Menneskesyn

“Mor? – Nu er X-factor jo i jylland i morgen! Hvis Mormor var i live, tror du så hun ville være med?”
“Det ved jeg ikke, Marie”
Moar? Tror du ikke Mormor ville gå videre?

Ingen kommentar herfra, kun smil

Mor! Jeg tror Mormor havde x-factor – hun ville vinde!

(Så knækkede min film. Godt der var mørkt i bilen, så hun ikke så mine tårer!)

Tænk sig et smukt billede, hun har af sin Mormor. Et billede så perfekt, helt og rent. Hun mindes hende som dén, hun var – en rigtig god Mormor – i de termer, hun nu kunne deltage.

Mit eget billede af min mor er farvet, sort og grumset. Jeg har haft vrede sågar had brusende i mig – følelser, som jeg ikke har formået at kunne ændre på. Jeg ville ønske, at jeg kunne mindes min mor i de nuancer, som lille 7 årige Marie – som ikke anskuede Mormor med voksenbriller.

Jeg har tænkt meget på situationen idag – og om menneskesyn. Vi er alle så hurtige til at dømme folk. Enten på udseende, væremåde eller som i vores tilfælde for de livsstillinger eller handlinger, som har foregået. De velfortjente chancer og den åbne imødekommenhed, burde være et must, men er ikke altid så ligetil.
Jeg er ret hurtig til at dømme folk. Jeg ville ønske, at jeg ikke så hurtigt sætter farver på paletten, men vupti – så har jeg skabt mig et billede, som ikke altid er sandt og er helt og aldeles rædselsfuldt.

Marie fik mig stoppet op igår. Mormor VAR fantastisk. Jeg så bare ikke de små ting – som skabte glæde hos mig engang. Jeg har skammet mig, været gal på hende og har ind i mellem ønsket det værst tænkelige for hende. Som barn har jeg ofte bedt til Gud om, at hun skulle forsvinde – eller værre – dø, så jeg og ikke mindst min søster kunne få fred . Min mor var maniodepressiv og havde samtidigt et overforbrug af alkohol og medicin. Jeg sidder her lige nu – og skammer mig over, de tanker jeg ENGANG har gjort mig.

Jeg ville gerne have tilgivet hende. Jeg er så bevæget over, at min mor vil blive husket med Marie´s ramme omkring. Det har hun fortjent.

Jeg tænker rent faktisk ikke meget på min mor. Jeg føler ikke sådan smerte eller savn. Men når Marie ytrer sine følelser, så får hun en sten til at græde. I julen kom hun hen til mig og så bekymret ud. “Mor, når jeg hører en stille sang, så kommer jeg sådan til at tænke på mormor”.

Min mor er mindeværdig – især gennem Marie! Havde det ikke været for hende – kunne jeg ikke have været med til at bygge videre på vores stamtræ.

Men mit generelle menneskesyn bør vist revideres – eller rettere – jeg har gjort mig mine tanker. Jeg burde have give hende en sidste chance. Det billede, jeg som barn har malet af min mor, burde jeg have brændt eller malet over. Jeg burde ikke have puttet hende i en box, hun ingen chance havde for at slippe ud af. Hun kæmpede de sidste 10 år af sit liv. Hun havde skabt sig en tålelig tilværelse og havde de bedste tænkelige afsluttende år i Bryrup. Hendes krop gav op til sidst, den kunne ikke klare mere belastning.

Mine tanker (følelser, som jeg ikke har været i stand til at ændre på) om hende har her til sidst ikke ført noget godt med sig. Jeg er sikkert gået glip af en masse gode stunder med hende (måske ikke) – men hun fik ikke chancen.

Og det er mit indlægs akse; – hvis jeg snart selv kan hitte ud af det: Generelt handler det om syn. Mit syn på min mor, vores skuen efter de hjemløse og deres hunde i gågaden, eller hvem der nu står for skud. Måske skulle jeg/vi prøve at åbne øjnene, behandle alle mennesker ens, lytte til dem og give dem en fair chance for at vise, hvem de i virkeligheden er, så har man lettere mulighed for at se den indre blomst i folk.
Den lyser måske ikke umiddelbart ud af deres udseende, men den er at finde, hvis man ikke på forhånd har dømt folk, og hvis man giver sig tid til at finde den.
Min mors blomst fik lidt nyt liv – jeg så det bare slet ikke. Det var hendes børnebørn. Ida nåede hun at hilse på een enkelt gang.

Jeg har egentlig siddet her et par minutter og overvejet dette indlæg. Skal jeg udgive eller slette det. Det skal ikke lyde som det rene ynk hos mig. Nu får i tankerne, som har flydt fra mig som skidt fra en spædekalv. Jeg roder helt sikkert rundt i tanker om mor, mine egne følelser og mine generelle tanker om mennesket. Men det er mig – idag.

29 thoughts on “Menneskesyn

  1. det er sjovt, for jeg havde ligende tanker tidligere i dag.
    Min mormor var den bedste mormor jeg kunne tænke mig, mens min mor havde og stadig har alverdens kvaler med hende.
    Og hvor mine børn i dag synes min mor er en fantastisk mormor, synes jeg til tider min mor er forfærdelig.

    Det er smukt og ægte og helt fantastisk at Marie kan huske sin mormor som en dejlig kvinde der gav og er værdig at mindes.

    At du har andre minder og tanker, er rigtigt for dig. Du har en anden fortid sammen med hende, der giver dig et andet grundlag at bygge på.

    Hvis Maries barnlige og ægte glæde over sin mormor hjælpe dig med at huske de gode sider også, synes jeg cirklen er sluttet, for de dystre tanker og minder skal også have lov at være der – de er en del af dig og din opvækst.

    – de skal bare bruges positivt. Det tror jeg nemlig på de kan :)

  2. Å der fik du mig til at græde. Jeg har så meget jeg vil sige og dog forslår ord slet ikke her. I stedet sender jeg dig et kæmpe, kæmpe kram og håber du en dag får ro i det rum i dit hjerte. Jeg forstår det er svært, fordi du selv er blevet svigtet og fordi du føler at du har svigtet, men en dag får du forhåbenligt den ro der kan gøre det muligt at mindes de gode ting uden smerten.

  3. Du kan altså noget med ord, Christina. Jeg bliver simpelthen så rørt. Da du fortalte mig om din mor i bilen på vej til Horsens havde jeg oså meget svært ved at holde tårerne tilbage og nu triller de lige så fint ned ad kinden.

    klog og følsom pige, hende Marie:)

  4. Kære Christina
    Fedt fedt indlæg. Fedt at du “indrømmer” at vi selv er med til at sætte andre ind i rammer de ikke kan bryde ud af. Jeg tror at det man tænker om andre er med til at få det til at ske/blive sådan.
    Nu kender jeg af gode grunde ikke din mors baggrund, men alle mennesker har brug for at blive elsket og fortået som dem de er.Og der skal helt sikkert meget til at ændre en destination/skæbne som din mors. Du har tydeligvis valgt noget helt andet for dig selv og dit liv.
    Jeg tror på skæbne, men jeg tror i lige så høj grad på egen indflydelse og valgmuligheder og JEG kraft, til at opnå det hvert menneske ønsker eller sætter sig for. Så vi må hver især skabe det billede af den eller det vi gerne vil opnå. Men vi skal have nogle at se op til..forbilleder. Det var hun så ikke for dig…havde du måske nogle andre? (Forhåbenlig)
    Og helt klart, du blev svigtet. På det groveste. Du var et barn hun havde sat i verden, uden at kunne tage så meget hånd om sig selv, at hun kunne tage hånd om dig. Og gud hvor jeg forstår dig..vrede, frustration o.s.v.
    Men hvor er det fedt at man bliver mindet om, at man selv kan skabe glansen eller glorien eller mørke omkring andre mennsker ikke bare i levende live, men også i eftermælet.
    Virkelig fedt indlæg. Tak fordi du deler dine tanker med os andre.Nu har jeg noget at tænke over.
    Du er en super sej pige. Og du skriver så jeg får tårer i øjnene.
    Og nyd så FREDAG aften…
    Vi ses på lørdag.

  5. Kære Christina

    Også her triller tårerne efter dit helt fantastiske indlæg, og jeg har tusind ting at sige og så alligevel slet ikke noget, for som det er blevet sagt allerede, så føler også jeg, at ord slet ikke rækker…

    Jeg har lyst til at give dig et kæmpe knus – ikke af medlidenhed (!!!), men fordi du skriver så åbent og ærligt om noget så tungt og svært og personligt. Det har du gjort flere gange før, og jeg er blandt andet vild med dig og din blog af samme grund.

    Du giver af dig selv og giver samtidig og netop derfor os andre masser af stof til eftertanke – Tak for det!

    Kærligst Helle

  6. Jeg gætter på, at din mor – som de fleste af os – rummede lidt af det hele. Du og din datter har oplevet forskellige facetter af hende, og at nå til samme sted, hvor Marie er nu (fordi hun velsagtens ikke har oplevet andet), vil nok være lidt uretfærdigt at forlange af dig.

    Jeg synes, du skal give dig selv plads nok til at hade og være vred, indtil du – helt naturligt – ikke er det mere. Du kan ikke forcere processen, uanset om du gerne ville følge Marie. Det er smukt, men du har andre oplevelser med din mor, som du skal have bearbejdet. Måske kan du starte med at tilgive dig selv, fordi det ikke går stærkere?

    Stærkt indlæg, der også rammer mig dybt og personligt. Godt, du turde lægge det herud. Og held og lykke.

  7. Børn er så åbne i sindet, tager imod alt det fine, mennesker bærer i sig og er altid klar til at finde det. Heldigvis huskede hun dig på det og du lyttede og reflekterer over det.

    Jeg tror de fleste mødre og døtre har noget på hinanden og så er det fantastisk at blive mindet om de gode sider og male et nyt billede af sin mor.

    Kærligst, Mette

  8. Kære alle jer :-) Godmorgen.. jeg har næsten ligget søvnløs i nat. Jeg har været så bange for, at jeg har givet for meget af mig selv i det her indlæg. Jeg er egentlig et meget privat menneske (yea right!?) – men efter jeg er begyndt at blogge, får jeg mine tanker ud.. det er så befriende og fantastisk.. og når det bliver mødt af jer på den her måde, så bliver jeg rørt. Tak.
    Her til morgen, da jeg fik læst jeres tanker, som mit indlæg fik skabt, fik jeg vand i øjnene. Det er lige dét, der var min hnesigt! Ikke vandet i øjnene, men jeres ord. Ikke medynk eller medlidenhed – men jeres reflektioner…

    Pernille – Jeg synes det er smukt med de forskellige finesser ved mennekset – eller de forskellige tanker vi har. Jeg vil se noget andet i Maries udsagn om vores mor.. og det gør mig glad.. Og det rammer plet ikke?

    Marina – det var vist ikke meningen at du skulle blive rørt – men du er ikke den eneste.. Jeg er en stærk pige, og slikker langsomt de sår, der er.. der vil altid være ar.. men jeg tror også på det smukke i, at de ar vil få mig til at huske – også andet end det skidte.. :-) Kram hermed modtaget på en kold januar morgen.. :-)

    Lis – du kan et eller andet med de tårer.. men jeg tror det er fordi du holder af mig… :-) Så rammer det ofte hårdere.. Kram altså!

    Karen – tak for din kommentar – dine reflektioner er så rigtige.. jeg får lyst til en længere snak – for det er så rigtigt, at vi selv vælger vores vej, men også vores tanker om andre mennesker.. Hvis det ikke havde været for min far, så ved jeg ikke, hvor jeg stod i dag.. i hans billede, er jeg vokset mig stærk og til det menneske jeg er idag. Men meget af det tror jeg rent faktisk, at er min mors gener… hvad hun ikke har været igennem i sit lange liv, er ikke småting. Jeg er stolt af, at hun trods alt nåede derud for enden af den tunge tunnel og så lyset. Det havde jeg ikke regnet med.. der er noget råstyrke i os, som holder os oppe..
    Igår i tvavisen så vi indslag om de hjemløse og deres kamp i kulden.. vi så mennesket bag bænken.. og hvor gik det mig i hjertet..

    Helle – tusinde tak.. det er så vovet og angstprovokerende for mig, at skulle trykke på udgiv indlæg knappen, når jeg har skrevet.. men det gør så godt at få det ud.. og det bliver modtaget så fantastisk. Vores liv er ikke altid sådan over rosenrødt, det tør jeg godt vise.. F.eks det du skriver, giver mig blod på tanden.. vi passer jo nok lidt på hinanden herude.. selvom at vi ikke kender hinanden.. tak Helle

    Grund og glad – det er en lang proces.. men vejen er værd at gå.. selvom at det har været meget hårdt engang.. Jeg kan have svært ved at tilgive mig selv – men prøver – jeg er dog overbevist om, at hun griber mig, hvis det bliver for svært.. hun er der jo stadig et sted :-)

    Mette – De børn er uskrevne blade – og det er det smukke af det hele.. de skriver selv en historie og mindes det gode… jeg ville ind i mellem ønske, jeg stadig var et barn…

    Shit – jeg må på job – jeg har ikke nået min morgenmad.. ha en dejlig dag alle sammen ..

  9. Du skriver bare så godt, og du er nok ikke den eneste der har sådan nogle tanker. Det er godt for os alle tror jeg at stoppe op indimellem og tænke lidt over hvordan vi møder mennesker, om vi i det hele taget giver dem en chance eller ej.

    Og hvor er det da godt at din datter har sådan et fint billede af sin mormor, det viser da også at du ikke har preget din datter med dine følelser ang din mor.

    Ha en rigtig god dag – og ikke mindst aften:)

  10. Tusen takk for et klokt og tankevekkende innlegg. Jeg håper du greier å forsone deg med dine følelser for din mor – det er ikke alltid like enkelt…

  11. Tak for dette indlæg som kan få tankerne igang. Børns tanker er så rene og uspoleret og hvor har du ret det kan vi lære noget af! Kender så godt til skammen over de “forbudte” tanker og følelser man har om sine forældre, derfor er det super modigt at turdre ytre dem. Så Christina alt respekt for dig og dine tanker, håber du en dag kan finde fred i sjælen ang dine tanker omkring din mor. Tanker herfra

  12. Kære Christina,
    tak for dine ærlige ord og ucensorerede følelser.
    Kan så godt følge dig i dine tanker og forstår hvorfor du står i et stort dilemma. takker mange gange for dit tankevækkende indlæg.

    Først af alt synes jeg, at du fortjener kæmpe respekt for at Marie kan have hendes mormor-billeder, som hun har og må. Det viser, at du har beholdt dine oplevelser for dig selv og ikke været over hende med at rette på hendes minder. Det synes jeg er meget klogt og stærkt af dig- fortsæt med det, så Marie kan holde fast i dette billede for al evig tid.
    Din egen rejse bliver hård- som du jo selv har været inde på. Men jeg er sikker på, nu hvor du er så refleksiv og et klarsynet menneske, at du nok skal klare den. (lagt før din mor gjorde, så du når at gøre op med dit mors billede/rolle, inden det går ind og påvirker dine egne børn).

    Det dårlige og smertefulde har ofte noget meget smukt med sig, når man kommer dybere ned i kernen.
    Hvis ikke din mor havde været, som hun var, var du måske aldrig kommet til så smukke tanker om dit eget menenskesyn og livet generelt. derudover tror jeg at hele din opvækst, medfølgende tilgang til livet og dine store refleksive tanker har bidraget til dine dybe følelser og den stor stor kærlighed du har til dine egne børn. Nyd den.
    et varmt knus her fra med et ønske om at rejsen er medgørlig, overskuelig og til at besejre,
    kh kirsten

  13. Tak fordi du var modig nok til at udgive indlægget. Christina!
    Jeg er fuld af beundring over at du tør være ærlig istedet for altid at vise den rosenrøde tilværelse, der tit skildres herinde i blogland.
    Knus Ulla.

  14. Hej Christina.
    Der’ fik jeg også en klump i halsen.. Et meget rørende indlæg.
    Håber forresten I havde en rigtig dejlig aften i går, bare jer 2 :-)
    Mange knus og tanker, Pernille

  15. Hvor er det bare smukt skrevet og sikken en selverkendelse! Det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden, og det må vist siges at kunne gælde i denne situation. Børn er så dejlig fordomsfrie, og de ser verden og menneskene deri som helt rene stykker papir. Det er befriende og lærerigt for os voksne engang i mellem at være med til at opleve.

    Jeg forstår i øvrigt godt dine spekulationer om at lægge et personligt indlæg som dette ud på bloggen, men når du så læser kommentarerne, så viser det sig jo, at du formår via dine ord at tage det fra det personlige til det almengyldige, hvor vi andre også kan få noget ud af at læse det udover at lære dig bedre at kende. Det er ofte det sværeste i at blogge, synes jeg. Det gør du flot!

    Mange hilsener AB

  16. Som andre sidder jeg også med en klump i halsen og en tåre, der presser sig på… Jeg har lige her til morgen besluttet at tage forbi min mor, hvilket jeg meget sjældent gør alene – og så læser jeg dit indlæg tilfældigt i en blogvandring?! Det bestyrker mig i, at det er svært, men rigtigt.
    Tak for et meget personligt indlæg, der viser en af de mange veje, en blog kan tage. Tanker til dig ;o)

  17. HEj Christina,

    Jeg ville bare lige ligge en hilsen og sige tusind tak for hyggeligt samvær igår på Karen´´s hæklekursus. Tiden fløj afsted og va var da slet ikke klar til at tage afsted da det sluttede. Håber jeg kan være heldig i ses en anden gang :).

    MVh Kristina

  18. Kære Christina. Jeg bliver som alle andre rørt af dine ord, men jeg bliver også lidt gal på dig. Du skal ikke dunke dig selv i hovedet. Du er en god datter, en god mor, en god kæreste, en god pædagog og en god veninde. Du skal se blomsten i dig selv. Den er så stor og flot, og vi nyder den alle sammen. Gid du selv kunne se den. Håber du ved, at jeg skriver det, fordi jeg holder så ufatteligt meget af dig.
    Din Maja

  19. Hej SiriR – tak skal du have for dine ord – jeg gør også alt for at Marie beholder sit billede af Mormor – det betyder meget.. for os begge… :-)

    Siena – tak for det :-)

    Strubenfreude – jeg tror faktisk at du har ret i, at man bliver “som man spiser”. Jeg havde ikke været det menneske, som jeg er, hvis jeg ikke havde været den mølle igennem.. Og det er egetnlig smukt, som du skriver.. tak for dine ord, jeg blev vildt glad for den anskuelse.. :-)

    Ulla – jeg ved det er modigt, og angstprovokernende.. men det er jo mig.. og alle har vel et eller andet med sig, som gør billedet anderledes…

    Pernille – tak skal du have.. ps jeg har en trøje klar til dig.. nu må vi snart ses!

    AB – tak skal du have.. jeg glæder mig til at hilse på dig her lige om lidt.. det er så spændende det her blog-land.. og ja det bliver modtaget så fint og rummende.. jeg er overvældet glad :-)

    Krutters krøller – velkommen til.. Jeg er glad for, at det satte tanker igang..ind i mellem er det skønt, hvis der bliver prikket til een.. men det var nu ikke min hensigt her.. jeg måtte bare ud med lidt galde :-)

    Kristina – det var bestemt hyggeligt.. vi må ses en dag.. vi bor jo tæt :-)

    Maja – og det er så typist lækkert af dig, at være så hudløs ærligt.. men du kender mig jo og ved, hvordan jeg tænker bag ordene.. du skal være så ærlig som du vil, jeg elsker det og kan sagtens tage det.. men ikke at du bliver sur… men du har så absolutli ret.. tak kære..

    Birgitte – tak, jeg smiler over hele hovedet..

  20. Hov der var jeg da næsten gået glip af et af dine indlæg, men heldigvis gik det ikke så slem for det er da helt fantastisk læsning, der sætter mange tanker i gang. Så tak for det:).

    Nej vi fik desværre ikke hilst på hinanden i lørdags. Jeg så dig godt nok på et tidspunkt. Så hvis du så en højgravid eller noget der lignede en omvandrende hval der kom balancerende med en thekop og kagetallerken der kan tage modet fra selv den modigste konditor – Ja så var det bare mig:o)
    Men altså jeg håber at få lov til at hilse på dig en anden god gang:).

    Vh. Louise

    Ps. Jeg ser forresten meget frem til dit skråbåndsindlæg;o)

  21. Kære Christina. Jeg er vist lidt sent ude med at skrive en kommentar, men havde bare lige sådan lyst til at sige, at det simpelthen er så fint et indlæg du har skrevet! Og med de følelser du har haft er det flot, at du ikke er kommet til at farve Maries syn på sin mormor. Det er dejligt at hun har gode minder om din mor og føler at “mormor har xfaktor”. Det havde min farmor også. Det er faktisk først her i de senere år, at jeg er begyndt at forhøre mig hist og her i familien om hende, for jeg kunne godt lure at der var noget lidt galt med hende. Det er ikke et flatterende billede jeg har fået nu, men som barn så jeg det ikke. Der var hun bare en ganske løjerlig, men rigtig god farmor! Og sådan skal det være – og hvis man skal vide hvad der har været af problemer, så skal man nok først blive klar over det, når man er gammel nok til at forstå det. Hvor er det fint, at Marie kan åbne op for noget godt op omkring din mor i dig (hmm..formulerede jeg lige det lidt for snørklet?). For du har forhåbentlig også engang haft gode stunder med din mor? Det er bare meget nemt at glemme sådan nogle og lade det negative farve mest igennem.
    Og du må ikke punke dig selv for om du skulle ha’ gjort noget anderledes. For du har reageret i situationen med det, der føltes bedst for dig på det tidspunkt. Ingen ville kunne kræve af dig at du skulle ha’ reageret anderledes! Og dumå heller ikke kræve det af dig selv i dag “med tilbagevirkende kraft”.
    Jeg synes du er fantastisk og din ærlighed er unik at støde på her i Blogland (hvor det indimellem kan gå lige lovligt meget op i bagning af økoboller og bryning af bæredygtig kaffe og hvor er det hele dog rosenrødt!) Hatten af for dig og KH fra M

  22. Dit indlæg gør så stærkt indtryk på mig! Så meget at en tåre kommer frem i øjenkrogen. Børn er så gode helt ind i hjertet. De dømmer ikke, de er tillidsfulde og behandler alle ens uanset farve, status, alder eller køn… Er det livets knubs der ødelægge dette rene billede af mennesket??
    Husker engang min far fortalte om en tur han havde i byen som ung. Han sidder på en bar og ind kommer en lettere usoigneret bums, han sætter sig ved siden af min far og de falder i snak. Manden spørger min far om han vil give en øl. Min far har altid haft en kærlighed til de svage og lidt skæve i samfundet og siger med det samme “selvfølgelig vil jeg gi en øl”… Det viser sig at manden slet ikke er som han ser ud. Han var blot ude på at teste om min far ville tage afstand til ham pga. det ydre… Det viste sig at manden var temmelig velhavende og min far fik sit livs sjoveste bytur – med alt betalt (:
    Bare lige en tanke og at man skal passe på med at dømme…
    Beundre din åbne måde at skrive på. Det går lige ind og rammer følelserne…

    Kærlig hilsen Camilla

  23. Blev på mirakuløs vis ledt hen til dette indlæg idag…TAK for et stærkt, ærligt og smukt indlæg. Stof til eftertanke vi alle kan bruge.

    Hav en dejlig dag – Camilla

  24. Puha, må lige tørre tårerne væk inden jeg overhovedet kan skrive denne kommentar…

    Ved et tilfælde “faldt” jeg over din blog ved at google “menneskesyn”. Sidder og forbereder min 24-timers historieeksamen til i morgen, og jeg håber det er OK med dig, hvis jeg låner nogle synspunkter fra dit indlæg, til min perspektivering? :)

    Jeg ved slet ikke om det er muligt for mig, at snakke alt for meget om det, da min egen mor er alkoholiker og vi har ikke haft kontakt i et år nu. MEN pointerne er super gode, og jeg – hvis jeg må, låner dem helt sikkert til perspektivering!

    Kram fra Vibeke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *