Et lille barns frygt

Jeg er blevet tagget af en mangfoldig udtryksrig kvinde. Hun har opfordret mig til at dele min frygt med jer derude. Det kunne jeg ikke se noget svært i, men det har alligevel taget mig knap en uge at fundere over, hvad jeg egentlig er bange for. De tanker, jeg har haft med mig i samme omdrejning, har været min sårbarhed. Ville jeg mon klæde mig af til skindet ved at levere jer disse tanker? Ind i mellem er en god portion humor vejen frem, når man skal skrive om livets hudafskrabninger. Det har dog været lidt svært for mig, at koble humor til disse tanker, men det er dog alligevel ikke mine hemmeligheder – for det er MIG.

De tre ting, jeg er bange for
  • Andres mening – betyder det egentlig noget?

Jeg har lige siden, jeg var et lille barn været bange for, hvilket indtryk jeg gav andre mennesker og om de mon syntes om mig. Jeg har altid været en stræbsom pige, både i skolen, hjemme og blandt mennekser i det hele taget. Men det er der faktisk en historie bag – vælger jeg selv at tolke.
Jeg har boet det meste af mine barneår sammen med min Mor. Dem der har fulgt lidt med herinde ved, at min mor har levet et liv med psykisk sygdom og misbrug. Jeg har levet parallelt med hende og stået model til de frustrationer og hendes ked-af-det-hed. Hun har ikke altid formodet at efterleve den gode mor-rolle.
En af de ting, som jeg husker allerbedst har f.eks. været, at hun i hendes afmagt med to børn, jeg den store, har truet med, at hvis jeg ikke “gjorde som hun sagde” så ville hun sende mig på børnehjem. Ind i mellem fik jeg et “jeg ville ønske, at du aldrig var kommet til verden”, med på vejen. Det er ikke ligefrem noget, der styrker ens værd, vel?
Jeg står godt stabilt på benene idag. Mine udviklingsår først i 20´erne, var kamp til stregen. Heldigvis fik jeg ædt mine kameler og slugt div. lorte og har et godt fundament under mig. Men ind i mellem kan den usikkerhed komme snigende ind over mig. Især når jeg skal møde nye mennesker, så kan jeg virkelig blive betænkelig og bange. Der skal som regel flere gensyn til, før jeg sådan falder til ro i mig selv.
Jeg tror aldrig, at jeg helt vil slippe den “skygge” af min mor, som til tider ånder mig i nakken. Men det er nok også derfor, at jeg i dag efter hendes begravelse, har fået luft.
  • Derfor er jeg så rædselsslagen for, at jeg giver noget af min mor videre

I kender sikkert det, at I i jeres opdragelse og hverdagsliv med ungerne pludselig stopper op og tænker – “det der, dét kunne mor have sagt/gjort”. Jeg gør alt for, at mine unger får den bedste opdragelse. Men i perioder, hvor jeg er helt drænet, hvilket jo godt kan forekomme hyppigt her hos os, så står hun (Mor) pludselig ved min side med armene over kors. Jeg kan bide tungen af mig selv af skam, når jeg pludselig lyder som hende. Trolden inden i mig kan titte frem og jeg kan blive enormt dum i min mund. Men heldigvis ikke i samme form, som da jeg selv var modtager. Men alt det pædagogisk-korrekte, jeg har lært mig gennem tiderne – er glemt og pakket godt væk. Men det er noget af det allerværste for mig. Jeg vil i den grad skåne dem for samme opdragelse. Heldigvis for rationalisme. Jeg skal heldigvis bare tænke lidt på Bamse og Kylling – om hvor led Bamse kan være. Det lille lede barn – har vi ikke alle det i os?
  • Jeg er også bange for det genetiske i psykiske sygdomme

Og så er jeg tilbage ved de første to fobier. Min mor var manio-depressiv. En sygdom, som der snakkes om kan være arvelig. Tror I da lige, at jeg er bange for dét? Jeg tror rent faktisk, at jeg er gået udenom det issue. Jeg står trods alt, hvor jeg gør idag. Hvis ikke jeg havde haft min far, så ville jeg ikke ane, hvor jeg var havnet. Jeg har aldrig været alene, da jeg har vidst, at min far var i nærheden. Selvom at han var langt væk.
Jeg tror faktisk, at man kan styre mange ting selv via sine tanker. Jeg tror, at jeg vil være stærk nok til at
bekæmpe mine fobier, men hvis jeg nu for alvor vil blive væltet – mine unger bliver alvorligt syge, hvis der skulle ske Henrik noget . Ville den snert af min Mor – og Mormor for den sags skyld, deres skrøbelighed – ville den titte frem?
Jeg tror, at frygt kan skabes af forskellige faktorer. Enkelte via tankerne, andre via oplevelser. Min startede da jeg var barn. Det barn bor så stadig i mig, har jeg så lige erfaret. :-)

13 thoughts on “Et lille barns frygt

  1. Kære C

    Endnu engang utrolig gribende læsning og tankevækkende læsning! Du rammer SÅ rent, når du skriver om de helt nære og personlige oplevelser og følelser.

    Tak fordi du deler, og fordi du endnu engang har sat en masse tanker i gang…

    God lørdag
    Knus Helle

  2. Smukke ord.. Jeg har samme 2 punkter som dig C. Psykisk sygdom samt vidergivelse af det ens forældre har givet een selv.. Jeg kan nikke genendende til det du skriver.. I min familie er der også psykisk sygdom, alkoholisme/pillemisbrug.. Hvilket også er arveligt.. OG jeg har også brugt mange tanker på at tænke på, hvilke ting der igennem ens barndom har været godt og skidt, og hvad man gernevil gi videre og hvad man IKKE vil gi videre til ens egne børn. Men ergo er, at man altid il være en del af ens forældre, på godt og ondt, og at det kræver hårdt arbejde, at ændre på sådanne møstre, adfærd/tanker.. Men jeg er sikker på, at hvis man selv er klar over hvilke “sagheder” man selv har og arbejder med dem, kan det kun blive bedre! Du har het ret i det du skriver om tanker.. Ens tanker påvirker ens humør og adfærd, og kan man ændre dem til positive tanker, blir det man foretager sig opså derefter.. Og her er der også en sammenhæng ed det andet.. Psykisk sygdom… Sevfølgelig er der en hvis procent del som gør det arveligt.. MEN der skal også andre faktorer til.. Så selv om man har det inde på livet, er det ikk ensbetydning me at man også selv blir ramt.. Som du selv skriver: Frugt skabes af oplevelser.. (som du har oplvet) Og tanker.. (tanker du har haft) Men nu ska der kigges frem ad, og disse fremtidige tanker, skal være positive.. Positive omkring dine børn, henrik, dine nuværende relationer osv. For så minsker du selv den frygt, som kan titte op engang imellem..
    Kærligst Pernille

  3. Sikken et sært smukt indlæg, Christina.

    Jeg har før sagt det, men tror ikke du kan høre for ofte, at det er helt vildt så stærk du er. På trods.

    Husk, det er en styrke, når man kender troldens navn! Kun sådan kan man vinde over den:)

    Kærlige klem fra mig.

  4. Hej Helle
    Når det er sådan ting der bliver skrevet om, så rammer det, uanset hvem der skriver.. 😉 Jeg kan nu godt lide, at gøre indtryk på folk..

    Hej Pernille
    Det er nu en finurlig ting, hvad der kommer op i folk.. tænk jeg vidste ikke I havde det med jer.. der gemmer sig altid et eller andet ekstra formende hos folk.. Tak fordi du gav dit besyv med.. Kram fra Mig

    Kære Lis – Jeg tror du har ret i det med trolden.. trold kan tæmmes ikke? Min kigger frem ind i mellem, men får besked på at styre sig.. den er ellers ret medgørlig og sød..:-)

    Signe – tusinde tak.. og nu har jeg lige været forbi din nye blog.. fast læser her :-)
    De minder du fik frem er en del af dig.. jeg prøver at bruge det positivt. Kram fra C

  5. De ja vu, det er hvad det foeles som at laese dette! Du er rigtig god til at faa sat ord paa dine foelelser, og paa den maade hjalp det ogsaa mig. Tak!
    Jeg har ogsaa boet sammen med min mor, som blev alkoholiker. Jeg har staaet model til noejagtig det samme som dig, og en hel masse andet ubehageligt. Jeg kender SAA godt den der angst for at “blive til mor”. Naar der er kaos i vores hus, hvilket der tit, saa har jeg svaert ved at bevare roen (som jeg saa gerne ville), og foeler ofte det saa er min mor snakker (raaber)… Saa dine tanker og raedsler kender jeg!
    Men ved du hvad? Vi er moensterbrydere, som de smukt ville have sagt i skolen :) Og det skal vi sgu klappe os selv paa skulderen over!

    Kram fra Lone

  6. Din beretning berører mig rigtig meget. Jeg er jo en mor, der lever med kronisk depression og jeg kender til kampen for, at mine børn skal få en god opvækst på trods af min sygdom.

    Det er så godt, at du er bevidst om de sider i dig som du ikke vil give videre. Kun ved at være bevidst om sin habitus kan man være i stand til at ændre den. Jeg er sikker på, at vi alle har vores mor i os og at hun dukker op engang imellem på en måde, vi ikke bryder os om.
    Jeg er sikker på, at du gør et fantastisk stykke arbejde som mor. Hvis du opdager nogle manio-depressive træk ved dine børn, er jeg sikker på, at du vil kæmpe for at de kan få et godt liv.

    Kærligst,
    Mette

  7. Hvor er jeg glad for at jeg bad dig skrive om din frygt, for så lærte jeg lige en ny side atkende ved den stærke kvinde jeg mødte i lørdags. Jeg havde jo læst om din mor og jeres forhodl før her på bloggen. Men den sårbarhed du viser her er så rørende. Tak fordi du ville være med. Og tak fordi du deler noget så personligt på så flot en måde. Du skriver virkelig godt Christina.

  8. Du skriver så utrolig stærkt og rammende, Christina…
    Og ærligt – bliver helt rørt – og så sætter det jo naturligt nogle tanker i gang om egen angst.. Så TAK for aftenens eftertænksomhed..
    Du er en stærk pige – beundringsværdigt.. Og tror som Lis, at du er nået meget langt ved at kende og turde konfrontere din frygt..
    Ha’ en god weekend..
    Kh og tanker
    Anne

  9. Hej Lavendel – tusinde tak – jeg har fået købt mig alle bøgerne – ellers tak.. det var sødt af dig.

    Hej Lone – ja heldigvis for mønsterbrydere.. jeg ville ikke ane, hvor jeg stod idag, hvis det ikke var for min styrke.. Hvis vi bare er opmærksomme på det, så kan vi styre os udenom vores dumme oplevelser.

    Hej Mette – Jeg er faktisk glad for din kommentar :-) Du kommer med en anden side af problematikken, som jeg kan have svært ved at sætte mig ind i. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi er opmærksomme på vores børn – jeg ved ikke hvor arveligt, det er egentlig – men jeg tror på, at vi kan blive påvirket i begge retninger.. Tak Mette

    Hej AB – jeg var faktisk temmelig meget i tvivl om jeg turde udgive det.. for jeg er faktisk temmelig sårbar… Men alligevel ikke bange.. tak fordi du fik mig til at tænke over det :-)

    Hej Anne – tusinde tak skal du have… faktisk når man sidder og skriver sine tanker ned, så bliver man lidt lille.. Så dine overvejelser omkring mine ord er bare suget til mig.. tak

  10. Sikke en gribende beretning…den ramte også rent ind her. Og jeg deler i høj grad din frygt…især for at komme til at videreføre “trolden”, som vi alle har med os. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg havde fået børn tidligt i livet, for jeg synes, at den frygt bliver større med årene, men omvendt er jeg også glad for, at jeg har fået mulighed for at få styr på mig selv (læs delvis) og mine dæmoner. Det er nemlig først, når man erkender problemet, at man er i stand til at ændre det. Det er utroligt, hvor nemt vi kommer til at ligne vores mødre (tit når man er presset eller det hele er lidt kaotisk), selvom vi har tænkt og tænkt, at sådan vil vi ikke være og gøre. Handlinger lader sig nemt kopiere, men jeg er ved godt mod. Det tager tid at ændre en vane (forståeligt når man tænker på, hvor indgroede de også ofte er). Men bevidstheden er første skridt på vejen og jeg tror – DET STØRSTE!
    Held og lykke på din rejse med at overvinde din frygt…det lyder som om, at du allerede er nået langt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *