Jeg ved ikke hvad jeg skal sige

… men jeg er så overvældet..

I dag fik jeg en pakke med posten, igen. Henrik tror måske, at jeg bestiller enorme mængder af børnetøj over nettet eller har en affære med budet (NOT – når jeg ikke engang kan tumle med ham, hvorfor så risikere med postbudet?)
– men de sidste pakker der er kommet forbi vores hus, har jeg absolut ingen indflydelse på og vores postbud er altså en kvinde….

Jeg er så rørt helt ind i min grundvold – sikkert en stor omgang volapyk, men ikke desto mindre, er jeg så beæret over, at der i blogland er nogen, der umotiveret og bag min ryg får opsnuset min adresse og sender mig søde ord og små sager.
Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor rørt jeg rent faktisk er! Jeg føler slet ikke, at jeg har gjort mig fortjent til den opmærksomhed. Hvis jeg da bare kunne give udtryk for rette glæde og overraskelse, men det er som om, at min hjerne er løbet tør for kloge tanker og i stedet fyldt med ordløs glæde.

Mama –t – ramte plet i dag. Udover et varmt brev, sendte hun mig lidt lækkerier til både krop og sjæl.. i mit vindue står der nu nogle små krukker med spirer. En spire, der kan spire i takt med min lille spire i maven.

Det er nogle svære dage herhjemme. Jeg synes, at jeg klarer mig. Ida og jeg hygger os – men det er hårdt for maven. Jeg forsøger at kompencere alt hvad jeg kan, så jeg ikke belaster maven unødigt, men uanset hvordan jeg forholder mig til problematikken, så kommer jeg ikke omkring den. Jeg har plukveer. Dog i et omfang, jeg kan kontrollere. I næste uge kommer den dog til at stå mere på det at ligge ned. 


Mit humør veksler mellem vemod/kedsomhed og en enorm glæde.. Jeg trænger i den grad til at kunne komme mere omkring. Selv en køretur i bilen over div. vejbomb er ikke godt for stellet. Så jeg er meget begrænset til hjemmets 4 vægge. Jeg får ind i mellem besøgt veninderne – hvilket er et kæmpe boost at komme ud herfra – men det bliver begrænset til et minimum. Inden længe ændrer det sig jo – så jeg overkommer det altså!!

Lige nu smager jeg på lidt af solens første stråler gennem vores vindue. Man kan sige meget, men humøret bliver altså en kende bedre, når solen titter frem. Nu er det ikke sådan, at jeg græder snot over min tilstand. Jeg trænger bare til noget andet, end lige at ligge/gå herhjemme.

Forstår I mig?
Og kæreste Tina – tusinde tusinde tak skal du have! Der er altså så meget kærlighed og varme i blogland..

4 thoughts on “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige

  1. Hvor er det varmt og rørende tænkt. Den uventede omtanke er virkelig det mest rørende.

    Det må virkelig også være hårdt at være så bundet til bopælen, så det har givet stof til eftertanke hos mig at jeg er så priviligeret ikke at have markante gener.

    Lige nu ville jeg bare ønske at jeg selv havde været så overskudsagtig at jeg havde sendt dig sådan en opmærksomhed. For det er virkelig blogland når det er skønnest! :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *