Hold hovedet højt…

Jeg gør alt hvad jeg magter… Marie har været på ferie en uge nu.. Jeg synes, at her er så ulideligt stille herhjemme. Ida spørger stadig til hende flere gange dagligt, men har nok mere eller mindre fundet ud af, at Marie ikke bare sådan lige dukker op.

Igår gik der lidt muthed over mig. Marie var i mine tanker – hun fiser sikkert rundt i badetøj med en stor gammeldaws vaffel smurt ind i hele fjæset. Ren ferie og hygge med sin far. Ikke desto mindre er hun langt væk fra sin mor!

Jeg gik og samlede lidt rod sammen  og endte inde på Marie´s værelse for at se til hendes blomster. Dynen lå henslængt, som da hun forlod den. Tøjet lå hulter til bulter i en bunke på gulvet og papirkurven var væltet. Jeg kunne ikke lade være med at smile – pludselig var hun ikke langt væk alligevel. Jeg kunne endda høre mig selv – “husk nu at smide dit tøj til vask, og rul gardinet op”. 


På jagt efter gamle madkasser fandt jeg i hendes skoletaske – et billede af Marie, som havde hængt på skolen i hele 1. klasse. Det var skønt at gense Marie – men noget nagede mig også.

På hendes billede – rettere på hendes næse, hendes ene øje og midt på halsen havde nogen prikket huller med en  nål. Jeg huske faktisk selv, hvor lede vi som børn var ved hinanden. Vi holdt hinanden udenfor, hviskede i krogene og ja prikkede huller i klassebillederne. Ind i mellem blot fordi vi en kort stund var uvenner. Men hold kæft, hvor gør det nas, når det er ens eget afkom, det går ud over. Jeg fik helt ondt i maven, da jeg så det. Gad vide om Marie har lagt mærke til det? Måske betyder det ikke så meget? Hun har ikke nævnt det. Men hvor ville jeg da blive led ved det.

Marie hænger nu A4 stor ude på vores køleskab i Ida´s hovedhøjde. Marie fik mange gange i går kys på næsen. Ida stod i første omgang og kluk lo, da hun opdagede billedet af hendes elskede storesøster. Tror simpelthen at hun blev overrasket. Man kan sige meget om aldersforskel – de 6 år er ikke en hæmsko her.. Endnu.

Jeg synes det er en dejlig følelse, at savne. Altså hvis I forstår, hvor jeg vil hen. Jeg prøver så vidt muligt at holde tankerne og følelserne her på Fyn. Jeg ville så gerne sig hej til hende, sende et kort eller sådan. Men jeg har ikke lyst til at plante mit savn i hende, så hun får hjemve. Jeg tænker, at hun nok skal ringe, hvis det er!?

Jeg har der imod sat  en nedtælling i gang. Inden længe kommer Marie hjem igen – og vi andre har ferie.

Det bliver så eminent fantastisk!

18 thoughts on “Hold hovedet højt…

  1. Søde ven mit hjerte føler med dig! Jeg kan præcis huske alle de tanker, følelser og ord fra Rasmus var i Indien, og når han ringede hjem via skype. Når han græd på webcam, åh mit hjerte blødte!

    Tre uger er langt tid, skal du ikke snakke med hende i tlf?

    KH
    Anne

  2. Kære Anne – det er sgu hårdt. selvom at jeg ved, at hun har det godt.. Jeg vil ikke ringe til hende – tænk hvis hun fik hjemve ved at høre min stemme? Så ville hende ferie hos hendes far blive noget øv… de overvejelser har jeg gjort mig :-) Tak for din kommentar ved det sidste indlæg.. fik slet ikke svaret retur.. dine tanker var relevante og søde..tak!

  3. Hvad med at sende hende et brev/pakke etc.?
    Det er ikke din stemme, og dermed ikke en måde at skabe savn på, tænker jeg – og så kan det være hun ringer hjem, fordi hun er klar til det:-).
    Jeg tror det er sundt at savne, når det er på den gode måde.
    – og for dulan hvor har du bare nogen skønne kære unger:-) det sidste billede her er SÅ godt!

  4. Hej Marie-Louise.. det er et godt udtryk..

    Hej Sandra… det var da en god idé med at sende hende en lille gave.. det kan være jeg skal overveje det. :-)
    Tak for dine søde ord. Det er rigtig godt det billede her – trods hårtotter og snavs.. elsker når de er beskidte… :-)

  5. Åha, der fik du lige skubbet til mit savn af Bella, som er taget afsted for lidt over en time siden. 14 dage i Italien med far. Plus et par ekstra dage, hvor jeg er i Norge… Jeg fik et ordentligt smækkys på trutten – noget hun ellers ALDRIG gør (man er vel teenager).

    Jeg ved hun får en dejlig ferie og hun har glædet sig.

    Hvor er det godt vi kan savne – det viser jo at vi elsker :)

  6. Åh, hvor bliver man helt trist.. Jeg er inde i huset – mine 4 tøser leger i haven. Jeg er sammen med dem hver eneste dag. De er heller ikke delebørn. Men hvor kan jeg SÅ godt forstå I savner jeres unger. Jeg skal slet slet ikke pive jo – men når man har børn er der bare den dersens moderfølelse som vi alle mærker – uanset! Håber du nyder din lille lækkerhaps, Christina!
    Kh Stine

  7. Kender fuldstændigt den følelse… har også delebørn (7 år i mellem pigerne), selvom de er store nu. Den ældste stoppede besøgene hos sin far omkring konfirmationsalderen, da der var noget rod, og far ville ikke se hende. Men yngste – nu snart 15 år – tager afsted til sin far hveranden weekend, og 14 dage i sommerferien. Men ja, det er et savn, men på den gode måde, og synes (selvom savnet er stort) at jeg igen er klar til yngste når hun kommer hjem igen. Bor alene med hende, ældste er flyttet hjemmefra. Så der er meget stille, når hun er hos sin far 😉

    God sommer 😉

  8. Uha C… Jeg kan mærke det gennem dine ord, og hvor må det være hårdt at savne.
    Men… Det er jo savne på den gode måde, og så er det lidt okay ikk. Jeg synes også det er en god idé, at sende hende en lille pakke hjemmefra. Eventuelt, så spørge hendes far først, så kan han jo vurdere om hun får hjemve, eller “blot” bliver glad for lyd hjemmefra.

    Det lyder rigtig godt du kigger forbi Kunstfabrikken på tirsdag – glæder mig til at se dig igen.

    KRAM Maria

  9. Nyd dem på billedet istedet … for hvor ser de søde ud… ;0)
    Men selvfølgelig er det godt når de er hjemme igen….. har sendt min den store på næsten 18 til festival… puha det blir godt når hun er hjemme igen men hurra for mobilen …… ;0)
    Go’ sommer

  10. Kan da godt forstå du savner hende når hun er væk!
    Og helt kalrt ikke så nemt for lille Ida at forstå at hun plutselig ikke er der.

    Så håber jeg de næste uger går hurtig for jer, og at du snart har din store pige hjemme igen:)

  11. Jeg føler med din Christina. Min datter på 7 har også været på ferie med sin far i en uge nu. Jeg glæder mig rigtig meget til at se hende igen, men nyder på samme tid at have mindstemand at forkæle som enebarn imens. Han nyder det også selvom han savner begge sine søstre. Den anden søster er nemlig hos sin mor i denne uge (delebørn en masse hos os)men når de kommer hjem skal vi alle 5 holde ferie SAMMEN. Så jeg kan godt forstå din nedtælling til gode tider! Knus Anette

  12. Hejsa dig der savner.
    Jeg går 100 P ind for at du skal ringe til hende! Børn kan gådt tåle, at høre at de er savnet. Du skal jo ikke ringe og græde, men du kan da selvfølgelig godt ringe og sige: hej skat, vi har det godt. Har du det godt? Vi savner dig, men det lyder godt nok som om, at du hygger dig. Vi tænkte om du ville have pandekager eller 40 milliarder poser slik, når du kom hjem? For så ville vi købe ind til det når vi alligvel skal i Netto.
    Vi elsker dig skat. Kys kys…

    Ala i den retning.

    Altså – hun savner jo også dig/jer. Og det er da det bedste i verden, at få af vide at man er savnet. Ikke på tudeprins måden, men på den måde der gør, at man ved som lille pige med lyst hår, at man er elsket helt op i skyerne.

    God weekend!
    KH Cristine

  13. Hej Christina,

    hmmmm, du lyder som om du går rundt i ring….
    Jeg ville mene at I, du og eksmanden (?) godt kunne aftale at I må ringe hver med dages mellemrum. Men at lyde bedrøvet, og mor-savner-dig-agtig, dur bare ikke!!
    Jeg er ikke skilt, men min mand er super god til at arrangere weekender hvor han tager afsted med venner, så jeg er bare mig selv, helt alene. Så spiser jeg ved sofabordet, ser fjersyn, putter opvasken i vaskemaskinen 15 minutter før de kommer hjem, og i den dur.
    Prøv og slap af og tænk over hvad du kunne tænke dig og lave med din store datter, når du og hende skal holde ferie sammen.
    Og er det ikke fantastisk, at en så stor aldersforskel ikke er nogen hindring. Min datter er 11 år om lidt, min søn fyldte 5 i foråret og de hygger sig for det meste i hinandens selskab. Spiller foldbold, compyterspil, har deres egene lege i gang nede ved gyngerne i gården…..
    Skønt!
    god ferie til dig og dine
    Stine:)

  14. Tak for jeres meget deltagende kommentarer. Jeg tænker så ofte, at det er fedt, som I responderer på de skrevne ord.. jeg er glad for at I giver jeres besyv med på mine tanker-… og enkelte giver mig et velment spark i rumpen.. tak skal I have..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *