…. farverne skal jeg jo selv tilfoje!

Jeg har i mente, at jeg ikke vil lave en klynke-blog. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at udtrykke min fortvivlelse.

Jeg havde en af de dage igår, hvor jeg ikke kunne samle mig om noget. Jeg var så tom og trist inden i og vandrede rundt hjemme uden mål, for ikke at komme til at tude. Jeg er så ked af, at jeg er nødsaget til at gå hjemme. Jeg er glad for den lille puffer i min mave, men jeg er træt af, at mine graviditeter hæmmer mig. Sådan er det og jeg er taknemmelig for, at der er mulighed for, at jeg kan passe på mig selv og barnet.

Men hvor er det svært at vende sig til. Jeg stod ud af sengen igår og vadede ud i det sorte hul i stedet for udenom! Jeg havde sådan en følelse i mig, at jeg ikke havde noget særligt at stå op til. Hvorfor skal jeg gå hjemme i et ½ år inden the little third skal se dagens lys. Jeg følte mig så socialt amputeret og så kun sort/hvide billeder overalt.

Rosen er det sidste glimt af sommeren fra haven

Jeg ringede til Henrik. Han måtte da kunne sætte nogle glade tanker igang. Jeg ved jo, at hvis jeg tænker rationelt, så er jeg priviligeret med nogle sunde interesser, så tiden skal nok blive brugt konstruktivt. Dagen i går var bare dum.
Henrik foreslog, at jeg da kunne tage ind til byen, gå en tur, drikke en kop kaffe på en hyggelig café etc. Og nyde at jeg har muligheden for det. Jeg havde det blot sådan, at jeg på andre dage, hvor jeg er lidt i mentalt overskud, sagtens kan gå i biffen en eftermiddag alene eller sidde i en krog i Café Biografen med hæklerierne og lytte til andres snakke, og bare nyde at være selv. Men igår havde jeg følelsen af, at hvis jeg tog på sådan en ego-trip tur, så ville det blot forstærke min følelse af at være afskåret lige nu.

Jeg er ikke alene. Det ved I.. men alligevel, så er min hverdag mere ensom end vanligt. Det er godt nok noget jeg skal vende mig til. Det kommer ikke lige til mig over en nat!

Idag var jeg ude hos Lis. Jeg nyder vores snakke og kreative stunder. Mit humør har været i top. Det har været skønt.  Mon hun gider, at jeg flytter ind for en stund?

Anyway – jeg konkluderer, at bliver nød til at komme mere ud af min hule det næste år.
Med Ida i maven nød jeg at gå hjemme, men denne gang kan jeg fornemme, at jeg har brug for mere, end kun at være mor og bygge rede. Og det er jeg kun selv herre over. Jeg orker ikke, at hver anden dag skal være fyldt med vemod. Jeg må selv sætte farverne på min hverdag.

I morgen skal jeg ind på Kulturmaskinen og prøve mig af på lerværkstedet. Jeg har en idé om, at jeg kunne få mig et mentalt helle derinde. Lege Demi More i filmen”Ghost” og ælte mig igennem et par nye te-krus til hjemmet.
Der er åbent næsten alle ugens dage, så måske dét kunne udfylde lidt af min tid, så jeg ikke burer mig helt inde? Jeg håber det bliver, som jeg forestiller mig?! Jeg glæder mig i hvertfald til at prøve det af. Om der kommer en lækker bisken ala Patrick Swayzeforbi, kan jeg kun gisne om? (substitutten aka Henrik ligger inde i sin seng med bræksyge, hmm). Det bliver i mine drømme……

Jeg håber det er en reel følelse, jeg har inde i min krop. Altså en naturlig reaktion på en langtidssygemelding. Hårdt er det i hvertfald!

13 thoughts on “…. farverne skal jeg jo selv tilfoje!

  1. Jeg vil sige hurra hvor er du normal og in sync…. Din krop og psyke vender sig til de nye tider og du er lige nu igennem en lille rutchebanetur.
    Dine bluesdage vil vende lidt tilbage men jeg tror at ved at vedkende sig dem som du gør nu er det bedste skridt frem.

    Kram Anja

  2. Jeg kan godt forstå din følelse af tomhed og frustration. Jeg blev selv sygemeldt grundet for mange plukveer med min efternøler for lidt over 4 år siden. Jeg måtte INGENTING. Var fuldstændig isoleret og havde endda kommunen, som ringede flere gange for at tjekke op på mig. Yderst ydmygende.
    Klynk og piv du bare. Man skal have luft for sine ærgerligheder, ellers ligger de bare til lager. Og hober sig op. Giv dig selv lov til “de” dage. For de er hårde. Alle andre laver noget interessant, og man selv er “bare” derhjemme. Glemt og alene. Føler man. Big time! Men det er du ikke.
    Mange hilsener
    Katrine

  3. Hej Anja – tak for opbakningen… ind i mellem ville det være letter at stå at svingturen… :-) Men tænker at jeg er godt på vej.. Kram C

    Hej Katrine – hvor kender du min følelse af at være alene og GLEMT… det er nok det værste at gå med.. andre fiser afsted i hverdagen… jeg selv? Åhh ja… hvor er du sød…tak…

  4. Kære søde Christina! Åh hvor kan jeg huske hvordan det var, og så var jeg endda helt henne i 5. måned, før jeg måtte indse at det var slut med at gå på arbejde.

    Håber du finder masser og atter masser af farver – og glæder mig umanerlig meget til weekenden. DEN bliver i hvert fald fyldt med alverdens skønne sager. Vi ses lige om lidt. KRAM ‘till then!

  5. Søde Christina

    Nu er der jo INGEN der har sagt at man skal holde mund når det gør ondt. Måske andre ikke gider høre på klynk altid, men det er jo så langt fra tilfældet her hos dig.
    Jeg glæder mig til at se dig i næste weekend….altså den 13.11
    Jeg ser altid frem til at ses og at læse dine skønne indlæg.
    Tanker gør mere ondt end så mange andre smerter!
    Håber det letter…snart.

  6. Tak for den gode snak idag. Du ved godt, at du er velkommen her altid, ikke? A l t i d!
    Og så skal du også vide, at din blog aldrig er en klynkeblog, for du favner hele registeret og derfor kan du både synge i mol og dur så man har lyst til at høre sangen til ende!

    -Og jeg er da slet ikke spor træt af, at jeg ikke kan være med på lørdag, ih-ha!

    KRAM

  7. Overgange er altid de værste.
    Jeg har det også svært med dem.

    Lå også med den første. Alene. Strandet som en hval og åd chokolade.

    Men jeg kan høre at du har styrken til at aktivere dig selv og ikke falde hen. Og jeg kan mærke at du har et fantastisk netværk der ikke vil lade dig sygne hen.

    Mvh,
    Synne

Skriv et svar til Karen Klarbæk Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *