De sidste brikker

Jeg har i denne uge forsøgt at samle nogle informationer ind i forbindelse med at få gang i min skrive proces igen. Jeg har ikke haft filen åbnet siden februar – jeg er gået fuldstændigt i stampe i beskrivelsen om de første 3-4 år af mit liv.

Meget af skriveriet bygger på få minder – mindre gode faktisk. For at få bygget en beskrivelse op, er jeg nød til at spørge mig frem. Jeg er faktisk ret afhængig af andre. Det er slet ikke så let!
Min far er svær at få detaljer ud af. Han skal være forberedt på, at vi skal snakke om den tid.
Jeg konkluderer, at det må være en hård tid at mindes, for Mor gjorde livet svært for alle. Min far har slugt mange kameler. Kameler som ikke er værd at erindre.

Det er lidt en udfordring at komme videre på det afsnit, når mine erindringer springer i tid og det midt i mellem ikke sådan lige er tilgængeligt!

Hvem havde sagt det var nemt at skrive en erindringsbog? En bog i det hele taget?

Da jeg var i sommerhus i denne uge, var jeg så heldig at få en snak med min tante, som har kendt til min mor siden hun var 11-12 år. Hun har kendt til det forhold mellem min mormor og mor, som nok var en af årsagerne til, at min mor blev til den, hun var. Det blev for mig tydeligt at se, at den sociale arv går videre, hvis der vel og mærket ikke kommer et skelsættende sted i livet, der baner vejen i en anden retning.

Jeg fik et klart indtryk af, at min mor har haft et hårdt liv! Inden hun altså startede på livet med min far.

Når jeg sidder midt i mit navlepilleri og tænker på mine oplevelser, mærker en vrede og en følelse af, hvor meget kærlighed vi har manglet, så kan jeg godt få et stik af medfølelse. Min mor har haft det svært. Virkelig svært. Hun har haft sine grunde til at gemme sig væk i misbrug..

Jeg har ikke haft det store kendskab til hendes tidligere liv, men min forståelse er blevet bredere.
Der er dog stadig situationer, hvor jeg selv var involveret, som jeg slet ikke forstår. Hvordan kan man f.eks. være så langt nede, at man lukker sig inde på et hotel i Odense med sit barn på 3 og hælder sovepiller i sig selv og barnet, bare for at få ro til at forsvinde ind i rømmeland?
Jeg bliver så rystet. Når jeg ser mine unger for mig! Det kunne have været mig i den situation… NEJ!! – men jeg tror jeg forstår!? lidt af det i hvert fald.

Hvor langt ude er man egentlig, når man er drænet for sund fornuft og ansvarsfølelse?

Jeg tror et eller andet sted, at jeg fornemmer, hvor elendigt hun har haft det! Hvor gør det nas helt inden i, at hun har haft det sådan et skidt barneliv! Hvor er det skidt at hun giver det videre til vores!.

Jeg tænker faktisk; havde jeg virkelig ikke kunnet give hende en form for mod og glæde på livet… især i de svære stunder? Et lille uspoleret og glad barn?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver det her indlæg.. det har været længe undervejs og ordene har ikke flydt fra mig. Jeg har nok mest haft brug for at lade ordene vælte over hinanden i håb om at det giver mening. Jeg finder meningen i oplevelserne, men med den forståelse jeg nu har for min mors barndom, sætter min egen i en  mere markant ramme.
Mine brikker falder på plads efterhånden. Brikker som giver billedet den sidste dybde.

12 thoughts on “De sidste brikker

  1. Hej Christina.

    Det gør ondt i mit hjerte, at læse din beretning.

    Det er en hård proces at se indad, det gør ondt og er meget smertefuldt. Det er ikke alle mennesker forundt at se indad. Værd stolt af dig selv, at du har fået den evne og vælger at bruge den.

    Kram fra mig.

    Ps. flot nyt bloglogo/stil

  2. Kære Christina
    Jeg har læst din blog længe og elsker at følge den, tak for din åbenthed og ærlighed. Jeg bliver meget rørt af dette indlæg og kæmper selv med at forstå mange ting. Og selvom ´brikkerne nogle gange falder på plads, og man objektivt set kan forstå, så er der bare nogle følelser indeni en, som man (eller jeg) ikke helt kan slippe, følelsen af at være blevet svigtet. Jeg er meget imponeret af din åbenthed, det kræver noget at vise andre det.
    Måtte bare lige skrive til dig.
    Kh. Mette

  3. Jeg læste dit indlæg med stor genkendelse og håber du kommer i mål med din bog.

    Jeg genkender at have en mor, som fik børn fordi “det gør man” og hun elskede mig – på sin egen måde. Selvom man forstår så smerter det alligevel at hun ikke valgte at være mønsterbryderen.

  4. Hej Rikke – ja det gør ondt.. især når man pludselig bliver bevidst om andre ting end det vanlige.. jeg er blevet så overrasket – eller nej ikke overrasket – bare mere klog på nogen ting, som gør mit liv idag..

    Kære Mette – tusinde tak for din besked.. det er dejligt at der er læsere udenfor blogverdenen,som lige smider en kommentar..
    Den følelse af at være svigtet den kommer jeg heller ikke af med.. det er slet ikke en mulighed for mig.. men jeg lever med den og er stolt ovre mit liv idag.. derfor er det så “nemt” for mig at give ordene videre.. :-)

    Hej Susanne – min mor elskede også os… hun var bare ikke god til at elske sig selv… derfor fik hun ikke levet et liv i glæde og i farver.. jeg tror dog, at hun har gjort alt hvad hun kunne! Jeg tror der skal noget særligt til at lede en et sted hen, hvor det er muligt at gøre op med den sociale arv.. noget stærkt!

    Rigtig god lørdag fra C

  5. Kære Christina
    Hvor er du dejligt afklaret, jeg er heldigvis også der, hvor jeg har den dejligste datter, en skøn mand og et rigtigt godt liv, men jeg lever med det og er meget bevidst om det, men heldigvis har jeg fået så meget hjælp i dag, at hverdagen er rigtig dejlig.
    Knus

  6. Kære Christina,

    Jeg forstår hvad du mener… Jeg har også i mange, mange år haft svært ved at forstå visse ting, men jo flere “historier” jeg hører og jo ældre jeg bliver, jo nemmere bliver det at forstå.

    Ingen mennesker fødes onde/hensynsløse/egoistiske/ukærlige osv. Men vi bliver sådan, pga de oplevelser vi har i livet og den prægning vi udsættes for. En mønsterbryder er en der får hjælp udefra, får indsigt og bliver i stand til at se tingene i et andet perspektiv. Den mulighed fik din mor ikke – men det gjorde du, for du er helt klart trådt ud af den dårlige familiespiral – og hvor er det sejt gået! Jeg er fuld af beundring.

    Held og lykke med din skrivning – jeg ved hvor hårdt det er at skrive, så jeg sender dig en masse gode tanker. Du skal nok lykkes.

    Kh en fast læser

  7. Det er hårdt at læse dine ord her og kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det har været at skrive dem for slet ikke at tale om, at have levet dem.

    Alt det bedste til dig og en forhåbentlig god skriveproces, der kan hjælpe dig videre og gennem disse ting.

    Knus

  8. Søde dejlige menneske! Jeg glædes over, hvor fantastisk og hjertelig en kvinde du er blevet på trods af din opvækst. Det kræver meget arbejde, tænkning og vilje.
    Jeg tænker faktisk, om det er nødvendigt at skrive om de år lige nu? Kan du ikke gå videre og så vende tilbage til det, når tiden er mere moden til det?

  9. Kære Christina,
    Som de andre skriver gør det ondt helt ind i hjertet at læse din beretning. Samtidig er jeg utroligt imponeret over din ærlighed og din styrke. Det lyder til at du er i gang med en god bearbejdnings- og skriveproces, der nok gøre dig endnu stærkere, når du kommer ud på den anden side. Ønsker dig alt det bedste undervejs!
    KH Bodil

  10. Den forbandede sociale arv!
    Og man kigger på sine børn og tænker at de 2-3 første år er de vigtigste i deres liv og hvem kan dog overhovedet tænke på at gøre dem ondt, men har din mor ikke mere eller mindre også handlet lidt i afmagt? Jeg tænker her på sovepille-episoden, hold da op for en oplevelse….

  11. En mønt har to sider Christna, og der er altid en årsag til at man opfører sig som man gør, miljøet man befinder/opvokser i er en meget stor årsag til ens personlighed, har dette miljø været mangelfulgt, ikke mindst med manglende kærlighed er grunden til den sociale arv lagt, er du ikke selv fyldt med kærlighed, kan du ikke give noget videre til andre.
    Det er der du er ganske unik i mine øjne Christina, at du på trods af din sociale arv er i stand til med stor kærlighed at skabe en dejlig familie, der er kun et ord der dækker der, vidunderligt.
    Stærkt indlæg.
    I kærlige tanker, god Søndag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *