Bange for hverdagen

Jeg kan godt blive lidt bange.. Bange for den hverdag, som alle omtaler for super kedelig og drænende for ens parforhold. Man hører ofte, at elskende går fra hinanden fordi parforholdet bliver for trivielt og hverdagen for ensformig og drænende.

Jeg læser med hos Michael, som giver min indre undren næring i stunder, hvor jeg kan klare at se indad. Han skriver overordnet om postiv tænkning, indre ro og om at være sig selv bevidst. De emner kommer han omkring på forskellig vis og ind i mellem får han lidt skovlen under mig, så jeg i længere tid efter kan undre mig over mig selv i en sum tid.

Der er ingen tvivl om, at vi selv har indflydelse på vores hverdag og det er op til os selv, at gøre den forskel, så vi selv og vores omgivelse oplever os som nærværende og glade.

Jeg er glad for mit liv, jeg elsker min kæreste, jeg forguder mine unger. Jeg har et job, jeg altid har drømt om – jeg udvikler mig, føler at jeg gør en forskel og et godt stykke arbejde. Min hverdag er fyldt med meningsfyldthed og indhold, hvor alle mine interesser bliver stimuleret. Jeg er grundlæggende en glad pige og har fundet en kæreste, som holder mig tæt ved jorden, så jeg ikke kommer ud i ekstreme svingninger, hvor jeg kører helt agurk, river hovedet af folk eller bliver ked af det. For mit temperament er der – og kan faktisk godt komme ud af kontrol, selvom at folk nægter at tro det. Min veninde beskrev mig engang til en fest, som en stille, rolig og omfavnende pige. Det passer til dels, men der er mere under overfladen, som ulmer, hvis det får rette næring… Manglende nattesøvn, stres og en presset krop (fysisk og psykisk) er som benzin på et bål. Lige nu er jeg grundlæggende i balance.

Men jeg kan godt blive bange for hverdagen. Især den hverdag vi lever i lige nu. Det er kæmpe hårdt! Kæresten er presset på jobbet, presset herhjemme med ny baby og Ida på speed. Jeg er presset – Alfred kræver, Ida kræver, Marie kræver, vasketøj, indkøb kræver… I kender det.. Hverdagen kræver og lige nu er der IKKE plads til meget andet, med mindre jeg vil gå på kompromis.

Jeg går gerne på kompromis – jeg lader gerne vasketøj stå og nullermændende ligge. For at få rum til at smide et blogindlæg, snakke med jer, sidde ved min maskine, tage på besøg hos veninderne – alt det når ungerne sover og der er plads til at jeg-tid kan snige sig ind. Det er jeg nød til for at overleve.
Men hvad bagefter? Så kommer den dårlige samvittighed – hold kæft hvor ser her ud, de nullermænd – vasketøjet bugner, jeg stresser…. Jeg kunne sgu også godt lige have skåret lidt ned på ego-tiden.

Hvor går grænsen?

Lige nu sover jeg på en enkeltmandsseng hos Alfred. Han skal lære at sove i sin seng og klarer de første timer godt. Derefter sover han hos mig med et bryst i munden. Vores natteroderi forskåner jeg kæresten for. Han har nemlig brug for ro og overskud til hans job, ikk?!
Jeg savner min seng. Jeg savner ham – men hvad nytter det at to er trætte og udbrændte – hvorefter jeg kommer tilbage til mit temperament og rive-hovet-af-nogen issue. Altså – jeg føler, at vi tager hensyn til hinanden og overlever fint i hverdagen. Nu holder vi os i hvertfald nogenlunde oven vande.

Men overskud er der stadig intet af. Vi hænger sammen – vi får hverdagen til at køre. Men hold kæft hvor er der ikke rum til at holde hånd eller ligge i ske. Hvis der er rum er der ikke energi. Jeg savner og alligevel kan jeg ikke se mig ud af, at jeg slet ikke magter. Når jeg ikke har Alfred hængende i patten om aftenen, så har jeg ikke lyst til at bytte ud med Henrik. Orker det sgu ikke!

Jeg tør så til gengæld ikke tænke på, hvad han tænker om mig. 
Når han kommer hjem om aftenen er han træt. I stedet for at få plads til at læse nyheder eller smide benene op, kaster jeg Alfred i armene på ham, så jeg kan lave aftensmaden og få skuldrene op på plads og rettet ryggen. Ikke på noget tidspunkt kan vi sidde og drikke en kop te sammen og sludre om løst og fast. Vi hænger i og sammen.. Og får 3 ungers hjulet til at spinde.

Om han mon ser på mig som kvinden i hans liv? Lige nu og her? Det håber jeg ikke.. ærlig talt. Jeg ved ikke hvad jeg ligner, til tider. Jeg får knap nok plukket mascara klatterne ud af øjenkrogen om morgenen efter mit turbobad, da Alfred hyperventilere af ked-af-det-hed, når jeg tillader mig at bade, mens han er vågen. Så er der jo ikke janke janke på programmet. Hvad bilder jeg mig egentlig ind?
Jeg fiser rundt hele dagen og får slet ikke gjort mig til, så han kan sende mig stjålne blikke og godte sig over, at jeg er hans kvinde. Nu er jo blot mor til hans rollinger – hende med det grå skær i ansigtet, gylp på skuldrene, fedtet hår og tandsten.

Jeg er stolt af at være mor til hans børn! Men stolt af at være hans kvinde.. Nej – det skammer jeg mig lidt over… for kvinde, elsker og fræksak – det er pst-forsvundet.. Det der minder mig om kvindelighed lige i øjeblikket er en stiv spiralsnor der irriterer i mit fødested.

Jeg er bange for hverdagen! Jeg er bange for, at det bliver svært at vende tilbage. Jeg forstår godt at folk går fra hinanden indenfor de første to år af børenes liv. Ohh boy, jeg mærker hvor hårdt det er. Heldigvis er jeg opmærksom og instruktør i min egne hverdag, men i øjeblikket er budgettet ikke til en storfilm med sats på en Oscar.

Hvorfor vælger I så at få så mange unger?
Det er jo ingen hemmelighed at det er hårdt med 3 børn….

….jeg ville ikke være en af de søvnløse nætter, gylpen på skuldrene eller patteriet foruden!

21 thoughts on “Bange for hverdagen

  1. Mange tak for henvisningen til min blog Christina, det gør mig glad, specielt fordi jeg kender lidt til din bagrund (læst med herinde) og beundrer dig for den måde hvorpå du er landet på begge ben igen.
    Jeg kan sagtens forstå jeres situation lige nu, der er run på, og som følge deraf kan du ikke ligne en million fysisk, men du skal føle dig som en million indeni, for det du/i er i gang med, er noget helt enestående med tre dejlige børn, der er ingen grund til ikke at være stolt over den situation, det er muligt at du ser træt ud, (og også er det), men tænk kun på dig selv som vidunderlig rig og dejlig, så vil selv søvnmangel ikke kunne skjule den vidunderlige gnist der vil vise sig i dine øjne, som signalerer at bag al besværet gemmer der sig masser af succes og overskud.
    I kærlige tanker, god Søndag aften.

  2. Åh hvor kan jeg bare godt følge dine tanker. Jeg tænker det samme, men er kommet frem til den konklusion at vores kærester jo allerede en gang før har set os i dette “stadie” og at de jo selv har været med til at sætte os i den “situation” igen – det må jo være fordi vi ER kvinderne i deres liv :-)
    Masser af gode tanker til dig.

  3. Jeg vil bare lige sige et hurtigt tak for din ærlighed, og dine tankevækkende indlæg. Og så tror jeg ikke det kan gå helt galt, når du er så bevidst og opmærksom omkring det hele. Det er nok først når du er ligeglad, det begynder at gå ad helvedes til…Kram <3

  4. Du skriver så fantastisk bra, Christina! Jeg måtte rett og slett lese litt høyt for mannen! Så utrolig gjenkjennelig!! :) -og morsomt!

    Ta vare på de små, gode øyeblikkene!
    Klem

  5. Jeg bakker lige Julia op her i alt det hun skriver og tilføjer så lige at du ikke er alene om at ha det sådan. Jeg er ved at gå i spåner når min mand rejser udenlands og efterlader mig hjemme med 2-3 børn. Bliver fuldstændig udkørt af ingenting, og hader at høre mooooaaar 1000 gange i minuttet. Er ikke så god til ikke at have nok mig-tid, så du kan tro jeg kan følge dig. Men hvor jeg dog elsker de børn, der beriger mit liv! Ville også gerne ha flere hvis manden bare ville hi hi

  6. Kære Christina – tak for din kommentar på min blog – og hvor skriver du dog forrygende – og ikke mindst genkendeligt.
    Min mor plejer at sige, at der er ingen, som har sagt at det skal være let. Men helt ærligt – ville det ikke være rart med en pause? Bare et øjeblik.
    Kh Kathrine

  7. Puha, jeg må da også indrømme at jeg nogle dage har nok en min ene, at skulle have overskud til 3 unger må være hårdt.
    Min Anker er jo ikke meget ældre end din Alfred, så kan sætte mig 100% ind i din “hængen-i-patten” snak!
    Men som min mand jævnligt siger til mig når jeg mister overblikket; “du gør det så godt, du er en fantastisk mor”, det tror jeg roligt jeg kan sende videre til dig:-)

  8. Puha, flot skrevet!!
    Det er det med at få det ud, det hjælper næsten altid. Om det så er til nogen rent fysisk, eller “bare” på papiret, sÅ letter det ens hjerte…
    Jeg har det lidt på samme måde! Vil så gerne MIG tid, men der er bare så lidt af den!!! Har en lille dreng fra marts i år, og en dreng op 2,5 år. Og der er først MIG tis når de er puttet om aftenen. Måske først kl 21, når man også lige skal rydde op efter dem og aftensmaden osv…
    Og så bliver man træt og brugt… Kan alt for godt følge dig! Men samtidig ønsker jeg mig er barn mere, for de er nu også bare så pokkers skønne:-)
    Manden er bare ikke helt med på ideen, men måske om en fem år, som en lille efternøler:-)

    Kh. Mette og sov godt:-)

  9. Det er fuldstændig sådan jeg også har det og mig og min kæreste har været ved at gå fra hinanden MANGE gange siden vi fik børn, jeg kan ikke rumme hans behov også og han higer efter min kærlighed, det er så hårdt… Men jeg vil ikke undvære mine børn for alt i verden, vil heller ikke af med ham men det er virkelig hårdt til tider og nogen gange har man bare lyst til at stoppe det for så har jeg kun børnene at tage mig af og ikke behøver at være noget for ham. Så jeg kan virkelig godt forstå mange forhold går i stykker når der kommer børn til!

  10. Dette var et af de mest ærlige indlæg omkring livet som forældre, som jeg har læst. Man kan mærke din fysiske og psykiske træthed helt ind til benet, og jeg tror, at alle forældre med tre eller fire (som jeg selv er beriget med…) kender den evige sump af børn, praktiske opgaver, børn, samvittighed, børn, stress og så lige børn igen alt for godt. Der er, tror jeg, egentlig ingen “mening” i at få mange børn. Det er ikke fornuftsbetinget. Det kommer fra et helt andet center i hjernen og kroppen, end der hvor fornuften sidder, og som du også skriver, vi kunne jo ikke under nogle omstændigheder forestille os livet uden dem alle. Derfor kan man nu alligevel godt have brug for PAUSE BIG TIME ind i mellem. Jeg vil dog som deltager i småbørnsforældrefeltet lige hilse og sige, at der er håb forude, altså et lille et. Mine unger er nu 9, 8, 5, og 2, og det har i løbet af de sidste par måneder udviklet sig til, at vi faktisk nogle gange om ugen sætter os i vores hængesofa med kaffe og mine fødder i mandens skød og bare taler sammen om arbejdet, gode film, gode bøger, ting vi har set eller læst, hvad vi kunne tænke os i fremtiden, når økonomi og tid tillader det, så vær tålmodig og vid, at det I gør lige nu betaler sig gennem hele jeres liv. Håber du/ I står igennem! Mvh Louise

  11. Det er hårdt, men der er også håb forude. Det bliver bedre på et tidspunkt. Da vi havde små børn og det var ekstra hårdt, lovede vi på et tidspunkt hinanden at det bare var en overgang. Det gav mig en slags ro. Nu kunne jeg koncentrere mig om børnene og behøvede ikke have så dårlig samvittighed over min mand. Det lyder simpelt og naivt, men det hjalp faktisk.

  12. Tak for ærligheden, for det betyder meget når det kommer fra en som virker så overskudsagtig og perfekt som dig :-) Ammehjernen, gør også sommetider at man ser sig selv som en ren malke/putte/mama-maskine, men jeg er sikker på du er en hel masse mere, og det kan din mand sagtens se. Jeg tror det var Hella Joof der engang sagde, at man simpelthen ikke kan være bekendt at gå fra hinanden mens ens børn er små, fordi man alligevel lever i en eller anden form for sindssyge, så hvis man bliver trætte af hinanden, så gælder det simpelthen ikke. Man må knibe ballerne sammen og lige holde ud, for når man kommer over det værste, og ungen ikke hænger fast på barmen som en stor sugekop mere, så kan man sagtens finde hinanden igen. Det er i hvert fald det jeg selv satser på :-)

  13. Du er i en af de hårdeste faser i dit liv.

    Jeg lover dig. Det bliver bedre og der bliver mentalt plads til at nyde høsten af de mange timers hårde arbejde.

    Jeg er 38 og mor til 4 børn fra næsten 13 til 4 år – alle med samme mand. Vi har været sammen i 20 år og er meget glade for hinanden.

    Mentalt – så hold fokus på, at der er midlertidigt og vid, at det er den hårdeste tid med små børn.

    Køb jer til rengøring, indkøb og sure pligter, hvis I kan.

    Sørg for at komme ud alene engang i mellem.

    Lad børnene blive passet – også Alfa-hannen, så snart ammeperioden er ovre.

    Lær din datter at bruge vaskemaskinen. I dag sørger min søn på næsten 13 og min datter på næsten 11 for al familiens vasketøj.

    I en storfamilie må børnene hjælpe til med deres pligter.

    Drop den dårlige samvittighed.

    Sørg for at komme tilbage i dobbeltsengen til din mand, så snart du kan. Vi gjorde også den fejl at lade være med at sove sammen i næsten et år og det kostede næsten ægteskabet efter barn nr. 2.

    Og hold ud, hold om og hold ved. Intet er en større gave end en flok når det hårde arbejde letter lidt. Lige nu investerer du i din fremtid og det er det vigtigste lige nu.

    Tud lidt, når det er for hårdt. Det er helt ok og kan være med til at lette det mentale pres og hvor man bare ikke orker mere uden at skrige. Jeg har et pokkers temperament og har nogle gange stået ude i haven og bidt i noget og hvæset ud mellem fortænderne fordi jeg var så pokkers træt, at jeg næsten kunne kaste op p.g.a træthed og svimmelhed.

    Det hele letter den dag du får din nattesøvn igen. Jeg kan godt være træt i dag, men får hver nat mine 7-8 timers søvn og så er det mentale overskud til stede.

  14. Tak for dit ærlige indlæg. Jeg må bekræfte Mettes indlæg. Jeg er 37, har tre børn på 6, 9 og 12 med min mand gennem 16 år, og jeg synes, jeg lige har været småbørnsmor og elskede det, men kan huske, hvordan det OGSÅ var, når jeg læser dit indlæg! Jeg har dage nu, hvor jeg undrer mig over, hvor meget tid jeg har til det, jeg har lyst til – en bog, en film, hyggehavearbejde, det kreative OG min mand! :-) Det kom lige pludselig! Al respekt for dit mangel på overskud – men det kommer igen, det andet – det jeg, som du har svært ved at få tid til. Kys din mand – grundigt – hver dag. Sig, du elsker ham. Ærlighed og kærlighed kan holde til meget!

  15. Er det ikke muligt at komme på “weekend-besøg” i din egen seng? Selvom det kun er et par timer, så er jeg sikker på at det vil være godt for både dig og jeres parforhold :-)
    Og ærligt talt, så har jeg ikke meget tilovers for mænd, der ikke kan klare at deres kvinde er optaget af et (krævende) barn. Han har jo selv været med til produktionen.
    Som Ea-o siger, så er det jo kun en periode og mon ikke selv Ida kommer lidt ned i tempo på et tidspunkt 😉
    Knus

  16. Du er så hudløst ærlig, Christina, RESPEKT!

    Man genkender jo en del fra sit eget liv… vil også bare sige, at man jo kommer ud på den anden side. Du er så bevidst og “fornuftigt” tænkende omkring din situation, så det skal nok gå. Vi har alle gået rundt og set vilde ud i øjnene og haft lyst til at slå manden rigtig hårdt lige mellem øjnene, hvis han formastede sig til at ville dele “yveret” med ungen. Men der kommer jo en tid igen, hvor du har overskud og føler dig toplækker som tidligere. Og din gode mand venter helet sikkert gerne på det:)

    Gode tanker til dig:)
    Fra Puk (der har to drenge på 6 og 9, en bonusdatter på 18, og en lækker mand, der synes jeg er den dejligste kvinde!)

  17. “et ægteskab uden børn er som en forretning uden overskud” – hvor jeg har læst det henne kan jeg ikke huske – men som mor til 4 børn fra 7 og ned kan jeg nogen gange føle at “uden børn” skulle være erstattet af: “med børn”…
    I de hårde perioder har mandse og jeg været gode til at se hinanden i øjnene og sige: det er hårdt nu, men det blir ikke ved. husk hvem vi er, inde under den her dragt af søvnmangel og andet rædselsfuldt. hvis vi kan klare det her, så er der ikke noget i fremtiden der kan vælte os. VI er et team, et par. og jeg vil vove at påstå at vi elsker hinanden mere og mere når vi har “vundet” over en krise:-)
    kram og tanker fra mig

  18. SÅ mange tak for dit indlæg – jeg er også medlem af denne klub og JA det er bare så hårdt! Jeg håber dig og kæresten kan tale sammen om det og fokusere på, at det “bare” er en periode og at alting bliver nemmere med årene, efterhånden som børnen kan udtrykke sig bedre og være mere selvhjulpne.Jeg ammede i næsten 9½ måned og det var først da jeg stoppede, at jeg jeg også selv kunne give mere slip på ham. Det skabte en anden form for for forhold, hvor han var knap så klistret, hvis du forstår … Tro på, at du gør det så godt, du kan og nyd din nærhed og tilstedeværelse med børnene. Tud! Tud! Tud! :-) Det hjalp mig i pressede situationer at stortude …sad der og vuggede lillebror ved patten mens jeg lige klarer godnat-historien for storesøster, bagefter ventede alle de røvsyge huslige opgaver og næste morgen starter showet igen – føj! Jeg kan læse, at din kæreste har travlt, men I er jo et team nu, og du skal også kunne hænge sammen, så jeg håber, I kan fordele “opgaverne” mellem jer bedst muligt. Lillebror er 1 år nu og er først begyndt at sove igennem – så jeg har helt opture af al den energi 5 timers sammenhængende søvn kan give. Så det skal nok komme og hvad med at give manden dit et lille kick? – det kræver nok ikke det store forspil at få ham tændt og skudt raketten af og så er han holdt til – kort og godt og intenst – dét er ikke at kimse af. Jeg håber virkelig I holder ud sammen og holder hinanden oppe – DET ER KUN EN PERIODE! Pøj pøj med det, føler med dig. Cyberkram herfra 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *