Tanker om omsorg

Jeg måtte igen en tur på sygehuset i går. Havde noget der mindede om begyndende veer. Ikke bare dem der plukker – men dem der tager til og niver det helt rette sted, når det virkelig skal gælde.

Jeg turde ikke blive hjemme. Jeg havde lavet et skema på tavlen, hvor jeg kunne holde øje med intervallerne. Jeg havde pludselig 3 veer indenfor 10 minutter, hvor den ene af dem virkelig gav farve i kinderne. Jeg stod den første time og tøvede. Nej, det er ikke galt. Og jeg kan jo ikke smutte herfra nu – børnene skal spises af, i bad, puttes. Og skulle Henrik nu stå med det selv?


Efter maden var der ingen tvivl. Jeg måtte afsted. Jeg sad i bilen undervejs og tænke efter for en stund. Hvornår var det egentlig trappet op? Plukveer har jeg jo konstant nu – så efterhånden lægger jeg ikke længere mærke til, at de er der. Kun hvis de bliver kraftigere.
Havde de ikke været det, de sidste par dage egentlig? Jo – sådan hvor jeg måtte stoppe op ind i mellem, trække vejret dybt og roligt.

Pludselig blev jeg bange – og her er det mine tanker og mit omsorgsgen kom op i gear. Var det et tegn på, at der var en fødsel under optrapning? Var det nu? Hvor jeg kun er i uge 34 + 5? Det måtte simpelthen ikke ske!!!

Jeg har den største skræk for at føde inden uge 36. Jeg er egentlig varslet – og forberedt, men tanken kan jeg ikke vende mig til. Jeg har en forestilling om, hvad mine børn har brug for, når de kommer ud – og det skulle helst lade sig gøre at give – på det niveau, jeg har i tankerne.

Jeg fik en snak med jordemoderen på svangreklinikken, som fortalte, at hvis det var en fødsel, der var igang, så ville de ikke stoppe processen. Altså så ville han komme ud og have modne lunger. Altså han ville godt kunne klare sig. Men jeg ser en film for mig, at barnet bliver båret væk uden af komme i kontakt med mig, som noget af det aller første.

Jeg ville ikke kunne bære ikke at skulle have lille manden op til mig. Jeg har haft det sådan med pigerne, at de stort set har ligget på mig de første mange dage, indtil vi alle har været klar til at se lidt mere verden. Marie var specielt lille, så det var særligt vigtigt for mig, at passe på hende. De kolde vugger, som vi får trillet ind på stuen, har jeg stort set slet ikke brugt. Nætterne var ej en undtagelse. Børnene har ligget i min seng – i min armhule. Sådan har jeg det bedst.

Jeg mindes en nat på hospitaltet med Marie, hvor hun en nat blev taget fra mig. Jeg skulle sove, mente sygeplejerskerne. Mælken skulle have ro til at løbe til – Marie sov, så de tog hende med ud i den skrækkelige vugge. Jeg vågnede op midt om natten – Marie græd. Jeg var ikke i tvivl. Jeg kunne høre hende. Trippende afsted på bare tæer fandt jeg sygeplejerskerne igang med at stikke en sonde i næsen på hende. (Hun skulle have mad – til deres forsvar) Min mælk var lidt længe om at løbe til og et lille barn på 2190 må ikke tabe sig. Men jeg var ikke varslet. Det gjorde så ondt at stå der i baggrunden, hvor attityder som “vi har styr på det her” sendte mig passivt væk. Det gjorde så ondt i mig at se på. Når jeg tænker på det idag kan jeg blive vred af harme. Men som 1. gangs fødende til et så lille barn – jeg vidste ikke bedre.

Tænk at være inde i mors mave i 9 måneder – ligge varmt og trygt med stemmer, puls og ro/trygheden stabilt indlejret i kroppen. Pludselig komme ud og blive lagt alene i en vugge. Den grundfølelse jeg umiddelbart får i mig selv ved tanken er savn og utryghed.
Skulle Alfred ud nu – og have hjælp til det meste, så ville det gøre så ondt helt ind i sjælen på mig. De små mennesker, som kommer ud i det hårde lys efter en sej medfart, skal have det bedste. Og det må være mor!

Altså – han skal blive derinde i hvert fald indtil marts udgang.

Min mave – fotograf Mette Risager

Jeg tænker meget over begrebet omsorg. Jeg er nok af den støbning, at jeg ikke må halte på dette område. Jeg har mærket på sjælen, hvordan det er ikke at få det, som børn har brug for. Måske det er derfor, at jeg er mere obs på det modsatte. Det er så indgroet i mig, at jeg skal gøre mit allerbedste. Hvilket til tider ikke er godt nok. Det er lidt dumt at fokusere – på den måde fokuserer jeg ind i mellem også på manglerne – de fejl alle forældre kan begå – og bebrejde voldsomt.

Jeg fokuserer og klemmer sammen. Idag efter en pencilinkur er der efterhånden ro i maven igen. Tænk hvad en blærebetændelse kan lave af uro!

Ps – Det er en helt anden snak, når børn fødes for tidligt. Dette her er et udpluk af mine tanker og følelser omkring det at føde før tid. Mange børn fødes for tidligt og klarer sig godt uden men og får selvfølgelig det de har brug for. Det er som sagt min tankestrøm…

15 thoughts on “Tanker om omsorg

  1. Hej Christina,,,
    Åh, hvor kan jeg følge dig. Jeg fødte selv for tidlig første gang jo, uge 34. jeg er nu i uge 31 og min største skræk er at føde for tidlig igen, vi går konstant til kontrol for at se om min livmorhals ændre sig. Jeg kan så godt følge dig i de tanker du har, og ja det er noget andet når det er for tidlige fødte børn.
    Flere har sagt.. ja men bare de er sunde og raske så skidt med det. Og nej det er ikke bare skidt med det, ja det er vigtigst at de er sunde og raske, men det er meget hårdt følelsesmæssigt synes jeg.
    Jeg krydser alt hvad jeg kan for at vores lille trold bliver inde i maven og ikke kommer for tidlig.
    Håber det bedste for dig.
    Stort smil fra Tina

  2. Åh, Christina, det niver helt i hjertet at læse dit indlæg. Jeg sender god karma din vej for, at lille Alfred bliver inde i varmen marts ud.
    Omsorg og tryghed er en mors pligt, men desværre ikke alle børns privilegie. Godt, at vi er nogle, der kan byde, hvad vi ikke selv er blevet budt :)

  3. Jeg elsker at dine børn tager bolig i din armhule.
    Din omsorg vil aldrig komme skidt tilbage.
    Som mor til en elskling, jeg ikke selv har født, og til en, som jeg har, river og flår dine refleksioner i mig. Det er ikke så ringe endda.
    Baby-Alfred kommer, når han skal, kan og vil. Jeg håber, det er, når du er klar også.

  4. Jeg kan så evigt godt forstå dig.. Min lille dreng er også født for tidligt.. Faktisk præcis 34+5 som du er nu.. Jeg kender den følelse du beskriver omkring din oplevelse med Marie på hospitalet. Jeg har også mange ting fra Magnes tid på hospitalet som smerter dybt i mig, og jeg ikke kan lade være med at føle vrede på personalet over manglende hjælp og hensyn til en 1. gangs mor, som bare troede hun skulle et smut på hospitalet til tjek og pludselig stod med et lille barn i armene – total uforberedt. Jeg forstår din frygt, for jeg ved at jeg selv ville have den hvis/når jeg engang bliver gravid igen. Jeg er dog sikker på at hvis Alfred kommer snart, så vil han ikke mangle omsorg fra dig.. Men selvfølgelig bliver han derinde lidt endnu..

  5. Avsen, Rappedikke, jeg forstår godt din bekymring!
    Lyder dog også som om du godt ved, at han nok skal klare den, hvis han vælger at komme før termin.

    Min den yngste er født i uge 25+6. Altså ekstremt for tidligt. Det er 15 år siden, og vi var naturligvis evigt taknemmelige for den hjælp vi fik. Af læger. Kuvøser. Sonder. C-pap. Alverdens overvågning.

    Det betød godt nok, at vi kun havde ham helt tæt på os i små doser. Og endda først da han var blevet stabil, efter rigtig mange dage.

    Som du selv er inde på, så er det jo noget andet med de helt små. De skal jo have hjælp til overhovedet at trække vejret. Og optage føde. Og alt det der.

    Men selvom jeres Alfred skulle komme tidligere end planlagt, så kan du stadig give ham kærlighed. Du kan stadig være der for ham. Han kan stadig mærke din nærhed. Selvom han muligvis ikke kommer til at ligge i din armhule de første timer ♥
    Det skal nok gå!!!

  6. Dit indlæg rammer mig direkte i hjertet – jeg er præcist en uge længere henne end dig, men jeg har gjort mig mange af de samme tanker – uden dog at have nogen speciel grund til at være bange for en for tidlig fødsel.

    Lad os krydse fingre for, at vi sammen når de magiske 37+0, så de kan blive færdigbagt – til gengæld kan jeg så også love dig, at når jeg først kommer dertil, så går jeg direkte over til at blive utålmodig 😉

  7. Smukt og meget tankevækkende indlæg. Dine smukke børn er simpelthen velsignet med en mor med hjertet på rette sted.
    “Nogle” kan lære meget af at læse dine indlæg omkring for tidlig fødsel – der i blandt mig selv. Så flot og rammende skrevet.
    Livet er dyrebart og ikke noget, vi bør tage for givet.
    Jeg krydser fingre for jer.
    Mange tanker herfra.

  8. Vores børn er vores største glæde og største bekymring her i livet…. Når det gælder vores beskyttertrang for vores børn, ja så vil vi have styringen – intet er mere frustrerende end når vi måske ikke kan give vores lille baby den allerbedste start på livet.
    Jeg håber, at lille Alfred kommer når han har vokset sig stærk og er klar til at møde verden og sin kærlige og omsorgsfulde mor.

    Jeg fødte for 12 dage siden en lille guldklump. Han ville til verden med numsen først og det kom han. Heldigvis gik det rigtig godt, og vi undgik komplikationer og akut kejsersnit. Men ja tankerne forinden… når alt ikke er helt som man forventer det, når risikoen for komplikationer er forøget så er moderhjertet ved at briste i bekymring.

  9. Jeg er ny læser hos dig. Er selv meget optaget af graviditet, fødsel og babyer i særdeleshed:-)
    Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker. Har også altid følt at jeg skulle have mine nyfødte tæt, tæt på mig og ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde født for tidligt eller der havde været komplikationer under fødslen, så de havde været nødt til at være adskilt fra mig. Man må i sådanne tilfælde selvfølgelig tænke på, at det er for at redde barnets liv – men det skal også KUN være i de tilfælde, at personalet handler uden at spørge moren. (Jeg kan godt forstå, du er mærket af oplevelsen med Marie. Det ville jeg også have været).
    Mht. plukveer, så prøv at tænke på dem som en mulighed for at give slip på kontrollen. Brug plukveerne til at øve dig i at følge din krop og glemme alt andet. Din mand skal nok klare det!
    Jeg har netop skrevet et lille indlæg med tanker om fødsler. Du kan jo læse det og se, om du kan bruge det til noget.

    Kh Stine, som har lille Pelle på 4 mdr.

  10. Forstå godt at du bleve skide nervøs… men du klarede det så godt med Marie…det lille pus :)… Godt at du er hjemme igen… Hvor skønne de han vejer nu?
    VI som forældre vi jo gøre alt for de skønne unger… tror sku alle forældre på et eller andet tidspunkt føler ikke 100% at de slår til som man gerne vil… men vi er jo kun mennesker… og hvis vi gør det bedste …kan vi så gøre mere?
    Bare det var mig der skulle snart ligge med en baby på maven…det er bare det største man kan opleve… elsker det…:)
    Tænker på dig..
    Sabine

  11. Awwwwwwwwwwwwww!! Nu er det ikkelenge igjen til den nye lille sukkerklomp kommer til verden!!!!!!

    Håper alt er bra med deg og dine, så lenge siden sist!!

    masse klemmer fra nord!!!

  12. Pyha….. rørende indlæg!
    Og tænk en gang at du alligevel fandt tid til at sende skoene afsted til mig.
    Tusind tak.
    Håber inderligt han bliver inde i varmen et stykke tid endnu.
    Kh.

  13. Min baby Alfred kom til verden for snart 1 år siden. Han var en lille fyr, som jeg insisterede på at ligge med hele tiden, så min mælk kunne løbe til. Det gjorde den først på 3. dagen, men han blev hurtigt stor og rund. Det er dejligt at høre, at du gør/gjorde det samme. Man kan godt tvivle lidt på sig selv som helt nybagt i hvert fald.
    Og jeg er sikker på at din Alfred bliver stor og stærk og er klar, når han bestemmer sig for at komme til verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *