Pandora´s box

I forbindelse med mit skriveri farer der utrolig mange tanker gennem mit hoved. Mange oplevelser bliver genoplevet – både på godt og ondt egentlig. Jeg har smagt på mange ting i min barndom, som andre ville falde forbavset ned af stolen over. Ofte bliver jeg spurgt; “hvordan kan du overhovedet sidde her i dag og være sådan rigtig til? Altså dig Christina – med begge ben solidt plantet i jorden”.

Så sent som i mandags havde jeg en lang snak med min veninde om bogen og om mit liv generelt. Maja, som min veninde hedder, bruger meget tid på en ungdomsgruppe, som har samme bagage at bære på, som jeg har haft. Det stykke arbejde, som hun og hendes kære mand gør for “os”, gør netop den forskel – at vi i og for sig har en mulighed for at bryde op med den sociale arv.

Vi snakkede meget om, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre – at blive et helt menneske, trods negative påvirkninger. Det har i min underbevidsthed arbejdet derudad de sidste par dage.

Indrømmet – vi, som har haft en mindre farvestrålende opvækst, vi får nok aldrig lukket alle hullerne. Vores fundament er ikke sejt ind til inderste sokkel. Der vil altid være følelser, som i en eller anden forstand præger vores fremtid – følelser, som ind i mellem godt kan spænde ben for os. Jeg har i den grad været mit hyr igennem for at nå til den grundsten, jeg står stabilt op af idag. Jeg ville slet ikke kunne være i stand til at være mor/kæreste, hvis jeg ikke var nået hertil. På et tidspunkt i min udvikling – mine sene teens og først i 20´erne, var min proces “at finde sig selv”, den største udfordring, jeg overhovedet har været igennem. På et tidspunkt tænkte jeg faktisk, “hvis jeg klarer dette her, så kan jeg klare alt”. 

Billedet er lånt herfra

Jeg blev i mine barndomsår nødt til at lukke af for mine følelser. Jeg kunne i den grad ikke mærke mig selv – og jeg ville have tabt mig selv på gulvet, hvis ikke jeg havde lukket af for Pandoras box. Det meget lukkede indre slipper man ikke sådan lige. Der skal meget til før man er klar og tør overhovedet se tingene i øjnene. Jeg var først i tyverne, førend jeg åbnede låget – og det væltede mig for en tid. Pludselig skulle jeg finde ud af, hvem jeg var og hvad jeg ville og ikke mindst – hvordan fanden forholder jeg mig til mig selv og andre mennesker. Det sidstnævnte er noget af det sværeste. Tilliden til sig selv og ikke mindst – tilliden til, at man er god nok, elskværdig og at have tillid til, at de mennesker omkring, vil en det godt.

Mistilliden har lange seje rødder ind i en. De skal trækkes ud – uden bedøvelse. Og hold op det gør nas!

Jeg vil ikke komme ind på klare tydelige eksempler, da det vil være et stort kapitel i bogen – når jeg når så vidt. Det førskrevne, gør ikke mig, til noget særligt. Altså at jeg har klaret udfordringen. Det er fællestræk for mange mælkebøttebørn. Det er blot grundtræk, som man skal se i øjnene før man sådan bliver rigtig hel og fri for ens arv. Desuden skal der flere faktorer til at man sådan lige bryder.

Det kræver en god portion mod at tage springet ind i æsken, som gemmer på sandheder, man i de tidlige år fortrænger. Det er en helvedes svær proces at kæmpe sig igennem. Men når man har mennesker omkring sig, der griber en, når det er slemt, så kan man faktisk æde mange lorte. Heldigvis er vi mange der klarer ærterne.

Jeg fornemmer, at jeg sådan springer lidt i indholdet i indlægget her. Jeg tror blot, at jeg pointerer, at de mennesker, som f.eks. min veninde og hendes mand, gør en kæmpe forskel for den børne/unge-gruppe. Det er de særlige mennesker, der gør os den store difference. Det er dem, der giver os modet til at åbne Pandoras box. Fordi de giver os troen på, at tingene er anderledes…

Det er nok allermest en tankestrøm, jeg har måtte af med. Mine dage har været præget af bogen og den form, den er ved at tage..

Rigtig god weekend

9 thoughts on “Pandora´s box

  1. Søde du! Jeg glæder mig til at læse din bog. Ikke fordi jeg gerne vil, at du har været de ting igennem, men fordi du er lærerig og har en skøn skrivestil.
    DU kommer til at gøre en forskel, og det er ganske fantastisk.
    Jeg står stadig her og læser meget gerne de enkelte kapitler, for at se om der for “fremmede” er en rød tråd!
    KLEM!!!

  2. Kære Christina! Jeg var slet ikke klar over du har haft en svær barndom, og hvor har jeg lyst til at give dig et ordentligt kram! Jeg har hele tiden set dig som en ressourcestærk, følsom og dejlig kvinde og ville ønske du vil tro på at det er du også. Godt at du forsøger at arbejde med det!!! Og det lyder spændende med din bog!

    Jeg kiggede egentlig ind fordi jeg har fundet en side med søde hæklerier og bl.a. en opskrift på “kærlighedselefanter”. Ikke helt som dem jeg har lavet, men søde.
    https://docs.google.com/viewer?a=v&pid=explorer&chrome=true&srcid=0B92baIzeuR3EOGMyNWQzZWMtOGU4Yy00ZjRhLTkxYjctNzRjODJhZWUwNjg1&hl=en&authkey=CKX7iOoL&pli=1

    Rigtig god weekend til dig og dine

  3. Puha…Jeg bliver meget påvirket af din ærlige og åbne og for mig at se, helt nødvendige tilgang til din barndom. Jeg bøjer mig i støvet og letter på hatten.
    Min mand og jeg var plejeforældre for to små omsorssvigtede børn for knap tre år siden. Pga. et chefskifte i børnefamilieteamet blev børnene på meget voldsom vis hjembragt mod deres ønske. Den nye chef mente, at børn kunne tåle en del grad af svigt, og at børn havde de forældre de nu havde. Vi har ikke måttet se børnene siden, hvilket har været helt ubeskriveligt smertefuldt – at have været en del af sådan et svigt. Nu er vores eneste håb, at de to fantastiske unger får mulighed for at kontakte os igen…når de bliver større.
    Det er derfor livsbekræftende at læse dine skriverier. Tak for det.

  4. Kære søde du
    Jeg tror at vi, der som du er kommet godt ud på den anden side, har udviklet en helt speciel evne:”at flytte tingene udenfor een selv”
    Hos mig,der genkender din beskrivelse af din barndom alt for godt,gik der hul på bylden, da jeg var 48år.I forbindelse med et alvorligt færdselsuheld kom jeg til psykolog pga posttraumatisk stres.Helt uventet for mig væltede alt fra barndommen frem.
    Psykologen holdt i hånd og sagde noget, som kom til at betyde meget for mig:”De, der overlevede kzlejre,var dem,der kunne flytte tingene væk og “lægge dem ved siden af”.Så bliver man selv urørlig.Det kan nogle mennesker,og du er heldig at du har kunnet det”…

    Christina, jeg tror også du har den evne,derfor er du blevet den,du er.
    Det er så fint at du skriver.Jeg beundrer dig for at du vil lægge det frem, og jeg er sikker på at det vil hjælpe andre at læse det.
    Nedskrivning var også en øvelse for mig,da jeg gik til psykolog.Men det blev i skuffen.
    Jeg ønsker dig af hele mit hjerte held og lykke med projektet.
    Takket være en vidunderlig psykolog lever jeg i dag et godt liv,selvom barndommens rædsler er taget op af kufferten.
    Udgiv din bog, og vis verden at mønsterbrydere er de sejeste :-)
    KH TuT

  5. Puha, jeg sidder tilbage med en meget stærk følelse her Christina, hvor er jeg glad ved at jeg har lært sig at kende herinde, du er noget helt specielt dejligt, bare den smule du har åbnet for her indikerer fint hvad du selv skriver, hvor er det fantastisk at du er landet med begge ben solidt plantet jorden.
    Jeg er fuld af beundring over dit “come back” til livet Christina, og hvor er det dejligt at du vil fortælle det i bogform.
    Rigtig god weekend og varme tanker herfra.

  6. Kære Christina, jeg kan godt se ud af dit indlæg at tankerne myldrer rundt, det forstår jeg så sandelig godt. Jeg synes det er så stærkt gået af dig at tage det spring at skrive en bog. Der skal jo styr på tankerne og en rød tråd eller tidslinie at holde sig til for at læserne kan følge med. Jeg er sikker på at du med din fantastiske skrivestil, kommer til at skrive en fantastisk, rørende, vedkommende, ærlig og smuk bog. Kram Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *