En tak

“Kære Annamette
Jeg har på de sidste to dage læst bogen“længsler og leverpostej”. Jeg har leet, tøvet og nikket genkendende til mange af passagerne og enkelte har jeg læst igen.

Din bog har rørt mig.

Der er ikke ret mange, der tør dele det aller mest private, på den måde, som du har gjort. At dele kærligheden, på godt og ondt, har ramt mig lidt dér, hvor jeg selv bliver sårbar og samtidigt nikker genkendende til mange af dine ord. Det er modigt af dig og hvor skylder jeg dig meget tak. Du har på en vanvittig humoristisk måde ramt min “ligtorn” og fået mig til at tænke lidt mere “uden filter” på familielivet/parforholdet.

At pleje parforholdet med 2-3 børn løbende rundt omkring, er stort set umuligt. Sådan tænker jeg faktisk. Lidt. Det er stort set umuligt at få alene tid, når tidspunkterne vi er samlet på, er i Ulvetimen, stunden, badetiden, puttetimen etc. Det er stort set Børnetime konstant. Ungerne fylder f…. ALT – det er selvvalgt, ja og jeg ville ikke bytte ungerne ud for den tid, kæresten og jeg havde før – selvom at vores forelskelsesperiode er tiden, vi til tider længtes tilbage til.

Det er hårdt. Det er vanvittig hårdt. Faktisk har jeg ind i mellem vanvittig meget lyst til at ønske bavianerne i vores seng, hen hvor peberet gror, netop fordi de ikke giver os et spillerum. Men hvordan forholder man sig egentlig så til den altoverdøvende træthed, som blokerer og skygger for resten, hvis du pladsen mellem os var tom? Jeg ved udemærket, hvad du taler om.

Det handler nok om, at fokusere fokusere mere på parforholdet og tage sig sammen i enkelte sammenhænge. Jeg ved udemærket godt, hvor jeg halter. Sikkert det samme sted, som alle andre mødre til små børn. Det er et mega ømfindigt område – og det er fandme storhjertet af dig at dele ud af de følelser.

Sex er så vigtig en del af parforholdet og kærligheden. Hvorfor er det noget af det første vi forsømmer? Vi har 2 små børn – en livstruende sygdom og et parforhold der skal køre (overleve). Spørg lige om vi har varme lagner?

Kære Annamette – jeg ved ikke, hvorledes jeg får snyltet en masse rodede sætninger sammen, men din bog har ramt mig, sat noget i gang og sat et spor, som jeg ikke glemmer med det samme. Vi (dem der føler sig truffet) bør tage os sammen. Jeg ved så udemærket godt, hvor jeg bør gøre anderledes. Det er ikke uden grund, at man siger, at et forhold går i stykker inden ungerne er fyldt 2 år. Det er hårdt arbejde. Det hårde arbejde har du delt med os. Det er fandme sejt!

Jeg tillader mig, at citere dig i bogen; en passage, som jeg måtte bladre bogen to gange igennem for at finde og læse igennem 2-3 gange.

“Ved indgangsporten til 2010 står vi med hinanden i hånden for 4. år i træk og er nu to børn rigere. Vi fatter stadig ikke, hvorfor det gik så stærkt, og hvor alle de børn kom fra? Hvor kom de egentlig fra? På et tidspunkt, da ungerne er faldet i søvn i rabalder fra nytårsraketterne, tager Thure min hånd og kigger på mig. Han behøver ikke at sige noget, jeg ved, hvad han tænker. Jeg kan se, at han har en lille tåre i øjenkrogen, da han spørger mig, om vi skal tage ét år mere. Selvfølgelig skal vi det, for vi har haft en stiltiende aftale om, at vi ikke går fra hinanden, før det er blevet nemt igen.”

Lige netop dét er så hammer vigtigt at huske på, når småbørnslivets bølger går allerhøjst.

Da jeg læste din bog tænkte jeg faktisk, sikke en kærlighedserklæring! At skrive om noget, som i særdeleshed er noget af det sværeste at være åben omkring! Det tager jeg hatten af for. For dig! “

Den her bog har rørt mig. Hvis du ikke allerede har læst bogen, så MÅ du bare gøre dig selv den tjeneste og springe videre og hente bogen hjem her. Jeg har valgt at sende indlægget direkte til forfatterinden Annamette Fuhrmann, fordi jeg mener, at hun har fortjent det største cadeau for den ægthed bogen drukner i. 

6 thoughts on “En tak

  1. jeg har ikke læst bogen men hørt meget om den så en får jeg dan nok læst :)

    jeg har snart kendt min mand i 11 år og til sammen har vi 8 børn jeg havde 3 drenge fra før og han havde 3 dreng fra før samme fik vi 1 pige og en dreng … vi har lovet hinanden at blive sammen og få det bedste ud af det samme og har erkendt at vi skal give hinanden frihed så vi kan vokse og også at det er vigtige at vi laver noget samme som kærester ellers går det ikke … der har været tiden hvor vi har revet os i håret men vi har sat os ned og talt om tingene …. vi elsker stadig hinanden :) og vi glæder os i det små over at vi en dag kun er os 2 :)
    men hold da op der er mange leverpostej dage vi bare skal igennem 😉

  2. Hej Christina,
    roser også lige dit indlæg, for du skriver altså godt… rigtig godt….
    -Og…Hmmm…. hvor jeg kender til det,
    jeg lover mig selv at “klikke” på dit link til bogen :)
    Er selv mor til 4 stykker, med manden på 13. år og ville ikk undvære, trods leverpostegs-dagene!

    God weekend

  3. Dit indlæg til Annamette rørte mig.. Så mon ikke bogen også vil prikke mig lidt i hjertet, på den gode måde!?

    Jeg havde ikke hørt om den, så tak for dit indlæg. Den må jeg helt bestemt læse :o)

  4. Ville nogen gange ønske at man kunne skrue tiden tilbage, eller at man havde fundet en mand der var sådan en rigtig mand, os når det hele var lidt for meget leverpostej.

    Iøvrigt burde det være bestemt ved lov at man ikke gik fra hinanden mens ungerne var små.

    MÅ altså læse den bog..

    /Mila – alenemor til tvillinger på 2 år fordi manden var et båthorn.

  5. Må som ny “hang around” istemme koret ovenfor, for du skriver altså godt – rigtig godt. Det rører helt ind i hjertet at følge med på din blog – på den rigtig gode måde.
    Jeg glæder mig også til at læse bogen, når den en dag bliver prioriteret mellem arbejdet, familien, alle “det burde jeg have nået og det skal jeg i hvert fald nå punkterne” – og leverpostejmadderne…. :-)

  6. Hej.
    Jeg har nu købt bogen via dit link, det er jo altid godt at blive klogere! Du har en skøn og ærlig blog, som jeg nyder at følge.

    Mvh Stine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *