På vej i børnehave for første gang.

Når man pludselig er blevet så stor og man skal gå i børnehave, så er det ok at blive en lille pige igen.
Ida har nu gået i børnehave i en uge og klarer den stort set godt. Dog er der ingen tvivl om, at det er hårdt for hende.

Hun har meget brug for tryghed og har lige siden hun var spæd hvilet bedst i sig selv, hvis hendes omgivelser var rolige og mindre tumulte. Hun var velplaceret i dagplejen, hvor der kun var mor-L at forholde sig til og en lille børnegruppe. De besøg dagplejen havde i legestuen var det første år hårde for hende. Hun græd og lod ikke mor-L ude af syne.

Jeg kan fornemme, at det er lidt på samme måde nu, hvor hun er startet i børnehaven. Det er hårdt for hende at forholde sig til alt det der sker, men i store træk, så hygger hun sig dernede.

Det gør bare så nas inde i, når hun græder som pisket, når vi går. Hun nærmest beder os om at tage hende med hjem igen. Pyyyee – der rammer lige i mellemgulvet, når hun har det sådan.
Jeg kæmper mig hjem med Alfred – med tårene i øjenkrogen. For f… hvorfor er det ikke sådan, som Ida selv bad om forleden dag? “jeg er ikke tre år endnu – jeg vil ned til L.” 


Nu hvor jeg er den voksne, skal jeg også opføre mig sådan – for en stund. Ida har det godt. Hun græder til hun ikke kan se os i vinduet mere, hvorefter hun løber hen og leger. Når jeg henter hende er hun glad, stolt og skal vise mig en masse ting. Det skal nok gå.

Igår fik vi Elvis med hjem. Elvis er børnehavens jule-elg, der kommer på besøg hjemme hos børnene på skift. Hans besøg hos os var ikke vellykket. Lille pigen legede med ham en halv time, hvor hun derefter brød sammen; “Elvis skal blive nede i børnenehaven. Jeg kan ikke lide Elvis – han skal i børnehave, tuuuud”.


Kan I se hvad jeg mener? Det første jeg tænker er, hvor er det svært for hende med alt det nye. Elvis skulle med her hjem for at hygge, lege og forbinde børnehaven med jul, familie og en god samling.
Ida havde brug for et helle. Med Elvis inviterede vi en del af børnehaven med hjem – hvilket ikke gav hende det frirum, hun trængte til. Han lå pænt i sin kuffert hele aftenen og natten – hvilket gad mig sved på panden, da jeg skulle skrive om hans besøg i fortæller-bogen. Jeg skrev så ærligt jeg kunne – at Elvis havde været en drillepind, så Ida var blevet alt for træt til at lege med ham. (Så lavede han til gengæld ballade i nat).

I morges var vi igennem hele sortimentet af gråd, snot og Elvis. Nu måtte han ikke komme i børnehaven. Han skulle blive hjemme sammen med hende. (?) Hun skulle i hvertfald ikke afsted! Hun skulle blive hjemme! Basta!

(Jeg er ikke god til det her. Det gør lige så ondt på mig, som på hende. Det kommer til at tage tid at blive dus med det nye liv. Det værste er når man skal forlade ulykkelige børn – vi ser kun tårerne. Og ikke de 5 minutter efter, hvor der er latter og leg i gang. Lige nu tror jeg, at jeg vil koncentrere mig om syge Alfred og en kop kaffe – og glæde mig til at hente Ida efter frokost).

10 thoughts on “

  1. Kom helt til at græde af at læse det indlæg.
    Måske fordi min pige også hedder Ida og kun har gået i børnehave tre måneder. Og er lidt samme type, tror jeg, med behov for roligere rammer. Den første måned var virkelig hård. Hun droppede sin middagslur samtidig, og selvom pædagogerne sagde hun klarede det fantastisk og var så god. Så var det en krig herhjemme af underskud, sårbarhed og indtryk der var svære for hende at fordøje. Nu går det nemmere og hun elsker børnehaven, hun røg op i gruppen for større børn, fordi de jævnaldrende ikke er helt så langt som hende (pral pral pral….eller egentlig ikke). For nu er det de stores sociale spil der godt kan ryste hende, jeg ser nogle gange en pige der har brug for ro og fred. Og i børnehaven kører det bare på. Ejjj, pyllermor. Og egoist kommentar, den kan du ikke bruge til noget. Sorry! Men du trykkede lige på min usikkerhed som mor :-)

  2. Har lige læst dit indlæg og føler med dig HELT ind i hjertet! Ja vi voksne mødre ved jo godt, at vi skal være de seje og sige farvel uden tårer ned af kinderne – da det bestemt ikke hjælper vores kære små. Men det er SÅ svært og man ville ønske man kunne tage dem i armene og flygte ud af børnehaven og hjem i sofaen under tæppet, ik!
    Jeg har været igennem det med alle mine 3 dejlige børn og jeg bliver ALDRIG god til det – men man kan arbejde med at blive bedre til det! Som en sød pædagog sagde til mig, da jeg kæmpede med min ældste og aflevering! “Du skal prøve at se børnehaven som et positivt udviklingssted for din datter og IKKE et sted, hvor du aflevere hende af nød! Den har jeg ofte tænkt tilbage på – og den bemærkning har faktisk hjulpet mig! Så god vind – og glædelig jul!

  3. Hved du hvad, Cecilie, jeg ved godt hvad du tænker.. Man får så dårlig samvittighed over at “presse” dem afsted (både i børnehave og i udvikling). Jeg hader når Ida klarer det fint i børnehaven. Jeg tror hun er tapper og klarer det fordi hun skal. Hjemme er hun pyldret, sidder med sin sut og klud og (lavede poops i sin ble i nat – nu som normalt er renlig). Ingen tvivl om, at det er en hård stund!

    Jeg er en pyllermor – du er en pyllermor – men det er fordi vi kender vores børn og deres behov!
    Vildt at jeres Ida er rykket et trin op.. Det er tidligt, at de sorterer fra og til, er det ikke?
    Knus C

  4. Hej Anonyme – du har fuldstændig ret.. det er vigtige signaler vi skal sende til vores børn, når vi afleverer dem. Det hjælper ikke, hvis vi udstråler elendighed og angst for det nye der byder dem. Også derfor vi sendte hende afsted idag, selvom at hun tiggede om at blive hjemme. I stedet henter jeg hende kl 12 og lader hende få en ultrakort dag.

  5. Åh, jeg får helt ondt i hjertet af at læse det her. Også selv om Øglen indtil videre klarer sin børnehavestart helt fantastisk. Der har kun været tårer én gang, men til gengæld laver hun så ballade derhjemme, så det står efter. Hun er blevet en rigtig primadonna, der skælder ud og bliver SÅ vred, hvis tingene ikke lige går efter hendes hoved. Jeg prøver virkelig at tænke, at dét jo også er en måde at reagere på alt det nye, men det er denondelyneme svært, når man står med skrivende Varan og genstridig Øgle. Men dit indlæg fik mig til at love mig selv at gøre en ekstra indsats med tålmodigheden, for hun er samme type, som Ida lader til at være, så tryghed kan hun ikke få for meget af. Og måske drillenissen heller ikke skal gemme hendes sut helt så effektivt, som han har gjort indtil videre… 😉

    Jeg håber, at Ida snart er glad, når hun bliver afleveret, og at hun hurtigt finder sig til rette i sin nye dagligdag. Knus og tanker

  6. Phuuuha! Det var lige en mavepuster! Jeg føler så meget med dig, og kan 100% følge hvordan du har det!

    Jeg gruer for min søns børnehavestart om 4 måneder! Han er nemlig, præcis som Ida, en lille tryghedsnarkoman. Og var heller ikke spor begejstret for legestuen det første laaaange stykke tid!

    Når alt det så er sagt, vil pædagogen i mig berolige dig med at du jo har ret! For hvis hun var ulykkelig og ked af det hele dagen – så ville de ringe og fortælle dig det!¨

    Det er sgu hårdt at være barn – alle de ting man skal igennem uden mor og far, for at lære at stå på egne ben.

    God bedring med den lille – og tænk på stoltheden og smilet, når du henter Ida igen :-)

  7. Hej søde Christina!
    Pyha stakkels dig og stakkels Ida også. I skal nok klare jer igennem det og lige om lidt kan du ikke slæbe hende med hjem dernede fra. Men man har bare lyst til at ta dem med hjem igen de små pus. Mit moder hjerte græder også de dage hvor William ikke vil i vuggestue, men som du selv siger er det så hurtigt overstået, men de minutter man når at opleve deres gråd føles som evigheder. ØV!!!
    Rigtig go weekend.

    Knus Stine T

  8. Pyyy som de andre fik jeg da også ondt i maven, og allermest fordi min egen søn også startede i børnehave for en uge siden. Og han har bare ikke snakket om andet de sidste mange måneder! At nu var han stor og skulle gå i børnehaven … Som hos jer, så går det også fint men han vil så til gengæld over hovedet ikke snakke om børnehaven. Han græder ikke når jeg går, men siger mindst ti gange: du henter mig snart igen mor, gør du ikke? Så vinker han farvel, hans lille næse klistrer sig til ruden indtil han ikke kan se mig mere… Og jeg ved han leger godt der, men også at han er blevet skubbet af de store drenge … Og nu nægter han så at snakke om det … Han ignorerer simpelthen vores spørgsmål.. Det gør ondt og rammer dybt i mit moderhjerte…
    Jeg glæder mig meget til, at der er fundet nye venner og til trygheden igen er der.. Hvor er det hårdt!
    Kh Pernille

  9. Pyha – jeg får også et sug i maven og bliver trist. Børneverdenen er sød men også hård. Nogle gange ønsker vi blot at sætte i stå og omfavne. Det er lige der, du står nu.
    Jeg ved, I sagtens klarer det. Det er ikke så meget det, der er konteksten. Det er følelsen – den skal lige på plads, og det kommer den.
    Men lagene i fundamentet skal lige finde sin plads.
    Kram fra mig.

  10. der er ingen tvivl om, at det er pisse hårdt.. de får nogle knubs de små.. Ida er lykkelig over, at der i dag er hjemmedag! Så kan hun forhåbenligt lade op til mandag..
    God dag fra C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *