At trævle op for at starte forfra

Nu har jeg den sidste tid skrevet om dét at følge sine drømme. Om hvor modige jeg synes folk er, når de bare springer ud i tingene og forsøger sig med noget nyt. 

Som jeg skrev igår, så følger denne her sætning mig altså lidt:

” alting sker som det skal, hvis bare vi lytter til den lille stemme i os,
før vi hører på de larmende tanker”

Nu står jeg ikke i de store overvejelser om, at melde familien ud af det danske samfund og flytte til Honolulu, selvom at jeg efterhånden er ved at brække mig over de danske somre. Jeg er heller ikke ved at overveje at sige mit job op for at uddanne mig til kranfører, for at kaste mig over lidt social arv fra min mor. Altså jeg synes ikke, at mine drømme er så store, så jeg ikke kan kaste mig ud i dem, når de opstår. Jeg har faktisk alt omkring mig, som gør mig lykkelig. 

Eller hvad?
Det der med at lytte til den lille stemme i os? Hvor nemt er det lige – altid?
Jeg oplever i perioder, at det faktisk kan være helt vildt svært. Det der med at lytte til mig selv. Jeg synes faktisk ikke, at jeg altid er særlig god til det. Jeg er overbevist om, at det er et levn fra mine barndomsår, som har sat sig fast i min krop. 
Faktisk kan jeg godt se, at det specielt gør sig gældende, når jeg skal vurdere noget, hvor jeg selv er deltagene eller hvor jeg skal tage valg i forhold til mig selv. Jeg stå der og væve lidt frem og tilbage på mine to ben; skal/skal ikke, ja/øhm/nej, du kan nok/du duer ikke til en skid – og jeg bliver faktisk mere forvirret over min dialog mellem djævlen og englen på mine skuldre end egentlig at fornemme, hvad jeg reelt har lyst til.
Og skal jeg være helt ærlig, så er jeg så træt af, at være sådan en wuss. Den der kryster kommer oftest snigende, når jeg har noget andet hængende over hovedet – der hvor overskuddet ikke er særlig stort i forvejen. Så kommer hun snigende og sparker på én mens man ligger ned. 
Jeg får ofte at vide, at jeg er sej, stærk og modig. Men hvordan ser det ud, når man ikke selv fornemmer det? 
Kender I det?
Jeg synes virkelig, at de larmende tanker til tider taler lidt for højt. Jeg har i lang tid været i gang med at trævle (mine oplevelser) op for at starte forfra (finde forståelsen) – og jo mere jeg får tingene ud af systemet, jo nemmere får jeg også ved at lytte til mig selv. 
Jeg tror på, at man først kan lære at lytte til den lille stemme og give afkald på “larmen” når man tager en beslutning om, at det kræver handling fra “sig selv”. 

13 thoughts on “At trævle op for at starte forfra

  1. Ja, jeg kender det godt. Min erfaring er, at der skal tid og fordybelse til. Der skal virkelig ro på ens liv, før man kan mærke sig selv HELT, og hvad man egentlig vil. Jeg har også været igennem et langt sygdomsforløb og endte med en pension, er kun 50 år, og elskede mit arbejde. Selvom der nu er “styr” på sygdommen, tager det tid at få forståelsen på plads, finde nye veje og komme videre. Man kan ikke skyde genvej, selvom mange andre måske kan. Jeg har lært, at jeg pludselig ikke følger den vej, som dem jeg tidl. målte mig med gør. Mit liv er forandret og det skal mit sinde lige være med på…..men puha det kan være hårdt.
    Alting går så stærkt i vore dage, og der er sjældent tid til den ro, man har brug for. Men hvis du giver dig selv tid….så finder du også stille og roligt frem til det DU vil. Ønsker dig RO …held og lykke…på din vej kh Helle ;O)

    • Helle – først tak fordi du tog dig tid til at skrive!
      Jeg tror ikke på, at nogen kan skyde genvej – jeg tror i stedet, at man springer noget over, som skal vise sig igen. Man ændrer sig i sådan et forløb. Jeg kan sagtens forestille mig det – også at det må være vanskeligt at se folk omkring sig pludselig være fremmede i ens nærvær.
      Jep enig – alt får stærkt. Ind i mellem bliver man også trumlet ned på vejen – jeg tænker bare, at hvis man bare er opmærksom, så kan man godt undgå at “blive kørt over”.

      Tak Helle :-)

    • Christina, jeg kunne slet ikke lade være med at kommentere. Når man har været/er syg kommer der mange tanker. Man lander ligesom på et andet plan end alle de raske. Man vi så gerne op på sit gamle plan, men kan ikke. Folk forstår, men de har ikke prøvet det….det er ligesom at have fået børn og ikke fået børn…man skal have prøvet det. Jeg kommer aldrig op på mit gamle plan, men hver dag gør jeg mig umage for, at det plan jeg er på nu, skal give lige så meget glæde og indhold i mit liv, så jeg kan blive glad for at være der. Det er til tider ensomt og hårdt arbejde, og det er der kun én selv til at hjælpe én igennem med…og forstå…for man forstår det ikke helt selv. Der er mange tanker, frygt og spekulationer, og det er her, det bliver dejligt at dele med andre der selv er/har været syge, for så er man ikke alene.
      God weekend
      kh Helle ;O)

  2. Da jeg boede i et halv år i Australien med min veninde og hendes mor, talte vi meget om den indre stemme. Jeg blev bevidst om dens eksistens, og har lyttet til den. Ofte er stemme blid og kærlig, og jeg tror det er derfor, den er til at overdøve, når mit liv er rodet og modet til at lytte til den svigter. Stemmen minder mig om min venindes mor, som lige nu er meget syg af cancer. Jeg har skrevet breve til hende for at fortælle, hvor stor betydning hun har i mit liv og hvor glad jeg faktisk er for den gave – bevidstheden om min indre stemme- er.
    Kender du det med at kigge sig selv længe i øjnene i et spejl? Det er pisse svært ja nærmest umuligt, når livet er svært!

  3. Alt, alt, alt for godt! Jeg føler endnu ikke at jeg har fundet mit ståsted i livet og har gennemgået en massiv personlig udvikling de seneste 3 år. Jeg forsøger konstant at finde lykken, der hvor jeg er i stedet for at sukke over andres mod og eventyrlyst. Jeg forsøger at acceptere, at jeg er den jeg er… og det hjælper mig til at lytte til den der stemme som oftest forsvinder i larmen af tanker. Jeg er sikker på, at jeg når frem og finder min indre stemme/ro…… på et eller andet tidspunkt…. forhåbentlig:)

    God vind til dig Christina.

  4. Dó I know the feeling…. Først syntes jeg du er vildt modig at kaste dette ud i blogland. Thumbs up siger jeg bare. De små samtaler med væsnerne på skulderen har været en stor del af min hverdag de sidste 9 mdr hvor jeg har kæmpet med en depression. Nu hvor jeg er ved at finde fodfæste igen tænker jeg virkelig over tingene i mit liv. Min terapeut sagde til mig at jeg engang imellem skulle tale før man tænker. Prøv det – det er faktisk en svær øvelse… Men uden tvivl sundt ind imellem.

    • Jeg ved godt, at jeg ind i mellem blotter noget sårbart af mig selv, men jeg er ikke bange for at være ærlig og vise, hvad jeg indeholder. Ikke alt er perfekt hos mig – overhovedet. Men tak fordi du komplimenterer det.

      Tale før man tænker – det vil være en kæmpe udfordring for mig.. tror ikke at jeg vil kunne mestre den.. netop fordi jeg primær er en tænker..

  5. Du er så flink til å sette ord på vanskelige følelser. Det er så flott at du gjør det fordi da ser man at man ikke er alene med de tankene som det er så vanskelig å snakke høyt om fordi man føler seg så liten og håpløs. Jeg har aldri opplevdå “møte” et menneske som likner meg selv i måten og tenke og bekymre seg på.
    Takk.

    ps ! så fantastisk at du er friskmeldt.

  6. Du har så ret! Og hvor er du god til at sætte ord på…
    Kan ellers klart anbefale Honolulu – det er det skønneste sted på jorden. Lækkert klima a la god dansk sommerdag året rundt. Glade og tilfredse mennesker der virker til at være gode til at nyde livet, nuet og lytte til deres inderste og være tro mod sig selv. Hvis jeg nogensinde skal rive min familie op ved rode bliver det helt sikkert til Hawaii :-)

  7. Kære Christina

    Sætningen om, at andre syntes du er stærk, sej og modig ramte mig. For den feed back fik jeg også, men syntes det absolut ikke selv. Det gik op for mig, at for at finde balance i mit liv, måtte jeg også lære at være sårbar, ikke-modig (findes det ord egentligt?) og blid, blid, blid, især mod mig selv. Første skridt er at slukke for larmen i vores indre, så vi netop kan lytte til os selv og ikke vores tillærte stemmer, som med garanti lyder meget som vores mor, far, tante, skolelærer osv. De kan jo sagtens have sagt noget klogt, men så længe det ikke resonerer med vores indre, jeg, så er det larm.

  8. Åååh hvor kan jeg se ligheder hos os. Jeg har haft en barndom med en del af de samme problemer som du, jeg er dog ikke lige så god til at få dem ud som du er. Jeg har nu i en alder af 41 år fundet ud at, at jeg skal til at føle mig selv, virkelig føle og ikke kun føle alle andre og det kræver mod netop det de andre siger vi har, men som jeg bare ikke føler jeg har.
    Ang. drømme nogle skal leves andre skal bare drømmes.
    Jeg ønsker dig alt held og lykke;0)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *