Mishandling – med det offentlige på sidelinien.

Jeg har de sidste par dage gået og tænkt på børnene i Brønderslev sagen. Jeg ved ikke, om I alle fik set dokumentaren på dr1 i mandags? Det gjorde jeg og jeg var dybt rystet bagefter.

Jeg forstår slet slet ikke, hvordan man som menneske kan blive så afstumpet, at man kan mishandle sine børn. Jeg om nogen kender til omsorgssvigt og psykiske/fysiske overfald, men jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at der er nogen, der kan gå så vidt! Det jeg har været igennem, har været en dans på roser i forhold til.

Jeg sad i min stol med Alfred sovende på maven mens de kummerlige billeder, den forfærdelige historie og de voldesomme indtryk væltede ind i vores stue. Ind i vores trygge liv. Jeg kastede ind i mellem et glimt på Alfred og fik bogstavelig talt kvalme. Jeg forstår ikke, hvordan man kan skade de små sårbare, totalt tillidsfulde og kærlighedsafhængige børn. Jeg ved godt, at der står nogle mennesker bag, som selv er ødelagte i en eller anden forstand. Men det er mig stadig en gåde.

Jeg fik mine flashback i løbet af udsendelsen. Ikke at jeg overhovedet har været tilnærmelsesvis noget lignende igennem. Der har jeg været “heldig”. Jeg græd og kunne mærke den store piges angst. Den form for angst for sine forældre, den kender jeg til. At være så bange for straffen, hvis man ikke lige gjorde det rigtige. Det er så vanvittigt, det de har oplevet og jeg aner ikke overhovedet noget om, hvordan det føles, men jeg genkender alligevel noget.
Jeg kom i tanke om, hvordan jeg kunne gennemskue små signaler og hvad jeg selv skulle gøre for at undgå at gøre min mor vred. Jeg kunne se på måden bilen stod parkeret ved kantstenen, hvilket humør min mor var i – og om jeg glad kunne gå ind og sige hej eller om jeg skulle liste ind på mit værelse og være stille. Blot for at undgå de konfrontationer med “djævelen” som fulgte med hendes misbrug og psykiske sygdom. Den angst for at være til – den glæde der ikke findes og al den tristhed og de drømme væk – fylder i sådan et barns liv. Det omsorgsvigtede barn
Det genkender jeg og hvor gør det ondt langt ind i mig, at der er andre der skal det samme igennem. I det her tilfælde i den værst tænkelige grad. Jeg er rystet.

Det ryster mig i den grad også, at det offentlige lukker øjnene.
Jeg forstår slet ikke, hvordan det kan gå så vidt, at det offentlige står og ser på, uden at reagere.
I vores familie-skæbne blev der heller ikke reageret. Hvis man tænker på, hvor mange offentlige instanser der er inde over sådan en familie – og der stadig ikke bliver reageret? Jeg ved godt, at der skal meget til inden de rykker ud, men det er så tydeligt, at det sker alt alt for sent. I vores tilfælde var der børnehaver, skoler, dagplejer der kendte til vores situation. De greb ikke ind. Hvad med de naboer, der udemærket vidste til vores mors misbrug? De kunne se hendes køren rundt med unger i påvirket tilstand? Hvad med den råben og skrigen? Hvad med de børn der kørte til tanken efter øl og vin? Hvorfor reagerede de ikke?

Der er en berøringsangst, som skiller en kummerlig familie fra det gode liv. En berøringsangst, som er med til at give børnene i de givne tilfælde en mindre harmonisk habitus. Det kan gøre mig så vred!
Det gør mig vred at se, at sagsbehandlere i dette her tilfælde gang på gang bliver gjort opmærksom på, at der er noget ragende ruskende galt i Brønderslev.
Jeg ville ønske – at jeg kunne gøre en forskel. Det kan jeg ikke på det område, men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sparke de enkelte sagsbehandlere i røven, så de vågnede op.

De børn er ødelagte. De skal igennem så mange bearbejdelser, over så mange bjerge inden de kan finde deres glæde frem igen, deres tillid til omverden og ikke mindst til sig selv. Det er sådan en lang og hård vej op af bakke. Som jeg har hørt det, er der endda nogen af børnene, der der ødelagte for livet.
Der må sidde nogle mennesker et sted, med en meget grim smag i munden. Mennesker, som må føle en lille smule ansvar for, at det gik så galt for de her børn.

Jeg er rystet. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan sådan noget kan ske. Både at forældre kan være så onde, men også at det skal gå så vidt, inden der bliver sat ind. Den her sag er gået lige i hjerterummet på mig.

Kærlighed gør en forskel – jeg vil kramme mine børn lidt ekstra idag! Og i morgen, og i overmorgen, og… og….

28 thoughts on “Mishandling – med det offentlige på sidelinien.

  1. Dagens tårer triller ned af min kind. Rørende indlæg og stof til eftertanke. Helt forfærdeligt og helt uacceptabelt at det kan foregå med så mange vidner. Jeg er rystet med dig, og vil også give min lille ekstra mange kys og kram…. resten af livet!

    Kh. Mette

  2. Det gør ondt at læse dit indlæg….. Hos mig på flere niveauer. Det gør ondt både på min sjæl og på min professionelle side. Jeg har arbejdet med børn på et akut anbringelses sted og ved hvor meget mange må gå igennem før der bliver grebet ind. Jeg har i den grad løbet panden imod muren, når jeg har forsøgt at råbe det offentlige op for at få dem til at gribe ind NU OG HER. Jeg arbejder i en “normal” institution nu og også her løber man panden imod muren, for vores system er desværre indrettet sådan at man skal igennem ALT ALT for mange offentlige hænder før der er nogen der reagere på en underretning eller en bekymringsskrivelse………
    Og hvad kan man gøre som pædagog andet end at kæmpe kæmpe og kæmpe for de børn der ikke har det godt? Man kan og må ikke give op – men desværre gør vores system nogle gange at det ender med man brænder næsten brænder ud og bare har lyst til at tage barnet med hjem – men det må og kan man jo ikke! Jeg håber der var rigtig mange inden for det offentlige der så med den anden aften – nogle af dem der sidder og skal finde alle besparelserne og som har skåret alt alt for meget i budgetterne de steder hvor hjælpen til børnene kan hentes….. jeg håber de indser hvor meget skade det gør og jeg håber de skammer sig!
    Tak for dit indlæg.
    Jeg håber der var nogen der kæmpede din sag dengang du havde brug for det – måske så du det ikke, men forhåbentlig var der pædagoger eller andre det forsøgte at råbe vagt i gevær!

  3. Jeg så det ikke, kunne ikke, men dit indlæg siger det hele.
    Sørgeligt meget sørgeligt og alt for tragisk.
    God dag til dig.

  4. Jeg så det godt og jeg er fuldstændig enig med dig!

    Jeg synes også bare det er vigtigt at huske på, (og det skal bestemt ikke være en undskyldning) at vores system måske er indrettet forkert. Det er jo hverken pga. dovenskab, ligegyldighed eller mangel på ansvarsfølelse at sagbehandlerne/socialrådgiverne ikke gør mere end de gør. Det er jo dels det, at de ikke ved nok om de rettigheder de har i deres erhverv, og ikke er klar over hvordan de skal gribe ind, hvis døren ikke bliver lukket op. Men det er også et system der ikke giver dem tiden og ressourcerne til at gøre deres arbejde ordentligt. Så jeg mener helt sikkert at vi skal højere op i hierakiet, hvor der snart er nogen der bliver nødt til at forstå, at det handler om mennesker og ikke om penge i sådan nogle situationer!

    Jeg arbejder selv som pædagog og samarbejder derfor med socialrådgiverne og de er ligeså kede af, som alle andre, at det ofte er enten et spørgsmål om penge eller forældrenes behov fremfor børnene. Det er sgu ikke i orden!!

    Jeg er ked af at du har været igennem det du har. Det er der ingen der fortjener!

  5. Mine bedsteforældre var i børneforsorgen som forstanderpar på et børnehjem gennem hele deres voksenliv. Jeg hørte engang min morfar sige: “Der tvangsfjernes alt for få børn i Danmark”. Og ja, han havde ret. Den berøringsangs er næsten uudholdelig.
    Jeg er vokset op med alle familiehistorierne i bagovedet.
    Så ja, jeg valgte ikke at se programmet. Jeg kan rigeligt forstille mig hvordan det har været.

    Det er frustrerer mig mest er, at man ikke er kommet videre i den slags sager på så mange år.
    At man ikke lærer at “læse” den type familier. Finder ud af hvad der skal gøres INDEN børnene har lidt Så meget overlast, at vi andre fårligt kan tåle at høre om det.
    Kram og god dag.
    Karen

  6. Kære Christina
    Gåsehud på mine arme!!!! Godt indlæg du der har skrevet.
    Jeg fik ikke set dokumentaren da den blev vist i tv, og havde egentlig bestemt mig for ikke at se den.
    Men i går aftes satte jeg mig med computeren i skødet og fy for fanden en dårlig smag jeg fik i munden!!!!!!
    Det er jo FORFÆRDELIGT, TRIST, FOR MEGET, UHYGGELIGT, SLEMT SLEMT SLEMT !!!!!!!!!
    Åh at det kan gå så vidt!!!!!
    Jeg ved som lærer at man skal være meget varsom med at indberette, for hvad nu hvis det ikke er så skidt som vi kan få indtryk af, så beskylder man jo nogen for at være dårlige forældre. Men samtidig kan jeg slet slet ikke bære hvis vi en dag kommer for sent!!!
    Er det ikke sådan at børn der bliver misbrugt eller lign. tit dækker over deres forældre? Jeg spørger bare, for jeg ved ikke meget om det!
    Helt ærligt så har jeg lyst til at vise noget af programmet for mine børn. Sgu hellere servere den end historien om de fattige i Afrika.
    Vores børn har det godt, de har det som de skal have det: rent tøj på kroppen, mad på bordet, kys og knus, de bliver fulgt i skole, trøstet, puttet om aftenen og allervigtigst de er ELSKET!!!

    Jeg håber at de 10 børn får al den hjælp de har brug for!!!!!!!!! Og at de 2 voksne får hvad de har fortjent og også den hjælp de har brug for!

  7. Kan ikke tilføje mere end der er blevet sagt, andet end at det berører mig dybt at det er kommunerne der skal tage sig af socialt udsatte børn, da deres kassetænkning ikke sætter meget af til børnene. Egentligt syntes jeg kommunerne skal vurderes “ikke egnet”, da ressourcerne på sådanne familier afhænger af indtægter. Flere indtægter er lig med højere skatter og så flytter folk fra kommunen.

    Håber at sagen om de 10 børn ikke går i glemmebogen som så mange andre sager. Og at vi som samfund lærer at blande os mere i andres liv og hører børnene.

  8. “Du skal ikke tåle så indelig vel, den urett som ikke rammer deg selv.
    Du skal ikke sitte trygt i ditt hjem og si;det er sørgelig stakkars dem”

  9. Pyh, efter at have læst dit indlæg fik jeg helt ondt i maven. Jeg har endnu ikke set det dokumentarprogram – jeg tør simpelthen ikke. Jeg ved så udmærket hvad du taler om, når du skriver om din mors parkerede bil og de signaler du fandt der matshede hendes humør. Sådan en far havde jeg og det har givet sår på sjælen i mit voksne liv. Så jeg kan slet se, hvordan de stakkels børn skal blive reddet ud af den psykiste terror de har været udsat for! Uha..

  10. Det er helt ubegibeligt at sagen tog så lang tid, og jeg har vildt svært ved at se at nogen, kan have sympatie for Faren eller moren, eller Kommunen.

    Det at udsætte 12 personer, i mere en et år i et hus uden flydende vand eller varme, det får mig til at se fuldstændigt rødt, og harm. Jeg kan simpelthen ikke fatte det.

    Jeg kunne græde da jeg så at pigens føder havde begyndende koldbrand.

    Der kan slet ikke findes ord hvormed det kan beskrives.

    Bliver harm over kommunen, som kun vasker hænder. Somm igen viser hvor dårlig de er til at håndtere sådanne nogen sager.

  11. shit hvor har du bare ret. Jeg kunne ikke beskrive det bedre selv.
    Jeg så programmet, og jeg var også dybt rystet. Jeg havde lyst til at vække Liv og kramme hende resten af livet. Hvem fanden kan gøre sådan noget mod sine egne børn? Jeg forstår det slet slet ikke. Jeg får også sådan en lyst til at gøre noget, at hjælpe. Men hvordan kan jeg det? Jeg har ikke evnerne, og jeg ville sikkert bare sidde og tude konstant, hvis jeg så hvordan “virkeligheden” er. Og jeg er ked af at høre det om din barndom. Det kendte jeg ikke til. Det må have været så hårdt. Hvis bare alle børn i hele verden havde det godt …

  12. Børn er uskyldige små væsener der skal passes på, længere er den ikke. Jeg kan godt forstå det ramte dig ekstra, nå du selv har oplevet en hård barndom(sådan som jeg læser dit indlæg).
    Jeg selv sad med en klump i maven og så det indlæg. Jeg havde våde øjne og kvalme og en masse ked-af-det-hed inden i mig. Til sidst kom jeg til at skamme mig fordi, at jeg klager over vi trænger til at få vasket gulv og at vi har krummer i sofaen, for hold op hvor føles det pludseligt ligegyldigt.

  13. denne sag er ganske forfærdelig de rører mig dybt…..tanker om børnene og deres manglende hjælp fra alle instanser. Jeg må så sige til dem der ikke så programmet at jeg synes at vi skylder børnene at se/høre deres historie, at græde med/over dem, vi kan trods alt slukke tv’et efter en 1 time, de har måtte leve med det HVER DAG….HVER DAG!!!!jeg bor i Brønderslev, jeg ser børnene( de mindste) i det daglige liv, så jeg bliver i den grad mindet om denne rædsel og ikke mindst at der er andre derude som har brug for hjælp…..VI MÅ BARE IKKE LUKKE ØJENE…..

  14. Jeg er enige med jer i, at vi/de offentlige ansatte ikke har nemme arbejdsvilkår.. men i denne her sag er der gået for lang tid.. det er et knudret system, men derfor berettiger det jo ikke at der skal gå så lang tid, inden det går så galt.. det her er en markaber sag.. derfor dette indlæg.

    jeg læner mig lidt op af Karens kommentar!!

  15. Jeg er ordløs, men jeg er følelsesmæssigt i kaos og græder over din historie. Smukt at du er endt som en af de mennesker i verden jeg meget gerne vil lære at kende.
    Og jeg har ikke ord for dokumentaren om de børn. Jeg er rystet.

  16. Jeg så det meste, var nogle gange nødt til a finde noget andet, for jeg magter det næsten ikke. Det gør nemlig ondt helt ind i marven.
    Jeg mister en lille tro på mennesket hver gang jeg høre om disse eksteme mennesker. Der låser deres børn inde i bure, kældre, udhuse. Lader dem leve i deres egen afføring og hvor de er så understimuleret at de skaber deres eget sprog indbyrdes. Jeg er chokeret og skrækslagen. Jeg krammer trunten meget hver dag. Bruger tid til at fortælle hende at jeg elsker hende, bare fordi hun er hende. Det gør mig ondt at der findes børn der ikke oplever det som en naturlig ting.

  17. Jeg har ikke set omtalte program, men fulgt med i sagen i avisen. Det er horribelt, hvad de børn har været udsat for. Jeg er som lærer i den danske folkeskole tæt på mange børn og familier, og jeg har faktisk den evne at “læse” de familier, der fungerer dårligt på den ene eller den anden måde. Desværre er det ikke så let at komme videre med sine bekymringer. I kommunerne afhænger alt af økonomi, og der er ikke mange ressourcer at gøre godt med. Det føles som om, at pengene kommer før børnenes trivsel sommetider. Ydermere er der et stort pres på sagsbehandlerne – pt er der i vores kommune èn, jeg gentager 1, til at håndtere underretninger fra skolerne. Resten af sagsbehandlerne er sygemeldte.

    Der er altså noget galt i vores samfund!
    Og det gør mig så trist!

  18. Jeg har læst det du skriver. Og det rører mig. Man skulle ikke tro at sådanne ting sker i vores dejlige Danmark. Men det gør det det desværre.

  19. Det er uden for ens fatteevne, og desværre går det i mange tilfælde i arv, du skal vide Christina at du har min ubetingede respekt, at du har kunnet få så dejlig en familie, og kunnet dele ud af så megen kærlighed til dine børn når du ikke selv blev så megen kærlighed til del som barn, du er i mine øjne en af hverdagens helte, at kunne bryde den sociale arv, det skal der et meget kærligt og solidt menneske til.
    Jeg kan sagtens forstå at du er rystet, det er vi mange der er.
    I kærlige tanker, god Onsdag.

  20. Jeg er så enig med de fleste af jer, men husk at der går mange små “Rappedikker” og Brønderslevbørn” rundt. Vi bør alle være med til at tage et ansvar, bl.a. ved at involvere os i de familier, der falder udenfor normen – dem “de andre ikke vil/må lege med” måske finder man ud af, at det var lige det de havde brug for, måske finder man ud af at de har brug for noget helt andet, som kommunen bør indvies i. Men det er svært at turde. Jeg arbejder selv på et børnehjem og ser hvor stor skade der kan ske på kort tid, men ser desværre også hvor længe der ofte er gået, inden der bliver reageret. Børn bliver ofte fjernet alt for sent og skaderne er uopretteligt store.
    Pas på hinanden derude!!!!!!

  21. Tak til Dragonfly fordi du bragte Bettina Posts artikel på banen.

    Det er politikerne, der sætter rammen for socialrådgivernes arbejde.
    Og vi har de politikere, vi selv har valgt.

    Hilsen Kirsten

  22. Kirsten – jeg er helt enig. Tag ikke fejl af det! Det er da også totalt hul i hovedet sådan som systemet bliver spist indefra. Tjek kommentaren fra PUK. der sidder en der skal varetage de opgaver da andre er sygemeldte. Man kan kun gisne om hvorfor folk bliver sygemeldte.

  23. @morslille, jeg er meget enig med dig i, at vi som samfund også har et stort og afgørende ansvar for hinanden. Hvor er naboerne til de børn, der udviser unægtelige tegn på omsorgssvigt? Hvor er de fagpersoner, som ser dem hver dag? Der er ofte gået lange perioder, hvor flere har haft mulighed for at tage affære, – som for eksempel at gå over og banke på hos mor og far og sige: “hey, jeg har lagt mærket til jer – I ser ud som om I måske kunne bruge en hånd?” før sagen ender hos socialrådgiveren.

    Sagerne bør sådan set først lande på socialrådgivernes bord, når netværket, naboerne, pædagogere mv. har prøvet. Den mest holdbare intervention er 9 ud af 10 gange dén, der er bakket op af lokalsamfundet og netværket.
    …Dét samfund, hvor vi tage os af hinanden og sørger for, at tilfælde som brønderslevsagen ikke opstår, – det har vi alle ansvar for. (Ligesom var har ansvar for at stemme på de politikere, der har sociale problemer som højeste prioritet! (Nemlig, Kirsten))

  24. Regler mig her og regler mig der….jeg kan som menneske og mor undre mig, at “man” ringer på, ingen åbner, så man går igen. Hvor er “deres” overskud og nysgerrighed?!? Og så kan jeg jo spørge dig, Mette Kathrine; Hvad ville forhindre at “man” gik en runde om huset, et lille lur ind af vinduerne (ups de syntes de hørte et barn græde!!!??? OG DE VAR JO DERINDE!!) et kik ud over ejendommen, inden LØB ud i deres bil….øhhmmm for 3 gang??

    Med vinden i håret

  25. det her system er virkelig til at lukke op og skide i. hvorfor de børn ikke er fjernet er pga. det koster kommunene rigtig mange penge at fjerne børnene og have dem i plejefam. eller instiution. loven er også sådan at et barn skal være hos sine forældre så længe det er muligt for det er bedst for barnet. jeg selv går på en skole hvor der er flere der er “fjernet børn” og det er som regl sket for sent. jeg har en god ven som desværre nok havde haft det bedre hos sin mor end i plejefam. han har været 5 forskellige steder og det gør bestemt heller ikke et barn raskerer. jeg kender en pige hvor faren mishandlede alle børn og først da datteren stikker af og går på kommunen bliver hun fjernet men lillebroderen bor der stadig. pigen har overfalds alam da hendes liv er i farer pga. faren. hvilket kom. udmærket ved men drengen bor alligevel stadig hos fam.

    og du gør en forskel du viser at man kan bryde mønstret og at der er en anden vej og at man kan få et liv til at fungere. tror du vil være rigtig god til at arbejde med unge der netop har været ude for sådan noget.. 😉

    jeg selv hører om det hver dag pga. den skole jeg går på.

    (jeg går ikke på skolen pga. omsorgsvigt eller andet jeg har en dejlig støttende familie. men svigtet er jeg blevet bare af systemet. ;( )
    hilsen Natasja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.