Er det bare mig?

.. der sidder med en følelse af at være en utilstrækkelig mor? Jeg har faktisk de sidste 2 dage set frem til at børnehaven og dagplejen startede op igen. Nu hvor ungerne er afsted og jeg har nået mine MUST´er, så sidder jeg faktisk med en lidt vag fornemmelse i kroppen. Jeg erkender, at jeg ikke har overskuddet til at gøre det rigtige hele tiden eller være perfekt ud i fingerspidserne.

Jeg har trængt til et pusterum – det har været en kæmpe udfordring i påsken. Ikke desto mindre – nu hvor jeg har fået fornemmelsen af “børnefnidder” ud af kroppen, så glæder jeg mig til at hente dem hjem igen.

Ida er i sin 3 års selvstændigheds-udvikling, så det virkelig har trukket tænder ud her i påskeferien. Vi har det mest stædige selvstændige barn (godt for det!), med sin helt egen mening, som SKAL trumfes igennem. Vi har valgt vores kampe med omhu – det har alligevel vist sig at være en udfordring. Vi har trukket vejret dybt men også nået hendes ret barnlige niveau.

Det kan bare være så omstændigt at diskutere alt fra rugbrødsmadder til teksten på “Oppe i Norge”. Hun har en ret god fornemmelse af, at hun selvfølgelig har ret i alle sager, vi har oppe at vende.
Jeg ryger ind i mellem ned på hendes plan og går imod, når jeg ved, at selvfølgelig er “Solen ikke en leverpostej”, eller at jeg IKKE vil smøre endnu en ny mad til hende, fordi skinkeosten ikke er interessant alligevel ligesom figenmaden.

Armmmen altså det har til tider været så latterligt. Om det er en måde at komme frem på? At finde sit eget JEG på? Så er det bare så provokerende at have en pige på 3 rendende mellem benene men et Nej tilføjet samtlige sætninger, der kommer ud af munden. Den der på-tværs-hed koblet med et bedrevidende blik, går lige i mit provokationscenter efter 3-4 intense dage.

Idag er der ro. Jeg nyder det altså lige nu. Nyder at have pause. Nyder at jeg ikke har været nød til at tælle til ti endnu.

Er jeg den eneste der punker mig oveni hovedet med følelsen af ikke at være tilstrækkelig?
Jeg forsøger at overbevise mig om, at det er ok at have den følelse.

34 thoughts on “Er det bare mig?

  1. Åh Chrstina, du beskriver jo det som mange af os forældre står med!!!!! Min datter på 8, er pænt krævende også, og jeg kan til fulde føle og forstå hvad du oplever!!!

  2. Du er ikke den eneste. Er selv ovenud glad for at skole og børnehave havde åbent idag. Har selv en fridag inden jobbet kalder imorgen og har forlængst droppet den dårlige samvittighed. Så dine tanker er helt OK i mine øjne.

  3. Stop! Der er ingen grund til at slå dig selv oven i hovedet, for du er en rigtig god mor.
    Ungerne kan drive os til vandvid og så er det dælme dejligt at sende dem i skole/børnehavn/vuggestue, så vi kan få lidt fred! Sådan har jeg haft det efter HVER ferie de sidste 6 år. Og jeg har for længst droppet den dårlige samvittighed!

  4. Nej det er ikke bare dig Christina – den alder ER slem.
    Har lige været igennem den for 4. gang. Og ja, man kan ligefrem glæde sig til hverdagen igen, selvom man har glædet sig til at skulle ferie med familien, men det er sgu bare ikke altid så hyggeligt med et barn på tværs.
    Men, men – det er jo helt naturligt og kun en periode, kan man trøste sig med.
    Smæk du bare benene op og nyd roen og en stille kop kaffe, med god samvittighed – der skal nok blive noget at se til når flokken vender hjem igen :)

  5. Du er overhovedet ikke den eneste. Asta-Marie kører samme show for tiden, det trækker virkelig tænder! Alt bliver diskuteret og hun er totalt rasmus-modsat.
    Åhh hvor de formår at provokerer os derud, hvor vi ikke ønsker..
    Knus og medfølende tanker herfra
    Maria

    • Kære Maria – dejligt at Asta-Marie også er der.. det hjælper mig at vide at du som er så tæt også står med hårtotterne i hænderne.. (dit eget hår, ikke!!)

  6. Hahaha, det er jo Ingrid du beskriver! De smuksakker er både forrygende og pisseirriterende på én og samme gang.

    Når jeg ser det ene harmoniske blogbillede efter det andet så kan det altså undre mig om jeg er den eneste med møg-besværlige unger og illusioner om familie idyl der bare kun holder et nano sekund før der er rodet, og ungerne intet gider. Heldigvis ved jeg da at det er naturlov at alle unger er sådan og ikke kun mine.

    Særligt taget din sygdom i betragtning så er der absolut intet at sige til at du har brug for ro og en pause fra småbørns virak. Da Ingrid vrælede hele vejen fra dagpleje til børnehaven over at hun ikke måtte følge Agnes ind der var hun altså også TEMMELIG billigt til salg.

    Nyd roen! De der krammere og hygge skal du nok få senere i dag. :)

    • Nej det er ikke lutter idyl, selvom at det er nemmest at vise det frem.. Billederne af Ida er egentlig meget neutrale.. men der er ingen der står med kameraer i hånden, når vi står og spytter på hinanden af raseri.. Jeg indrømmer at jeg ikke har overskud.. overhovedet.. Men Maiken – det giver da lidt samvittighed, når man står med en følelse af at Ungerne er billigt til salg.. ikke?

  7. TAK!!!!

    Du har næsten fået tårerne frem i øjnene på mig, når jeg læser dette!

    Jeg har nemlig en pige på knap tre – og i guder, hvor kan hun provokere mig. Præcis som du skriver – kan man ikke altid finde tålmodigheden frem. Jo, barnet kan – og det i sig selv er jo provokerende når man er ved at hænge sig selv i en sytråd… Eller får tårer i øjnene foran barnet, bare fordi man bliver ked af noget de siger. Også selv om man ved de måske ikke mener det… Som i “Helena jeg elsker dig” – Helena lægger hovedet på skrå og siger “Nej, jeg elsker hellere FAR!” og går….

    Glad for at vide, andre har det som jeg – det hjælper faktisk lidt!!! så TAK!

    • Tina du er ikke alene.. Ida elsker sin far meget højt og siger det også.. især når jeg har sagt fra… ellers spiller hun på alle tangenter og siger, jeg vil have et knus – især når bølgerne står højest.. De er en kæmpe udfordring..

  8. Jeg har også en af samme slags.. snart 3 år og totalt på tværs! Det har han nu næsten altid været, han har længe haft sine egne (stærke) meninger og vilje og temperament der vil noget.
    Jeg har glædet mig rigtig meget til ferien var ovre.. gruer lidt for 3 ugers sommerferie;-)

    Føler med dig

  9. Du er bestemt ikke alene om den følelse. Jeg får også nogle gange NOK! Jeg har en dreng på 9 der stadig siger nej til alt 😉

  10. Du er absolut ikke alene! Jeg har også en pige der lige er blevet 3 år og din tekst er som taget ud af mit liv. Kæmper en daglig kamp for at holde humøret højt og den dårlige samvittighed nede! Men, men, men den dårlige samvittighed kommer jo kun fordi, vi trods alt, elsker vores børn over alt i hele verden :-)

  11. Jamen altså, Din lækkermås.dk ved compen er jo som at se min minifyr på samme alder.
    Og det lyder som om hun har samme nej-hat på, som også siddet laaaaangt nede over ørerne på 3års drengen herhjemme 😉
    Du er ikk alene om at glæde sig en smule til at hverdagen er tilbage, heh!
    Kram T

  12. Kære christina (og alle andre med mindre børn)
    At man får børnefnidder og har brug for at trække sit helt eget luft ned i lungerne en gang imellem er et rigtig godt tegn. Det betyder, at man trods alt sin kærlighed og omsorg også ser sig selv og barnet som to adskilte individer. Hvis det ikke var sådan, ville du så kunne slippe barnet i børnehaven – overladt til andre voksne og børn? Ville du lade hende starte i skolen med alle den potentielle nederlag? Ville du kunne bakke barnet op i at tro på sig selv og udvikle sig til et selvsikkert og selvstændigt menneske?
    At have lyst til at være sig selv er et rigtigt godt del-element i at være en god mor. Desuden er det tvingende nødvendigt, når man pludselig har døtre på 16 og 20 år (oh yes – tiden går forrygende hurtigt, når man har børn), at man faktisk kan finde på noget at give sig til, så man ikke bliver for omklamrende;-)
    De bedste hilsner fra Anne Sofie
    – mor til piger på 16 og 20, men det havde du nok gættet..

  13. Herhjemme kommer sætningen “skal han ikke snart puttes” ofte op…Forde de timer der er mellem hans middagslur og hans puttetid kan være frygteligt lange, de dage hvor overskuddet bare ikke helt rækker til. Vi griner det væk (men nogle gange stikker det alligevel lidt i hjertet).

  14. oh no, kender det så godt! Jeg har endda måtte holde Ida hjemme i dag pga. feber og opkast (jeg var seriøst ved at græde i morges ved tanken om ikke at få den mig-dag jeg sådan havde set frem til og en frisørtid der skulle aflyses). Idas standardsætning har de sidste (mange!) uger været “jeg gider aldrig ikk…” og så efterfulgt af stort set alt, hvad hun har skulle eller er blevet bedt om. Det er simpelthen til at få lange patter af rent ud sagt. Men så snart de så har været lidt væk, eller sover eller ligger og øffer af feber, så er ens hjerte jo ved at smelte over af kærlighed til de små mennesker. Sådan skal det nok være er jeg sikker på.

  15. Ja, tak – mere af den slags indlæg, så vi andre “normale” kan være med også :-) Hav en dejlig eftermiddag med dine unger!

  16. Kære Christina. Jeg kender ALT til den følelse. Har også en treårig, der er samme sted. Har også brug for tid til mig selv. Og har også en dårlig samvittighed siddende i kroppen. Tak for et godt indlæg. Det er den slags der gør, at jeg ikke føler mig helt alene i verden.

    Kh
    Anna

  17. Jeg har været der med en meget bestemt og stædig datter. I dag er hun 6 år og alting går en smule nemmere. Har virkelig måttet trøste mig selv med, at hun nok skal blive til noget, komme frem i verden og at hun ikke lader andre tromle hen over sig. En udfordring ja, men dejligt at have et barn med tro på sig selv og en holdning til livet omkring sig :o)

  18. Åhh Christina! Jeg er netop startet på job i dag efter en vidunderlig barsel. Lillesøster er en glad, mild, smilende og (bortset fra aften/nat) nem baby – og hun står virkelig i skærende kontrast til storebror på 3,5 år, som er sur, har nej-hatten på, svarer igen (bruger vores voksensætninger), vil slås og som naturligvis også er et vidunderligt barn… Nogle gange kan jeg tage mig selv i at tænke, at han da må fejle noget på grund af hans vrede og til tider nærmest aggresive opførsel, og så fortæller jeg mig selv, at det er en fase – om end en fase jeg meget gerne ser slutte lige med det samme, så vi kan få vores søde, betænksomme og dejlige dreng tilbage…

    Nå men i dag havde jeg det så skidt med at aflevere
    lillesøster, men for pokker jeg glædede mig til, at storebror skulle afleveres!!! Og jeg har haft vildt dårlig samvittighed heeeele dagen….

  19. Har for ganske nyligt – lige midt i påske”idyllen”, faktisk – skrevet et indlæg, der handler om noget af det samme. For du er ikke alene. Og jeg har virkelig nydt, at hverdagen er tilbage, så jeg kan begynde at få noget, der minder om rytme – og dermed bare liiidt tid til mig selv, selv om jeg er på barsel – igen. Uden at skulle svare på et eller andet bizarro spørgsmål fra 3-årig eller trække vejret dybt ned i maven for at undgå at komme ned på 3-årigt niveau. Det lykkedes så IKKE altid, kan jeg berette…

    Så bare rolig – du er helt normal… :-)

  20. Åh, kender det godt…Man trænger altså ind i mellem til en “pause” fra sit barn, og det er ikke negativt ment, men man kan altså ikke være på dagen lang, på et tidspunkt er overskudet væk og man trænger til en genopladning. Jeg har haft rigtig dårlig samvigtighed over det, har altid tænkt at man da må have overskud til sit eget afkom, men har måtte sande at de altså kan trække tænder ud ind i mellem :) Og så synes jeg bare det er dejligt du altid er så ærlig, så man ved man ikke er alene med tankerne :)

    Kh.
    Ditte

  21. Kære Rappedikke
    Det var en beskrivelse af min helt egen påske:)

    Her i huset er det bare en Mejse på 3,5 år, som ofte føler, at alt skal testes, inklusiv morens tålmodighed!
    Og jow, selvfølgelig skal man nyde den fine ferie med sin snut´(som man har arbejdet på at få), men det ER hårdt at være “på” hele tiden!
    Du har min fulde opbakning til at komme med et forståeligt “Aaaarrrrmen” :)

  22. du er slet slet ikke den eneste!! Min datter har kørt samme show hele vejen fra 3-4 år og suk det fortsætter. Nu er forskellen bare, at hun har opdaget hvor meget magt hun egentlig har, når vi forældre ikke altid orker at tage kampen igen og igen og igen…. De hele handler om hvem der bestemmer og ikke bestemmer, og det har vi nok selv været uden om. For vi bruger meget “Det bestemmer jeg”, og den har hun så taget til sig. Åh gud det er hårdt!

    I aften havde jeg heldigvis overskud til at modtage et af hendes flip med humor, og det endte med grin i stedet for råb og skrig. Men det har jeg desværre ikke energi til hver gang, selvom det faktisk er meget nemmere.

    Det korte og det lange er, jeg synes det er helt okay at både børn og forældre glæder sig til at komme afsted ud i hverdagen igen, med faste rytmer og pauser fra hinanden. For så kan man også nå at savne hinanden og dermed nyde hinanden når man ses igen 😀

  23. Åh jeg synes min datter på 6 måneder uden sprog er rigeligt krævende….jeg fygter når hun begynder at kunne snakke og ævle med os….jeg joker med hun kom i trodsalderen, da hun var 4 måneder…det skal nok blive spændende :-). Jeg synes, det er HELT i orden at give udtryk for manglen på overskud og at sige, man synes, ens børn er pisse irriterende, for det er de nogle gange – det skal der være plads til, når man er blevet forælder! Så godt sagt!!!! Mvh Anna

  24. Min mand sagde i går, at han trængte til at komme på arbejde i dag :) Jeg havde det ok med ferie – bare et par dage endnu. Men denne gang var jeg også på forkant – klog fra vinterferien. Vores to var afsted de 3 ikke-helligdage i starten af ferien. Til stor glæde for dem og med mor-tid, handle-tid og ingen-stress-tid :) Juhu!

  25. Jeg ved SÅ meget hvad du/I går igennem. Max har da også en holdning til alt og diskuterer mange mange ting. Han stiller ? ved hvad vi siger og har ALTIS ret. Han er utrolig, så formentlig er det alderen…Skal vi ikke håbe på det. Han er så snart 5 og har nok fået det lidt senere pga hans køn. Men det kan godt trække ud, så det lyder helt som om I er på rettte spor med at vælge kampene osv. Du må se at nyde det når du kan med kæreste dage osv. For det er med at få lidt voksent ind i livet…som rent faktisk er voksent. Kan man sige det? Men man er magtesløs og det kan jo godt vende tilbage…de bliver vel teens en gang…suk

  26. Jeg er vild med sådanne ret ligetil beskrivelser af de udfrodringer det er at være mor. Jeg selv har jo kun en krudtugle på de 21 mdr (ja, vi tæller stadig i måneder…), og puhaa synes bare hun kan være en stor mundfuld. Nyder de dage (som idag), hvor jeg skal i aftenvagt, hvor vi har haft god tid om morgenen til at hygge og sige farvel i vuggestuen. Og så tager jeg hjem og laver mig-ting. Det er rart, men alligevel er der også en snert af dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare først afleverede hende til frokosttid. Men hun nyder at være dernede, og vi har ret mange fridage sammen iøvrigt, som til tider ikke helt føles som “fridage” for moren 😉

  27. Christina – det ér ok! Alene det, at du bekymrer dig om det viser jo, at du er bevidst om dine reaktioner og tanker. Bare klø på: Udfordringerne forsvinder aldrig, men de ændrer karakter med årene 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *