Dagene derefter og tanker herom

Det er dejligt at være hjemme. Der er ikke noget bedre end at gå rundt selv og blive passet på af familien. Jeg har lov til at ligne noget der er løgn og bare være til, mens jeg kan lytte til ungernes leg og latter. Hvor heldig kan man få lov at være? Det er ikke med overbegejstring, at jeg skriver dette her indlæg.

Jeg kan ikke være sådan vildt på dupperne i forhold til børnene, så jeg har siddet og syslet lidt med Marie i stedet.
Der er blevet hæklet lommer til Idas julekjole, som har været færdig siden sidste uge. Den har blot ventet på at få nogle detaljer sat på, så det ikke blev ren blomster spræl. Ida er vild med knapper – så hvad I ikke kan se på billederne er, at kjolen er lukket med små knapper ned bag på – de samme små knapper, som er på lommerne. Det er en af Henriks gamle skjorter, som har mistet knapperne til fordel for en ny kjole til Ida. I ærmerne er der syet en lille bane med smock, så den får lidt puf og i halsen er der syet et zig zag bånd i kanten af kantebåndet.

Jeg prøver dog at indhente det forsømte med Alfred – men det er svært. Det gør så ondt i mig, at jeg ikke kan tage ham op til mig. Jeg har stadig ondt i halsen og et langt sår på tværs, som jeg ikke må knokle for meget rundt med. Alfred er vildt aktiv og vil så gerne tumle og rækker ud efter alt hvad han kan komme i nærheden af. Det er lidt for vovet for mig endnu.

Jeg føler mig noget amputeret. Det gør mere ondt ikke at være sammen med Alfred – end jeg havde forestillet mig. Henrik tager sig af ham og klarer både dag og nat. Når han skal have mad om natten er det af flaske og små-hygge-ammeriet er slut.
Jeg ved ikke om, det bare er mig der er sensitiv, men jeg nød virkelig den symbiose, der har været mellem os. Jeg har været lige så afhængig af Alfred, som han har været af mig. Det er slut nu. Det kan ikke være anderledes i denne her tid – men jeg bliver simpelthen nød til at øffe lidt om det.

Alfred og jeg har haft det hyggeligt. Vi har ligget i ske lige siden han blev født og han er blevet ammet næsten konstant natten igennem. Det har været lidt rart og jeg har værnet om stunden, for det er ligesom det sidste barn vi skal have.
Men Henrik har været så “klog”, at Alfred er kørt sådan i stilling, at han nu efter mine 3 dages fravær  sover i sin egen seng hele natten uden problemer. Rent faktisk sover han bedre alene i sin egen seng end i ske med sin mor. Goddammit det huer mig ikke.

I nat var jeg inde ved ham to gange bare for at tjekke op på ham. Trak han nu vejret? Lå han vågen? Var han i det hele taget ok? Jeg kunne simpelthen ikke se det for mig, at han bare var tilfreds med den situation! Desværre – Alfred virker tilfreds. Han sover som en sten, er glad når han bliver puttet, er glad når han vågner og sover i det hele taget bedre om dagen også. I dag sov han 4 timer til middag?! WTF?

Så det er nok bare mig der skal vende mig til situationen. Jeg tror bare ikke helt, at jeg er klar til det. Endnu. Men nogen gange er det nok bare nødvendigt at tage en bid af lorten, ikke? Lige nu føler jeg, at jeg er blevet tvangsfodret – jeg skal nok bare lige vende mig til smagen!?

13 thoughts on “Dagene derefter og tanker herom

  1. Uh, jeg kender dette symbiosebehov, Christina… og jeg føler med dig. Selvfølgelig har de små poder behov for at komme videre i deres udvikling og søger mor mindre og mindre, men det kan altså være ganske hårdt lige at vænne sig til. Så der må gerne øffes:-)
    Og sikke en knag din mand har været, mens du har været væk. Det lyder som om du bliver passet godt på. Knus Rikke

  2. Hej Rikke – Henrik har gjort et rigtig godt stykke arbejde og han knokler på med de 3 unger 😉 Han har været forudseende.. hvilket er rigtig godt.. meeen jeg ved nu ikke….. (;-))

  3. Kære Christina <3

    Dejligt, at du er hjemme igen!

    Det er da også noget af et kulturchok, du der har fået dig! Det kan jeg godt forstå, at du synes er svært <3

    Men måske er det alligevel meget godt – selvom det selvfølgelig havde været bedre, hvis beslutningen var din egen, og ikke truffet af omstændighederne – men hvem ved…måske vil du også få en bedre nattesøvn? (Når du er ovenpå igen, altså)

    Rigtig god bedring!

    Knus

  4. Kære June
    Tak – jeg er også ret glad for at være hjemme – selvom at der er knald på! Kulturchok.. jeg fryser om natten og ligger med øreflipperne klemt fast i Alfreds tremmeseng.. det er ulideligt!
    Jeg tror faktisk, hvis jeg lige trækker fingeren ud af min navle, at det er meget godt. Alfred sover jo som sagt så godt og fredeligt uden at vågne og skal have bryst.. der var MEGET uro tidligere og det har vendt på 3 dage.. Hvis vi er heldige skal vi ikke samme roderi igennem som med Ida.. (?) Så jo – når jeg er ovenpå og frisk – og har vendet mig til at være alene under dynen, så bliver det godt… Knus

  5. Sødeste Christina. Jeg ved fuldstændig hvordan du har det!! Jeg havde det på præcis samme måde med min Alfred. Han sov i min arm og blev ammet om natten og det var SÅ hyggeligt. Jeg nød det ekstra meget denne gang netop også fordi jeg vidste at Alfred var min sidste lille ammebaby.
    Det var også Bo der var den fornuftige efter natteroderiet gik lidt i den gale retning, og så kom han ind i sin egen seng, hvor det gik meget bedre. Dog hentede jeg ham stadig ind hvis han sagde det mindste lille kvæk om natten og lagde ham til brystet. Åh, hvor holdt jeg fast i den amning.

    Da jeg så i starten af november var 4 dage alene i Danmark var det efter 13 måneder slut med den amning. Nu sover han 13-14 timer(!!) i streg om natten, er mega glad og udhvilet og nupper en middagslur på 3 timer. Ja, så var det vidst mere mit behov end hans med den amning ;o)

    Det er en svær æra at sige farvel til, synes jeg. Symbiosen. Den kommer aldrig igen. Piv og øf!
    Jeg er helt sikkert sådan en type mor der klamrer sig fast til mine børn. Du ved hende den pinlige, der stadig insisterer på at få et mundkys af den 7 årige, når jeg afleverer ham i skole. De er lidt flygtige, men jeg får dem stadig og jeg klamrer mig fast til dem så længe jeg kan ;o)

    God bedring og dejligt du har en mand der holder fortet og gør det godt!

    Knus fra en anden øffer.

  6. Hej Christina:)
    Velkommen hjem og dejligt at høre du bliver nusset om:) og sikke en dejlig mand du har som har klaret det så flot derhjemme.
    Puha men kan så godt forstå dig og syntes også du skal have lov til at øffe lidt og lige få lov at vænne dig til det nye forhold med Alfred… For ja det er sådan en skøn tid – symbiosetiden og du kan tro herhjemme at det nydes med lille pigen. Jeg nyder hvert et øjeblik og ha der at det snart er slut.

    Jeg håber ihvertfald du for vænnet dig til det med lille Alfred og selvfølgelig er han jo stadig så afhængig af sin mor:0)
    Mange hilsner Vicki

  7. Kære Christina
    Godt at læse at du er hjemme igen og der bliver passet godt på dig :)
    Åhh hvor jeg forstår dig. Holger er 2 og sover i sin egen seng, men når han vågner tøffer han ind til os. Efter en lang nat hvor han har sparket os i hovedet og vi har reddet ham utallige gange fra at skvatte ud ad fodenden og vi egentlig kunne have sovet bedre begge to, siger jeg ting jeg slet ikke mener :) Efter sådan en nat hører jeg nemlig mig selv tale med om at han altså skal lære at blive i sin egen seng, jeg giver hans kloge far helt ret i at han skal følges tilbage når han kommer ind om natten. I virkelighden nyder jeg at vi deler seng noget af natten, det er trygt og godt når han ligger lige ved siden af og trækker vejret tungt, så skidt med jeg får lidt ondt i ryggen :)

  8. Søde Christina!
    Ja, nu kender vi jo ikke hinanden…men jeg tror det er den vigtigste proces at lære – for os mødre og vores børn. Især det sidste! (ved ikke om jeg har fået mit sidste…håber det virkelig ikke). Vi elsker symbiosen. Vi elsker nærheden. Vi lever for den! Men vi kan også komme til at elske uafhængigheden, friheden og vores nu lidt større barn. Selv om det føles som et stort plaster, der bliver rykket af meget hurtigt, er det godt. Og du kan nu begynde på en helt ny slags samvær med din tumling (altså – når du får det bedre!!). Og det kan blive så smukt… og der bliver jo altså også mere plads i sengen til din kære og dygtige mand. Sikke en klippe du har dig der!!!Og god bedring til dig!! Kærlige tanker og solhilsner
    Stine

  9. Kære Christina,

    Godt du er hjemme igen og det gik godt.

    Kan godt følge hvordan du har det… Jeg har det vist på samme måde – med det resultat, at vi nu har en 2½ årig sovende mellem os… Jeg har ikke sovet igennem én nat siden før han blev født og kan slet ikke huske hvordan det er at vågne udhvilet og uden poser under øjnene.

    Hans værelse står klart og hyggeligt, men jeg har 1000 undskyldninger for hvorfor han ikke skal sove derinde endnu. Det startede med at ‘han skal ikke derind før han selv kan gå ind til os hvis han vågner’ … den kan jeg ikke rigtigt bruge mere, så nu hedder det bare ‘man kan sgu da ikke lade et 2-årig sove alene i den anden ende (max. 20 meter!!) af førstesalen’….

    Men det frister… for han ville nok også sove bedre og ikke vågne 4-6-8 gange om natten… men hvor er det hyggeligt når han ligger med sin lille arm rundt om halsen på mig og bare holder fast.

    Men… jeg kan ikke overskue X antal nætter hvor jeg (måske) skal sidde og sove på en stol ved siden af ham… og jeg ANER simpelthen ikke hvordan man får ’solgt’ til et barn at Nu skal du sove på eget værelse og det bliver rigtig hyggeligt…

    Gode råd modtages gerne… hvordan gør man??

    Kh Pernille

  10. Lyder til du har en klog mand i ham Henrik Christina 😉 Og så kan det hele jo se så soleklart ud her fra den anden side af skærmen, men jeg forstår altså også godt dit øfferi. Jeg kan også stadig gå herhjemme og snøfte lidt over mit ammestop (i sommers vel at mærke!) og jeg får bare himmelvendte øjne retur. Men det er bare noget særligt og fyldt med så utroligt mange følelser og jeg kender kvinder i familie og omgangskreds, der stadig kan få grødet stemme og våde øjne af at snakke amning og ammestop – frivillige som ufrivillige. Men heldigvis stopper man jo ikke med at være MOR og de har heldigvis stadig rigtig meget brug og behov for en selvom man hverken ammer eller sover i ske med dem.

    Håber også du kommer godt oven på igen efter operationen inden jul.

    Knus Mie

  11. Hej Christina. Så dejligt at høre, at du er tilbage. Og åh øffer lidt med her på din/jeres ammeslutning. Her guffer Sigurd stadig ved brystet, så meget han kan. )Han vil bare ikke flasken og er også nøjsom med den faste føde.) Jeg har faktisk længtes efter et ammebreak, men når jeg så læser om jeres stop, Uh så rykker det i mig. Og måske er vi ikke helt klar endnu. Men vi er på nedtrapning, så inden længe ja så …. (Vi har også brug for lidt nattero snart og lige nu plads til andet mad. Stort kram fra mig :)

  12. Faldt lige over siden og ville bare lige skrive: Sikke dog et skønt billede, det første der ligger i indlægget. Man bliver helt varm om hjertet.

  13. Åh, hvor kan jeg huske det. Min yngste datter er snart 5 år og da jeg blev opereret i maven, da hun var 13 mdr. stoppede amningen også. Det var bare så hårdt, da det også var det mit sidste barn. Hvor er det godt, at du har en mand, der lige har klaret både afvænning, nattesøvn i egen seng på én gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *