Det kom alligevel snigende

I sidste uge var det 2 år siden, at min mor døde. Som nogle af jer måske allerede ved, så har mit forhold til min mor aldrig været særlig godt, da hendes livsstil ikke har været hensigtsmæssig for hendes to børn. Min søster og jeg. Jeg har skrevet om det tidligere – læs evt. mere her)
Jeg har egentlig ikke tænkt meget på hende den sidste tid. Drømmene har været noget på afstand. I sjældne tilfælde bliver jeg stadig plaget i mine drømme, hvor jeg mere eller mindre reducerer familien med 1 medlem. Jeg kan blive målløs over mine reaktioner i de drømme. At jeg kan have så meget vrede og ondskab i mig, havde jeg slet ikke overvejet. Jeg er langt fra sød overfor min mor. Hun får tilbage, hvad hun har budt os i tidens løb.
De tanker og følelser som vanligt gør sig gældende omkring hende, har været lagt i baggrunden for den sidste tid med Alfred i maven og nu de første 14-16 dage med ham i armene.
Idag fik mine tanker en andre drejning. Jeg kan ikke lade være med at “snakke højt” – jeg har ligesom brug for at få tingene ud af mit system, hvis I forstår.
Som jeg sad der i eftermiddags med Alfred godt placeret foran mig, var jeg fuldstændig opslugt i suttelyde og veltilpashed. Jeg har tilsyneladende bare været tilstede lige der og ladet mine tanker flyve derud ad uden egentlig at opsnappe indholdet, før min krop reagerede overraskende.

Jeg har ikke let til tårer. Jo når jeg er labil og når det omhandler andre mennesker, så kan jeg godt reagere kraftigt, men når det drejer sig om mig selv og mine følelser – når ting gør ondt eller når noget spænder ben for mig, så bliver jeg mere indadvendt og tavs. Idag blev jeg ked af det. Stumt ked af det.

Der er gået to år siden min mor døde. Jeg har ikke besøgt hendes grav mere end en gang siden – hvilket var forrige jul. Jeg har ikke værdiget hende den form for opmærksomhed. Jeg har ikke lagt en lille blomst. Jeg har ikke sat mit aftryk i stenene omkring plænen, hvor min søster satte hendes urne ned.

Hvor langt er jeg egentlig i tilgivelsesprocessen? Hvor langt er jeg egentlig kommet med min vrede? Jeg har ikke tilgivet – jeg er stadig vred, når jeg tænker stunder igennem. Det er svært at slippe de sidste tag i mig, hvad det angår. Hun sidder stadig i mig. Ovenpå mig. Et eller andet sted – ligger jeg nok stadig ned!

Jeg skammer mig. Jeg burde have besøgt hendes gravsted. Jeg burde have tænkt på hende i en anden sammenhæng end tankerne og ting jeg gerne vil glemme. Hvorfor er det så svært at slippe det der har sat ar end at mindes det, der rent faktisk har været godt?

Jeg sidder der i sofaen med Alfred i armene. Jeg er mor til 3. Jeg lever sammen med et menneske, som gør mig så  altoverskyggende lykkelig. Jeg lever et liv, som ingen kunne forestille sig – eftersom mine bump på vejen har været noget ødelæggende og i anden retnings-givende.
Jeg ville ønske, at hun kunne se det liv jeg lever.

Jeg vil æde min gamle hat på, at hun ville være stolt. Hun ville have været så stolt og glad for, at jeg klarede mig. At min søster klarede sig. At vi formåede at lægge det hele bag os.

Hun ville have haft en mulighed for at sætte sit præg. En lille flig af glæde ville mit liv kunne have sat af spor i min mor. Hun ville have haft mulighed for at sætte et spor i mine børn. Et sparsomt et af slagsen, men ikke desto mindre et minde. Dét savner jeg. At hun kunne være en del af mine børns liv. At hun havde haft mulighed for at se dem vokse op.

Det rører mig. At hun ikke ser livet. Mit liv.
Er jeg egoistisk?

14 thoughts on “Det kom alligevel snigende

  1. Åh altså… jeg kender dig jo slet ikke. Men… Jeg bliver gang på gang virkelig rørt af dine indlæg. Tak fordi du deler! Og tillykke med din lille nye smukke baby!

    Kh – Betine

  2. Hvor er det flot og ærligt skrevet.
    Godt for dig, at du gør og tør sætte ord på dine tanker og følelser!

    – ♥ Sara

  3. Jeg tror det er helt normalt at have det sådan som du har det…at ønske at din mor kunne se dig nu og opleve din lykke. Tillykke med lykken, livet og dine skønne børn :-)

  4. Åhr Christina. Nu piver jeg… stille og rolig gråd. Min egen, men sammen med din – for det er dine ord der gør at min mave slår krøller og får mine egne tanker om livet, familien og ALT det løse til at titte frem.
    Godnat… og hva med den kaffe?! 😉
    T

  5. Jeg forstår hvordan det er at blive svigtet af sine nærmeste (mor). Jeg er stadig et svigtet barn, men er nu min mors voksne svigtede barn. Jeg er selv mor til 2 nu. Jeg har aldrig lukket min mor ude eller skubbet hende bort fra mig. Jeg er vred. Til tider også skuffet over det der er sket og specielt det der ikke er sket! Men hun står mig nært, fordi jeg ved at hun gjorde sit forældre job, på den måde hun formåede det…
    Men folk takler svigt og sorg på fuldstændig forskellige måder. Det skal man altid respektere….
    Du føler savn og det er ikke egoisme. Kærlighed er aldrig egoisme, slet ikke når man selv deler ud af den i store doser og det kan man jo læse at du gør i stort set hvert indlæg du skriver!
    Nyd livet og nyd dine smukke børn :) Nyd at du VED at din mor ville være stolt over dig ! Det kræver mod og oprigtighed at sige!
    Undskyld den lange kommentar! :)

  6. Jeg synes heller ikke, du på nogen måde er egoistisk. “Ting tager tid” – svigt, savn og sorg kan man ikke sætte tid på. Nok kan 2 år være lang tid på nogle områder, men på andre er de “kun” begyndelsen.
    Jeg beundrer dit mod og sin styrke!

  7. Hvor kan jeg bare følge dig Christina, der er så meget men gerne vil dele med sine forældre, specielt børn, det vil nok komme tilbage engang imellem, med dåb, konfirmationer med mere, men sådan skulle det så være, men tro mig din mor ville være stolt af dig, det er lykkedes for dig at skabe en vidunderlig familie, og du har udvist stort kærlighedsmæssigt overskud til dine børn.
    I kærlige tanker, god Onsdag.

  8. Kære Christina,

    Jeg kender godt til de mange tanker, som du gør dig her. Og også smerten, den dårlige samvittighed og spørgsmålet om tilgivelse.

    Jeg er begyndt at overveje, om alting SKAL tilgives? Måske er det nemmere at nå til accept? Om ikke andet, så i første omgang.

    Knus herfra

  9. Søde Christina, du er da overhovedet ikke egoistisk. Sådan kommer man jo bare til at føle når man har mistet nogen. Jeg mistede selv min far for 13 år siden og ville stadig ønske at han havde set mig færdiggøre handelsskolen, få mand og børn, få en uddannelse og bare generelt være der til alt det jeg indimellem bare gerne vil spørge om. Men jeg tror på han holder øje med mig et sted fra og at han alligevel ser det hele. Vi kan bare ikke dele det i dette liv! Så nu tuder jeg ;o)

  10. Hej C
    Jeg kan godt forstå, at du gerne ville vise din mor, hvad du har nået med dit liv – på trods.
    At du gerne ville kunne give dine børn oplevelser og minder med deres mormor… I Maries tilfælde nåede hun det jo. Marie mindes hende med glæde – og det er jo fantastisk.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske på en måde er lidt heldigt – at hun ikke nåede at behandle dine børn på samme måde som hun behandlede dig og din søster. Kunne det ikke have været “bagsiden af medaljen”, hvis de havde fået et tæt forhold til hende? Kunne hun ikke have svigtet dem på samme måde?
    Nu har Marie kun gode minder – og kan fortælle sine søskende om sin “søde mormor”, som de aldrig nåede at møde.

    Besøg ved graven eller ikke. En tanke “på afstand” tæller også – endda mere end et pligt-besøg med en buket blomster, hvis du spørger mig, så drop endelig den dårlige samvittighed.

    Og til sidst vil jeg sige, at det er et utroligt smukt billede af dig og Alfred. Det emmer jo af kærlighed og tryghed. Så smukt!

    Mange kærlige hilsner
    Karina

  11. Kære Christina

    Som jeg ser det har du reageret helt rigtigt og du skal tage den tid det tager for dig, at komme til tilgivelsens stund.
    Jeg kan ikke finde nogle steder hvor der står skrevet hvad din mor svigtede jer med, så aner ikke om jeg kan sammenligne med min egen situation, men jeg har også lukke “døren” for min mor og tror måske aldrig hun vil komme indenfor i varmen igen (heller ikke engang når hun dør). Så kender til det overordnede af din situation.
    Syntes det er flot hvis du kan tilgive din mor og på en eller anden måde finde en smuk tanke om hende, du kan give videre til dine børn, så de lærer lidt positivt om deres mormor.

    SUPER godt gået af dig og din søster at i er kommet videre og lever livet som det bør leves!

    Mvh Mette

  12. Hej Christina.
    Jeg kender dig ikke, men mine føleser kender dine.
    Jeg er selv blevet svigtede af min far, men han var jo min far også hænger man jo ved.
    Indtil den dag det gik ud over mine børn, jeg har ikke set min far siden ( det er nu 8 år siden )
    Han er død for mig, jeg kan godt komme i tvivl om det var rigtigt, så skal jeg bare kigge på mine børn, tænke på alle de ting, som de er blevet skånet for og der ved jeg i mit hjerte at det var det rigtige at gøre.
    Giv det tid og ved du, hvad man må sku’ gerne være lidt ego engang imellem.
    Ny din dejlige familie og se fremad
    for det meste, når du ser bagud, ser de gode og dejlige stunder:0)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *