1

I søndags holdte vi 1 års fødselsdag for Alfred. Jeg er stadig blæst tilbage over en dejlig dag, men egentlig også fordi jeg synes, at tiden er gået så stærkt. Det er en epoke, som sluttet – med glæde men også med en portion vemod.

Jeg indrømmer – han er “mors dreng”. Det er sådan en mærkelig fornemmelse, der opstår i kroppen på en, når man får en søn. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville være sandt, men der er ingen tvivl om, at der opstår noget andet mellem mor og søn.

Ikke at det er mindre varmt,  mindre ægte eller at der bliver gjort forskel på forholdet til ens pigebørn. Det er svært at forklare. Måske jer derude med drengebørn, ved hvad det så kluntet er, jeg forsøger at beskrive?
Ikke desto mindre er jeg faldet i fælden og trives godt i rollen som Hønemor. Lad mig endelig blive i den lidt endnu.


Nu ved jeg, hvordan det føles, når Henrik snakker om “Fars pige”.

18 thoughts on “1

  1. jeg tror godt jeg ved hvad du taler om jeg elsker mine 5 børn ,men mine drenge er bare mere under min hud end min datter ,kærligheden er lige stor til dem alle ,den er bare forskellig … min mor har kun mig … men da jeg fødte min første barn en søn sagde hun … åh en dreng som hun næste tog til sig som sin egen .. så ja der er noget med drenge og deres mødre :)

    • Det er jo det Helle, der er noget særligt mellem drenge og mødre.. ikke at det betyder mere “kærlighedsmæssigt”, men der er noget andet også…

  2. Stort tillykke til lille Alfred.
    Jeg har aldrig tænkt over at der skulle være forskel, for jeg har jo ikke prøvet andet end at være drengemor, men nu du siger det, så forholder det sig faktisk også sådan herhjemme at to ud af de tre er rigtig meget mors drenge.
    Rasmus tippede over og blev lidt mere fars dreng da han som to-årig måtte vige pladsen i mors favn for sin lillebror. Det var meget meget hårdt for moren!! Men derfor har Bo og Rasmus et stærkt bånd idag, hvor Bertram bogstavelig talt stadig hænger i mors skørter – sammen med Alfred.
    Og de vil alle tre stadig gerne nusse hos mor og det har jeg planer om at de aldrig skal stoppe med. Shit, jeg bliver helt sikkert sådan en mor der insisterer på at kysse dem farvel og goddag på munden længe efter de selv er stoppet med at synes det er fedt. Jeg bliver pinlig-mor. Uden tvivl!

    Ha’ en dejlig dag som hønemor for søde Alfred :-)

    Knus Ulla.

    • Kan godt forestille mig, at man ikke kan fornemme den store forskel, når man kun har drengebørn.. jeg tænkte heller ikke over det, da jeg kun havde de to piger – men nu hvor Alfred er kommet til, så fornemmer jeg, at han rammer mig mere i solarplexus – på den der “overbeskyttende” måde. det kunne være sjovt at læse lidt Freud op.. mon han havde ret i sine komplexer?

  3. Tillykke med det allerførste år… Han ser altså noget så dejlig ud!

    Jeg ved lige hvad du mener – det er noget helt særligt, det med de drenge. Det er det også med piger – det er bare noget helt andet igen.

    Kh. Betine

  4. Stort tillykke med store Alfred. Altså tænk sig at han allerede er et år.
    Jeg forstår godt det med drengebørn. Selma er fars pige, men Bertram bliver stensikkert mors dreng! Det bliver jeg mere og mere overbevist om des mere af sin personlighed han viser os.

    • Tak Christina – det er en underlig fornemmelse ikke? Jeg har ind i mellem oplevet en form for jalousi over det bånd, som var mellem Ida og Henrik. Nu forstår jeg, hvad det er de har sammen.. og nyder at det er min tur :-)

  5. Hjertelig tillykke med din søde Alfred. Han ser simpelthen så glad og mild ud. :)

    Du har ret – der er bare “noget” der er anderledes når man får en lille dreng. Og dét sagt med hjertet buldrende fuldt af kærlighed til begge mine børn – en pige og en dreng.
    Jeg tror at det måske kan skyldes, at vi mødre aldrig helt kan sætte os ind i vores sønners tankemåde, uanset hvor tæt et forhold man har. (Med døtre kender man de forskellige faser og tanker om livet på sin egen krop og eget sind).

    Men hvor er det bare vidunderligt, at få lov til at opleve en flig af hvordan verden tager sig ud set med drengeøjne.

    • Måske du har ret Ulla. Det har jeg ikke lige tænkt over.. Andet end at der selvfølgelig er nogle ting, som jeg kender til fra mig selv, hvor jeg måske ikke falder i sårbarhedsfælden, når nu pigerne er i deres følelsers vold.. 😉

  6. Hmm her er det nok lidt omvendt, har en dreng og en pige… Og med drengen tænker jeg at han skal være mere selvstændig, modig osv… Jeg har ambitioner om ikke at være hønemor, men måske har det betydning at farmand gik hjemme på barsel sammen med vores dreng i et år :-) Men tænker sådan: Er der noget værre end de mænd i en voksen alder der ikke kan klare sig selv og er afhængige af deres mødre?” – Sådan skal min søn ikke være (Selvom jeg inderst inde ville synes det var dejligt) 😉

  7. Tillykke med ham. Han ser dejlig ud som altid :-)
    Jeg har en gang læst (nok i forbindelse med at jeg selv fik en dreng) at drengefostre og -børn er svage/sarte. Fx er bliver der produceret flere XY i livemoderen, for de forgår lettere end XX. Og der dør flere drenge end piger (her snakker vi ikke herhjemme længere, men i lande med høj børnedødlighed). De er simpelthen det svage køn 😉
    Så det er i bund og grund nok “bare” et naturligt beskyttergen der får os til at have det forhold til vores drenge. For jeg har det også. Rasmus er helt klart mors dreng. Han elsker far og elsker at lave mandeting sammen med ham, men mor er nu der hvor der er trygt.

    Der er forøvrigt også noget med at det ligger i vores gener, at kvinder der får drenge lever længere, for vi bliver nød til at være der for at beskytte dem. Pigerne kan sagtens klare sig selv. Hvor meget der er i det, ved jeg ikke, men lige i dit tilfælge må det da være godt at vide…

  8. Det er noget pudsigt noget, for jokke er helt klart også mors dreng. Z nogle gange kan det virke som om, at når han ikke orker at være mere macho, så er det dejligt at ha en mor og falde tilbage på… Med begge mine piger ved jeg jo også præcis hvordan de har det, bare på den måde de komme ind af døren… Jeg har tit tænkt på, om det bare var fordi jokke var temmelig syg og indlagt som spæd, men det er altså ikke kun det… Jeg kan jo ikke generelisere, men det er sjovt at der er andre der beskriver det de oplever lige præcis på samme måde som mig…og altså bare lige for en sikkerheds skyld handler det jo ikke om mængden af kærlighed men måden….

  9. Jeg ved lige præcis hvad du taler om!!!
    Jeg har en pige og en dreng, som jeg elsker lige meget. Men det du snakker om, handler ikke om kærlighed, men om at have et helt specielt bånd mellem mor og søn. Siden jeg fik Magnus, har der bare været noget helt specielt mellem ham og jeg og jeg har egentlig bare troet, at det var fordi han var den lille og at vi ikke skulle have flere børn, så det galt bare om at nyde ham mest muligt, mens han stadig var lille…..så den fik ikke for lidt på nusse/kysse/kramme fronten :0)
    Men for et års tid siden, var jeg på kursus hos en super dygtig psykolog i forbindelse med mit arbejde og hun bad os sige, hvem af vores børn vi var mest knyttet til. Det var der rigtig mange der blev støt over og ikke kunne/ville sige, fordi de så følte de svigtede det/de andre af deres børn, men jeg vidste med det samme hvad hun mente og kunne klart og tydeligt sige MAGNUS. Det handler ikke om at gøre forskel eller elske ens børn mere eller mindre, men alle er knyttet til nogen mere end andre og det går både opad og nedad i generationen og kan ligeledes springe en generation over. Opad vidste jeg også med det samme, at min lige linie gik til min bedstefar, som jeg havde et helt specielt forhold til. Synes det der psykologi er fandens spændende, når man først får fundet vejen ind til det :0)
    Håber min lange “stil” kunne bruges :0)
    Kh Signe

  10. Jeg har det lidt omvendt… jeg fik først to drenge og derefter en pige, og jeg tænker: Der er noget helt særligt mellem en mor og en datter : )
    I virkeligheden tror jeg ikke helt det har noget med køn at gøre… men alle børn er jo forskellige og du ville måske stadig have det helt særligt med Alfred, også selvom de store børn var brødre.
    Jeg tænker lidt om det også handler om at de er nr. 3 ; ) Jeg har hørt om en bog : Dit nr. i søskenderækken – eller noget i den stil, måske kunne vi finde svaret der…
    : )

  11. Uden at ane et klap om det så er der helt sikker noget med det der far/datter og mor/søn forhold. Hmm og også lidt mor/datter, på den gode måde. Det er alt for tit det bliver sammenlignet med noget skidt. Du ved det der teenage fniderfnadder… Jeg vil kæmpe for ikke at komme under den kategori med mine piger!
    Og håber en dag at opleve det du oplever nu… mor og søn.
    Han er vidunderlig lille Alfred! Og hvad er det i kommer i de øjne. Hans har den samme dybe blå farve. Ihvertfald på billederne. Stort tillykke med ham Christina!

  12. Hej! Jeg har det på samme måde som dig, fik barn nr 2 for knap 3 måneder siden, også en lille Alfred, som har en storesøster på 3. Og jeg har været dybt forelsket og inde i ham fra dag 1, hvor det tog meget længere tid at få den kontakt med den første. En jordemoder fortalte mig at drengebørn ofte er mere følsomme og sansible end piger da de først bliver til drengefostre 2 måneder inde i graviditeten og derved er 2 måneder bagud ved fødslen og derfor har mere brug for moderen. Ved ikke om det er rigtigt, men det passer på vores Alfred som først har fået den der ro over sig nu som hans søster havde fra fødslen. Men rigigt stort tillykke, han ser skøn ud! PS hvor er den trøje han har på fra? Syns nemlig der er meget langt mellem drengetøj jeg kan lide!
    Mvh Charlotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *