Tankespind

Forleden dag skrev Camilla denne her kommentar under et af mine indlæg, som handlede om tanker, cancer og beslutninger.
Nu skriver jeg noget som jeg håber du ikke misforstår Christina. Da jeg læste dit indlæg tænkte jeg “Jamen det er jo derfor den satans sygdom har hægtet sig fast på netop dig”. Fordi du formår at gøre som du gør. Løsrive dig, kæmpe imod, finde hverdagens lyspunkter, pulsen og livets finurligheder frem og ikke lade dig stå i skyggen af det som måtte forsøge at skræmme dig fra sans og samling. Du finder lykken i ulykken. Det er beundringsværdigt. Det kræver en person af en ganske særlig støbning…
Jeg tænker utrolig ofte på dig, følger altid med på din blog. Får ikke altid kommenteret ,men dine ord går stærkt ind. 
Alverdens lykke til dig og din skønne familie…
Kærlige forårshilsner herfra Camilla
Camilla´s kommentar ramte hovedet på sømmet. I hvertfald mit hoved, hvor jeg ofte har tænkt i samme dur.
Jeg har længe haft en masse frustrerende tanker i mit hoved.  Eller mangel på samme? Jeg har tænkt og tænkt, men har ikke kunnet få “lortet” ud. Jeg har simpelthen ikke været i stand til at sætte ord på, hvad det var for følelser, der kørte rundt i kroppen på mig. Jeg har følt mig så tom inden i. Mine følelser har ligesom været gemt væk midt i alt det her sygdom.

Mange af jer læsere skriver ofte til mig, at jeg er til stor inspiration, at jeg er sej, modig og at I synes, at jeg takler den her sygdom ufattelig stærkt. Jeg er virkelig taknemmelig for jeres ord. De giver mig en god portion ballast i hverdagene. De ting jeg skriver på bloggen er sande – følelserne og tankerne, men der ligger selvfølgelig meget mere bag dén Christina, som I ser her. Der er en grund til at jeg reagerer så stærkt, som jeg gør. Hvilket ikke altid er hensigtsmæssigt.
Camilla´s kommentar har jeg tænkt over hele weekenden – og jeg har været nød til at skrive mine ord skrevet ned. Tanker der giver mig mening og får sat tingene i perspektiv.
Mange af jer kender lidt til mit barndomsliv. De første 15 år af mit liv har jeg boet med min psykisk syge mor, der dulmede sit sind med medicin og alkohol. Jeg har oplevet rigtig mange dumme ting og været “mor” for min 10 år yngre lillesøster i en meget tidlig alder. Mit barneliv har fungeret som voksenliv – og der er selvfølgelig mange måder, hvor jeg på en eller anden måde reagerer “unormalt”.
Altså det jeg forestiller mig lige nu er, at jeg som lille har været nød til at overleve i kriser, i svære situationer på den måde, at jeg har lukket i for de svære følelser, lukket af for det der gør ondt, så jeg har kunnet begå mig i kaoset, som har været tyngende i det liv, jeg befandt mig i.
Det har været en nødvendig måde at overleve på.
Jeg tror faktisk, at det også er det, der gør sig gældende lige nu. Den her lorte sygdom har selvfølgelig skabt kaos i mig. I mit liv. Det var et kæmpe chok, som jeg modtog alene ved en samtale på OUH. Jeg mindes faktisk, at jeg midt i samtalen fik en fornemmelse af morsomme tanker. Totalt ambivalent at sidde og små-grine mens man får sådan en besked. Da jeg gik derfra for at få taget en blodprøve blev jeg fuldstændigt kold, græd og ringede selvfølgelig til Henrik.
Derefter tror jeg faktisk, at jeg besluttede mig for, at det ikke måtte sparke benene væk under mig. Det her er jo noget jeg er god til; at befinde mig i kaos. Jeg søgte efter det rationelle og har efterfølgende gemt følelser væk, som har været svære at rumme. Jeg aner jo ikke, hvad jeg skal stille op i alt det svære. Og jeg er skide bange for at miste kontrollen, for at være helt ærlig – jeg har jo aldrig nogensinde lært at tacke de svære følelser. Jeg har jo været alene med dem. Det kunne/kan jeg ikke tillade mig – jeg har jo min familie og ungerne – så det gør det meget svært for mig at lette låget. Hvem griber mig, hvis det sker? (Det gør Henrik selvfølgelig, men alligevel – det kommer ikke af sig selv).
De sidste 14 dage her har været følelsesmæssigt rent op og ned. Jeg er så meget bevidst om, at jeg bliver nød til at få hjælp til at komme mig over det her chok. Jeg har ikke brug for “igen” at gemme noget svært i pandoras æske. Selvom at det er noget af det, jeg er allerbedst til.
Her i december, hvor jeg fik at vide, at jeg har kræft og at det havde spredt sig til lymfekirtlerne, så blev jeg sgu bange. Men jeg tænkte faktisk også, at “det er sgu da typisk! Hvorfor var det egentlig lige mig, der skal fanges i det net? Har jeg ikke oplevet rigeligt?, Skal jeg til at tro på, at der er noget der hedder skæbne? For så har jeg sgu trukket nitten, ALTSÅ!”. 

Dog – Faktisk så er jeg lidt lettet over, at jeg har taklet det her på min akavede (?) måde. Jeg har stået oprejst hele vejen og gennemlevet dagene på den bedst-positive måde, jeg er i stand til.
På fredag skal jeg starte hos en psykolog som forhåbenligt kan hjælpe mig igennem chok, følelser, tanker og angst. Jeg er da vildt bange for at skulle til at åbne op og give mig selv lov til at være ked af det – men jeg tror på, at det er nødvendigt at få mentalt luftet ud, så det ikke kommer til udtryk senere.. For det er noget jeg gerne vil blive bedre til. 
SÅ Camilla – jo jeg er nok ret god til at finde lykken i ulykken. Jeg er i hvertfald ret god til at overleve i kaos. Jeg synes faktisk, at det er lidt grotesk at sige det, men HELDIGVIS for det.
Info: Jeg postede indlægget igår – men fortrød i et splitsekund. Jeg skulle lige sunde mig over ordene og privatheden i det. Jeg har min måde at være ærlig på bloggen og jeg finder en befrielse ved at skrive som jeg gør. Jeg bliver rigtig glad for jeres kommentarer, når jeg skriver disse indlæg. Også fordi jeg møder mennesker den vej, som ind i mellem ved hvad jeg snakker om.. Forstår I? Camillas kommentar gjorde mig glad. Netop fordi jeg ind i mellem tænker – klarer jeg at holde skansen? Hendes ord prikkede til tanker jeg selv havde gjort mig og det var fantastisk at få sat skub i tankerne igen.
Jeg har ingen problemer med at fortælle om min barndom – faktisk finder jeg det vigtigt at få delt ud af den. Det var den bog, jeg kom fra!!! Det er et åndehul for mig at lukke ud og derved er jeg sikker på, at jeg ikke kvæler manden herhjemme i mit tankespinderi.
Dog slog det mig igår – fuck gider I snart høre mere om det lort?

11 thoughts on “Tankespind

  1. Kæreste Christina

    Dit indlæg rammer mig igen igen lige midt i hjertet!
    Du skriver så hudløst ærligt og ofte formår du at sætte ord på det der for de fleste kun forståes i følelserne. Giver det mening. I mit hoved gør det….Jeg synes du er modig og dine indlæg blotter dig meget, men det er din stil på bloggen – Du tør og jeg synes det er fuldstændig fantastisk og igen meget beundringsværdigt det du gør. Har du tænkt på det, som en form for terapi? Jeg mener bare at hvis tingene bliver italesat, så tror jeg de kommer hurtigere ud af vores system… Du må aldrig stoppe med at blogge som du gør, kun hvis det er ødelæggende for dig selvfølgelig.
    Hvad fik dig til at fortryde dit indlæg?
    Du har oplevet mere end hvad mange mennesker oplever på et helt liv. Det er stærke sager!
    Det er så underligt, men det vi vokser op med, er vel det vi forbinder med kærlighed og tryghed. Det er velkendt. Du er på hjemmebane nu, men det betyder ikke at du skal “spille stærk”, fordi det er hvad du har været vant til hele dit liv og er god til… Det er okay at du knækker og viser sårbarhed. Før var der ingen til at gribe dig, men det er der nu…
    Jeg kan varmt anbefale en psykolog. Jeg går selv til en p.t. og jeg har det som om jeg er skrællet til skroget. Jeg er total blotlagt og i kontakt med mig selv på en måde, som jeg aldrig har oplevet før.

    Dit indlæg er stærkt Christina!

    Kærlige knus herfra Camilla

  2. Kære Chrisina
    Der er faktisk ikke et ord som er stærkt nok til at beskriver hvor modig og stærk jeg syntes du er!
    Du er fantastisk til at sætte ord på dine følelser og kan godt forstå at Camilla´s ord sætter tanker i dig.
    Nu får du lidt tilbage af mig, men jeg er ikke ligeså modig som dig til at tale om det på bloggen eller få ordene ud i det hele taget.
    Men min barndom har også en mørk skygge hvilket jeg skal leve med og acceptere at det er en del af mig. Jeg er en overlever og de venner som virkelig kender mig siger også jeg er en af de stærkeste som de kender. Nogen gange ved jeg ikke hvad jeg skal sige til det da jeg ikke altid føler mig sådan eller tænker hvorfor skal jeg altid rammes eller testes….
    Men DU er en stor inspiration og det er dejligt der er nogen (misforstå mig ikke) man kan se op til og gøre sådan at man ikke falder ned og får ondt af sig selv.
    Min mor som har været igennem noget ligenede som dig og hun er en af de modigste og stærkeste kvinder jeg kender.
    (Hun mistede sin far som 4årige, sin mor som 17 årige – passede sin lillebror på 11 år, hvis far var præget af flasken og mig som var på vej)
    Så på mange måde minder du om min utrolige stærke mor, så jeg ved hvad stærk og modig du også er og det kan og SKAL du være stolt af.
    Dine børn når de bliver større finder ud af hvor stærk og en modig mor de har og så bliver de så stolte af dig!
    Jeg håber en dag mine børn ser på mig som jeg ser på min mor og dig!
    Her er et lille citat som giver mig styrke –
    A BIRD WILL FALL FROZEN FROM A VALL…. AND NOT FILL SORRY FOR ITS SELF.
    Selvfølgelig må man have ondt af sig selv, bare jeg ikke kommer ned i et hul:) Lidt et hårdt citat, men man skal kæmpe videre og jeg hepper på dig og din kamp mod den forbandede sygdom!

    Du, min mor og en masse andre gør at vi andre kæmper videre med det vi kæmper med, så TAK Christina fordi du deler og får ikke altid kommenteret, enten tiden eller fordi jeg sidder med tåre i øjene:)

    Kram Vicki
    (Puha må hellere trykker SEND KOMMENTAR inden jeg fortryder…;))
    Beklager stavefejl og alle mine mangler:)

  3. Du ER stærk og sej Christina. Jeg har læst med på blokken længe….ikke kommenteret eller givet mig til kende. Men dette indlæg er SÅ godt. og Ja – du burde komme igang med den bog. Du skriver fantastisk. Sætter ord på de følelser du slet ikke ved du kan tackle så flot.

    Jeg er produktet af en familie der havde livstruende sygdom inde på livet i min barndom ad flere omgange – DET gjorde mig stærk. Det gjorde vores familie stærk. Mine forældre tacklede det som du – rigtig godt. Jeg er blevet en stærk person. Jeg brugte det selv da vi kom ud for en kritisk situation i min lille familie – vidste præcis og instinktivt hvordan jeg skulle agere og reflektere. Så selv om du synes det er svært – så giver du dine dejlige unger og din familie en gave. At lære at leve i kaos – at finde lykke i ulykke. Selvfølgelig ville det være bedre uden årsagen til at give denne gave. Men alle familier får brug for på en eller anden måde at kunne tackle en svær situation. De er heldige at de har dig!!

    Mange tanker – Tina

  4. Ja vi gider. Hvis det giver dig bare den mindste smule at skrive det, så har det sin berettigelse og vid at vi er herude og vi læser med og føler med dig og din familie.
    Så klø på – nak sygdommen og nyd din familie.

  5. Ja Christina – det gider vi bestemt godt !
    Men jeg forstår dig godt, for det er dælme svært at poste indlægget når der ligger så mange følelser i det.

    Jeg tror det bliver en (hård) befrielse at få luftet ud ved en psykolog – og jeg tror du er SÅ klar til det.

    KRAM – jeg håber vi snart ses igen.

  6. Du er stærk og sej, og samtidig et blødt, følsomt og tankefyldt menneske….. det bliver godt og hårdt at lukke op for alle følelserne, men giv dig god tid og giv dig selv lov til at lukke op. Der er masser mennesker til at gribe dig, det ved jeg!
    Store knus og masser af tanker
    Maria

  7. Christina… Jeg beundre dig og din måde at skrive på. Følger med fra sidelinien og har gjort det i en del tid efterhånden. Jeg beundre at du er så åben om dine følelser og din sygdom. Du inspirere mig…
    Jeg har selv haft mit at kæmpe med gennem livet og det sidste år har været rigtig hårdt og har sat mange tanker igang. Men wao hvor jeg ville ønske jeg havde din styrke…

    Hold ud og bliv ved med at skrive du inspirere så mange her ude i den store verden.

    Kram og mange positive tanker

    Tulle Trut mor

  8. Kæreste Christina – JEG vil med glæde gribe dig, hvis andre skulle fejle. Du ved, vi har skrevet om, hvor meget vi ligner hinanden – og jeg holder meget af at læse din blog og din vandring. Jeg er sikker på, at denne sygdom, har sat sig i den forkerte kvinde, for du kommer til at give den så meget baghjul, at den vil blive helt rundtosset. Dine børn har et stort forbillede i dig <3<3<3 Knus Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *