her gik jeg lige og troede

at alt var ok og at sommeren kunne mindes som noget af det bedste længe. De sidste dage har ændret sig fra ubekymrethed og smil på læben til det modsatte.

I mandags måtte jeg bestille en tid hos en kiropraktior, da mit bækken var låst og det føltes som om, at en nerve havde sat sig fast. Det strålede ned i mine ben og gjorde ondt, når jeg lå ned og bukkede mig ned. Bedst havde jeg det, hvis jeg bare kunne få lov til at gå rundt i cirkler.
Jeg fik en akut tid hos en kiropraktor, som jeg havde haft pigerne igennem for år tilbage. Jeg vidste, at de var dygtige.

Når man er ny klient sådan et sted, så skal man svare på en masse spørgsmål, inden 1. behandling går i gang. Jeg skulle blandt andet svare på, om jeg var syg, var blevet opereret og om jeg tog noget medicin. Jeg kunne jo svare ja til alle og måtte uddybe.
Når man så står med sådan en sygdom over hovedet, så krævede det faktisk, at kiropraktoren tog nogle røgten billeder af mig, så han var sikker på, at det ikke var dét, der sad og rumsterede.

For at gøre en lang historie kort; 
Jeg har mandag og tirsdag fået taget det samme billede et par gange – for at se, om det var rigtigt, at der sad noget “mørkt” inde omkring mit bækken – og ikke bare en tarm der skulle tømmes.

Jeg går nu idag fredag og er kørt fast. Mine følelser er fra at være frie og glade – neutrale og mit humør er røv-trist. Jeg blev opfordret af kiropraktoren at kontakte min læge for at få undersøgt, hvad det nu er, der sidder og er “mørkt”. Med min historie skulle jeg få det tjekket efter, for billedet havde ikke ændret sig sønderligt.

Hende den skrappe!
Lis siger, at jeg skal være hende den skrappe. Det er fandme svært, når jeg pludselig er blevet bange og nervøs (selvom at det IKKE behøver at være alvorligt). Men når min kiropraktor anbefaler, at jeg skal få tjekket det efter, så skal jeg vel tage det alvorligt? Jeg ringede i onsdags til den afdeling på OUH, hvor jeg er tilknyttet. Der fik jeg et svar en time efter, at jeg ikke behøvede at få det undersøgt, da jeg skal indlægges d. 31. august og skannes der. De mente ikke, at det var så påtrængende nødvendigt, at det godt kunne vente. De spurgte ikke til røntgen billederne eller om at kontakte kiropraktoren. Måske de har ret? Jeg mener bare ikke, at jeg skal gå i en måned og være bange.
Igår tog jeg Lis med til min læge (nej han har selvfølgelig ferie indtil d. 13. august) – men ferieafløseren. HAN tog mig alvorligt. Han har ringet op til kiropraktoren og sendt en henvisning videre til OUH. Nu venter jeg blot på en tid til skanning på OUH.

Nu er det fredag – mit bækken er næsten klart igen. Jeg klarer mig uden smertestillende og glæder mig til at komme på arbejde på mandag. Jeg er bare blæst tilbage og totalt skuffet over systemet. Jeg synes ikke, at jeg er den der type, som føler sig bedre end alle andre og BARE skal igennem systemet hurtigt. Men jeg forstår slet ikke, at man bliver negligeret og affejet på den måde. Jeg er 36 år, jeg har 3 børn, jeg har kræft i halsen som har spredt sig til lymferne – jeg skal i min anden behandling lige om lidt. Jeg forstår slet ikke, at de ikke tager det mere seriøst? Det er som at banke panden mod en mur, når man taler med det her system. Måske skal jeg træde mere i karakter og være hende den skrappe og irriterende, som selvfølgelig bliver tjekket en ekstra gang, end hende den ydmyg som ikke tør, “da de jo selvfølgelig ved bedre”- som må vente en måned?

Beklager – jeg havde virkelig håbet, at jeg snart kunne slippe denne her klynke blog. Men jeg måtte af med det her galde. Det er fandme et ynkeligt liv jeg lever – og hvor er jeg f#@k?ng træt af det! Forleden dag, midt i alt det her gylde, grinede jeg sammen med min veninde over den her situation. Kender I de mennesker, som ikke kan åbne munden uden at der kommer ynk og elendighed ud af den? Sådan har jeg det lidt lige nu – og det er bare ikke mig!

52 thoughts on “her gik jeg lige og troede

  1. Åh for fanden Christina, du ramte lige en nerve der. Hvor er jeg ked af, at du skal bekymre dig nu igen. Jeg ved hvordan du har det, for jeg går også og bekymrer mig for tiden. Og jeg forstår (fandme) ikke, hvorfor man ikke kan blive hørt i systemet, når man ikke er skrap.

    Jeg orker – ligesom du – ikke at insistere, når jeg er ramt. Og ved du hvad, det burde (sg) heller ikke være nødvendigt!

    Jeg håber, at du får din tid hurtigt, bliver scannet og at skyggen ikke er det, som du frygter. Jeg krydser alt, hvad jeg har og sender dig gode og varme tanker.

  2. Sorg og svære tider skal man ikke over, man skal igennem dem!
    Der er aldrig noget mennesker der er blevet gladere af at fortie og forestille. Vi har brug for at dele vores hjertes indhold, så dem vi har omkring os kan hjælpe med at bære indholdet. Så føles det ikke så tung mere.

    Tal Christina. Tal til du løber tør.
    Og tal så lidt mere.

    Jeg lytter!

  3. Fuck! Det er det første ord jeg tænker… Vær hende den skrappe og få albuerne ud! Jeg kan godt forstå at du bliver bange – og det skal tages alvorligt! Tanker herfra..

  4. Mange kærlige tanker herfra! Hvor jeg føler med dig!
    Men ja, du skal være hende den skrappe. Er helt enig med Lis. Du skal ikke gå og vente en måned i uvished, men i stedet råbe op, til du ikke orker mere (eller til du får din vilje!) Og hvis OUH ikke kan inden for ventetidsgarantien, er der private klinikker, der kan og vil lave den skanning.

  5. For fanden da….. jeg forstår altså heller ikke systemet altid. Nu er det ikke noget avorligt som kræft der har ramt mig, men jeg var i april ude for et trafikuheld- lægerne undersøgte mig ikke selvom jeg blev ved at have det skidt, fik bare at vide i tlf at dte var forstuvning i nakken (hvordan kan man vide det over tlf) Men da jeg efter tre måneder kontaktede en kiropraktor og han tog billeder af mig, kunne han se min nakkehvirvel var fomet som et C og jeg havde et brud i lænden på nogle millimeter…. der er det også jeg bliver bange og tænke, hvordan kan man være sikker på, hvordan man altid får den bedste behandling. Hvordan kan det være man skal presse på og spørge om ikke man kan blive undersøgt for ditten og datten… jeg lærer ALDRIG at forstå det. Jeg krydser fingre for dig, håber alt det bedste. Knus Heidi

  6. Ynk du bare… Jeg bliver SÅ harm… For det det handler om, det er jo netop også at mennesker går og bliver bange… Det tager deres kræfter at gå og vente på svar! Og du SKAL være hende den skrappe.. Du skal være så tilpas til besvær, at det ikke kan betale sig andet end at lytte efter lige netop dig…
    Systemet har så travlt idag, at de som ikke er om sig selv og sin egen situation kommer bag i køen… SO sad but true…!
    Jeg synes ikke, at du er hverken ynkelig eller noget som helst andet… Jeg synes du er stærk, og har DU et behov for at få det tjekket, så skal det bare gøres.. !
    Jeg bliver så ked af det på dine og jeres vegne.. Jeg kan levende forsøge at forestille mig hvordan du har det, og alligevel kan jeg nok ikke helt…
    Den slags bekymringer ville jeg ikke ønske for nogen..!
    Hovedet højt og vær SKRAP!
    Tanker og KRAM fra mig til dig!

  7. Det var dog rædselsfuldt. Fuck tænker jeg bare. Det er da virkelig ikke rimeligt, du skal gå og være bange i en hel måned.
    Rart at Lis tog med dig, og afløseren tog dig seriøst og sørger for en henvisning.
    Jeg håber og ønsker alt det bedste.
    Kærlig hilsen Louise

  8. Du må ikke tænke at det er en ynke-blog, for hvis læseren synes det må de lade være med at læse med…det er DIN blog, dit liv og dine tanker! Jeg vil stemme i med Lis og sige til dig at du SKAL være hende “den skrappe”, for nogle læger (og jeg skærer ikke alle over én kam) tager ikke altid én seriøs…Du kæmper, – det har jeg erfaret af at læse din blog i nogle mdr. nu – og jeg VED at du er positiv i sindet….så ynk du bare og tilbring kvalitetstid med familien og dem der står dig kær…det er muligvis det bedste medicin som findes…!? Gode tanker og energi til dig fra Rikke (CUPCAKE-STYLISTEN.BLOGSPOT.COM)

  9. Jeg har en kæmpe klump i halsen og blir så vred på dine vegne. Det er bare IKKE i orden at du ikke bliver taget seriøst fra starten af! Når man tænker på dit forløb, så er det da klart, at mørke og ukendte skygger på et scanningsbillede er skæmmende! Jeg er glad for at du ikke gav op og tog til din “egen” læge og at han tog dig seriøst. Jeg håber du kommer hurtigt til og at de finder ud af, at det virkelig ikke er noget. For du har ikke brug for flere minus point på den konto.
    Tænker på dig og sender dig gode tanker.
    kh Sarah

  10. Som alle andre er jeg bare så harm og vred på sygehuset over, at de ikke straks flår dig igennem scanneren! Selv følgelig skal du det!!
    Rikke hvis du selv er så bange og udmattet at du ikke orker at udvikle dig til hende den skrappe så ring til en ven og få hende til at være den skrappe! Du skal kæmpe med næb og klør og hvis du ikke kan det, så få en anden til at gøre det for dig!! Få en der ikke skammer sig til at ringe til dem flere gange dagligt eller tag på sygehuset og sæt dig foran lægens kontor eller på afdelingsgangen og så fang ham/hende når vedkommende kommer forbi!!
    Kæmp!!

  11. Nu må det simpelthen stoppe!! De bedste tanker til dig og hele din familie. Jeg krydser alt, hvad der krydses kan og håber at det ikke er noget “skidt”. Kæmpe knus fra mig (Sandra Lysemose)

  12. Desværre gør mine erfaringer med systemet også, at jeg er nødt til at stemme i. Man har simpelthen ikke tid til at tænke på det menneskelige aspekt og systemet ser ikke dine bekymringer, dine ufrivillige personlighedsændringer og de søvnløse nætter! Og de SER ikke, hvor opslidende det er…. Man SKAL være stærk for at “klare” systemet! Det nytter at være en “strid kælling”, selvom man på ingen måde har lyst og overskud til det – og hvor er det frygteligt, at man skal drives derud på et tidspunkt, hvor man i forvejen er presset til det yderste! Hold fast i Lis og troen på, at NOGLE vil dig det så godt, at de hjælper dig og taler din sag, når du bare ikke har kræfter til det! Det er virkelig NU, du er nødt til at tage imod hjælp!

    SELVFØGELIG skal du ikke gå i en måned i uvished – det er simpelthen umenneskeligt – der må råbes op!

    Tænk ikke på, at bloggen bliver brugt til “klynk” – vi vil dig alle det bedste og vil så gerne forsikres om, at det går dig godt…derfor er en status på din situation nu og da helt på sin plads…Tro det eller la’ vær – men man kan sagtens bekymre sig, selvom det “blot” er via en blog og dine tanker om alt det her er bare også en kæmpe del af, hvad livet handler om…

  13. Jeg læser det overhovedet ikke som klynk…du er stærk, for du kravler op af de huller du falder i, men det er naturligvis ikke uden bekymring! Bliv bare ved med at kæmpe! Hanne

  14. FOR fanden da også. Nå. Røvbananer. Godt der var en god ferieafløser. Og godt at Lis kan være hende den skrappe. Tag al den der ynkelighed som du er så træt af og hader (jeg kan godt holde til at høre på den lidt endnu, for det er jo ikke bare manglen på nye sko du klynker over) – og vend den til insisteren og mere insisteren – Hvis du kan slippe vreden igen, når du skal det.
    Ellers skal jeg fandme give dem havnearbejder og ringenpådørenene!

  15. Christina selvfølgelig må du klynke. Det er din blog og det er dig,der bestemmer indholdet.
    Jeg håber selvfølgelig for dig at det ikke er noget. Jeg forstår ikke,hvorfor de ikke tager dig alvorligt.
    De bedste ønsker til dig og familien at du snart kommer over denne her omgang.
    Mvh Kirsten

  16. Jeg ville gerne være hende den vise, der nu kommer med en masse kloge ord, der healer alting. Desværre er jeg bange for, at jeg ikke formår det. Til gengæld får du mine medfølende tanker og ord. Jeg synes, du virker knaldhamrende stærk! Selvom du uden tvivl har dine tudeturer og helt-nede-i-kulkælderen- dage, så udtrykker du en stærk vilje, som virker til at kunne overvinde alt! Du er så sej. Du vil vinde!

  17. Systemet er bare noget værre møg engang imellem. Kæmper mig selv igennem OUH lige fortiden pga. min sygdom. Det tager alle kræfter fra en, og det tager bare så lang tid at komme over på den “gode” side igen, efter sådan en mavepuster.
    Jeg synes det var rigtig dejligt at læse dit indlæg, det var rigtig godt beskrevet. Sidder selv og fælder et par tårer efter have læst det, da jeg desværre bare har været igennem det selv :( Jeg håber dine 3 børn og din mand, kan hjælpe dig med at komme til at grine igen. Det er vigtigt at grine :)

  18. Synes absolut ikke du klynker og jeg ligger gerne øre til din bekymring. Desværre er man ofte nødt til at være skrap og pågående for at komme igennem det sundhedsvæsen. Held og lykke.

  19. Det er bestemt ikke at klynke fordi man deler sine tanker. Sygehuset burde have været klar og taget dig ind. Det er ikke ok. Du har nok at tænke på i forvejen. Desværre fungere vores sygehussystem ikke efter hvad vi har brug for fysisk og mentalt, man opgøres i hvornår de har tid. Hvis man er syg og skal have noget gennemført er man tit afhængig af, at have en pårørende med, som kan hjælpe én igennem. GODT du har et netværk og gør brug af dig. Ønsker dig en dejlig weekend.
    Mange hilsner…Helle ;o)

  20. Åh, jeg kender det med systemet – ikke far mig selv, men min gode veninde, som også kæmper med det. Og det burde jo ikke være sådan? Jeg synes ikke, du klynker – det er sejt, at du deler dine tanker.

    Kh
    Anna

  21. Du har helt klart grund til at klynke… Så gør det endelig.. Håber på det bedste!
    Skøn og inspirerede blog du har – har fulgt den i et stykke tid. :)

  22. Kære Christina, jeg har længe fulgt med på din blog. Hvor jeg dog ønsker dig alt det bedste, så du kan slappe af og komme af med de bekymringer. jeg x fingre for dig, og ønsker dig styrke…

    de varmeste tanker fra Dita

  23. Åh, der gik helt et sug igennem mig da jeg læste kræften også har bredt sig til lymferne. Det var gået min næse forbi. For pokker hvor er det uretfærdig og synd at du skal kæmpe med sygdommen. Jeg håber virkelig at skyggen ikke er kræft. Du er på ingen måde ynkelig men kæmper bare som vi alle ville gøre!

  24. Det jeg elsker ved din blog Christina, er at du, ud over at være hamrende kreativ, sjovt og inspirerende at høre på, altid er så hudløs ærlig – og det skal du blive ved med! Jeg kan i den grad godt forstå din frustration og kedafdethed – hvem ville ikke være bange over at stå i din situation?!! Helt og aldeles urimeligt at du skal stå i den! Alt det bedste herfra…

    Kærligst
    Mai

  25. Hvem ville ikke klynke lidt i din situation? Og jeg synes s.. ikke du beklager dig meget – tværtimod er jeg imponeret over din styrke, din kampgejst og din positive tilgang til livet med alle dets op- og nedture. Og som de andre skriver, skal du blive ved med at kæmpe – med både sygdom og system. Og hjælper det at råbe højt og spidse albuerne, så gør det endelig! Håber det mørke er ‘falsk alarm’ – og sender en hel håndfuld varme tanker og ønsker.
    Kærligst Bodil

  26. Kære Christina,
    Du fremstår på ingen måde som “et af de der mennesker”, jeg ved godt hvilken type du mener! Jeg synes næsten det ville være mærkeligt hvis du aldrig brugte din blog til den del af dit liv som sygdommen (desværre) er.
    Jeg ønsker alt det bedste for dig, og som andre også skriver, så er det frem med de helt store albuer!!
    Kh

  27. Ynk skal have sin plads og når der er ynket godt igennem, så skal man hive sig selv op i håret og kæmpe og det skal du også. Der sker intet ved at være hende den mega træls der kræver at der bliver gjort noget. det var da sådan jeg fik fjernet min kræftknude og der havde jeg da kun mærket noget i 3 år. Men til sidst mander man sig jo op og tænker…okay er jeg virkelig klogere end samtlige læger. Det her er fanme ik forstoppelse. Tror det er godt at lytte til sin krop og sin intuision og så aldrig lade sig nøje. Så på med vanten og jeg sender dig loving. Det er med at fokuserer på hende den raske og glade…resten kan go to hell.. Kram

  28. Du hjælper jo andre, der er i samme situation, som du, ved at være ærlig. Livet kan ikke være lykkeligt hele tiden med den sygdom du kæmper imod. Slet ikke. Og det er helt ok, at føle sorg og vrede. Det viser du ved også at beskrive de følelser….. Så synes det er fantastisk, at du har ressourcer til også at gi’ andre mennesker noget og være der for andre.

  29. Alle ordene er sagt allerede… jeg ønsker alt det bedste for dig kære søde du… og husk at alt det du ikke læsser af, det bliver inde indeni, og derfor skal du bare læsse af….alt det af du kan : )

  30. Kære Christina,
    Jeg håber virkelig at det ikke er hvad du tænker og en scanning hurtigt kan afkræfte. Du fortjener sørme ikke mere på den konto. Hold modet oppe – mange tanker

  31. Åh Christina, hvor er det bare uretfærdigt. Alt er allerede skrevet, men du får alligevel et kram med på vejen.
    Håber du får et tid lyn hurtigt, det er opslidende at gå og være bange for noget udefinerbart.
    Kram Trine

  32. Jeg har fulgt lidt med i din blog her på det seneste, dine fantastiske syting, og stødte så på dette indlæg i morges. Jeg har tænkt på dig hele dagen! Kæreste dig, jeg håber inderligt at du snart bliver rask, ord er fattige i denne sammenhæng, men jeg sender dig de varmeste tanker til dig og din familie!
    Pas på dig selv.
    Mvh M.

  33. Kære Christina. Alle har sagt så meget klogt og rigtigt, som jeg kun kan bakke op om. Tænkte igår – da jeg havde læst dit indlæg – at det er utroligt så påvirket jeg blev af det, på trods af at jeg overhovedet ikke kender dig IRL. Jeg føler med dig og din familie og hepper på dig, for du er skidestærk og sej – det emmer din blog og hudløst ærlige indlæg af. Du er ikke en klynker. Jeg ønsker dig alt det bedste og tænker meget på dig!
    Mange hilsner fra Helle

  34. Kære Christina
    Jeg håber, der er en der kan råbe op og banke i bordet for dig, når der er brug for det. Desværre er det min erfaring, at det rigtig tit kan være nødvendigt! Jeg håber alt det bedste for dig.

  35. Kære C,
    det er tilladt at råbe og skrige højt – det er tilladt at ynke og lufte ud, for det er sådan vi mennesker bedst kan klare os igennem de svære tider – ihvertfald hellere dét end at det æder en op og gør tilværelsen mere trist og træls.
    Systemet er til at lukke op og skide i – jeg er selv tilknyttet OUH, og selvom der findes maaange dygtige mennesker der, så er det altså også “bare” mennesker, der kan begå fejl, ligesom du og jeg.
    Jeg har efterhånden oplevet det maaange gange – og i skrivende stund afventer jeg stadig svar på en test som blev taget for snart 8 måneder siden – og jo, jeg har rykket, endda op til flere gange, men der sker ikke en skid! Jeg har fået taget testen før, og der lykkes det de kloge og bedrevidende mennesker at smide den væk – lur mig om ikke det samme er sket denne gang…
    Det glæder mig at feríelægen tog dig alvorligt – det kan ikke passe at du skal gå og vente en hel måned på at blive scannet og få svar.
    Jeg krydser fingre for dig og ønsker dig det bedste – håber snart at vinden vender og giver dig lidt medvind! :-)
    Et virtuelt kram fra mig til dig

  36. Kære Christina,
    Lad mig lige starte med at sige at du er det mest eledige jammerhoved jeg kender! Og tror mig, jeg kender et par virkelige gode af slagsen.
    For det første kommer der meget andet end jammer ud af din mund/fingre og for det andet, så er det altså meget naturligt at være bekymret når man har en livstruende sygdom. Og det er sundt at snakke om det. Jeg tvivler på at er er nogen i din omgangskreds, der synes at du er et jammerhoved! Jeg gør ihvertfald ikke.
    Det er desværre tit nødvendigt at være skrap når man har med “det offentlige” at gøre. Det er sørgeligt, men sandt, at dem der står op for sin ret, får sin ret. Så når du tænker “det kan da ikke passe”, så må du være skrap. Eller få andre, der er skrappe (fx Lis) til at hjælpe dig.

    Jeg har vist sagt det før, men siger det gerne igen – jeg beundre din evne til at klare cancer, børn, liv og kærlighed.
    Knus B

  37. Du klynker overhovedet ikke! Og du skal rase ud alt det du behøver. Jeg har selv været i systemet og man lærer, at det ikke betaler sig at nikke og sige ok. Fandme nej om du skal vente en måned på at få svar på noget som lige så godt kan være noget helt almindeligt. Så godt, at du/I fik ringet til lægen. Håber du får en indkaldelse hurtigt..

    Mange tanker og forståelse herfra

  38. Jamen sødeste, skulle du da sidde og smile taknemmeligt over at have fået en tid om så lang tid? Nej for pokker, du er da i en situation nu, hvor du skal råbe op, græde og alt det andet trælse du har brug for, eller som der er brug for. Den her kamp skal kæmpes og vindes, så brug alt hvad du kan, så kan du bagefter sidde stille og smile og være taknemmelig over at du havde kræfterne til det. Alle gode tanker og tak fordi du deler så hudløst ærligt med ale os.

  39. Årh pis osse!!!! Det hele er sagt herover, så jeg vil bare tilslutte mig alle de trøstende, opmuntrende, opbakkende ord og sende dig et kæmpe kram i tankerne.

    Kh. Betine

  40. Kære Christina,
    hvor er jeg ked af at du udover at kæmpe med sygdommen også skal kæmpe med systemet. Sådan burde det slet ikke være. Det er da alt for lang tid at gå og vente. Jeg håber at du får en tid inden og at alle bekymringerne viser sig at være unødvendige.

    Godt at høre at du har en god veninde i Lis, der tager dig i hånden og banker i bordet sammen med dig – den slags venner er alt værd!

    Kram Mirjam

  41. Kære Christina!!!
    Jeg er en af dem der læser med fordi du er et enormt inspirerende og kærligt menneske – dine velskrevne ord gir så meget menig og indsigt i liv der leves m fokus/passion..
    Jeg må bare sige at i min verden er dine ord om din sygdom og alt det omkring det, virkelig ikke piv eller klynk!! Det er ord om liv der leves også når tingene gør mere ondt end jeg overhovedet aner noget om! Sådanne ord/følelser/tanker/frygt/frustration/magtesløshed og meget mere skal ud af sindet, ud og blive reflektetert endnu mere over, ud og blive hørt – du skal høres!!!
    Det allerbedste ønsker jeg dig!
    Kærlig hilsen Karina 37 år, mor til 2 :)

  42. Kære Christina

    Jeg læser jævnligt din blog, og har endnu ikke kommenteret indeholdet, men det gør jeg nu.
    Det er ikke brok du kommer med, men dyb bekymring for dig, din famile og dit liv, og samtidig vrede over vores system, som du lige nu har brug for hjælp fra. Og så SKAL de altså bare være der !
    Os (inkl. mig selv) pæne piger er desværre opdraget til ikke at brokke os, men af og til må vi erkende, at dem som brokker kommer længere. Dejligt du har en Lis, hurra for hende.
    Mange tanker og alt det bedste til dig.
    Tina fra Odense

  43. Du skal KRÆVE at de kigger på dig – du skal ikke vente, og det er HELT OKAY at være fremme i skoene!
    Sygehuspersonalet er mennesker, de har travlt – men det er ikke det samme som at man bare skal se til, lade vente og ellers bare affinde sig med hvad som helst!

    Jeg håber det bedste for dig!

  44. Jeg kender godt følelsen af, at “de ved bedre”, men det gør de bare ikke altid. Og uanset, så tynger det psykisk SÅ meget, at det bare slet ikke er holdbart, at gå med det i en måned. Jeg har selv været i kræftbehandling, og jeg havde alt for meget ventetid op til min diagnose, for “de” sagde, at det var jo ikke nødvendigt, at det gik hurtigt, for det var jo ikke noget. Men det var det altså!! Og det er bestemt ikke for at male fanden på væggen, overhovedet ikke, men nogle gange ved DE ikke bedst!!
    1000 tanker herfra, det er noget lort at være, hvor du er nu.
    Håber du kommer til scanning noget før.

  45. Lige så få ord jeg kan finde frem lige nu, ligeså mange skal du RÅBE MED EN SKRAP OG BESTEMT STEMME!
    Christina, skønne kvinde… Du er enestående og du klare det her pis!

    Alverdens kærlige kram til dig fra mig, som mange gange om ugen sender dig en tanke og beder Vor Herre om at stramme op. Verden har brug for dig – Et hundrede procent!

  46. Jeg læser ingen klynk – kun retfærdig harme – for hold da K… hvor det bare et usselt systemt der ikke kan presse en tid ind med det samme – UH ALTSÅ jeg bliver gal hver gang jeg hører om den slags.

    Så søde du – glem den pæne pige og RÅB OP, find den skrappe pige frem, for det fortjener du at gøre for din egen skyld, så du når du er blevet rask igen (for det skal du blive) ved at du kæmpede og gjorde alt hvad der var muligt for at vinde den her bund uretfærdige kamp som ingen fortjener at skulle kæmpe.

    og så til sidst en TAK – en tak for din ærlighed og åbenhed – den er guld værd 😉

    Kh Karina

  47. øv øv og atter øv. jeg kender selv til det med at man skal kæmpe for at man kan blive undersøgt.
    jeg har selv i mange år haft ondt i brystet(hjertet) og haft en meget høj puls. og blev hurtigt forpustet. jeg fik af vide det nok var astma men efter nogle år at det var det ikke for mine lungere var bedre end normalt. jeg blev inlagt for 2 år siden med en hvilepuls på 280 og der gik det hele stærkt lægerne vidste den var hel gal.men dagen efter blev jeg sendt hjem uden svar på noget. da min hvilepuls stadig var meget høj ca. 140-160 gik jeg igen igen til lægen der sagde det ik var noget men jeg nægtede at gå derfra uden hun havde henvist mig til en hjertelæge.
    jeg fik overlægen som tog mig meget seriøst og jeg får i dag medicin fordi jeg producerer for meget adrenelin. hvis det ikke var opdaget nu (jeg er 22 år) ville mit hjerte være meget meget dårligt om 20 år og jeg ville få mange blodpropper osv.
    det kan bare ikke være rigtigt at man skal banke i bordet så mange gange. min hjertelæge (overlægen) bliver ved med at sige det er vigtigt at lige meget hvad så skal man kræve at bliver undersøgt til man føler det er nok. jeg er blevet undersøgt mange gange. men aldrig fået scannet mit hjerte og der var det meget tydeligt.

    så desværre skal man være den sure der kræver at blive undersøgt. jeg selv er også den stille der bare venter.

    og god bedring til dig ved du er super sej så det her kommer du selvfølgelig også igennem.

    mange kærlige tanker Natasja

  48. Og hvad så om man klynker, det er da bedre end at gå og gemme på det. Så bare ud med det, jeg skal nok læse din blog alligevel ;O)
    Og ja, systemmet kan være en strid omgang, så bare vær den stride ælling, der rapper højt, så du kan få ro i sjælen. God weekend til dig og dine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *