En ode til Moderjord – en fødselsbeskrivelse

Fredag d. 22. april kunne vi sige velkommen til vores lille Alfred – på den smukkeste solskinsberigede langfredag. Det var den dejligste oplevelse, jeg aldrig havde drømt om at skulle blive en del af.
De kvindelige kræfter, som man kun oplever via en fødsel, er så altoverskyggende, hvilket overrasker mig gang på gang – man går fuldstændigt ind i sig selv og følger med eller modsat – stritter imod. Min 3. gang var en mindeværdig oplevelse, som jeg vil erindres med stor taknemmelighed.
Fredag morgen vågnede jeg op og var en smule utilpas. Jeg var ikke udhvilet og havde en krop der murede noget. Henrik og Ida var stået op og hyggede sig i stuen. Vi fik lidt morgenmad – og jeg havde sådan en fornemmelse af, at det kunne være lige den dag, hvor det hele gik i gang. Det havde jeg dog sagt flere gange i flere dage, så jeg måtte korrigere mig selv – “ja nu må vi jo se?”

Min søster skulle komme på påskeferie et par døgn, så mulig barnepige var arrangeret. Jeg vandrede lidt hvileløst rundt – endte med at gå i seng igen og sov til 11.30, hvor Henrik og Ida var inde og hente Søs. Jeg tog mig et bad og smurte min kæmpemave ind i creme, mens jeg tænkte på, hvordan det mon ville blive.
Jeg dækkede bord på teressen og glædede mig meget til at sidde i solen og drikke kolde drikke og sludre med min søster. Jeg endte dog i skyggen og sukkede noget over varmen. Kunne jeg have valgt selv, lå jeg flydende i en pool med maven i vandskorpen. 
Ida rev mig ud af min trance. Hun var træt og skulle ud at sove. Under seancen hvor jeg puttede hende i barnevognen, gik vandet. Eller? Jeg løb ud på badeværelset, pinligt at tisse i bukserne uden at mærke, at min blære var fyldt. Da jeg rejste mig op for at tørre mig, løb det videre. Jeg løb også – glad og nervøst pulserende – ud til Henrik på teressen. “Du? Vandet er vist gået. Ja sgu – det løber videre.. se mine bukser?” Henrik så noget forbløffet ud.. “Hvad så nu?” Spurgte han..
Vi ringede på OUH.. De sagde, at vi skulle komme derud og blive tjekket. Så kunne de se, hvorledes jeg var åbent.. jeg havde plukveer hver 8-10 min. Ikke nogen der gjorde ondt.
På OUH var jeg stort set ikke gået i fødsel. Ud over mit våde sneglespor fra p-pladsen op til fødegangen, kunne man ikke se, at det var NU. 
Min livmoderhals var 1 cm lang og 1 cm åben. Vi tog hjem igen med den plan om at få sat en stikpille op kl 18.30 – for at hjælpe processen igang. Det var altså 4 timer vi skulle slå ihjel derhjemme. Det kunne jeg slet ikke overskue, især ikke når plukveerene begyndte at gøre ondt. Var det veer? Henrik fik besked på at snegle sig over bump på vejen.
Hjemme igen tog veerne til. Inden jeg fik set mig mig om, var der 3 min i mellem og jeg kunne ikke føre en normal samtale. Henrik syntes at jeg skulle gå i seng og hvile. Det kunne jeg godt droppe, det gjorde så ondt, når jeg lå vandret. Jeg havde det faktisk bedst ved at gå rundt. Jeg hang bedst op af vores disk i køkkenet og prustede godt igennem. Ida var oppe igen på det tidspunkt, så hun kom tit hen og kiggede på mig med undrende øjne? Jeg prøvede at snakke koncentreret med hende, men hun vidste åbenbart, at noget var i gære, så hun strøg mig på benet og krammede mig og gik ud til Moster. Mellem veerne fik jeg sendt sms´er til min veninde og ført en lille samtale.
Hvad der lige pludselig gik op i mig, aner jeg ikke. Men pludselig midt i veer, kontrolleret åndedræt og hyppige toilet besøg sprang jeg ud på teressen for at minde Henrik om, at han skulle huske at vande planterne på teressen. De skulle ikke dø varmen! Min søster, som ellers var noget betuttet og stille midt i det hele – skreg af grin over min “ordre”. Jeg kunne ikke se, hvad det sjove var – andet end at jeg hang i vores parasol, for at holde veerne ud samtidigt. 
Hold kæft der var lang tid til 18.30. Veerne kom som perler på en snor med max 2 min mellemrum og kl. 16.30 – 1½ time efter vores besøg på OUH turde jeg ikke være hjemme i det længere. Jeg bad Henrik ringe på fødegangen – de mente ikke, at jeg kunne være åbnet synderligt siden vi var derude sidst. Men at vi  selvfølgelig bare kunne komme. Jeg nåede lige at overveje, om det var mig, der var en pjatrøv? Lige indtil den næste tog hånd om mig! Vi skulle bare afsted!
Ida skreg. Hun ville f.. ikke være hjemme hos Moster, så det var en svær afsked med hende, men nødvendig! 
I bilen hang jeg i loftets håndtag og håbede at kunne undvige asfaltens små ujævnheder. Jeg skreg af Henrik, når jeg kunne se forude, at der var bump eller huller. “kør laaangsomt Henrik, det gør ondt”. Om det er ren maskulin refleks? Jeg følte Henrik havde sømmet i bund. 
Henrik satte mig af foran indgangen på OUH. Jeg undersøgte lynhurtigt faciliteterne og kastede min kærlighed på skiltet. Der hang jeg og jamrede – mens jeg tænkte på hvor klamt det var at hænge med næsen i området på skiltet, hvor folk vælger at slukke deres klamme smøger. Uden at overveje at flytte mig, stod jeg der i evigheder (max to min). Der kom et par forbi mig og hviskede “det ser hårdt ud”. Jeg var fuldstændig ligeglad – de kunne sige hvad som helst og glo på mig, som på en abe i bur. Jeg var i mit eget univers – hvor kun jeg eksisterede sammen med mit projekt “barn til verden”. 
Kl. 17.08 kommer jeg nærmest kravlende ind på fødegangen. Jordemoderen var ikke længere i tvivl. Vi fik en fødestue og var pludselig tæt på målet – Alfred. Jeg græd og grinte på samme tid, kyssede Henrik og jokede lidt om, at det sgu var for latterligt af os at gå det igennem igen. Det var så tæt på – vi var så glade og jeg arbejdede på højtryk. 
Jeg gik lidt i banjo, da jordemoderen ville tjekke mig indvendig. Jeg ville så nødigt op at ligge. Jeg kunne slet ikke se mig selv, springe op i sengen. Det var umuligt for mig. Jeg var så koncentreret i veerne og arbejdede så effektivt når jeg stod. Rent faktisk følte jeg, hvordan livmoderen krængede sig op om barnets hoved. Det var så underlig en fornemmelse, men jeg var slet ikke i tvivl. Jeg kunne abstrahere fra smerterne og mærke, hvordan jeg åbnede mig.
Jordemoderen og Henrik fik mig dog alligevel op på langs. 4 cm åben og godt på vej. Jeg fik tilbudt et bad – det havde jeg ikke prøvet med pigerne, da jeg havde overvågningsudstyr på – så jeg tog imod tilbudet om denne form for smertelindring. 
Badet blev fyldt op og jeg fik inden da en klyx. Det var noget af en oplevelse for både Henrik og jeg. Noget så sårbar måtte jeg kalde på Henrik fra badeværelset – jeg havde knap nok fået tømt mig, før en ve kom, så jeg måtte rejse mig fra wc´et. Jeg kunne bare ikke komme op og stå. Jeg havde brug for hjælp. Henrik kom ind – jeg græd af ydmygelse – sikke en stand at se mig i. Mens veen klingede af stod jeg hos ham og var tryg. Han fik gjort mig klar til badet (første og sidste gang han tørrer mig bagi) og jeg kunne hoppe op i det varme vand.
Jeg har efterfølgende tænkt meget over de første min i vandet. Jeg satte mig på knæene og lod mig synke ned. Da der kom en ve, sad jeg stadig sådan på knæene og jeg er sikker på, at jeg kunne mærke, at jeg gav mig alt hvad jeg overhovedet var i stand til. 
Pludselig kunne jeg ikke holde mig oven vande og gled rundt på bagen og hang med hovedet ud over kanten af badekarret med hagen krænget rundt om karret så jeg ikke gled ned igen. Der var en ændring?! 
Og netop som jeg havde gisnet om, så fik jeg en presse ve. Jeg hviskede til jordemoderen, som sad på kanten – “jeg tror jeg skal presse”. “Fik du tømt dig ordenligt?”, spurgte hun tilbage. Altså helt ærligt! “Spørg lige Henrik om det? Ja – jeg tror det er en rigtig presseve”. Og pludselig kunne jeg ikke holde igen. 
Hun fik hurtigt sat maskine på maven, så hun kunne høre hjertelyd – og medgav mig, at jeg var i sidste fase og skulle op af badet.
Jeg kunne slet ikke komme op. Når barnets hoved er så langt nede i systemet, så er det svært at få bæknet og benene til at lystre. Jeg kunne ikke overskue at gå eller i det hele tage løfte benene over kanten af badet og derefter hoppe op på fødebriksen. 
Men op kom jeg – tror nærmest jeg fløj – jeg skulle nå det inden presseve nr. 2 kom. 
Derefter stod tiden stille. I rummet var det stille. De to jordemødre og Henrik forholdt sig fuldstændigt i ro og snakkede stort set ikke. Det var den smukkeste oplevelse jeg overhovedet har befundet mig i. Der var kun mig, maven og Alfred. De lod mig stort set arbejde selv. 
Jeg som ikke troede, at jeg kunne selv. Men jeg havde kontrollen. Jeg vidste præcist hvornår jeg skulle presse, holde igen og gispe. De 20 minutter, hvor jeg havde presseveer på briksen, var jeg så koncentreret og fokuseret og er idag så overrasket over, hvor rolig jeg var. Jeg hverken skreg som en gris – som sidst med Ida – eller blev panisk angst for smerterne. Jeg var fuldstændigt i en tilstand af zen. 
Jordemoderen foran mig, sagde stort set ikke noget – så på et tidspunkt kunne jeg ikke fornemme, hvor langt hovedet var kommet, så jeg spurgte, om hun kunne se hår? Hovedet var der på vej ud – jeg stak hånden ned og mærkede efter – så var jeg klar igen til de sidste par pres. 
Alfred kom til verden kl. 18.03 med en lille skrig.
4½ time efter vandafgang.
Det lille menneske – som jeg på et splitsekund knuselsker og vil dø for – vejede 2930 g. Han er 52 cm lang og et en tynd lille dreng. Hans blodsukker var lavt og han blev vurderet for tynd. Så vi har været 2 dage på barselsgangen til mælken løb til. Det har været dage og timer, hvor vi har buret os inde og ligget mave mod mave. Den første tid har været så intens og fyldt med kærlighed. (det er lige til at få huller i tænderne over, men jer der har været dette forløb igennem, ved hvad jeg mener!) 
Der har ikke eksisteret andre end vores lille familie på 5. 
Vi er hjemme nu og nyder dagene sammen noget så eftertrykkeligt. 
Jeg er så lykkelig. Jeg elsker allerede det liv vi har med Alfred. Pigerne er bløde som smør og kysser og aer ham. Han får det som blommen i det æg – den lille SuperAlfa.

105 thoughts on “En ode til Moderjord – en fødselsbeskrivelse

  1. Åh hvor lyder det dejligt, og hvor fedt at du fik en dejlig fødselsoplevelse.
    Jeg sidder her med et par tårer på kinderne og glæder mig til jeg selv en gang skal presse en unge mere ud.

    1000 gang tillykke med den smukke dreng.

  2. Sikke en dejlig beretning! Tak fordi du delte :)
    Og rigtig mange gange tillykke med ham. Den der baby-lykke er noget af det mest fantastiske jeg personligt har oplevet :)

  3. Fantastisk at læse med – sidder her og græder.

    Til oktober skal jeg føde mit tredje barn og jeg tror også det kommer til at gå stærkt.

    Skønt at læse at de store piger er så glade for ham og at det hele gik så godt – tror da jeg skal have købt “aktiv fødsel”.

  4. Tillykke tillykke med den lille Alfred! Jeg håber tiden udenfor maven bliver mere rolig end da han var derinde – for selvom man bare er en tilfældig læser han man jo alligevel siddet de sidste par måneder og krydset fingre for han blev derinde til påske! :)

  5. Ih tillykke tillykke:) Hvor er det fantastisk og hvor beskriver du det bare så SMUK!!

    Stort tillykke med familieforøgelsen til jer alle:)

  6. Åh – tak for en fantastisk beretning. Får jo helt “goosebumps” over hele kroppen….selv efter 4 tøsebørn…Åh, det er så fantastisk. Tak for skønne billeder -hvor er han dejlig og lille. Skønne lille Alfred. kh Dorte

  7. STORT TILLYKKE Christina. Det var en dejlig fødselsberetning, og også her presser tårerne sig på.
    Jeg håber I har det rigtig godt alle mand!
    Kram

  8. Skøn fødselsberetning og stort tillykke med ham Christina. Så fin han er. Håber I fortsat bare nyder i stor stil – det er jer velforundt!

  9. Tillykke!
    Og tusinde tak for at få noget, der skræmmer mig, til at lyde som en smuk oplevelse. Jeg er hverken gravid eller har planer om det, men tanken om at føde har altid skræmt mig.
    Virkelig fantastisk og livsbekræftende historie og smukke billeder..

  10. Jeg har stået ved din side hele vejen, så levende som du har beskrevet jeres smukke oplevelse! For pokker C! Du gjorde det. Er stolt af dig, og så glad, så tårerne triller af glæde og beundring!
    You Rock!

  11. Sikke en vudunderlig fødselsbeskrivelse. Det er jo lige til at få tåre i øjnene af :)
    Hvor er han skøn jeres Alfred. Stort tillykke med ham :)

    MVH
    Mette

  12. dfngpasbnafjpao ….kan slet ikke se tasterne for tårer…så rørende glædelig fortælling ….stort tillykke med ham :)
    super godt gået 4½time….
    kh♥

  13. Tillykke tillykke, kære Christina. Hvor er jeg glad for, at du fik lov til at opleve sådan en fødsel, god og i kontrol. Det burde alle prøve. Jeg bliver helt rørstrømsk af din beretning, der minder meget om min sidste fødsel. Håber vi ses snart, til dikkedik :-)

  14. Jeg sidder med tårene ned af mine kinder, sikken en oplevelse du der deler med os.
    Stort tillykke med Alfred og tusind tak for en gribende beretning.
    K

  15. STOOORT Tillykke med ham, hvor er han fantastisk!

    Trods du ikke kender mig, eller omvendt, har jeg i spænding med ivrig forventning afventet netop dette indlæg, Alfreds ankomst til verden!

    Det lyder virkelig til, at have været en fantastisk fødsel!

    Endnu engang stort tillykke!

  16. Åh Christina sikke en beretning og stort tillykke med smukke Alfred lillebror. Sidder her med mine hormon-tåre trillende ned af kinderne og er bare så rørt :-). Hvor smukt kan en fødsel dog være. Nu må det også snart være min tur (39+1 i dag).
    Kram Ulla

  17. Gratulerer så utrolig mye til deg, Christina! Og velkommen til verden, fine, fine Alfred!! :)

    For en fin fortelling det var. Og så flink du har vært! For det ER virkelig et godt stykke arbeid det der.. 😉

    Varme klemmer
    fra Guro

  18. IIIhhh altså. Har sådan gået og tænkt på dig og om lille Alfred nu havde meldt sin ankomst.
    Stort tillykke med det lille væsen.
    Og sikke en fantastisk fødsel. Jeg beundrer dig og misunder dig.Sidder selv med mave og venter barn nr. 3 og var selv koblet til alverdens ting da jeg skulle føde mine drenge. Nu håber jeg bare at denne fødsel kunne blive nogenlunde som din så min drøm kan gå i opfyldelse.
    Fantastisk læsning – Tak :-)

  19. Kære Christina.
    Jeg får også både gåsehud og tårer i øjnene. Kæmpe stort tillykke med den velverståede fødsel og “lille” Alfreds ankomst til verden.
    Hvor du bare fortjener hvert minut af så god en fødsel med kontrol og overblik efter sådan en hård graviditet.
    Mange blogknus, tanker og ønsker om det allerbedste for jer alle 5.
    Kærlig hilsen Louise.

  20. Tillykke Christina, dejligt at læse at det forløb godt og at du er ovenud lykkelig, der er ikke noget som sådan et nyt lille liv, og han skal nok få en dejlig opvækst med den opmærksomme familie omkring sig.
    I kærlige tanker, god Torsdag.

  21. tillykke tillykke tillykke tillykke.. hvor smukt, stort og fantastiskt! jeg er klar til min nr 2 efter din beretning – og nr 1 er kun 2 mdr! :) Men nej, hun skal nydes i fulde drag først. Masser af hilsener, Halla.

  22. Wauv, det var godt at høre fra dig……….sidder også med tårer nu og mindes min 3.fødsel der minder om din. Stort tillykke! Hvordan gik det med blomsterne på terassen???

  23. Kæmpestort tillykke med den skønne Alfred. Og tak for en smuk fødselsberetning. Det lyder som lidt af en drømmefødsel – sådan en ønsker jeg mig også til september :-)

  24. TILLYKKE med den lille mand. Hvor er han sød. Tak for en detaljeret beretning af et fint og naturligt fødsels forløb. Man skal nok ha prøvet det selv for at se det “spændende/fede i det” tror jeg. Modigt af dig at dele så personlige ting. Held og lykke til jet alle fem. Pas godt på hinanden.

  25. Hvor er det en dejlig fortælling af en kæmpe stor oplevelse. Trak slet ikke vejret mens jeg læste og fik både klump i halsen og tårer i øjnene.

    Stort tillykke og et stort velkommen til verden til den lille fyr

  26. Stort tillykke. Tak for at du delte din fødsel med os. Så tæt på jeg selv har været det hele igennem var mere end mine hormoner kunne klare, jeg læste med tårerene ned af kinderne.
    Hvor er jeg glad for at du fik sådan en god fødsel her 3 gang.
    Endnu engang tillykke med Alfred.

  27. Stort tillykke, hvor er han skøn;o)

    Det er kun 7 uger siden jeg selv var i samme situation og din beretning får mig til, at gå det hele igennem igen. Det er en helt unik oplevlse og jeg forstår jeres bobel tilstand fuldt ud.

    Endnu engang tillykke.

  28. Hvor er det smukt! Sikken en fantastisk start I har fået på Jeres nye liv sammen. Kæmpe stort tillykke!
    Smuk beretning du har skrevet – den har gjort mit helt skruk igen – igen – igen :-)

  29. Stort tillykke med den fantastiske fødsel og din skønne Alfred. Det lyder simpelthen som et drømmeforløb, hvor du har haft dig selv med hele vejen. Fik da også lige en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen (især med min egen sidste fødsel så nær i erindringen).

    Og så skønt at alle dine bekymringer er blevet gjort sådan til skamme. Så sejt af dig af lille Alfred!

  30. Kære søde Christina!
    Hjerteligt tillykke med lille dejlige Alfred! Hvor er det en smuk beretning, og hvor er du SEJ! Du gjorde alt det du siden begyndelsen ikke har troet muligt. Du holdt på ham, du fødte flot, hurtigt og naturligt og du klarede det uden hjælp! SEJT GÅET!

    Mange tanker og (misundelige) smil fra Mia

  31. KÆMPE tillykke til Jer allesammen med Jeres lille smukke Alfred… det er så skøn en fødsels-beretning… dejligt, at det gik så fint… tænk, at 3. gang skulle blive sådan en smuk fødsel 😉

  32. Sikke en skøn fødsel. Og en meget meget god fortælling om føds´len. Jeg kunne næsten fornemme at jeg var der. Som en flue på væggen.

    Kæmpe stort tillykke med den prinsen.

  33. Så forfærdelig meget tillykke med jeres lille nye!
    Åh hvor dejligt, jeg har sådan tænkt på dig og hvordan det gik. Har været inde og kigge på dine indlæg flere gange her i påsken, for at være HELT sikker på, at jeg ikke havde overset det!
    Han er måske lidt for tynd nu, men ikke noget en god gang modermælk ikke kan “kurere”
    Skøn beskrivelse, man kan næsten mærke hvordan veerne har revet i dig!
    Nyd det i fulde drag!

  34. Åh, hvor en dejlig beretning, Christina – hvor er det fantastisk, at I har fået så vidunderlig en oplevelse med fødslen og den efterfølgende osteklokke. Kæmpestort tillykke! Knus og kram til jer alle – Astrid

  35. Jeg får ikke huller i tænderne, men til gengæld tårer i øjnene.
    Jeg bliver aldrig, aldrig træt af fødselsberetninger <3.

    TUSINDE gange tillykke.

  36. Wauw sikke en smuk beretning. Sidder og lever mig helt ind i din lille verden. Fantastisk. Stort tillykke med Ham.
    Man får helt lyst til at gøre det igen ;O)
    Kh. SUsan

  37. Sikke en fantastisk fødselsberetning søde!!
    Tårer i øjnene på den gravide over din stærke fortælling – er så glad for du fik en rigtig dejlig oplevelse..
    Og hvor ser han bare lækker ud – skønne skønne billeder.. Nyd jeres boble..
    Kram

  38. Hjerteligt tillykke med det lille smukke menneskebarn:-)

    Det er en smuk fødselsberetning – og jeg er glad for at det var en god oplevelse, du har kæmpet for at nå til vejs ende jo:-)

  39. Tillykke med Alfred, og tak for den fine fine fødselsbeskrivelse, som fik mig til at sidde (her på kontoret… pinligt… :-)) og tude af delt lykke og glæde. Flot fødsel – du kan være glad og stolt! Bare for oplevelsen. Og så kommer den overvældende kærlighed til din skønne søn oveni. Tilykke til hele familien med søn og lillebror!

  40. Det er godt nok 16 år siden jeg gav liv til min datter nr. 2, men hold da op, hvor kunne jeg føle det hele igen, da jeg læste dit indlæg!! Så sejt!! Fra hjertet et KÆMPE varmt og hjerteligt tillykke, – må solen for evigt skinne på jer alle 5!

  41. Tillykke tillykke tillykke. Med den gode fødsel, med den smukke, bløde søn og med det hele for fanden!
    Hvordan har du lært alt det med ind i dig selv og abstrahere fra smerten? Gir du et tip?

  42. Så smukt skrevet – dagens tåre er fældet og din fortælling er så livsbekræftende. Stort til lykke til dig og resten af familien – og et stort velkommen til verden til Alfred. Håber at se jer i Odense.

    Kh. Mette

  43. Kære Christina. Det stort tillykke til dig og din familie. Hvor er han bare fin. Sidder med gåsehud. Sikke en fantastisk oplevelse. Det er bare det største. Jeg har været turen igennem en gang og glæder mig allerede til næste. Mht vægten skal han nok blive stor og stærk. Vores lille pige var 2480 g og 46 cm. Hun har været den mindste de første måneder, men der gik ikke længe før hun lå som hun skulle på kurven.
    Dejligt med en familie på fem. knus til dig.

  44. Jamen for pokker hvor er han SKØN!! TUSIND TILLYKK’ER med ham!!! Hvor er det bare fantastisk læsning. Som en anden har skrevet, så er fødsler noget man ALDRIG bliver træt af at høre/læse om.
    Knus Stine

  45. Kæmpe, kæmpe tillykke med det lille vidunder – jeg har simpelthen bare for travlt, når den fantastiske beskrivelse er gået min næse forbi!
    Fik helt tårer i øjenkrogen og mindedes min egen sidste fødsel, som ligner din beskrivelse ualmindeligt meget – Laust blev så lige 16 i lørdags ;0)

    Håber i nyder hinanden – knus Karen Marie

  46. Havde (for sent :-)) hørt om din pusletaskekonkurrence og så det skønne billede af din mave med ‘hjertehænder’, så jeg tillod mig at læse hele din fødselsberetning og sidder nu lige så stille i mit køkken og tuder af lykke. For det er dét der rammer én med de fantastiske mirakler af fødsler. Har selv to dejlige unger, hvor mindstemanden er 6 mdr. – så jeg kan SÅ godt følge dig!
    Tillykke med ham – og de andre!
    Knus Anne

  47. Sidder her med 4 uger til termin, og tuder som pisket, over at læse om jeres lille mirakel og den dejlige fødsel.

    Må jeg spørge hvorfor du skulle ud af vandet, og ikke måtte føde i vand?

  48. Nu har jeg prøvet at starte en sætning flere gange. Men ved ikke hvad jeg skal skrive, egentlig. Jeg sidder og stortuder over den her beretning. Super godt skrevet og man kan nærmest mærke kærligheden strømme gennem skærmen! Nåja, og Alfred er total yndlingsnavn 😉 Tillykke, selvom det er noget forsinket. MVH Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *