I en rivende udvikling

Den lille hustyran er inde i en periode, hvor hun udvikler sig big time. Som jeg har nævnt før, har hun været meget reserveret og direkte bange for fremmede mennesker. I øjeblikket er hun totalt ukrittisk – hvilket jeg er overrasket og en smule lettet over. Når vi. f.eks er i Brugsen at handle, råber hun op og forsøger insisterende at komme i kontakt med sit “HEJ”. Hun bliver ved, indtil der bliver reageret og responderet. Jeg kan ikke lade være med at smile over det.
Når hun ikke lige er med derovre en anden dag, spørger ekspedienterne om, hvor jeg har gjort af det kære barn.

Ud over at hun råber af folk, så er hun også startet på at kaste sig i armene på dem. Forleden dag, hvor vi var til 15 måneders vaccination, røg hun på et split sekund på skødet at en ældre dame, der sad i venteværelset. Jeg tabte underkæben af forundring. Hold op en udvikling. Nu er jeg måske ved at kunne løse lidt grebet? Hun hænger jo på os konstant, hvis vi er nogen steder.. eller hvis vi har gæster?!

Selv i dagplejen er hun krævende på sin måde. Hun går i banjo, hvis de skal i legestuen, til gymnastik eller hvis de går på besøg hos hinanden. Hun skriger hysterisk op i vejret og smitter de andre små, så vores kære dagplejer har en 2-3 skrigende unger på skødet. Det må være vældig stressende. Det tyder dog på, at hun så småt også er ved at bevæge sig, dog minimalt, væk.

Hvilket får mig ind på det egentlige ved dette indlæg. Tjek lige hendes hår. Det vokser som ukrudt og sidder på hende i små tjavsede lokker. Bagtil er det ganske fint, men hendes pandehår… (?) Hun har tid hos min frisør på mandag. Jeg er meget spændt på, om hun går agurk i spilledåsen. Det kunne ligne hende! Jeg håber dog, at det går – så vi kan komme derfra med yndligt look. Ellers må jeg fortsætte med at lade det gro – og håbe på, at der snarest kan sættes spænder i, uden at hun hiver dem ud..

Har I nogen løsning på det problem?
Eller hvad med hendes oprydnings gen? Hun har så travlt med at stable ting, rydde op og sætte på rækker. I går eftermiddags fandt jeg Henriks Lotto Kuponer i skraldespanden. Det var dog fint, at han fik hjælp til at smide dem ud. De har ligget i skabet siden Hellig Tre Konger, så de mulige gevinster ville være forældet. (Det siger nok mere om Henrik, end om Ida). Men anyway, vi skal være påpasselige med, hvad vi har liggende rundt omkring – for hun smider det ud.. Mon den aktivitet fortsætter? Jeg håber det!! 
På billedet har Ida hendes nye smock-posebukser på. Dem har jeg lavet en del stykker af. De er bare så behagelige at have på. . Kjolen bliver snart sat til salg på Restepladsen. Den er snart for kort i ærmerne. Det har være en af mine yndlings kjoler til hende. Den er syet i rød mælkedrengestriber m. påsyede applikationer. 

4 thoughts on “I en rivende udvikling

  1. Hvor er det dejligt, at du kan få dine arme lidt for dig selv igen. Jeg har ingen gode råd. Har ikke prøvet det – Krabbe er næsten 10 måneder. Men jeg havde en gang en studiekammerat hvis datter også ryddede op. Så hvis hun kom for sent, hvilket hun ofte gjorde, var det fordi nøglerne lå i gummistøvlerne, eller bøgerne lå i blad-bunken. God fornøjelse:)

  2. Hun er sku da en darling. jeg kender mange af de ting du beskriver fra Max, som også har både charme og temperament.gad vide om det så ikke bare er alderen der byder på lidt af hver fra den forestående og igangværende udvikling af personlighedens facetter. Syns også vores byder på lidt af hver og mange smil og grin ; )

  3. Hvor er hun kær, din lille Ida. Er fuldstændig vild med det stof, som posebukserne er syet i. Blir nødt til at spørge, hvor det er købt og hvilket mønster du har brugt:)

  4. Plejer at klippe Luna foran noget interessant på TV (Bamseballet lige for tiden). Ikke altid kønt, men effektivt.
    Min Luna var også total fremmedangst indtil hun blev 15 måneder hvor hun langsomt tøede op. Det er dog først nu hvor hun er over 2 år at hun kan finde på at kaste sig i armene på alle mulige. Bliver også helt mundlam og lidt glad hver gang :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *