din egen fjende?

I forrige uge var jeg ved lægen. Alfred skulle vaccineres og i samme stund blev der spurgt ind til mig, kræften, kræfterne og mit humør. Vi fik en snak om hele situationen og jeg holder meget af, at snakke med min læge, fordi han er nærværende og forstår at ramme “bulls eye” med sine spørgsmål.

Jeg gik hjem derfra med følelserne udenpå tøjet og har siden tænke meget over et spørgsmål, som han stillede mig;

“Er du din egen værste fjende, Christina?”

Det spørgsmål kom selvfølgelig i forlængelse af en snak om de ting der foregår i mig i den her tid.

Jeg kører lidt følelsesmæssigt frem og tilbage. Oftest synes jeg faktisk, at jeg klarer min situation til UG. Jeg lader mig ikke køre ned af dystre tanker og ser min kræft sygdom, som en udfordring, jeg bliver stærkere af. Det er helt sikkert en facade jeg knytter mig til, for ikke at køre ned i et usikkert tankespind, men ikke desto mindre synes jeg, at min hverdag indeholder glæde, latter og umiddelbarhed. Jeg tænker ikke konstant på min sygdom – og hvis det kommer ind over mig – er det tit blot en flygtig tanke, som passerer, hvor jeg med vemod tænker tilbage på tiden uden de bekymringer. Alt i alt synes jeg, at jeg er sej.

Som Henrik siger, så sætter sygdommen ikke hindringer i vores hverdag. Den fylder ikke og vores glæde er intakt.

….

Det er jo dog ikke helt sandt. Hvorfor har jeg brug for at komme ud med tanker via min blog? Hvorfor mon min læge provokerer mig med at spørge, om jeg er min værste fjerne? Selvfølgelig lader jeg mig påvirke!

Der førskrevet har en vis portion sandhed over sig. Jeg overlever og gør det godt. Jeg er blot så hammer træt af situationen. Ind i mellem skal jeg knibe mig selv i kinden og sige til mig selv; ” vær tilstede i det her!, brug det konstruktivt!, lad være med at ønske dig et andet sted hen! – for det er til tider lige akkurat det jeg gør. Bander lortet af helvede til. Og ønsker at alt var som før.

  • jeg savner min barsel med Alfred
  • jeg savner at kunne have afsluttet amningen uden tvang
  • jeg savner at kunne have startet på arbejde igen, uden et energiniveau i minus, hængende over mig
  • jeg savner den der ubekymret-/umiddelbarthed som jeg tidligere befandt mig i
  • jeg savner faktisk lidt at jeg ikke får “den alvorlige” stemning i mig, når jeg kigger på de menesker, jeg elsker allermest
  • jeg savner at få mit liv og min gamle identitet tilbage
Jeg kunne uden problemer fortsætte min liste, men bliver nød til at stoppe den her. Det hele er så pisse kontrastfyldt. Det ene tidspunkt savner jeg at være foruden det her lort! (jeg ville selvfølgelig give alt for at have sluppet) – men faktisk så synes jeg også, at jeg har vundet noget godt midt i denne her livstruende sygdom.
Så nej, jeg synes ikke, at jeg er min egen værste fjende. Jeg er overbevist om, at man ret nemt kan blive det. Og jeg vil stadig være en ret god kandidat til at fælde mig selv i denne her kamp. Selvfølgelig råhader jeg min situation. Selvfølgelig er jeg blevet mere alvorlig. Selvfølgelig er jeg ked af det. Men nu hvor jeg blev så provokeret af spørgsmålet min læge stillede, så er det vigtig for mig, at jeg får kridtet banen op og markeret mig (overfor mig selv).
Jeg får alt det bedste ud af denne her situation. Jeg søger efter de ting, som giver mig glæde og positive følelser; mine børn, Henrik, mit job og omsorgsfulde kollegaer, mine stunder ved symaskinen og kreatiden med Lis, veninderne. Det er tydeligere for mig, hvad der er vigtig for mig af finde glæde ved.
Jeg kommer aldrig tilbage til det gamle liv efter kræft. Allerede nu ved jeg, at mange af mine værdier har ændret sig. Jeg prøver at være positiv, jeg søger det positive. Det handler nok bare mest om, at jeg skal minde mig selv om, at jeg sgu godt kan det her pis liv. Særdeles godt.
Om jeg er min egen værste fjende? NEJ SGU DA! Fandme

15 thoughts on “din egen fjende?

  1. Jeg er vild med din måde at reflektere på… Og jeg er vild med du kommer frem til din egen sandhed. Kan godt forstå du blev provokeret af lægens spørgsmål – gad vide om det var intentionen?
    Jeg tænker tit på dig og på da du kom forbi mig og satte et mærke i mit liv. Den fineste mælkebøtte som KAN og VIL så meget mere – også her i denne situation.
    knus L

  2. Jeg ved ikke om det her kan hjælpe dig lidt. Men jeg har i en del år grundet alt muligt sygsdoms skidt også haft den samme følelse som jeg tror di beskriver. Ikke at være helt til stede. Jeg kunne ikke se noget sjovt i det andre tog let på og grinede af. Jeg havde ikke rigtig humoren boende i mig mere og alt blev så tungt. Men jeg valgte at øve og øve mig i at tænke på noget positivt. Lave en taknemmelighedsdagbog og tvinge mig selv væk fra negativitet og tungsind. Jeg falder da også ned i nogle sorte hestehuller, men det tager ultra kort tid og jeg bemærker det hurtigt…at der er noget galt og så hiver jeg mig selv op igen. “Fake it untill you make it”. Man kan godt lade som om og på den måde genvinde sin glæde ved at fortrænge eller rettere vinde tingene til noget man bare skal lære noget af og tænke på, at andre har det sku nok værre. Eller hvad der kun fungerer for een. Jeg øvede mig i at smile med lukkede øjne så meget at det skulle kilde i maven og det indre smil blev en daglig øvelser, der gjorde mig vildt godt. I dag er glade, barnlige og umiddelbare Rikke tilbage. Der er impulsstyret og som har en energi der er hæsblæsende og jeg bliver sku aldrig rask…skal ikke dø (for det blev da fjernet), men sclerosen slipper jeg nok ikke for. Men jeg vælger at bruge den positive tænkning. Der finder tonsvis af bøger og jeg tror man kan flytte bjerne med tankerne! Knus fra mig

    • Kære Rikke, jeg tror, at jeg forstår hvor du vil hen. Jeg bruger nok en lidt anden metode, men i sidste ende giver det dét samme afsæt – glæde.. jeg tror f.. at det er vigtigt, at forholde sig klar i hovedet, positiv og med lykken for øje, så man ikke taber sig selv i chokket.. Kram C

  3. Hvor er det bare stærkt skrevet. Kender dig jo “kun” gennem din blog men det rør mig stadig når du hudløst ærligt fortæller om din situation. Jeg tror du er en rigtig stærk kvinde – og det er ikke noget man bliver men noget man altid har haft i sig!!! Selvom du aldrig bliver dit gamle jeg igen så behøver det jo netop ikke være noget negativt. Jeg er sikker på du vinder kampen og ærlighed over for sig selv er det vigtigste!!!

  4. Du er simpelthen så sej og modig, og du gør det pisse godt!! Jeg læser fast med, og får alt for sjældent kommenteret, men du rammer så mange ting indeni mig, og får ofte sat mange tanker i gang hos mig og mig selv og mit liv. Og det skal du have tak for!!! Du er en stjerne i mit univers, og det selvom jeg kun kender dig herfra!!!
    Kram og tanker til dig!

  5. Præcis – man savner livet fra før, kræften ramte. Følelserne, tankerne – det hele. Tænk så let livet føltes før – tænk hvis man havde vidst det inden.. Jeg ved det, fordi min søn blev ramt i 2010 – han har det godt nu, men jeg husker smerten. Især ved billeder fra før, han blev syg. Jeg savnede så meget følelsen af dengang.
    Men hæng i og kæmp videre.
    Du ved, at du kan.
    Kh Didde-Louise

  6. Forstår så godt dine følelser og tanker. Dine opplevelser av det å være kreftsyk, er som å kjenne på min egen! Det hjelper så godt å lese dine refleksjoner og vite at det finnes flere med samme tanker, som surrer rundt i mitt hodet. Takk for at du deler dine tanker og refleksjoner!

  7. Jeg kan kun tilslutte mig de andre! DU ER SEJ!!! Jeg synes, det er så dejligt, at du kan blive ved med at holde humøret højt på trods af lange ventetider, isolationesperioder og alt det andet der fører med. Og jeg er ikke i tvivl om, at dem der forfølger det positive, er også dem, der kommet styrket igennem sådan et forløb! Og nej, du er ikke længere den samme, men det behøver bestemt ikke være negativt:-) Og endnu engang. DU ER SEJ!!!

  8. Søde Christina, du er et af de sejeste mennesker, jeg “kender”!

    Du kæmper, overvinder og er i stand til, at bevare begge ben på jorden. Selvfølgelig vil du blive grebet af en trang til, at skrige og til, at blive overvældet af sørgmodighed- men gør det noget?!
    Er det ikke ok, at bryde sammen af og til?

    Du kommer igennem det- jeg er 100 % i troen på dig- og selvfølgelig er du ikke den person længere, du var før. Din rygsæk er nu pakket anderledes….

    De varmeste kram
    Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *