Gennembrud

“Jeg sidder på værtshuset i mange timer. Sidder op ad en bar med en øl i hånden og en håndtaske tæt ved min side. På bunden af tasken ligger der en del piller i uorden, smurt ind i tobaksfnuller. Diskret skyller jeg et par af de beroligende piller ned med min øl og venter på virkningen.
Mit yngste barn har jeg overladt til min store datter på 12 år. Hun kan sagtens klare aftensmad og bleskift, og handle ind for de småmønter, hun kan finde i min jakkelomme. Når jeg på et tidspunkt bliver nødsaget til at tage hjem til de sovende unger, fortsætter festen bare der. De vågner jo aldrig ved den høje musik eller lydene fra de bekendtskaber, som jeg vælger at slæbe med i seng.
Går det helt galt, kan min store datter tage en taxa hen til tanken, når jeg sent på natten mangler vin eller cigaretter. Hun er så pligtopfyldende.
Ind imellem falder jeg bevidstløs omkuld på sofaen. Min hjerne slår fra, og i længere tid kan jeg overhovedet ikke vækkes. Hvis jeg vågner ved uro bliver jeg rasende og kan slet ikke styre min ondskabsfulde mund.
Heldigvis lister ungerne som regel selv af sted i skole, og den store følger den lille i dagpleje. Så er jeg fri for at køre dem, og det er fint, for jeg kan ikke klare deres gråd i bilen. Den distraherer mig, så jeg kører ind i ting…”

Sådan er min virkelighed lykkeligvis ikke. Men skulle jeg have fulgt min mors sti, kunne mit liv have set sådan ud.
Heldigvis er der børn, der formår at gøre sig fri deres sociale arv. Jeg er et af dem. Jeg er ikke længere den store pige, som stod med ansvaret for min lillesøster. Jeg er i stedet blevet aktør i mit eget liv.

Ind i mellem kan jeg godt føle mig lidt som Astrid Lindgrens barnehelt Pippi Langstrømpe. Den seje lille fregnede pige, som midt i sin ensomhed uden forældre og med det omgivende miljø´s strenge krav, trodsede livets udfordringer og havde glæde og mod på livet.

Jeg har undret mig meget over, hvorledes jeg har klaret mig gennem tiden. Min jord har ikke været idéel til sund vækst. Alligevel står jeg her idag og fungerer – på trods.

I mit uddannelsesforløb har jeg læst sider i mængdevis om forældrerollen, svigt, mønsterbrydere og om den modstandskraft særlige børn kan opbygge og styrke sig i, trods en belastende opvækst. Men også med personlig optagethed har jeg været engageret i studiet af mønsterbryderne.

Man læser ofte om den negative sociale arv og om hvor vanskeligt det kan være at bryde den. Hvor stor risikoen er for at børn bliver bærere af de samme belastende livsomstændigheder som deres forældre.

Men hvad er det egentlig for en mekanisme der driver mønsterbryderne? Der må være mere i os end social arv og miljøpåvirkning. Jeg er født “Christina” og må have haft en eller anden særlig stærk kerne i mig?!

Jeg siger ikke, at det er min medfødte styrke i sig selv, der har gjort forskellen. Jeg ville ikke have kunnet gøre det uden støtte fra vigtige personer. Min far i særdeleshed.

Hver anden weekend fik jeg oplevet og lært at værdsætte helt andre værdier i livet, end dem jeg så til hverdag hos min mor. Jeg tror, jeg via de livsfaktorer blev hjulpet på vej rent identitetsmæssigt.

Min far og min klasselærer dengang gjorde en forskel. Jeg fik en støtte som gav mig selvværd og mod til at stikke af. Springet var som et spring ud i den dybeste afgrund. For at finde vejen ud af det altoverskyggende. Finde solen og en fast grund at stå på.

Betegnelsen ‘Mælkebøttebarn’ emmer af lykke og solstråler. Men vejen gennem brosten og asfalt har langtfra været nem og smertefri. Det har været forbundet med store vanskeligheder at ændre retning.

Jeg har ædt mange kameler, spillet med mange muskler og løftet på brogede heste, og mit liv kan stadig i nutiden byde på ‘indbrudstyve, som river og flår i mine møjsommeligt opsparede skatte’ – men ved I hvad? Man er vel ikke bomstærk til ingen verdens nytte, Vel?!

39 thoughts on “Gennembrud

  1. Du er en perle.
    Og nu ved jeg endelig, hvorfor jeg syntes jeg kender dig…selvom jeg ikke gør.

    Du er/var ikke alene…

    Kærligst og endnu mere kærligst fra
    Cristine

  2. Smukt og meget meget stærkt indlæg!
    Mange af de situationer du beskriver kender jeg, desværre, kun alt for godt. Og når jegere får dem serveret her, river og slider de i mit indre. På trods af, jeg for længe siden har begravet begge mine forældre som følge af deres voldsomme livsstil.
    Også jeg er nået langt. Og nogle gange undres jeg, “Hvordan pokker er det lykkeds mig???” Jeg forstår det ikke altid selv. Selvom jeg på krop og sjæl tydeligt kan mærke hvad det har kostet. Jeg har taget mange kontante beslutninger og klippet mange bånd.
    Men hey, hvor er jeg stolt af hvor jeg er nået til!! Og det samme skal du være!

    Kærligst Louise

  3. Så utrolig fint at du deler dette med oss!

    Jeg har troen på at barn som har minst en betydningsfull, trygg voksen har gode sjanser til å klare seg. Heldigvis var der noen for deg!

    Jeg håper at jeg kan gjøre en forskjell for noen. Jeg håper at alle som har ressurser til det kan gjøre en forskjell! Vi vet at det alltid vil finnes noen i nærmiljøet som trenger en trygg voksen, og jeg håper vi har kjærlighet, mot og kraft til å gjøre hverdagen bedre for barn vi møter på vår vei!

    Takk for at du minner oss på dette!! :)

  4. Og hvor er det et smukt billede på din historie.
    Et husløg kan man lade hen i evigheder. Den lever af vandet i sine blade… ligesom du levede af vandet i dine blade.

    Smuk og enormt rørende!

  5. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal skrive – føler bare jeg er nødt til at kommentere dette indlæg, for det rør mig sindsygt meget – ikke på det personlige plan, for jeg har ikke oplevet det du har, men jeg har veninder der har – og det rør mig dybt ind i hjertet. For hvor er livet dog uretfærdigt nogen gange, men hvor er det dejligt når det lykkes for jer, der oplever et sådan svig, at komme så meget ovenpå og få et skønt liv – på trods. Du skal bare lige have det største kram her igennem skærmen – du er sej, Christina.

  6. Sikken et gennembrud og TAK fordi du delte det med os. Det er inspirerende og tankevækkende at læse for mig som lærer og rørende og beundringsværdigt at læse for mig som din ven. Thumbs up for dig, for at du har kunne bryde møsnteret og endnu mere for at du kan formulere det som du gør så flot.

  7. Hej Christina,

    DU er “fisme” god til at få skrevet ting ned som virkelig rammer helt ned i plexsus. Lige præcis dette emne vil jeg så genrne snakke med dig om, når vi ses engang forhåbenligt snarest.
    Det kune lige så godt være mig du havde skrevet om. Jeg er også en af de heldige, der har brudt den sociale arv. Umideelbart uden de store meen (hvad jeg ved af). Men alligevel tænker jeg nogle gange på, at det da er uroligt jeg er så normal som jeg er (hø, hø.. forstå mig ret), med alle de ting jeg har oplevet som barn. Jeg tænker: Hvorfor er det lige jeg har klaret det? Har det sat nogle spor og hvordan kommer det til udtryk i mig???? Hmm… mange tanker. Men kunne være sjovt at tale med en der har været i samme båd, det har jeg aldig prøvet.

    kh kristina

  8. Super stærkt indlæg. Det giver billedet fra en anden side og viser hvor stærkt et menneske kan være med den rette indstilling og hjælp!
    Super godt gået at dig!

  9. Kæreste C,

    Her er grunden til, at jeg elsker din blog så højt! grunden til, at du rør min hjerne og mit hjerte. Du er ganske enkelt helt forrygende, når du skriver om de allertungeste personlige oplevelser og minder. Du formulerer dig så stærkt, enkelt og smukt, og du rammer så ubeskriveligt rent.

    Lægger link til indlægget her i min sidebar, for flest mulige skal da have fornøjelsen og oplevelsen af at mærke dig!

    Kærligst Helle

  10. Kære Christina

    Dit indlæg rører mig virkelig – og ryster mig på samme tid. Selvom jeg godt ved, at der er børn der vokser op, som du har gjort, så er det alligevel så uendelig trist at høre andres erindringer og beretninger om forældre, som ikke var i stand til at påtage sig ansvaret.

    Dit indlæg inspirerer mig til at lade emnet fylde endnu mere i min undervisning af kommende lærere.
    Faktisk fylder emnet allerede en del (og optager de studerende meget), men det bør fylde mere. For læreren/pædagogen har en vigtig opgave med at hjælpe til mønsterbrud.

    Hvis du vil have nogle forskellige perspektiver på den undren, som du lægger ud med at præsentere (om mønsterbryderen har en særlig kerne), så kan jeg anbefale:

    Michael Rutter ‘Den livslange udvikling’ – han beskriver en resiliens, som den enkelte har med sig, der gør vedkommende i stand til at modstå udfordringer.

    Anton Antonovsky ‘Helbredelsens mysterium’ – han beskriver den enkeltes ‘Oplevelse Af Sammenhæng’ som helt afgørende. For Antonovsky er denne dels forklaret ved en kerne i den enkeltes indre, som har betydning for den måde man møder verden på, men dels også ved at den måde man bliver mødt på, har betydning for ens billede af verden og dermed også ens måde at møde verden på.

    Så ingen entydige svar, men alligevel tankevækkende læsning, som du måske kan bruge til at forstå dig selv bedre. Jeg er i hvert fald selv blevet fanget af de anbefalede bøger og deres indhold.

  11. Puha, jeg får helt ondt i maven ved tanken om hvad du har måttet gennemgå, og hvad du har kunnet gennemgå uden nogen der har grebet ind og stoppet det.
    Fedt at du har kunnet bryde den sociale arv…
    Mange knus Anne Lotte

  12. Wow Christina. Sikke et spændende, trist, tankevækkende og dog positivt indlæg!
    Jeg kan kun nikke og sige enig til mange af de andre kommentarer!
    Du skriver godt, levende, spændende og jeg er også helt vild med din blog!!!
    Tak for din ærlighed!!!

  13. Søde Christina

    Hvor er de dog eminent til at røre mig, minde mig om hvor heldig jeg har været, minde mig om hvad det betyder at vores børn er hjulpet og aldrig følger sig alene før det er tid…
    Jeg har altid elsket din blog….og dig fordi du er dig og TØR være dig helt igennem.
    Aldrig noget klynk. Altid saglighed om vejen og valget. Også selvom vi jo SLET IKKE FORSTÅR, at der er mødre der kan vælge som din mor gjorde.
    Tak fordi jeg har måttet lære dig at kende. Også den mere barske side :)

    Vi ses snart. Om kun et par uger allerhelst.

  14. Puhh…!
    Jeg måtte lige tørre tårerne væk. Et indlæg, der ramte mig lige i solar plexus. Det kunne jo være mig, du havde skrevet om. Jeg kom tilfældigt forbi og læste dit indlæg og det ramte helt ind ind i den inderste hjertekule. Den pige kunne være mig. Jeg har også brudt den sociale arv, men det har kostet på både krop og sjæl. Her vil jeg komme forbi igen. Et helt utroligt velskrevet og indlevende indlæg. Tak fordi du vil dele!

  15. Kære C

    Du er for sej. Sikke et gennembrud og sikke en mønsterbryder. Dit indlæg rørte mig virkelig – det var stærkt, barskt og inspirerende på samme tid.
    Tak fordi du deler noget så personligt. Jeg elsker din blog – netop fordi du er hudløs ærlig og fordi du er fuld af kreative påfund.
    Håber på at møde dig irl en dag!
    Giv dig selv et klap på skulderen – det fortjener du!

    Kh. Malene

  16. Hold k…hvor er du sej Christina! Jeg sidder her onsdag morgen på mit job med tårer i øjnene fordi jeg lige har læst dit meget rørende indlæg!
    Godt kæmpet Pippi L, DU ER SEJ!

  17. hvor er det bare så sejt den måde du sætter ord på dig selv og din færden.

    da jeg gik på pædagog seminariet i Viborg var vi meget optaget af det emne….mønsterbrydere, så jeg har også læst en del om lige netop det område…….Dion Sommer var helten i de dage. Hans bog fra dengang;….jeg blev færdig i 1998, taler meget om det emne.

    Malle

  18. Puha, et stærkt indlæg. Det du skrev…altså tankerne var det hvad du skulle gå model til…du er virkelig sej og jeg holder meget af din blog og takker dig fordi du får os til at forstå helt nye ting som jeg gør nu. Man kan måske sætte sig lidt ind i…men aldrig helt forstå og jeg forstår jo i virkeligheden ikke…altså forsåt ikke den voksne der kan vælge sådan et liv for sine børn. Knus til dig, Pippi : )

  19. Puha Christina, jeg ved at du må være en meget stærk kvinde. Eftersom du selv har taget skæbnen i egen hånd og valgt din vej.
    Jeg kender også til det miljø/omgivelser og kan kun sige det er så flot at du har brudt med den sociale arv og har lavet din egen sti. Har selv slugt nogle kameler og det kan være hårdt at kæmpe imod, med det hele værd.

    Tager virkelig hatten af for dig og syntes det er fantastisk det du har formået.

    Mange hilsner Vicki

  20. Rørende og meget tankevækkende læsning – tak for de tanker det sætter igang – er nu endnu mere taknemmelig for mit liv 😉

    Du er en STÆRK og MODIG kvinde, Christina!

  21. **Deja wu**

    Jeg har selv levet igennem sådan en historie og det har modnet mig som et lyn! Men idag er historien ændret, nogen sider er rykket ud og glemt for nogen! Mens nogen episoder stadig flimmer langt inde bagved..

    Tak for dit rørende indlæg som lige stikker lidt til det der ikke bliver snakket så meget om og som for nogen også er et tabu område!

    Tak C for tankerne du satte igang..

    KH Maria

  22. Kære Christina, det er stærk, stærk læsning – som altid, når du deler dine tanker om den vej du har tilbagelagt. Og jeg bliver berørt og helt stille indeni, og ved slet ikke hvad jeg skal sige, ud over – tak. Fordi du deler. Og dermed viser, at der mange gange ER en vej, selvom den for nogle børn går så urimeligt meget op ad bakke. Og viser hvor vigtigt det er, at ingen lukker øjnene for de børn der vandrer op ad den bakke alt for alene. Fordi det måske er lige præcis din eller min opmærksomhed der er brug for. Ikke til at erstatte en uerstattelig mors opmærksomhed, for det kan man nok aldrig – men til at give lige præcis den støtte der skal til, for at barnet magter at gå en anden vej. Sin egen vej. Og en dag måske brede vingerne ud og flyve et helt andet sted hen.

    Du er helt igennem bemærkelsesværdig, Christina. Håber du nyder sommeren, og glæder mg til et gensyn, der forhåbentlig ikke ligger alt for langt ude i fremtiden!

  23. Sidder her med kuldegysninger af din historie….
    De seje mennesker her i livet er nemlig mønsterbryderne……
    Os der tør tage vores liv i vores egne hænder og ændre det, væk fra det mønster der var givet til os i dåbsgave af vores forældre…..

    Knuz
    Arduinna

  24. Kæreste Christina..
    Endnu et stærkt og smukt indlæg fra din side… Det rør mig utrolig meget at læse om din urimelige opvækst, som du har klaret på trods.. Det rør mig og er i den grad beundringsværdigt at du kan og tør dele..
    Jeg har været heldig – og det er godt at blive mindet om – ikke mindst i mit job.. Beundrer dig for at bryde – og i den grad finde dig selv og være en helt anden mor end det du fik lov at opleve..
    Det er din nærhed i dine indlæg (om det så går så tæt på her eller ej), der er så fængende og inspirerende..
    Håber at vi mødes igen snart – så jeg kan gi’ dig et ‘ægte’ kram..
    Knus Anne

  25. Jeg bliver ofte mundlam , når mennesker fortæller så skært, modigt og ærligt om det der er eller har været deres liv. så jeg sender dig bare et knus :-)

  26. jeg blev helt rørt. Du skriver fantastisk og det lyser igennem som en stærk lille sol hvor heldige dine børn er, at du er deres mor.

  27. Du skriver simpelthen så skønt og medrivende. Altså selv om historien ikke er skøn. Men hvor er det dejligt for dig og dine skønne unger, at du tog springet. At du turde.
    Jeg er sikker på, at vi har en kerne inden i, som er OS. Genetisk eller ej, så er det jo den, der gør os forskellige fra vores forældre. Nogle har en stærkere kerne og kraft en andre, og du besidder en helt særlig slags. Tak fordi du deler din historie. Jeg er meget rørt!
    Knus
    Anne

  28. Sikke er stærkt indlæg. Du skriver på en meget stærk måde som rører mig dybt.

    Jeg har selv oplevet nederlag i min bardom, og har kæmpet mig op til overfladen. Og det var hårdt og tog lang tid.

  29. puha – det var stærk læsning. Tænk, at nogle mennesker kan overleve det, ikke nok med, at overleve, men også komme så hel ud af det, at det er muligt, at fungere på normal vis. Jeg bøjer mig i sandet for dig og alle dine arts fæller, der formår at finde det, der gør, at I kan bryde det. Tak fordi du deler det med os. Det er rørende. Mange hilsner Bente

  30. Du er en engle der fortjener det aller aller bedste… Det hårdt at læse, at nogen børn skal vokse op med de betingelser – min mand er også én af dem og heldigvis også én af jer som formår at bryde igennem! :) Jeg elsker ham endnu mere for det og tusind tak fordi du ville skrive, det minder mig om hvor glad og stolt jeg er af min mand, at han formår at give mig et fantastisk liv! :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *