I øst og i vest.

Der har været stille her på bloggen den sidste tid. Jeg er ved at være klar igen, men må erkende, at jeg har været nedtrykt. Jeg har ikke haft lyst til at skrive særligt – det kunne kun have blevet en klynke-blog. Der er faktorer i min hverdag, som pt. dræner mig fuldstændig for energi.  Jeg har ladt blogland i baggrunden – og koncentreret mig om familien i stedet. Jeg har været så træt og tvær, at det har været svært at overskue ret meget andet.

I weekenden har vi været i sommerhus i Vejers. Det har jo bare været gude-skønt vejr, selv ved Vesterhavet, hvor det normalt blæser godt. I går sad vi et par timer ved stranden og grinede af Ida – som hoppede rundt i vandkanten. Det er ren vitamin indsprøjtning.

Jeg har været så træt af, at én negativ ting – på forunderligvis kan fylde så meget, som den egentlig gør. Hvorfor kan én negativ ting ødelægge 40 positive? Hvorfor kan man ikke bare ryste dumme oplevelser af sig?  Alt det positive kan på ingen tid blive sat i baggrunden.

Jeg læste for nogle måneder siden nogle eminent kloge ord på den kære Lykke´s blog – ord som har bundfældet sig hos mig;

“En klog dame sagde en gang til mig, at jeg blot skulle huske på, at der nok var ca. 50% af dem jeg mødte, som syntes jeg var alletiders. Forsøgte jeg at vinde nogle af de resterende 50% over, ville det kun betyde én ting: at jeg mistede terræn indenfor de 50% som helt naturligt synes jeg var god nok.”


Lykke´s kloge dame har så absolut ret. Hvorfor bruge sin tid på mennesker, som ikke er til gavn for en selv? Hvad er det egentlig for en mekanisme der starter op, når man kommer ud i en eller anden dum situation? Pludselig bliver man ked af det, usikker på ens værd og enormt stædig? Hvorfor vender man ikke bare ryggen til og går en anden vej? Fatter simpelthen ikke, hvorfor man bider sig fast i noget, som i særdeleshed smager ufattelig grimt.. 

Jeg ved ikke, om I forstår mine ord. Jeg taler nok lidt i øst og i vest? Jeg tror bare, at jeg vil sige, at jeg godt ved, at livet er en udfordring – ind i mellem er der bare forhindringer der er sjovere end andre..


Nu tror jeg, at jeg vil gå i fryseren efter noget sødt.. Det er da det jeg skal!

11 thoughts on “I øst og i vest.

  1. Kære Christina
    Jeg tror Lykke har ret – men at det er meget, meget svært at praktisere. Man vil jo helst, at alle kan lide en…

    Det der med, at et enkelt dårligt æble kan få alle de andre æbler til at se rådnu ud – det kender jeg alt for godt.
    Egentlig er jeg ganske godt tilfreds med mit arbejde. Jeg har dog en enkelt kollega, der er så bitter på livet og i den grad lader denne utilfredshed smitte af på alt i sin omverden, at hendes negativitet totalt ødelægger alt omkring hende – også min (og andres) arbejdsglæde.
    Ind imellem har det påvirket mig så meget, at jeg har haft lyst til at sige op og give mig til at lede efter andet arbejde. Har været totalt drænet for positiv energi når arbejdsdagen endelig er slut – og det er gået ud over familien, hvilket sgu (!) er helt urimeligt.

    Jeg ved ikke, om dine negative oplevelser overhovedet er i samme boldgade, men jeg ved, at man kan blive totalt drænet af det – og at det kan være enormt svært at komme ud af den negative spiral.

    Jeg håber du snart får vendt skuden den anden vej og lader “skidtet” ligge bag dig.

    Kærlig hilsen
    Karina

  2. Det kender jeg virkelig! I min hjernes krinkelkroge bærer jeg rundt med en rigtig træls arbejdsmæssig oplevelse, som jeg bare ikke kan hægte af mig. Og hvorfor egentligt? Det er jo mere drænende end givende fortsat at tynge sine skuldre med en oplevelse af utilstrækkelighed og uretfærdighed.

    Så op med modet! Og tanker herfra…

  3. Tak I to – der er jo ting, som kan være svære at skrive direkte om, alt afhængig hvilke læsere der følger med.. jeg kan så godt følge jeres tanker.. det er rart at jeg ikke er den eneste der er så sensitiv .. kan man ikke kalde sig det? Letpåvirkelig og naiv.. stram ballerne og ret ryggen, Chris! :-)

  4. Hæ-hæ… Den med, hvem der læser med er også mit problem.
    Det er nemlig på jobbet jeg oplever de fleste frustrationer – og dem kan jeg ikke så godt skrive om, fordi et par af kollegerne læser med.
    At de frustrationer så slæbes med hjem og smitter af på privatlivet er skide belastende.
    Derfor er min blog “lyserød og la-la”-agtig ind imellem… Hvilket jeg hader. Kan bare ikke så godt brokke mig offentligt over det, der frustrerer mest.

    Meen… så kan man jo selvfølgelig skrive sådan lidt kryptisk og generelt 😉

    KH Karina

  5. Man kan lige så godt se i øjnene at alle ikke kan lide en…men ved godt det kan være en svær kamel at sluge…Jeg ved lige præcis hvordan du har det, så det er du ikke alene om…

  6. Hejsa Christina….
    Tro mig jeg ved hvordan du må have det.De kloge ord du skriver om kunne man lære meget af . Denne gang vil jeg gøre bruaf dem .Rigtig god sommer til dig og familien.V.H.Else Fogt Jørgensen

  7. Kære Christina. Jeg hører helt klart til en af de første 50 % den kloge dame beskriver, synes du er sådan en dejlig én! Men hvor er det klogt sagt af hende damen, det vil jeg tage til mig!
    Knus Line

  8. Det er nemlig en udfordring at have noget på hjerte, som der bare VIL ud, men som af personlige hensyn kun kan beskrives i generelle vendinger.

    I øvrigt handler et af mine forrige indlæg (med den sigende overskrift “Argh”) om en person i min nærhed som virkelig dræner helt utroligt meget på vores lille familie – ikke med vilje – men det er hårdt!

  9. Jeg har tænkt en del på dig, for synes nemlig ikke jeg har læst så meget fra din side i et stykke tid.

    Jeg kender det, du beskriver, og jeg tror det er alle mennesker med en smule kontakt til sig selv, der kender det.
    Men jeg tænker egentligt også på, og nu lyder jeg hellig og frelst, at det er vigtigt at give sig selv lov til at være trist og mutprut. Kan det ikke have noget at gøre med, at din store datter er ved sin far, og ubevidst kommer der måske en masse tanker, gamle følelser op, som kan være svære?
    Den dårlige samvittighed over, at ens barn ikke kun har en familie og alle de negative tanker, der kan hamre en helt ned til kinserne…
    Jeg vælger at acceptere de turer der kommer og i stedet for at lappe på dem, så de hurtigt går væk, så prøver jeg at acceptere de er der. Sjovt nok går de så meget hurtigere over :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *