Navlepilleri

Vinterferien er slut og vi er tilbage i fuld sving igen. Mandag startede med en morgenfrisk og væskefyldt 1 årig pige, der partout skulle tømme sin blære ud over sin Mor. Heldigvis var jeg stadig i nattøjet!
Det undrer mig stadig, hvordan hun stående på puslebordet formår at tisse ud i luften, så hun rammer mig? Er det ikke kun drenge der gør det? Det dér med pigers anatomi!

(Jeg skulle vist have set Tema-aftenen på DR2 i lørdags færdig. Men efter godt 2 timer med tisse-flapper måtte jeg stå af. Jeg har godt hørt til Pia Struck, men jeg ved ikke, om det tiltaler mig med fælles-pilleri og misse-kiggeri. Men det var f… god underholdning.) Sidespring i den grad – det havde absolut ingen indflydelse på vores ferie. Især ikke med Morfar liggende i værelset ved siden af! Jeg skulle jo nødigt overbevisning om, at jeg ikke har noget seksualliv – på trods af to børn!

Vores tur i sommerhus har været praktfuld. Vi havde Morfar og Marie´s veninde Matha med. Så der var gang i den. Og de store piger hyggede sig! Det er virkelig et hit at have en legekammerat med. Ind i mellem er det nemmere at få tiden til at gå med leg og tumlen med en jævnaldrende. Ida har været i sit es. Hun har kunnet være i centrum både hos de store piger, Morfar og Mor og Far.
Min far kastede sig over et puzzlespil på 1000 brikker, som pigerne ellers skulle have lavet, men det var vist for svært for dem. Men det var rart at se, at en ellers meget travl mand, kan give sig selv lov til at slappe af!

Det eneste minus ved vores ellers praktfulde tur var vejret. Det regnede jo noget de første par dage. Jeg har absolut intet mod regn, men når landskabet ellers er dækket af sne og regnen tør det en smule op, blev veje, stier, klitter, som en skøjtebane. Vi var ude at gå én gang. Henrik havde Ida i en bæresele. Jeg gik med pigerne. Det var vanvittigt, at vi overhovedet begav os mod vandet. Jeg måtte knibe mine øjne i flere gange, i frygt for at Henrik skulle miste underlaget og lande blødt ovenpå Ida. HELDIGVIS ingen styrt hos ham. Men vi andre tre væltede rundt på jorden, som smuttede mandler. Jeg fik et fint blåt minde med hjem! Jeg er nemlig en af dem, der bare skal kigge på en forhindring og score et blåt mærke.

Det, jeg elsker allemest ved Vejers, er havet. Så jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme mere derned. Så efter 4 dage i sommerhus inden dører, måtte jeg hjem og have luft. Hjemme var sneen næsten væk – så selvom jeg absolut ikke er i form, tog jeg løbetøjet på og kom for anden gang efter fødslen lidt op i tempo. Jeg var gasblå i hovedet efter 15 minutter.

Det må jeg se at få gjort noget ved! Jeg har altid været god til at få rørt min krop. Men det har holdt hårdt det sidste år! Jeg er fortrøstningsfuld, jeg har mod på at komme i gang igen! Kender I det? Jo længere tid man venter, jo mere ondt og ledt er det at komme i gang.

Jeg er slet ikke opdateret på jer alle her i blog-land, men forsøger løbende at få hente de sidste dage op. Jeg har nydt at have fri for computeren. Jeg får altså koblet mere fra og har været MEGET mere nærværende. Det er bemærkelsesværdigt, hvor nemt jeg bliver suget ind i dette univers. Afhængig eller ej? Det kan jeg kun gisne om.

Det har været et dejligt fravær – men hold fast hvor er jeg glad for at være hjemme igen :-)

9 thoughts on “Navlepilleri

  1. Velkommen hjem til cyperspace…;-) – som jeg også til hver en tid ville bytte med Vejers. Min veninde og hendes mand har sommerhus ved Vejers Strand, og vi var så heldige at kunne låne det sidste sommer – nøj, mand, hvor er der skønt…det gør jeg gerne igen…

    kh

  2. hahaha.., hvor kom jeg til at grine af din kommentar til DR2’s temalørdag! Jeg ville egentligt gerne have set programmet, men blev reddet af gongongen, da gode venner inviterede på rødvin!!… pyyh… så jeg måtte “nøjes” med at læse Politikkens bidrag og grine af Christine Felthaus’ bemærkninger om væg-til-væg-ryatæpper i svømmehallen!!!

    ps…sikke en skøn ferie I har haft, trods møgvejr

  3. Groovymama – du har fuldstændig ret i, at Vejers er en dejlig ferieby.. Vi bor 5 minutter fra stranden.. det er vores hit i ferier og weekender.. det er primært for børnene også.. de elsker det :-) Skal I derover til sommer også?

    Rosanna – he he – det var ret morsomt et tema dr2 havde sendt.. jeg har ikke moret mig længe over cowboy kusser og alternativ massage.. inspirerende ved jeg nu ikke om det var, men underholdende :-)

  4. Jeg ved snart ikke, hvad der er mest afhængighedsskabende… Bloglandia eller enorme puslespil 😉
    Det er dog mange år siden jeg har trukket stikket ud og lagt et puslespil med mere end 50 brikker.

    Det lyder som alle tiders ferie – med blå-grønne-gule minder (på rumpen ?) og alting. Ærgerligt med det elendige vejr. Måske bliver det bedre næste gang…

    KH K

  5. På trods af vejret lyder det som en super dejlig tur. Det med at tage pause fra computeren engang imellem er altså lidt sundt. Jeg prøver hist og pist at lægge dage ind hvor jeg slet ikke kikker ind på min blog, men de dage har jeg som regel lavet indlæg på forhånd som jeg har sat til udgivelse. Måske man i stedet skulle tage sig en RIGTIG pause helt uden indlæg engang imellem. I øjeblikket overvejer jeg også at lave en begrænsning på antallet af daglige indlæg for der er jo i virkeligheden ingen grænser for hvor mange indlæg man kan skrive hver dag hvis man skal have det hele med.

  6. Sikke noget tisseri hi hi, det er da også ret sjovt…:) ikke at forveksle med dårligt vejr…..
    Du må meget gerne sende nogle billeder. Jeg vil lige sige om det stof med bukétterne, at det er noget mere tyndslidt på midten end i siderne. Det røde er en ret let kvalitet og det storblomstrede er temmelig eftertragtet. Jeg har ca. en meter tilbage at bytte med. Hvor meget havde du tænkt dig af hvert stykke?
    Glæder mig til at høre fra dig.
    Kh Rikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *