hvor blev jeg rørt! OG GLAD! Så glad på dine, jeres vegne – det er jo intet mindre end fantastisk.
    TAK fordi du deler.
    KRAM Therese

  5. Hvor er det bare fantastisk – har som Therese først lige læst om den skønne nyhed – TILLYKKE, både til dig og din dejlige familie – tænker det er helt normalt at man lige er nød til at give sig selv tid til at finde sig selv igen oven på sådan en omgang – tror ikke man bare lige slipper et halvt års bekymringer og overvejelser på et splitsekund, og som du selv skriver, så bliver man nok aldrig helt den samme som før – så du skal jo til at finde en helt ny Christina frem 😉

    Held og lykke frem over – håber ALDRIG du og din familie må få den slags bekymringer igen i fremtiden :)

  6. Livet vender tilbage til det normale,men det bliver ikke som før.Det bliver bedre,dybere og meget mere inderligt.Det tager sin tid,stenen vil mærkes i skoen en gang imellem i lang tid,men det vil ikke længere føles som en sorg men en dyb taknemmelighed,siger en,der var der for 4 år siden :-)

  7. Kære Christina,

    Jeg har fulgt med på sidelinjen, men aldrig skrevet til dig, nu tror jeg dog det er på tide :). Da jeg var 25 år fik jeg konstateret brystkræft, jeg blev opereret af flere omgange og fik kemoterapi.

    Alt hvad du føler er helt normalt for ex.kræftpatienter. At føle tomhed når man “slippes ud i friheden“, kender jeg alt for godt. Da jeg sad hvor du sidder nu, følte jeg mig helt tom og tænkte: “Hvad skal jeg nu?, Hvad skal jeg spise? Hvornår skal jeg til …?,” osv., pludselig var det mig, nu dig, der skulle bestemme over mit liv igen, ingen aftale hos lægen før om lang tid, ingen have dikteret hvad næste punkt i mit liv var. “Tak for lån af dit liv, nu er du pilot igen” “jamen hallo, jeg har da glemt hvordan man flyver den her tingest”

    Det er fantastisk at blive frikendt, skønt at kunne slippe nogle af de skræmmende tanker, men alt er ikke bare godt igen. Jeg tror på at kræft er noget man lever med hele livet, nogle mere end andre, men der vil altid være en lille flig af “det der” kræft.

    Alt dette bare for at fortælle dig, at det er helt OK, og en hel normal reaktion du har, og går igennem. Du skal nok få det bedre endnu, men det kan godt tage tid.

    Christina du skal vide at for verden omkring dig er du nu rask, og nu handler det om at du skal komme videre, og blive den “gode gamle” Christina. Men nej, som du selv skriver, den gamle Christina kommer nok aldrig igen, kræften forandre én på mange måder for altid, og der er ingen vej tilbage. Det er helt OK at du ikke er helt ovenpå efter hele dette forløb, selvom du ser godt ud og verden går videre. Det er okay stadig at være ked af det efter mange måneder :)

    Her 5-6 år efter min sygdom tænker jeg selvfølgelig ikke på kræft hele tiden, men den er der. Jeg ser kræften i spejlet, og mærker det inden i når jeg ser andre patienter.

    Giv dig selv lov til at være ked af det, nu og om 3 år, ja verden går videre, men Christina vil altid være tidligere kræft patient.

    Mange hilsner
    Ane

    • Kære Ane – tak fordi du gad svare så stort på det her indlæg. Jeg har nu læst dit svar mange gange og søgt lidt tilflugt i dine ord og væbner mig med tålmodighed. Det er så svær en periode det her. Så at vide, at det her er helt normalt, trøster mig i de svære timer, for de er der ind i mellem. Tak ! Kærligst C

    • Kære Christina, jeg er glad for at du kan bruge min kommentar, det var mit håb :) Har du nogle spørgsmål eller lignende er du velkommen til at skrive en mail.

      Hilsen Ane
      (aneleth@gmail.com)

  8. Jeg har lige læst Ane’s kommentar til dig og den er simpelthen så flot skrevet at jeg ikke tror jeg kan gøre det bedre.

    Jeg har ikke haft kræft så jeg kan kunne prøve at sætte mig ind i dine følelser.
    Sygdom forandre altid mennesker, men forandring behøver jo ikke at betyde noget dårligere.
    Jeg kan godt forstå at du skal finde dig selv igen, eller rettere sagt du skal finde fodfæste i en “nye” Christina.
    Giv dig selv tid

  9. Kære Christina. Jeg har fulgt din blog længe, den er ganske særlig og rør mig.. sender kæmpe kram til dig og glædes over den gode besked.. jeg har krydset fingre…men forstår så langt hen af vejen dobbetheden og trætheden der kommer forskudt.. nu er der plads til den… Og nej man bliver nok aldrig helt den samme.. mange tanker og tak fordi du deler.. Kh. Mrtte

  10. Du gjorde det!
    Du har været SÅ stærk! Så sej!
    Tillykke!
    Nu er det ikke længere et nyt kapitel, du tager hul på.
    Nej, det er én bog, der er slut, og nu kan du begynde på en helt ny.
    For som du selv siger: Du er en anden.
    God fornøjelse med den nye ‘bog’. :-)

    P.S.
    Tak for din kommentar på min blog.
    Jeg håber, du/I kan bruge min vejledning og få nogle sjove timer med plastik-projektet. Jeg glæder mig til at se det, hvis du poster dine/jeres kreativiteter på din blog. :-)

  11. Super dejlig nyhed først og fremmest. Jeg tror bare du oplever efterveerne af hvad det vil sige at være i chok, at opleve det der med at skulle forholde sig til døden og til livet ikke mindst. Det er nu hvor man ikke behøver at køre på reserverne mere og så mærker man først hvor skide hårdt det har været og hvor vidt ked af det man bliver over at skulle have sådan en alvor omkring sig. Når man har børn nytter det jo ikke at give op og at vise hvad man måske mest har lyst til og på et tidspunkt, så kan man vel ikke mere. Jeg syns det virker het normalt egentig og glæden over livet kommer igen, du skal lige fordøje og så bare være i nuet, det er vel også okay. det er sku da en mega stor ting…ultimativ sorg og ultimativ glæde. Kram fra mig

  12. Det er så stort at du er rask, men jeg kan godt forstå, det ikke er nemt at forholde sig til. Da min mor blev meldt rask, turde jeg slet ikke tro på det, på hendes vegne. Det var ikke mig der havde kæmpet mod kræften, Jeg havde bare fulgt kampen ved siden af, men jeg turde næsten slet ikke juble, for angsten for at miste hende havde været så stor. Jeg ved faktisk slet ikke hvad hun følte, og jeg får lyst til at spørge hende nu. Om hvor lang tid det tig før hun følte sig “tilbage” og klar til den normale hverdag.
    Men hun er tilbage nu – og du kommer tilbage!

  13. Kære Christina. Jeg er lettet og glad på jeres vegne. Punktum. Slut med kræften. Strengen i sandet er slået og du er på vej tilbage fysisk og mentalt. Og på lidt længere sigt bliver du måske endnu stærkere end du nogen side har været. Jeg kender dig jo ikke sådan rigtigt, men jeg har fulgt dig og tænkt på dig. Jeg ønsker dig tillykke med sejren over den grumme sygdom. Du er stærk! Knus Rikke

  14. Hej Christina
    Jeg er lige begyndt at følge din blog – sikke nogle vidunderlige billeder! Meget smukt!

    Og selvom jeg overhovedet ikke kender dig, sidder jeg alligevel og kommer til at fælde en tåre over ovenstående indlæg.

    Tak for en smuk og hjertevarm blog!

    Vh Solvej (eksil-Odenseaner, mor til 2 og fan)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *