udfordringer?

Jeg har de sidste 4 dage sovet rædselsfuldt. Alfred har været syg med over 40 I feber – og først I dag er han begyndt at vende en smule tilbage til virkligheden. Nætterne har været lange for både Alfred og os andre. Nu hvor hans lille smilende væsen er ved at dukke op igen, så giver man pludselig sig selv lov til at slappe af I krop og sind. Og lade trætheden vælte med op til overfladen.

Jeg er smadret. Jeg er færdig! I skrivende stund er jeg stort set ved at dejse om af træthed, samtidigt med, at jeg dunker mig selv I hovedet over mit manglende overskud. Dagen I dag har været så uoverkommelig. Jeg har fra kl. 16 gået og ventet på at klokken blev 20, så de små kunne komme I seng. Armen hvad er det for følelser jeg rummer, når jeg har så dejlige børn løbene omkring mine ben?

Jeg har været alene med de små hele dagen – Henrik er først kommet hjem sent, så jeg har stået for et par kropumulige små djævle, som konstant har været I hopla. Kort fortalt – Alfred har været halvsløj det meste af dagen, stort set ikke sovet til middag, Ida tømte sandkassen I sine fyldte sneakers ud på gulvet I køkkenet, Alfred har to gange tisset ud over mit tøj og gulvet under et bleskift (forstår så slet ikke, hvad det er med drenge og deres diller. Hver gang bleen kommer af river han I pomfritten og tisser. HVER GANG – jeg burde egentlig snart have lært det, men nej), dernæst blev udfordringen aftensmad, hvor jeg tog den ”lette” løsning og serverede rugbrødsmadder – velvidende at Alfred IKKE kan lide rugbrød. Kogte æg, havregrød, Philidelphia var klar, da jeg fandt ud af, at det eneste rugbrød vi havde var det I fryseren. Frem med brødristeren – ristet rugbrød er godt!

Allerede der var jeg mør. Min planlægning var gået I kludder, dagen var fuld af udfordringer og alt skulle foregå med en pylret Alfred på armen.

Tiden nærmede sig putte tid. Børnene var klar – Henrik kom hjem og det blev lidt nemmere at få sagt ordentligt godnat uden for meget uro.

Jeg er smadret nu. Meget smadret. Har jeg ikke lige nævnt det?
Mine dage har generelt været hårde – jeg tænker alt for meget over min situation med kræften, det er op af bakke med udsigten om, at jeg først får svar på, hvordan næste behandling har virket, til november. Det dræner mig seriøst for energi. Det dér langtidsperspektiv. Jeg kan ikke gøre for det, selvom at jeg stort set hele tiden prøver at give mig selv lov ”at være”. At de sidste 4 dage har været med en syg Alfred på armen og stort set ingen nattesøvn for nogen af os, ja så er jeg allerede I minus for den næste måned.

På et tidspunkt I dag, hvor jeg havde råbt rigeligt af lille skrubsak Ida, der nærmest konstant kravler på væggen, havde jeg lyst til at glide ned på gulvet, rive totter af hår af mig selv og tude (brøle) op I luften. Det er en rædsom klemme at have på sig selv – en klemme der niver godt og grundigt; for f en håbløs mor, tag dig nu sammen. Alfred er jo bare nysgerrig og bevidst (om sin diller) – lad ham nu bare pille. Smil nu bare over Ida søde kommentarer om sagerne (jeg tømmer lige mine sko, Moar) – I stedet for at flippe ud. Lad dem nu bare spise med fingrene og støvsug krummer, agurk og havregrød op – bagefter.

Jeg skal også bare mande mig op og smile over, at Alfred er så dygtig, at han selv kan nå glasset med vand I vindueskarmen, nu hvor han er tørstig. Selvom at jeg for en time siden har været inde og skifte både senge- og nattøj på Juno og Alfred.

Jeg smiler – af udmattelse – og mærker.

Lige nu aner jeg faktisk ikke, hvad det er jeg mærker. Jeg mærker, at jeg er træt. Jeg er tung, jeg mærker faktisk mine meget nye rynker omkring mine øjne – jeg mærker knuden I maven.

Jeg føler mig ret utilstrækkelig – jeg ville ønske at jeg kunne smide ”mig selv – eller min situation” af h til. Jeg ville ønske, at jeg bedre kunne klare at rumme sådanne 4 dage, som vi lige har gået igennem. Normalt ville jeg stadig være træt, men ikke på den her udmarvende måde.

Lige nu sidder jeg her – føler mig 10 år ældre, røv kedelig, ucharmerende med halvfedtet hår, med sorte rander under øjnene fra enten gårsdagens mascara eller de sidste nætters uro. Jeg skal giftes den sidste weekend I juni – hvorfor pokker vælger pomfritten ikke en sjovere og yngre udgave. Latterlige tanker – men ikke destomindre kan jeg godt hjemsøges af disse – især når jeg er trængt op I en krog. Og jeg hader det.

Marie har smilet sådan af mig I dag. Jeg tror, at hun har gennemskuet mig. Hendes blik var medfølende og med et strejf af humor – hun kunne nemlig godt se det sjove I ynglets finurligheder. Det kan jeg sikkert også I morgen.

20 thoughts on “udfordringer?

  1. Av av, det lyder som nogle rigtig hårde dage, Christina, men vi har jo alle lyst til at råbe af vores (helt sikkert dejlige) børn til tider. De kan drive én til vanvid og få én til at glemme al den anerkendende pædagogik man ellers normalt er i besiddelse af.
    Naturligt nok er du helt smadret nu. Gå i seng, sov godt:)
    Og inden da får du lige et lille digt, som jeg lærte af en gymnastiklærer for mange år siden – dengang jeg selv var barn og drev min mor til vanvid:

    Husk at smile før du sover
    så går dagens surhed over

    Kram Puk

    PS. Megaherligt billede af Ida:)

  2. Pyha, åh, av! er hvad der vælter ind over mig når jeg læser. Det er filme ikke nemt Christina, men selvom du ikke føler dig sådan synes jeg bare du er sej! Kram fra mig!

    Vanvittigt fedt billede iøvrigt!

  3. I virkeligheden klarer du det fantastisk!

    ….. og du har din sygdom med i bagagen ovenikøbet! Jeg kan s** godt forstå at du er træt helt langt ind i kroppen, for det er alle småbørnsforældre indimellem…og du har bare endnu mere god grund til det end de fleste andre!!

    Og hvis du ikke kan grine af det allerede i morgen, så kan du en anden dag…

    Jeg beundrer dig for alt det du klarer : )

  4. Du er fandme bare så virkelig og ærlig!
    Puha for fire hårde dage. Jeg er også træt, men det er af at have elever oppe til mundtlig prøve, og det er egentlig fedt at være træt efter at have passet sit job. For det er jo positivt. Jeg kan dælme godt forstå, du er træt.
    Virkeligheden er forståeligt nok trættende og udmarvende. Usikkerhed er noget af det værste, og det er jo din fremtid og dit liv, det handler om. Jeg har så stor respekt for dig.
    Henrik har valgt dig – og han er ikke i tvivl.
    Kram fra mig til dig.

  5. Hejsa. Jeg har læst med på din blog et par dage, jeg er kun lige faldet over den. Nogen af dine indlæg har fået mig til at sidde med tårer i øjnene. Jeg tilslutter mig koret, du er super sej. Mor til tre, sygdom og alt muligt andet – hvem sagde det skulle være let? Jeg er mor til 2, en krudt ugle på 4 og en lille mild lillesøster på 7 mdr. Jeg er ved at dejse om efter en enkelt dag med sygt barn, kan slet ikke forestille mig 4 dage!! Og du har endda overskud til at tage billeder og blogge om det – det er da overskud, så det vil noget.

    Jeg synes, din blog er super inspirerende. Jeg syr selv, mest til mine tøser, og er blevet inspireret sf flere af dine ting.

    Du har fantastiske børn, og skal overhovedet ikke have det mindste dårlig samvittighed over at glæde dig til de sover – det gør jeg næsten hver dag 😉 Til gengæld får de mig stort set 100 pct i deres vågne timer.

    Stort tillykke med dit forestående bryllup, din kommende mand er en heldig mand!

  6. Der er ingen, der står igennem uden 4 dages sygdom uden at være bombet tilbage til stenalderen:-) -og med det følger altid nogen møgdage med sur og kortluntet mor, der skælder ud over det mindste og som har lyst til at pakke tasken og køre et sted hen, hvor der ikke er nogen, der kræver noget af nogen. Og så sætte sig til at tude til der ikke er flere tåre tilbage… Så tak for din ærlighed, for sådan har vi det alle sammen ind imellem. Eller JEG har det ihvert fald sådan:-) Og jeg har ikke en lortsygdom hængende som et koldt pust i nakken hele tiden. Kan godt forstå, det er svært at skulle vente helt til november, før du får svar igen. Jeg ville helt sikket også ha’ haft svaret imorgen og helst igår!
    Fat mod, kære Christina:-) -det er okay at være træt, udmattet, kortluntet, ligne lort og bare forsøge at overleve!
    stort kram

  7. Hvor er det bare et fantastisk velvalgt billede af Ida til indlægget her 😉 Med eller uden sygdom er der gode dage og dårlige dage med ens børn. Tror alle med små børn kan ikke genkendende til hvad du beskriver her. Og som du selv antyder så bliver det godt igen og måske kan du allerede nu, smile lidt af det. Det kan bare være så PISSE hårdt, når man står lige midt i det og man mest af alt bare har lyst til at gå sin vej ALENE. Men så snart de så ligger i deres senge og sover sødt (forhåbentligt) kan man slet ikke forstå, at det er de samme børn, der har drevet en til vanvid i timerne tidligere. At have små børn er seriøst det hårdeste og mest forunderlige jeg nogensinde har været ude for :)

  8. Hvor er du bare god til at sætte ord på. Tror det er en rigtig god ting.
    Kender alt for godt det med børn man ønsker hen hvor peberet gror, for så i næste øjeblik at få MEGA dårlig samvittighed over de tanker – men hey – vi er mennesker som alle andre. Så længe du er i stand til at sætte ord på dine tanker og oplevelser er du allerede godt på vej…
    Knus
    Eline

  9. Fedt billede! Hvor har jeg stået der tit, og hvor er det bare en super god beskrivelse af børnefamiliens hurlumhej med minus søvn og sygdom!

  10. Kender selv udemærket de dage.. Nu er mine drenge blevet 10 år, men kan stadig have de dage hvor man bare har lyst til at skrige vildt ud i luften og man går og venter og venter på at de unger skal i seng så man lige kan få lidt fred.. Og ved du hvad det er sgu helt iorden. Jeg har også de dage, men jeg har trods alt ikke en diagnose jeg helst vil glemme hængende over hovedet. SÅ SKRIG du bare men tænker, at du vil fortryde det med håret senere så find et eller andet du kan slå til… det hjælper også….

    Håber at smilet er vendt tilbage, og at du har fået en ordentlig nattesøvn

  11. Kæreste du..
    Pyh – det er fam’e også en hård tid… Og så sygdom og træthed oveni… Sender dig al den energi jeg kan – og masser af kram… Jeg synes du er den sejeste kvinde, der er stærk. Også fordi du lader dig selv være skrøbelig ind i mellem.. Jeghåber natten har givet søvn.
    Mange knus Anne – som er vild med billedet af IDA..;)

  12. Kære Christina, jeg ved, at vi to er meget forskellige, men jeg tror, at du må lære at ‘lade stå til’. På sådan en dag, i din situation, havde jeg bestilt pizza og serveret saftevand som bestikkelse. Og ladet Manden støvsuge, når han kom hjem. Eller gjort det i morgen.
    For du er jo helt drænet af langtidsperspektivet. Selvfølgelig er du det. Det er sådan nogle ting, som får folk til at gå ned med stress.
    Så nu må du altså lige slappe lidt af;)

  13. Tak for jeres søde kommentarer. Jeg ville ønske, at jeg lige nu havde overskud til at svare jer alle, men jeg er fuldstændig blæst tilbage – tror Alfred har smittet mig eller det er stressniveauet der kører afsted med mig.. jeg er færdig i dag. FULDSTÆNDIGT.
    I er søde – som altid – og skide gode til at melde tilbage, når jeg skriver sådan et indlæg her. For det er ikke uden kvaler at jeg får tingene ud.. det er mega hårdt at rumme følelserne af utilstrækkelighed.. Tak.
    Knus fra C

  14. Kære Christina.
    Hvor er det godt klaret at du kan formulere et indlæg, som ovenstående.Du er træt ind i marv og ben,knude i maven over spekulationer omkring din sygdom,og så har du alligevel overskud til at sætte et skønt foto ind af din lille pige,som får smilet frem hos os andre.Du er et stærkt menneske,dine reaktioner viser også at du er et sundt og normalt reflekterende menneske.
    Jeg forstår, hvordan du har det,sådan da.Jeg er en mor,mormor der sammen med min mand, svigersøn og to små børnebørn kæmpede sammen med min elskede datter igennem et sejt kræftforløb.Jeg flyttede ind, passede hus og børn, så min svigersøn kunne være på sygehuset alt det,han ville.Jeg har skreget,grædt og gået i rette med uretfærdigheden (også af træthed)hele tiden med en knude i maven.Jeg ved, hvad du taler om.Jeg havde aldrig forestillet mig at noget kunne være så slemt.
    Min datter har lige været til sin halvårlige konrtrol og alt var fint.Fire år er gået, og hun er på toppen igen.Men der er stadig dage,hvor jeg pludselig går i kælderen.Det kan være en artikel om kræft,en tilfældig snak….så rammer det mig,selvom alt er godt.Det er mærkeligt,men min psykolog( som jeg efterfølgende blev nødt til at have hjælp af) siger at jeg er helt sund og normal..sådan er livet under,efter en kræftsygdom også hos de nære.
    Kære Christina du nævner ventetiden.Ja det er så uudholdeligt,jeg giver dig ret..Man kan ikke forestille sig,hvordan man har det,når man ikke selv har været der.Men når du nu har overstået din sygdom,som jo er af slagsen som men overstår :-)så vil du have fået noget du vil forsværge i dag.Du vil aldrig blive den samme.Du bliver bedre til at nyde livet,trække på skulderen af bagateller,du får overskud til at komme videre i livet.Af og til vil du også få stille dage,stenen i skoen kan mærkes af og til,men man lever med det.
    Jeg kan jo tydeligt fornemme her fra bloggen at du er et særligt karismatisk menneske med stor empati og kreativitet.Det er gode egenskaber at gå videre med.
    Ligenu har du lov til at klynke,skrige,græde,være træt…..alt det du vil
    Hvorfor skriver jeg til dig,som jeg jo ikke kender irl.Måske kunne jeg ikke lade være fordi du rører mig dybt i mit hjerte, også fordi du minder mig så meget om min seje datter,der lever sit dejlige liv igen.

    Mange tanker herfra til dig fra
    En mormor

    ,

  15. Skønne kvinde, du er ikke utilstrækkelig, du er ikke gammel og udskiftningsmoden, du er ikke håbløs som mor – DU ER FULDSTÆNDIG LIGESOM ALLE OS ANDRE.

    Ville du tale sådan her til dit barn, hvis de følte som du gør lige nu? Du skal vænne dig til at tale pænt, til dit eget indre barn, og du skal øve dig i at klappe dig selv på skulderen over, at du stadig står oprejst, være stolt over, at du har skabt de børn du har (og selvom man ind imellem glæder sig til sengetid) og så skal du vide, at vi alle finder dig utrolig, fantastisk og stærk.

    Træk vejret dybt, livet er ikke værd at spilde på følelsen af utilstrækkelighed! (P.S. Jeg råber også af mine børn ind imellem, og de har altså ikke taget skade af det… Tværtimod.)

  16. Kære Christina!
    Vi har alle sådanne dage, men med en sygdom som kræft hængende over hovedet, som ikke kun trætter psykisk, men også fysisk – og det er altså videnskabeligt bevist at behandling mod cancer er trættende!! – så bliver det selvfølgelig ikke bedre. Vigtigt er det bare, at du kan tilgive dig selv og det kan du lige så godt gøre, for du kan ikke gøre noget ved det, selv om du gerne ville.
    Alle mødre har prøvet at være trætte og trætte af deres børn, men for dig vil det sikkert være mere udtalt for tiden – måske i lang tid. Jeg har ikke en gylden opskrift på hvordan du skal gøre det, men du skal lære at acceperet at sådan er det bare! Og du gør – som alle andre – det bedste du kan! Nogen dage vil det være mere end rigeligt, andre dage, vil det ikke nå i nærheden af acceptabelt, men sådan er livet jo Christina, – for os alle sammen.
    Og selv om du selv sidder med en følelse af utilstrækkelighed, er jeg sikker på, at alle andre end dig selv, ville forstå dig 100 %. Husk på det, selv om du måske ikke kan bruge det lige i øjeblikket, så kan du måske dagen efter?
    Du må ikke slå dig selv i hovedet med det – livet har givet dig nogle kæmpe store udfordringer og ikke af de gode – men du klarer det! Og du klarer det så godt du kan!!! (Og det er sikkert i øvrigt, helt vildt meget bedre end du selv føler det!!)
    Jeg kom til at tænke på sikkerhedsinstruksen i flyveren (ved ikke lige hvorfor den poppede op….) hvor de siger at du skal tage din egen iltmaske på inden du hjælper andre…. det gælder jo i alle livets forhold, – er vi flade og mangler ilt, overskud, søvn, kræfter, kærlighed, så kan vi ikke hjælpe andre/give noget videre til andre. Vi har ikke superkræfter!! Ingen af os!! Og lige nu skal du huske, at hjælpe dig selv! Jeg er med på, at i den situation du er i, bliver det måske endnu vigtigere, at være en sød, fantastisk og tilgivende overfor sine børn, men det er du jo også for det meste Christina! Vær derfor ikke så hård ved dig selv, når der sniger sig en dum dag (eller 30 dage, eller 50 dage) ind i mellem, alt andet ville være unaturligt.
    Pas på dig selv, tilgiv dig selv, smil til dig selv og husk at alle mødre (med og uden cancer) ind i mellem ønsker deres børn hen hvor peberet gror!! – Og skid i øvrigt nullermændene et langt stykke – hvis du altså har nogen???

  17. Jeg har bare lige ét spørgsmål: Har Alfred nogensinde tisset på Henrik? For Rasmus har aldrig tisset på Jannik når han har ligget nøgen på puslebordet (Rasmus altså ;-)), men kun på mig!
    Jeg er sikker på at det er en mandeting 😉

    Nu er det efterhånden et par uger siden du skrev dette indlæg, så jeg håber at du er frisk igen. Med en sygdom, der udover at være fysisk, også er psykisk udmattende, så er det sgu ikke så underligt, hvis du går ned med flaget efter 4 døgn med en syg dreng. Der skal meget mindre til her…

    Knus B

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *