Når blomster visner – et selvbillede

Jeg bliver så ærgerlig, når blomster visner. Især blomsten i os selv!

Hvad er det egentlig med ens selvbillede? Jeg har tænk meget over mit – den seneste tid. Rent faktisk har det nok luret lidt rundt i mig i snart et år..

Jeg er mor. Jeg er nærmest kun Mor. Jeg udfylder min mor-rolle tilfredsstillende og glædes over det hver dag. At jeg har muligheden for at være “mor” og elsker mine unger overalt på jorden. Hver dag med pigerne giver mig en følelse af lykkelighed og kærlighed. De har brug for mig – jeg har brug for dem. Det er noget ganske særligt. Det er ikke noget, der skal tvivles omkring! Pigerne er mit et og alt!

Når det så er sagt, så må jeg erkende, at jeg virkelig har savnet noget mere. Jeg har savnet mig selv. Den kvinde jeg er blevet til via mine venner, mit job og mine interesser.

Som småbørns mor og en af dem, som ikke har sovet synderligt over en længere periode, så har jeg mistet lidt af mig selv hen af vejen. Først mistede jeg nok lidt kontakt med jobbet – det er sgu ambivalent at være på barsel og stadig forsøge være en del af udviklingen og den daglige gang med ungerne dér. Det kan slet ikke lade sig gøre. Det ved alle og enhver! Men det kan sgu gøre ondt helt ind i rygmarven at miste en del af ens arbejdsidentitet efter 1½ år væk.
Jeg brænder for mit job – droppede psykologi på DPU, da der kom et drømmetilbud. Mit job er en stor del af min identitet – den mister man desværre lidt af for en periode, når man får en lille. Man bliver lidt mere og andet i stedet.
Jeg er nu tilbage på beatet på jobbet – jeg er ved at genfinde min rolle og mit drivværk. Det er som om, at jeg har skulle finde mit ståsted og min professionelle rolle igen – altså blive dus med mit pædagogiske værd igen. Det tager tid at lande. Kender I det?

Derudover min kvindelighed.
Hvor fanden fik jeg smidt den? Kvinde, hvad f… er det nu det ord betyder? Har det noget man dyrker i et drivhus? Jeg tror, at min kvinde blev skyllet ud med Ida´s moderkage. Den kunne jordmoderen sgu da godt have ladet ligge tilbage. Hvad bilder hun sig egentlig ind?

Jeg har i hvert fald ikke kunne finde den i meget lang tid. Jeg tror rent faktisk, at jeg ikke har set kvinden i spejlet i evigheder. Der har blot stået en venlig silhuet, lidt anonym og måske lidt ensom. Det er ensomt, når man ikke føler sig dejlig, tiltrækkende, klog, feminin og lækker.

Jeg har intet at beklage mig over – andet end at Christina bare var forsvundet. Pist væk… Ja ja, tænker I – det er helt normalt! Man er mor og har andre ting at koncentrere sig om, end at gøre noget godt for sig selv eller for den sags skyld – kæresten/manden. Er følelsen helt skæv?

Jeg har ikke set mig selv gennem Henriks blik i meget lang tid. Den følelse kender I godt ikke? Wow, jeg føler mig dejlig, når han kigger sådan på mig! Gud, en følelse jeg mærker, når han giver mig et kram.

Jeg har ikke mærket en skid længe. Vi har ikke haft det dårligt! Det har vi ikke. Men det har været lidt stillestående. Tror vi begge har ledt efter kvinden der blev skyldet ud, men har trøstet os med, at hun nok skulle komme igen. Nu hvor hun er tilbage – kan jeg virkelig mærke, at hun har været savnet.
De følelser og tanker man gør sig i sådan en proces får vendt op og ned på nogle ting. Jeg mindes pludselig en klog kvindes ord, som har lydt nogenlunde sådan her; 

Jeg er bare så beæret og taknemmelig for, 
at min mand elsker og begærer mig, som han gør. 
Det skal jeg ikke vende ryggen til om natten. 
Jeg er elsker mig selv gennem hans kærlighed.
Selvfølgelig det også en form for selvbillede, at se sig selv gennem andre. At mærke sig selv den vej. Det er  en god tanke at blive mindet om ind i mellem. Et eller andet sted har jeg skulle tage mig sammen. Hvad bilder jeg mig egentlig ind, at tage kærligheden for givet – det er da også min egen opgave at finde det kvindelige frem. Det kommer slet ikke af sig selv… overhovedet! Tvært imod visner det mere hen med tiden, hvis det bare får lov at stå til.
Jeg har haft dage alene, hvor jeg har mærket savnet, jeg har haft rum og tid til at være alene med mine følelser og tanker, uden at blive præget af indtryk. Man siger ofte, at man skal savne før man mærker. I en eller anden forstand ja. 
Jeg har haft den mest fantastiske sommer – jeg har været sammen med min familie. Jeg har været der både som mor, individualist og kæreste. Jeg er begyndt at blomstre igen. Jeg har følt mig lidt som en vissen Hortensia. De blomster er for mig det smukkeste. Når de mangler vand – hænger de ofte med hovedet eller visner helt ud. Min hortensia hang noget så slemt. Her i sommeren er den blevet gødet og vandet. Inden det var for sent. 
Med min egen vandkande!

24 thoughts on “Når blomster visner – et selvbillede

  1. Skønt indlæg!

    Det er så dejligt, når de handler om noget af Livet :-)

    Og så er det jo virkelig velskrevet!

    Men det er bemærkelsesværdigt, at vi kvinder altid starter med en forsikring om, hvor højt vi elsker vores børn, når vi gerne vil give udtryk for savnet af andre ting.

    En mand må gerne sige, at nu er han sku træt af bleskift, og glæder sig til at han kan pleje karrieren igen. Men surprise! Sådan har mange kvinder det jo også! (Jeg var i hvert fald ved at brække mig over lortebleer, og at jeg ikke kunne tale om andet end det, og så alle de andre ting, som havde noget med baby at gøre)

    Savnet af andre ting, er jo ikke lig med, at man ikke ønsker det man allerede har.

    Og at være Quinde, er jo alt hvad du bekriver her i indlægget, og ikke kun det din mand ser 😉

    Mange bliver skilt mens de har småbørn, fordi det bare ER hårdt.

    Fordi vi mister noget af vores frihed, af den vi var før, en hel del af vores søvn, og tiden og energien til at pleje kærligheden, som vi kunne før børnene/barnet kom, er heller ikke den samme.

    Dine følelser og tanker er slet ikke skæve! De er bare menneskelige <3

    K.H June

  2. Det er den gamle historie om at forkæle sig selv, simpelthen være bevist om sig selv Christina, det er ikke egoistisk at tænke på sig selv først, alternativet har du jo synligtgjort her, det drejer sig for mig at se, om at være bevist om at omgive sig med alt det man syntes bedst om i dagligdagen, simpelthen være god ved sig selv, så blomstrer man til gavn for hele familien og omgivelserne, og ikke mindst sig selv.
    God aften Christina.

  3. Hold da op hvor jeg kender mange af de følelser du udtrykker. Når jeg for 10. dag i træk tager de samme cowboybukser på og en langærmet T-shirt, sætter håret i hestehale og hurtigt smørre noget creme i ansigtet kan jeg godt fange et glimt af mig selv i spejlet og tænke; what, hvor blev hende den smarte unge pige af? Er hun gemt helt væk bag den der kedelige hausfrau?

    Det er samtidig dejligt at læse at du er bevidst om dig selv, så der ikke gå mange år inden du opdager dit eget savn.

  4. Åh, hvor er det fint og følsomt, søde Christina.

    Jeg blev meget rørt af det!

    Hvor er det skønt at du fik brugt din vandkande:)

    KRAM
    Lis

  5. WAUUUWWW, den ramte virkelig plet
    Christina du har bare den mest fantastiske måde at få skrevet tingene på

    Jeg tror der er mange af os der skal til at vande…..

    Dejligt at du blomstre igen, for gud hvor jeg kender føelsen af at være visnet, er heldigvis også i blomst igen

    Kh Anja

  6. Tak for et MEGET tankevækkende indlæg!!

    Jeg sidder her og har nok sammenlagt sovet 2 timer i nat, og måtte lige sunde mig engang efter at have læst dit indlæg.

    Du får sat ord på den følelse mit liv har været præget af de sidste mange måneder. Og som jeg selv har ignoreret og lukket øjnene for, fordi jeg ikke ORKER andet.

    Den går ikke længere. Der skal vand på vandkanden, og den skal tages i brug!

    Tak Christina!

  7. Kære Christina

    Tak fordi du også sætter ord på det – det som er så svært ved at blive mor. Vi mister os selv af en eller anden grund og ja vi lover vel alle højt og helligt os selv og hinanden at vi ikke skal miste os selv og hinanden. Det der bare sker for mange kvinder er at de ikke finder vandkanden frem og får plejet sig selv og husket os selv. Faktisk er det jo det man skal lære med moderskabet – at glemme sig selv – men der er ikke et kursus i at huske sig selv igen & det skal vi. Men hvad er kvindeligheden – for mig betyder mit udseende meget og det har jeg haft super svært ved at rokere for lige meget hvor fancy jeg er i høje hæle så løber jeg altså ikke så godt på græsset over mod legepladsen. Så må man lære at være kvinde på anden måde.
    Jeg er så glad for at se andre berøre emnet for synes tit det bliver meget rosenrødt her i blogverdenen.
    Tak fordi du husker og finder dig selv og fortæller os om det.

  8. Ja, det er knald hårdt arbejde at se sig selv i øjnene, når barselsidentiteten trykker. Det er som om man skal gen-opfinde sig selv hver gang. For ellers er man lige pludselig ikke andet end MOR…eller alt det der skal GØRES, når man er mor på barsel.
    Som set på de andre kommentarer er du absolut ikke alene – har selv skrevet et indlæg om barslens forunderlige hverdag (igår aftes, da det hele bare var ved at stige mig til hovedet.)
    Så fortsæt sommervandningen af din indre Hortensia – for de er FANDEME smukke, når de blomstre.
    Tanker…
    Frk. Hverdag

  9. Hvor er det rigtigt, som kvinde, kæreste, mor og meget mere med lidt halvstore børn på 8 og 10 kan jeg kun sige keep watering….

    Men mon ikke det er en del af vores udvikling…Ingen blomster står i fuldt flor ALTID.
    Kh Annette

  10. Der ramte du godt lige helt rigtig på sømmet, hvor er det bare rigtig.

    Det er skøn læsning, ikke at du har forsømt dig selv, men at du er åben omkring det, og der er bare så mange andre der har det på samme måde, men det kommer ikke ud.
    Og hvor er det dejligt at læse at blomsten blomstre, det er ikke noget mere vidunderligt.

  11. Jeg kan bruge mange af dine ord til beskrive min egen barsel.. Har egentlig ikke tænkt over når jeg har råbt efter min kæreste om bare at tage Trine nogle timer jeg orkede ikke mere. Det har i bund og grund ikke handlet om min datter, men om at jeg manglede at finde mig selv. Jeg startede på arbejde i mandags og kan allerede nu set, hvad det er jeg har tilsidesat i det sidste år på barsel. Jeg gør det gerne igen, men man bliver bevidst om hvad det kræver af sig selv og sin partner..
    Som en anden skrev når ens partner melder fra overfor barseleriet, så er der jo kun dig til at samle op. og det er nok det aller mest hårde jeg har oplevet – der hvor det virkelig rev tænder ud. For fædre har en evne til at krybe uden om når det bliver dem for meget med skrig og bleer… Jeg ville gerne eje denne evne engang i mellem.
    Men nu hvor arvejdet igen kalder og man kan sende Trine i dgapleje så kommer tiden til sig selv langsomt igen…
    Under min barsel har jeg nydt utrolig godt af at gennemføre et løbe program. Det var noget jeg gjorde for mig selv, som styrkede mig og mit selvbillede… Kan kun anbefales at ha nogle ego-timer i ugen under barsel.

  12. Hvor fint!
    Elsker også hortensiaer – men jeg kan faktisk også godt li dem visne :)
    Jeg kender godt nogle af de følelser du beskriver…

    Jeg kan ikke lade være at tænke;
    dét at du er mor med stort M gør altså også noget for kvindeligheden…
    Jeg mener – kender du ikke de der tæske lækre madammer som har det rigtige outfit og den rigtige krop og alt det der – de er oftest distanceblændere… Li så snart man kommer tæt nok på kan man se det hele er overflade – og undskyld mig, hvis jeg bliver grov, men jeg syns ikke der er noget mere utiltalende end kvinder der ikke har prøvet – noget som alle mødre kender til – at tilsidesætte sine egne behov…
    Så Christina… Fanen højt for lækre mødre 😉
    Knus Maren

  13. Et rørende indlæg.. Tak for de velskrevne ord om et følsomt emne..
    Så lækkert at høre, at du føler, at blomsten er blevet vandet – måske er der endda kommet nye skud;)
    Mange kram herfra

  14. Smukt indlæg. Livsbekræftende.
    Jeg enig i mange af de andre kommentarer og kan blot sige, at jeg sagtens kan følge dig – kender det så godt.
    Det glæder mig, at du får vandet og gødet – det skal der til.

  15. Tusinde tak for alle jeres kommentarer.. jeg ved, at I alle ind i mellem har været samme sted – i en eller anden forstand – men kan I så også give mig ret i, at man godt kan blive lidt ensom i processen? Det er jo ikke noget, man sådan taler om… det hele skal helst se lidt for yndigt ud… det er ikke altid yndigt hos os…

    Når man så kommer ud på den anden side, så går det op for en, hvor meget man er gået glip af i den tid som blev fyldt med andet smukt :-)
    Kærligst fra C

  16. Endnu engang ramte du plet. Du skriver mine tanker, og paa saadan en smuk maade – tak for det!

    Jeg er midt i den der foelelse – og ensomhed, lige nu. Har gaaet hjemme i 3 et halvt aar nu med boernene, og har helt sikkert glemt mig selv et eller andet sted.. Jeg er mor og kun mor. Jeg vil skam ogsaa goere ALT for mine drenge, men jeg kan godt maerke at NU skal Lone plejes, ellers gaar det galt!
    Min stakkels, dejlige mand, han er ogsaa blevet glemt. Taenk at han aldrig presser paa eller brokker sig – det er utroligt – jeg tror ikke jeg selv kunne vaere saa forstaaende!?
    Jeg skal til at finde min vandkande, og se om jeg overhovedet kan huske hvordan man fylder den op!

    Ha en dejlig aften..

  17. Uuuha Christina – nu kommer du jo ind på et virkelig, virkelig ømtåleligt emne – ensomhed…en hæslig følelse, som kan ramme i mange, mange andre sammenhænge end når man har små børn..om man føler sig kvindelig eller ikke..om man har de skønneste børn..mand..familie..venner..elskersit arbejde..sit liv eller hva’det nu er – selv hvis man har ALT DET, kan ensomheden flytte ind og få hortensiaen til at hænge med hovedet – man kan sidde der midt i alle de dejligste ting i verden og pludselig mærke ensomheden komme krybende og overmande én, så man er ved at vælte omkuld – vi si’r det bare ikke til nogen – ensomhed er et tabuiseret og yderst følsomt emne – og jeg ville aldrig, aldrig turde være fuldstændig ærlig omkring, hvordan jeg (selv midt blandt de bedste venner)ind imellem bliver overmandet af ensomhedsfølelsen – ingen ville forstå det. Ved ikke om andre har det li’ sådan – at selv om man har alt det man ku’ drømme om – og uanset hvor lykkelig man er, kan man føle sig ensom langt ind i sjælen – bare en gang imellem. Vi taler ikke om det – for kan man være bekendt at føle sig ensom når vi har alt.
    Er det noget vrøvl jeg skriver…kender I det eller har jeg uret???

  18. Tak for dit ærlige indlæg! Det er flot at du deler så personlig en proces. Hvad har du gjort for at finde kvinden igen? Jeg spørger nysgerrigt, fordi jeg som nybagt mor kan mærke en snert af det, du fortæller om… Tænkte, du måske havde et godt råd?

  19. Når jeg læser jeres kommentarer igen og kommer dybere ind på ensomheds begrebet, tror jeg at jeg nærmer mig Anettes tanker. Jeg tror lidt, at man kan have det sådan “jeg er mega lykkelig, men alligevel ensom”. Måske det handler om at finde sig selv på ny i en andre rolle? Det har taget lidt tid for mig.. Men der har heller ikke været et overskud til at se indad… Det er ikke altid lige sjovt, vel?

    Jeg har ikke gjort noget konkret i processen.. Jeg var bare klar… og havde en rum til alene… det betyder meget egentlig.. at der er ro… så kommer det snigende… og så får man altså revurderet på nogle ting…

  20. Hej Christina,
    jeg kan udemærket genkende sider af mig selv i det du skriver.
    Nu er min ældste 11 og den yngste 5, med andre ord der er lys i tunnellen.
    Det jeg kan mærke hos mig selv er, at det hjælper mig, når jeg er egoistisk. Når jeg vælger at høre på mig selv først, og til tider gøre hvad jeg ønsker først. Når jeg sætter både børnene og mandens behov til side, og tænker på mig selv!!
    Vi har alle, forskellige behov og situationer, som gør os glade. Og det er så de situationer/behov som man skal finde frem til, tror jeg.
    I denne sommer, som også har været dejlig, og helt ud over det sædvanlige for mig, valgte jeg i sommerhuset hvor der til tider var gæster og familie, at iføre mig min nyeerhvervet våddragt, forlade morgenmaden, eller gå før den endelig kom på bordet, og gå ned til vandet alene og svømme frem og tilbage i vandet.
    Og det kan sikkert for nogen lyde helt banalt og lidt røvsygt, men for mig var det bare et kick.
    Jeg kunne fysisk mærke mig selv, jeg blev forpustet, kæmpede mod bølgerne, svømmede til tider i tang, adrrrr…
    MEN… det vildeste var jo, da jeg kom tilbage i sommerhuset, så fungerede det hele. Alle hyggede sig. I bund og grund var jeg uundværlig. De havde selv fundet ud af og spise noget morgenmad og der var ingen der så ud til at dø af at rende rundt i nattøj selv om klokken var ved at nærme sig frokost.
    Og det er nok der jeg vil hen, min pointe… find ud af, at du er uunværlig. Din familie kan selvfølgelig ikke undvære dig, som alt hvad dit væsen indebærer. Men verdenen bryder altså heller ikke sammen hvis du holder dig nogle frikvarterer.
    Stine:)

  21. Smukt indlæg ; ) Det er godt beskrevet og egentlig tror jeg det er en del af kvindens og moderens liv i nogle år. Når den tid så er slut må man til at lære det igen, for ellers tror jeg ikke udfaldet blievr så heldigt. Det var dejligt at få ord på det jeg også går lidt rundt i. Er lige startet på min SFO igen og er ved at få lidt af energien tilbage efter at have ondt i kroppen af at lave ingenting. Men jeg syns (på trods af at jeg er skide træt efter 5 dage på job) at det er dejligt at føle andres nærværd omkring mig igen, at skulle forholde mig til andre end min families behov og vokse på mit job, men også indeni mig selv. Min blog er nærmest død…behovet og reflektionerne har været lidt i dvale og der har heller ikke været så mange der har kommenteret og måske læst min blog og jeg håber den får nyt liv igen. Jeg håber som du, at vi får liv i de kvindelige klude igen : )

  22. Jeg har igen siddet og læst jeres kommentarer igen.. jeg bliver så rørt over jeres ærlighed.. ikke mindst synes jeg det er så dejligt at få så mange input. Jeg blev så glad da jeg læste om Stines ego svømmetur og hendes glæde over at være uundværlig.
    Eller om de tanker I hver især har fået i forbindelse med jeres egen hverdag..

    Lad os være mere egoistiske og gøre noget godt for os selv.. for som Michael skriver, så smitter det bestemt af på de andre i familien… til det positive..

    Tak skal I have…

    Kh C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *