Tilgivelse paa en befrielsesdag

Idag er det dagen – 1 år siden – min mor døde. Mine tanker har kredset omkring hende den sidste måned. Jeg tror måske, at mit besøg i Silkeborg i april har sat gang i nogle ting. I hvertfald startede mine følelser med at løbe løbsk med mig, da jeg sad i bilen et godt stykke oppe i Jylland.

Jeg har meget svært ved at mærke mig selv, når noget gør ondt. Min krop er rigtig god til at passe på lille mig, det vil sige – tingene bliver pakket godt ind og gemt væk – sikkert til at titte frem en anden god gang?! Men som jeg sad i bilen derop ad, fik jeg 1.4.7 et spark i mellemgulvet. Som jeg bedst sad dér med musik og sang i hele bilen, kører jeg nærmest af vejen, da jeg kører forbi byskiltet til Bryrup.
Byen, hvor min mor boede.

På et splitsekund er min koncentration skærpet. Min hals bliver tyk – min vejrtrækning hikser og mine øjne bliver tørre og svier – min erindring viser knivskarpe billeder fra dagene efter hendes død og sommerstunderne ved søen. Billeder der er forbundet med glæde, min mors glæde i Bryrup og ked.af.det.hed.

Jeg kan mærke mine kinder bliver varme. Jeg mindes, at jeg tænker, om det mon er soles stråler ind af vinduet, der gør, at jeg får det så hedt? Jeg ved da udemærket godt, at min følelsesmæssige reaktion var årsagen.
Flygtigt får jeg lyst til at vende bilen og køre forbi hendes tidligere hjem. Kigge ind af vinduerne. Vinduet som blev brudt op, tidspunktet hvor hun lå på sofaen. Stille sovet ind.
Eller køre forbi Kirken. Jeg har det smukkeste billede af kirken d. 5 maj 2009. Solen skinnede og alle farver var så klare. Det er de stadig den dag i dag.

Skiltene mod Bryrup og Them slog mig som en knytnæve i mellemgulvet. Jeg havde slet slet ikke regnet med, at den kom flyvende fra højre. Jeg kørte ikke forbi hendes hjem. Rent faktisk havde jeg slet ikke mod på det. Idag har jeg været forbi hendes gravsted for 2. gang, siden hun blev lagt i jorden. Jeg har ondt i maven i dag. Jeg er tom. Jeg visker så småt alle de dumme tanker og følelser væk – hendes kærlighed til os savner jeg umådeligt. Selvom at hun viste det på en skidt måde. Hendes redskaber var slet ikke bedre.

Jeg er så ked af, at jeg ikke fik sagt til hende, at jeg godt kan tilgive. Jeg vil altid mindes. Men også det gode.

Den sidste måned inden hendes død, havde vi ingen kontakt. Ikke engang var hun inviteret til Ida´s barnedåb. Jeg kunne ikke rumme hende, kunne ikke klare flere af hendes problemer eller luner. Jeg lukkede af og var hård. Jeg fik ikke besøgt hende, fik ikke sagt farvel. Jeg fik ikke fortalt hende, at jeg trods alt, stadig var hendes datter. Hun døde temmelig ensomt på sofaen.
Jeg ved godt, at det er dumt at bebrejde sig selv. Mine dage er så forskellige, hvad angår tanker og følelser omkring hende. Men på denne dag – som jeg forbinder med min befrielsesdag, mærker jeg hende. Hun er mig nær!

Desmond Tutu har en gang sagt klogt, at “Uden tilgivelse er der ingen fremtid”
Det kan jeg på forunderligvis godt give ham ret i. Jeg har brug for tilgivelse. Jeg må tilgive hende vores fælles oplevelser. Jeg har haft meget svært ved det tidligere. Det har jeg på sin vis stadig. Tilgivelse kan være lidt af et abstrakt begreb. Jeg tænker, at der skal styrke til at tilgive.

Ved tilgivelse glemmer jeg ikke de ting, vi har været igennem. Jeg ser ikke gennem fingre med det eller undskylder min mor´s psykiske sygdom. Det vil i alle fald være en benægtelse eller en bagatellisering. Tilgivelse er en gave jeg giver mig selv.

Jeg tilgiver for min egen skyld.

21 thoughts on “Tilgivelse paa en befrielsesdag

  1. Kære Christina.
    Jeg har slet ikke ord der kan sendes som kommentar til dette indlæg.
    Er bare så glad på dine vegne, for jeg kan se en meget, meget positiv udvikling fra dine første indlæg om dit svære forhold til din mor – og til dette.
    Du er sej – og modig.
    KH K

  2. Hvor var det rørende at læse, helt så jeg fik gåsehud. Er glad på dine vegne, det lader til at være et stort skridt fremad og videre. Tillykke med det!

  3. Kære Christina
    Det var et meget stærkt indlæg og krævede lige et par ganges læsning og nu kan jeg mærke noget der vil ud inden i mig – jeg er nemlig også god til at gemme alt mulig crap væk indeni og ikke rigtig være ærlig overfor mig selv og andre. Jeg tror lidt jeg venter på at blive befriet fra min far, så jeg kan godt følge mange af dine tanker og følelser. Jeg har ikke snakket med ham i 5 år, kun kørt forbi ham på en bænk, så den kan godt være svær at gemme væk.
    Han var verdens bedste far til min mor døde og han ikke kunne tackle det uden alkohol, og nu sidder jeg her og savner en morfar til mine børn og har bare rigtig svært ved at tilgive. Men jeg giver dig så evigt ret i, at vi skal tilgive for vores egen skyld – og for vores egne familiers skyld. Men det er et stort skridt, så hvor er det skønt at du er på vej derhen eller måske helt forbi?!
    Så, nu kom tårene, tak for et smukt indlæg der gav grund til eftertanke.
    Kærlige hilner og tanker Mette

  4. Smukt indlæg. Uanset dit forhold til din mor, er sorgen der jo. Over det hun var og ikke var. Og sorgprocessen er en utilregnelig størrelse, rammer pludselig og uden varsel. Jeg syntes det er en god gave du giver sig selv, tilgivelsen :-)

  5. Du får lige et kram med på vejen herfra. Et fantastisk rørende, smukt og ærligt indlæg, søde Christina. Jeg ved hvor svær sorgen er at leve med – det er også godt et år siden, jeg mistede min mor. Jeg kan dog mærke, at solen varmer mig lidt mere – at græsset er lidt grønnere end det var sidste år ‘det første forår og den første sommer uden mor’….(men, jeg tvivler på at græsset for mig nogen sinde får den rigtige farve igen :-(

    Varme tanker på denne smukke maj-dag

  6. stærkt skrevet Christina. Det går lige i hjertet. Jeg mistede selv min far som 17 årig og det er nu 13 år siden. Der gik et par år før jeg følte at jeg havde sørget nok…havde grædt nok og talt nok om det. Nu mindes jeg de gode tider med min far, og er ikke længere så berørt af det tragiske ved hans død. Tiden læger virkelig alle sår, så det er min trøst til dig. Få dine tanker ud, skriv om det og snak om det med dem som gerne vil lytte. Jeg håber det hjælper med tiden og jeg håber du kan tilgive din mor, for din egen skyld. Vh Anette

  7. Kjære Christina – for et vakkert og godt skrevet innlegg. Jeg føler veldig med deg! Jeg tror tilgivelse er noe av det viktigste et menneske kan lære seg! Og det er viktig å klare å tilgi – det er å frigjøre seg fra tunge, bitre følelser som ikke er bra å ha.

    Gode klemmer sendes fra Elin i Norge (som har nye, smukke bukser på!):)

  8. Den der kostede så lige en tåre eller tre på min kind Christina! Et meget smukt og rørende indlæg!
    Hvor jeg beundre dine evner til at formidle så inderlige tanker og følelser. På en eller anden måde må det være en form for terapi for dig at få “luft” og få sat ord på.
    Ønsker dig alt det bedste – og det gør din mor også et sted deroppe fra! Sådan er det nemlig med mødre. De elsker deres børn betingelsesløst!

  9. Sikke et smukt og ærligt indlæg Christina… En hård dag for dig – men det er nogle rigtig gode tanker omkring dit tab.. Som en anden nævner så synes jeg også, du er nået utrolig langt i din “helings-proces” og beundrer dig for at ‘bryde din vane’ og i stedet lukke nogle følelser ud og arbejde med dem..
    Sender dig et kæmpe kram..
    Kh Anne

  10. Kära C,

    jeg instämmer med många av de andra läsarna….Jag fick tårar i ögonen när jag läste. Du skriver fint och ärligt och viktigt om det som är viktigast. Skönt att du tillåter dig att känna dina känslor och att du har så bra självkännedom. Din text är både vacker och känslosam och väcker många tankar hos läsaren. Tack för att du delar med dig av det som är svårt. Det är ett enormt steg framåt. Att våga tala. Skriva.

  11. Får helt klump i halsen av å lese dette. Kanskje jeg enangselv kan tilgi min egen til tider dysfunksjonelle familie?

  12. Kære Christina!

    Jeg tror også på, at det at tilgive en anden, kan sætte én selv fri.

    Og jeg synes du er modig og ærlig, når du står ved de “ofrbudte” følelser <3

    K.H June

  13. Åh,hvor er det et smukt indlæg. Det giver mig stof til eftertanke.

    Jeg har i min proces med min fars sygdom og død også været i gang med at tilgive. Både mine forældre for deres manglende evne til at turde få indsigt i mig og min sygdom og min vrede mod dem fordi de ikke kan og kunne.

    Men du har så ret i, at tilgivelsen er en gave til dig selv – til mig selv – og ikke til dem.

    Du mærkede efter, hvad der var godt for dig, da du overvejede at køre hen og se din mors hus. Det ser jeg ikke som en svaghed, men som din styrke at vide, hvad der er godt for dig.

    Klem og tanker fra
    mette

  14. Kære Christina.
    Jeg fattes også ord…
    Sorg er en underlig størrelse, som er svær at definere og have med at gøre hele tiden. Den rammer os pludseligt, måske når vi mindst venter det eller lige når vi bliver mindet om noget særligt.
    Noget som bringer et minde frem, positivt som negativt.
    Sorgen bliver nemmere at leve med, som tiden går, men savnet vil altid være der et eller andet sted.
    Din beskrivelse er så knivskarp og hudløs ærlig.
    Knus og tanker fra Louise

  15. Smukt, tankevækkende, rørende og tårepersende indlæg. Stærke ord om uendeligt svære og tabu-belagte følelser. Sender dig en tanke her et par dage efter “din” befrielses-dag”.

    Tanker fra Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *