En kærlighedshistorie

Jeg har lige læst en bog, som virkelig gik ind under huden på mig. Endda så meget, at jeg de første 30 sider var ved at kyle bogen i skidt-spanden! Den er provokerende af h… til. På en god måde.

Jeg læste selvfølgelig bogen færdig – sprogmæssigt sluger man siderne tju-hej derudaf. Og indholdet fanger i den grad, så man let bliver draget ind i handlingen som fluen på væggen. Ellers som “hjemmehos´eren” der bare har lyst til at fortælle, hvordan man gør livet!

Jeg har virkelig taget bogen ind. Den provokerer mig i sådan en grad, at jeg til tider har været vred. Men det er også en kærlighedshistorie. En sær en af slagsen. Jeg forholder mig stadig undrende til handlingen. Jeg ville i hvertfald ikke selv have kommet på sådan et plot. Det formår Kamilla Hega Holst altså i denne her finurlige “Kærlighedshistorie”. Hun griber mig lidt!

På en måde får  Især når man som tilskuer skal være vidne til at et barn ikke bliver aflæst og får opfyldt behov. Den vrede man får opbygget overfor den mor og hendes handlinger – bliver erstattet til sympati videre i handlingen.

To mennesker bliver glade for hinanden på et anderledes skævt niveau. Den irritation og vrede, jeg får opbygget i starten af bogen, bliver langsomt erstattet af sympati. –Men hele vejen prikkes der til ens egen grænse.

Måske jeg er en smule konservativ?

Jeg ville ikke røbe mere af denne roman. Men hvis du elsker lidt letlæselig litteratur, så vil jeg gerne anbefale jer at tjekke denne her bog ud. Jeg har måtte tage den i små bidder – jeg har fordøjet indholdet og slugt det råt til tider. Kamilla Hega Holst kan virkelig lege med grænser og holdninger. Jeg har korset mig. Det har jeg!

Vil du lade dig provokere?- Læs den!